Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier, herunder til et barnebarn.
| Sagsnummer: | 1010/2010 |
| Dato: | 11-11-2015 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Umyndighed - gave
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier, herunder til et barnebarn. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag vedrører krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier, herunder til et barnebarn.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Roskilde Bank. Ifølge årsoversigten pr. den 30. december 2005 havde klageren bl.a. et såkaldt aktielån med en restgæld på 99.960 kr. og et åbent værdipapirdepot, hvor der lå 115 stk. Roskilde Bank aktier til en kursværdi på 113.829,30 kr. Klageren havde endvidere et kapitalpensionsdepot, hvor der lå bl.a. 10 stk. Roskilde Bank aktier til en kursværdi på 9.898,20 kr.
Klageren var indskyder på en børneopsparingskonto, der tilhørte hendes ene søn (A), der var født i 1999. Til kontoen var der knyttet et depot, hvor der pr. den 30. december 2005 lå 15 stk. Roskilde Bank aktier til en kursværdi på 14.847,30 kr.
I juni 2006 fik klageren et barnebarn. Barnebarnet var søn af klagerens anden søn (B) og blev døbt den 2. september 2006. Klageren har oplyst, at hun i den forbindelse henvendte sig til banken, idet hun ønskede at give barnebarnet en gavecheck på 5.000 kr. Banken rådede hende til i stedet at give barnebarnet aktier i Roskilde Bank. Klageren har fremlagt et udateret såkaldt aktiegavebrev, hvorefter barnebarnet blev tildelt fire stk. Roskilde Bank aktier til en pålydende værdi på 80 kr. Det ene af to felter vedrørende underskrift fra en medarbejder i banken er udfyldt. Klageren har endvidere fremlagt et foto af gavebordet til barnedåben, hvor aktiebrevet tilsyneladende står i baggrunden.
Under sagen er der endvidere fremlagt en kopi af en aftale af 28. august 2006 vedrørende klagerens oprettelse af en såkaldt børnebørnskonto til barnebarnet. Den fremlagte kopi er alene underskrevet af banken. Endvidere er der fremlagt en meddelelse af 31. august 2006 til klageren om overførsel af 5.000 kr. fra klagerens konto til barnebarnet.
I august/september 2006 førte banken en aktiesalgskampagne. B købte i den forbindelse 10 stk. Roskilde Bank aktier.
I efteråret 2006 gennemførte banken et aktiesplit i forholdet 1:2. Klageren havde herefter 230 stk. Roskilde Bank aktier i det åbne depot og 20 stk. Roskilde Bank aktier i kapitalpensionsdepotet. I A’s børneopsparingsdepot var der 30 stk. Roskilde Bank aktier. B havde 20 stk. Roskilde Bank aktier.
Ifølge barnebarnets årsoversigt for 2006 havde barnebarnet en børnebørnskonto med et indestående på 5.038,26 kr., hvoraf 38,26 var tilskrevne renter.
I forbindelse med en emission i banken i foråret 2007 tegnede klageren to stk. Roskilde Bank aktier til kapitalpensionsdepotet og 30 stk. Roskilde Bank aktier til det åbne depot.
Ifølge barnebarnets årsoversigt for 2007 var der et indestående på børnebørnskontoen på 61,82 kr., der hovedsageligt vedrørte tilskrevne renter. Til kontoen var der knyttet et depot, der indeholdt ni stk. Roskilde Bank aktier til en kursværdi på i alt 2.934,63 kr.
Ifølge klagerens årsoversigt for 2007 havde klageren nu to aktielån med restgæld på henholdsvis 99.360 kr. og 11.275 kr.
Den 11. april 2008 underskrev klageren en investeringsprofil, hvorefter hendes risikovillighed var mellemrisiko.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
Den 30. december 2010 indgav klageren en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) til Ankenævnet med krav om erstatning for hendes, A’s og barnebarnets aktier og med påstand om at ”blive fri for den gæld som Roskilde Bank har påført mig”.
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:
”...
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”
Ved brev af 24. februar 2014 til klageren tilbød Finansiel Stabilitet erstatning i henhold til forliget for aktiekøbene på i alt 32 stk. i forbindelse med emissionen i 2007. Klageren accepterede tilbuddet.
Efter det oplyste tilbød Finansiel Stabilitet endvidere erstatning i henhold til forliget for B’s køb af aktier i forbindelse med kampagnen i 2006.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) tilbød ikke erstatning for barnebarnets aktier. Begrundelsen var, at aktiekøbet var sket uden for de i forligsaftalen nævnte perioder.
På forespørgsel fra Ankenævnet meddelte klageren ved brev af 6. juli 2014, at hun fastholdt klagen til Ankenævnet for så vidt angik barnebarnets aktier.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) lagde herefter til grund, at de øvrige klagepunkter i klagerens oprindelige klage til Ankenævnet var frafaldet.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning vedrørende barnebarnets aktier.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken bør erstatte Roskilde Bank aktierne, som hun gav til barnebarnet i dåbsgave.
Aktierne til barnebarnet blev købt på bankens opfordring under kampagneperioden i 2006. Dette er dokumenteret ved de fremlagte bilag. Aktierne blev købt for de 5.000 kr., der blev overført til børnebørnskontoen. Aktiegavebrevet blev givet på dåbsdagen. Der findes kun dette ene aktiegavebrev, der er lavet i anledning af barnedåben.
Det er ikke hendes ansvar, at registreringen af aktiekøbet tilsyneladende ikke kan findes i banken.
Barnebarnet fik yderligere aktier året efter til hans fødselsdag.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden, at der foreligger en sådan dokumenteret tvivl om det af klageren fremførte, at klagen ikke kan afgøres af Ankenævnet, jf. § 7 i Ankenævnets vedtægter.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) anført, at klageren ikke har dokumenteret, at der blev købt aktier til barnebarnet i forbindelse med dåben i september 2006.
Af årsoversigten for 2006 fremgår ikke nogen aktier, men alene klagerens indskud på 5.000 kr. på børnebørnskontoen.
De ni stk. Roskilde Bank aktier, der fremgår af årsoversigten for 2007 for barnebarnets engagement blev ifølge bankens oplysninger købt den 11. juni 2007. Købstidspunktet stemmer med det af klageren anførte om, at der blev købt aktier i forbindelse med barnebarnets fødselsdag. Det har ikke været muligt at fremfinde en kopi af fondsnotaen.
Købet af de ni stk. aktier er ikke sket på baggrund af Roskilde Banks kampagnebreve og bankens eventuelle henvendelser herom, og klageren har ikke redegjort for, hvori en eventuel ansvarspådragende handling fra Roskilde Banks side bestod.
Aktiekøbet til barnebarnet har ikke været påvirket af bankens eventuelle fremgangsmåde, og det må anses for usikkert, om købet overhovedet er sket på bankens foranledning.
Klageren har været aktionær i Roskilde Bank i hvert fald siden 2004 og herefter også i en række andre selskaber. Klageren kan derfor ikke anses for at være ubekendt med risikoen ved at investere i aktier.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder efter det foreliggende, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klageren under aktiesalgskampagnen i 2006 købte Roskilde Bank aktier til sit barnebarn i forbindelse med barnets dåb. Ankenævnet har herved lagt vægt på årsoversigten for 2006 for barnebarnets engagement, hvoraf fremgår, at barnebarnet havde en konto med et indestående på 5.000 kr. med tillæg af renter svarende til klagernes gave til barnebarnet, og hvorefter barnebarnet ikke ejede aktier i Roskilde Bank. Ankenævnet finder, at det som anført af Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) må lægges til grund, at de ni stk. aktier, der fremgik af årsopgørelsen for 2007, blev købt i juni 2007 til barnebarnet, hvilket stemmer med det af klageren anførte om, at barnebarnet fik aktier til sin fødselsdag.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen, hverken helt eller delvist.
Ankenævnets afgørelseKlageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.