Spørgsmål om rådgivning vedrørende endnu ikke udbetalt udbytte.
| Sagsnummer: | 69 /2002 |
| Dato: | 04-06-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen , Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om rådgivning vedrørende endnu ikke udbetalt udbytte. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav mod indklagede i forbindelse med udbyttebetaling fra klagerens værdipapirer.
Sagens omstændigheder.
I marts 1998 erhvervede klageren gennem indklagede nogle investeringsforeningsbeviser, herunder et antal beviser i Bankinvest Bioteknologi.
Bankinvest Bioteknologi udbetalte i april 2001 et udbytte på 204,75 kr. pr. investeringsforeningsandel.
Ved meddelelse af 18. april 2001 fra indklagede afregnede indklagede klagerens udbytte af investeringsforeningsbeviserne. I forhold til klagerens 238 stykker modtog klageren brutto 48.730,50 kr. Med fradrag af 28% udbytteskat på 13.644,54 kr. var nettobeløbet 35.085,96 kr., der blev indsat på klagerens konto.
Ved skrivelse af 23. april 2001 rettede klageren henvendelse til indklagedes kontoførende afdeling om udbyttet. Klageren anførte, at han havde konstateret, at kursen på investeringsforeningsbeviserne efter udbyttebetalingen var faldet fra 285 til ca. 90. Havde han solgt investeringsbeviserne forinden udbyttebetalingen, ville skatten have været ca. 9.000 kr., mens beskatningen af det modtagne udbytte ville være ca. 27.000 kr. svarende til et tab på omkring 18.000 kr. Han fandt, at indklagede burde have holdt ham orienteret om disse forhold, hvilket ikke var sket.
Ved skrivelse af 23. maj 2001 meddelte indklagedes hovedsæde klageren, at indklagede ikke havde påtaget sig at overvåge klagerens portefølje af værdipapirer. Individuel porteføljeovervågning var ikke et produkt, indklagede tilbød sine kunder, da dette var en ressource- og omkostningsmæssig stor opgave.
I september 2001 rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion og anførte blandt andet, at han i 1996 havde indgået en aftale om porteføljepleje med indklagedes Lyngby afdeling. Han var endvidere blevet opmærksom på, at Bankinvest havde haft en Ex-kupon fondskode i perioden fra 3. januar til 10. april 2001. Det var i en sådan særlig situation, at han som privatkunde havde brug for indklagedes "overvågningsudstyr".
Ved skrivelse af 20. september 2001 fra indklagedes direktion anførte indklagede blandt andet, at indklagede ikke indgik diskretionære aftaler om overvågning af værdipapirer. Indklagedes investeringsrådgivere var derfor ikke pligtige til af egen drift at tage kontakt til kunder i alle situationer, hvor der kom nyheder om selskaber, hvori en kunde havde investeret.
Parternes påstande.
Klageren har den 11. februar 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at holde ham helt eller delvis skadesløs "I lighed med hvordan man i en i etisk henseende lignende sag ville tilgodese en erhvervskunde".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at forholdet vedrørende Bankinvest Bioteknologi var så markant, at indklagedes investeringsrådgiver burde have reageret og undersøgt, hvilke kunder i den pågældendes portefølje der ville blive berørt heraf. Dette er meget enkelt og ikke særlig omkostningskrævende.
For ham er det ikke et spørgsmål om en skriftlig aftale om individuel porteføljeovervågning, men derimod tale om en vis tilsynspligt i kundeforholdet.
Ex-kupon fondskoden signalerer en usædvanlig situation, som en almindelig depot-indehaver gennem læsning eller anden orientering fra medierne har ringe mulighed for at erkende.
Indklagede har anført, at der ikke er indgået nogen overvågningsaftale med klageren således, at indklagede skulle holde øje med dennes portefølje. Klageren var tilknyttet en investeringsrådgiver, som klageren når som helst kunne rette henvendelse til.
Indklagede havde ingen forpligtelse til på eget initiativ at kontakte klageren for at informere om udbyttebetalingen i Bankinvest Bioteknologi.
Klageren har heller ikke en berettiget forventning om en sådan informationspligt.
Indklagede har ikke handlet ansvarspådragende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ikke godtgjort, at indklagede har påtaget sig at overvåge klagerens portefølje af værdipapirer og under hensyn til oplysninger i markedet at rette henvendelse til klageren om muligt hensigtsmæssige dispositioner vedrørende dennes portefølje.
Som følge heraf:
Klagen tages ikke til følge