Afgørelse

Indsigelse imod restgæld på lån overgået til inkasso.

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagernes indsigelser mod restgælden på et lån, som i 1988 overgik til inkasso.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

Ved gældsbrev af 12. august 1987 blev klagernes lån hos indklagede forhøjet med 3.900 kr. til 27.237,50 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 800 kr.

Ved skrivelse af 11. maj 1988 rykkede indklagede for en restance på lånet på 3.400 kr. Restgælden inkl. restancen var 26.736,01 kr.

Ved skrivelse af 28. juni 1988 overgav indklagede sagen til inkasso ved advokat. Fordringen blev opgjort til 27.248,66 kr. svarende til en restgæld på 26.136,01 kr. med tillæg af renter, 972,65 kr., og gebyr, 140 kr.

Den 1. august 1988 blev sagen i fogedretten opgjort til 29.481,70 kr., svarende til de 27.248,66 kr. med tillæg af sagsomkostninger og yderligere renter.

Ifølge en af indklagede fremlagt kontoudskrift blev lånet den 6. november 1989 med en saldo på 33.494,74 kr. (negativ), svarende til de 27.248,66 med tillæg af yderligere renter på 6.246,08 kr., overført til en inkassokonto, hvorpå der ikke automatisk blev tilskrevet renter.

I perioden 1. december 1989 - 29. maj 1992 indbetalte klagerne i alt 9.500 kr. på inkassokontoen. I 1990-91 blev der krediteret i alt 1.500 kr. i acontoafregning fra advokaten.

Den 2. marts 1992 afregnede advokaten sagen over for indklagede. Klagerne havde indbetalt i alt 8.500 kr. til advokaten, hvoraf 1.500 kr. var afregnet. Advokaten modregnede i de resterende 7.000 kr. til dækning af inkassoomkostningerne, som var på i alt 12.290 kr.

Advokatens resttilgodehavende på 5.290 kr. blev debiteret på inkassokontoen den 11. marts 1992.

Den 29. maj 1992 var saldoen på inkassokontoen 27.784,74 kr.

Ved skrivelse af 1. juli 1993 gav indklagede under henvisning til klagernes manglende reaktion på diverse skrivelser en "absolut sidste chance" for at indgå en afviklingsaftale om gælden på inkassokontoen.

I 2002 blev sagen genoptaget af indklagede.

Den 23. januar 2003 fik indklagede udlæg i klagernes ejendom for 55.689,77 kr. Udlægget blev foretaget ved en kontorfuldmægtig ved fogedretten i St. Heddinge. Af udskriften fra fogedbogen fremgår bl.a.:

"[H] erklærede sig ude af stand til at betale, og klagede over beløbets størrelse, da de havde betalt et større beløb. Fogeden viste hende bankens opgørelse hvor renterne for 5 år var gjort op til 26.869,63. Hun ville forklare det for sin mand og efterfølgende vende tilbage med en afdragsordning.

Under iagttagelse af skyldnerens udtagelsesret og påvisningsret foretoges udlæg i følgende:"

Parternes påstande.

Den 12. maj 2003 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de ikke skylder indklagede noget, idet gælden i henhold til lånet er blevet betalt.

Da de i sin tid blev indkaldt til retten, henvendte de sig til indklagedes Tingvejen afdeling, hvor de foreviste kvitteringer for indbetalinger, som indklagede ikke havde taget højde for. De fik at vide, at så var alt i orden, og de hørte ikke mere fra indklagede, før de fik hus. De har ikke gemt kvitteringerne, da de ikke var klar over, at det var nødvendigt at gemme dem i mere end fem år.

På deres forespørgsel har advokaten oplyst, at det påhvilede indklagede at betale omkostningerne ved inkassosagen. Det var derfor uberettiget, at indklagede afskrev indbetalinger på omkostningerne. Omkostningerne er i øvrigt urimeligt høje. De kunne berettiget forvente, at deres indbetalinger blev anvendt til afskrivning på lånet.

Indklagede har anført, at klagernes indbetalinger blev anvendt til betaling af forfaldne tilskrevne renter i perioden fra underskrivelsen af gældsbrevet den 12. august 1987 til den automatiske rentetilskrivning ophørte den 6. november 1989 og til delvis dækning af inddrivelsesomkostningerne.

Hovedstolen og inddrivelsesomkostningerne er omfattet af den 20-årige forældelse i Danske Lovs 5-14-4 og er således ikke forældede. Det skyldige uforældede beløb kan således opgøres til 27.784,74 kr. med tillæg af fem års renter som opgjort i forbindelse med genoptagelsen af sagen og som anført i fogedbogen. Der tilkommer indklagede yderligere renter for tiden efter fogedforretningen.

Det må have stået klagerne klart, at der fortsat eksisterede en restgæld, jf. skrivelsen af 1. juli 1993.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ikke godtgjort, at klagerne efter sagens overgang til inkasso indbetalte mere end de af indklagede registrerede indbetalinger på i alt 18.000 kr. Det er heller ikke godtgjort, at indklagede meddelte klagerne saldokvittering eller på anden måde bibragte klagerne en berettiget opfattelse af, at resttilgodehavendet blev frafaldet.

Lånets hovedstol og inkassoomkostningerne er omfattet af den 20-årige forældelse i medfør af Danske Lov 5-14-4 og er således ikke forældede. Renterne er omfattet af den 5-årige forældelse i forældelsesloven af 1908. Forældelsen af renterne blev afbrudt ved indbringelsen for fogedretten i 2003.

Indklagede var berettiget til forlods at anvende klagernes indbetalinger dels til dækning af påløbne renter 7.218,73 kr. (972,65 kr. + 6.246,08 kr.), som på daværende tidspunkt ikke var forældede, dels til dækning af omkostningerne på 12.290 kr. til advokaten, som ikke kan kræves forrentet.

Da renter og omkostninger i den konkrete sag oversteg klagernes indbetalinger med 1.508,73 kr. (7.218,73 kr. + 12.290 kr. - 18.000 kr.), skal indklagede frafalde renter af dette beløb.

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte inkassoomkostningerne som urimelige. Det bemærkes herved, at selve inkassosalæret udgør 1.940 kr., tilkendte mødesalærer 4.800 kr. , begge ekskl. moms, mens positive omkostninger udgør 3.865 kr.

Som følge heraf

Indklagede skal frafalde renter af fordringen som ovenfor anført.

Klagen tages i øvrigt ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.