Den 1. september 1988 ydede den daværende Privatbankens Ølby Center afdeling klageren et billån på 100.000 kr. Det var i udlånskontrakten anført, at renten for tiden var 14,5% p.a., og at renten af lånet beregnedes efter bankens til enhver tid gældende satser for lån til private. I forbindelse med at Privatbanken blev fusioneret med to andre pengeinstitutter til Unibank (indklagede), ændredes betegnelsen på klagerens billån fra "Det gyldne Autolån" til "Billån", hvilket fremgik af kontoudskrift af 31. december 1991.
I slutningen af december 1992 rettede klageren henvendelse til indklagedes Køge afdeling, der nu var kontoførende afdeling, og anmodede afdelingen om at kontrollere, hvorvidt den beregnede rente på billånet var korrekt. Ved skrivelse af 15. januar 1993 meddelte klageren afdelingen, at han via avisartikler var blevet opmærksom på, at indklagede i midten af juni 1991 markedsførte privatbillån til 14% p.a., samtidig med at klageren betalte ca. 16% p.a., hvorfor klageren mente, at han var berettiget til tilbagebetaling af renter. Indklagede meddelte herefter ved skrivelse af 26. januar 1993, at klagerens lån ikke havde ændret status i løbetiden, men havde fulgt den generelle renteudvikling på billån hos indklagede, hvorfor man afviste at yde klageren rentegodtgørelse.
Indklagede har oplyst, at ultimosatserne på klagerens lån i lånets løbetid har været således:
1988 14%
Indklagede har endvidere oplyst, at rentesatsen for billån i den tilsvarende periode har udviklet sig således:
1-9 - 31-12 1988 -0,5%
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde ham en rentegodtgørelse.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han via en avisartikel er blevet opmærksom på, at indklagede generelt i forbindelse med ændring af billån fra "Det gyldne Autolån" til "Billån" har foretaget en uberettiget renteforhøjelse, og at indklagede i sommeren 1991, hvor klagerens billån forrentedes med 15,5% p.a., ydede billån til 14% p.a.
Indklagede har anført, at klagerens lån gennem hele forløbet har fulgt den generelle udvikling i renten på det pågældende låneprodukt, der senere blev konverteret til et fællesprodukt hos indklagede. Konverteringen betyder alene, at lånet nu betegnes "billån". Renten på klagerens lån følger herefter den generelle renteudvikling på billån ydet af indklagede. Klagerens bemærkninger omkring billån til 14% skyldes en unøjagtighed i den artikel, der ligger til grund for oplysningen. Det korrekte er, at en kunde, der nyetablerede et billån i sommeren 1991, kunne få en (variabel) rentesats på 14%. Satsen blev imidlertid fastlagt inden for et interval, og blev ikke markedsført.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter indklagedes oplysninger lægges det til grund, at renteændringerne vedrørende klagerens lån stort set har fulgt de generelle renteændringer for tilsvarende lån, der udbydes af indklagede.
Som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor