Afgørelse

Indsigelse om forældelse af gæld i henhold til lån stiftet i 1986. Spørgsmål om afbrydelse af forældelsesfristen på 20 år kunne anses for sket ved debitors betaling af ydelse.

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører, om Danske Banks krav mod klageren i henhold til et gældsbrev fra 1986 er forældet.

Sagens omstændigheder.

Den 29. januar 1986 underskrev klageren et gældsbrev til Danske Bank vedrørende et lån på 80.000 kr. til variabel rente for tiden 14 % p.a. og med kvartalsvis rentetilskrivning. Klagerens ægtefælle kautionerede for lånet.

Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.850 kr., første gang i slutningen af febru­ar 1986. Ydelserne skulle hæves på konto nummer -376. Vedrørende ydelsesbetalingen fremgår i øvrigt bl.a.:

"Ydelsen kan kun debiteres min konto i det omfang, der er dækning, hvilket jeg forpligter mig til at drage omsorg for. Jeg er indforstået med, at banken ikke sender separat meddelelse om debiteringen."

Den aftalte ydelse blev overført frem til og med den 29. maj 1987, hvorved saldoen på lånet blev nedbragt til 62.411,57 kr. En senere overført ydelse pr. den 30. juni 1987 blev tilbageført den 1. juli 1987.

Banken har under sagen fremlagt kontoudtog for konto -376 for perioden 2. januar-21. august 1987. Kontoen havde i hele perioden en negativ saldo. Kontoudskrifterne er adresseret til klagerens ægtefælle; i perioden frem til og med 30. juni 1987 på en adresse i Danmark. På kontoudskriften pr. den 21. august 1987 er det anført, at "kunden er udvandret".

Danske Bank har oplyst, at konto -376 blev anvendt af klageren og dennes ægtefælle som fælles budgetkonto. Det er bankens opfattelse, at der til kontoen var knyttet en kredit, hvilket understøttes af kontobevægelserne, herunder at der ikke blev debiteret overtræksrente. Banken er dog ikke længere i besiddelse af kreditkontrakt eller anden dokumentation herfor.

Under sagen er der endvidere fremlagt en kontoudskrift for lånet vedrørende kalenderåret 1987. Ifølge kontoudskriften var klagerens adresse ubekendt.

Ved skrivelse af 14. september 1988 anmodede banken en advokat om at inddrive tilgodehavendet i henhold til lånet hos klageren og ægtefællen, der nu havde bopæl på en angiven adresse i Holland. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"…

Opsig engagementet på vore vegne, m.v.

Forinden retslig inkasso i Holland iværksættes bedes omkostningerne herved godkendt af os.

…"

Ved skrivelse af 10. marts 1989 meddelte advokaten, at danske gældsbreve i Holland ikke kunne danne grundlag for fuldbyrdelse uden forudgående dom.

Sagen blev herefter afregnet af advokaten.

Ved skrivelse af 11. oktober 2006 rettede banken henvendelse til klageren, der nu havde bopæl i Danmark, med anmodning om betaling af gælden.

Klageren gjorde via sin advokat gældende, at bankens krav var forældet.

Banken fastholdt kravet, som endeligt blev opgjort til 62.411,57 kr. med tillæg af fem års renter 14,75 % pr. år med kvartalsvis rentetilskrivning.

Parternes påstande.

Den 6. juli 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal anerkende, at fordringen i henhold til gældsbrevet af 29. januar 1986 ikke består.

Banken har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun i en årrække efter stiftelsen af gældsbrevet var bosiddende i Holland, og at hun i efteråret 2006 flyttede tilbage til Danmark. Ved flytningen til Holland var hun omhyggelig med at meddele adresseændring, hvor dette var relevant, og hun formoder, at banken også fik meddelelse om flytningen. Banken har, jf. skrivelsen af 14. september 1988, tilsyneladende haft kendskab til en konkret adresse i Holland.

Bankens krav er undergivet den 20-årige forældelse i Danske Lovs 5-14-4. Forældelsesfristen regnes fra stiftelsen den 29. januar 1986. Der var således indtrådt forældet, da banken den 11. oktober 2006 sendte et betalingskrav.

Forældelsesfristen er absolut og kan ikke suspenderes, herunder ikke ved eventuelt ukendskab til debitors bopæl. Banken har ikke forsøgt at opsøge hende på adressen i Holland.

Forældelsesfristen er ikke blevet afbrudt ved påkrav, påmindelser eller lignende inden for 20 års fristen.

De månedlige ydelser på 1.850 kr. udgør ikke en stiltiende skyldanerkendelse, der afbryder forældelsesfristen. De løbende ydelsesbetalinger skete uden hendes medvirken i henhold til aftalen af 29. januar 1986, jf. gældsbrevet. Ydelsesbetalingerne skete heller ikke på baggrund af opgørelser, der blev fremsendt til hende. Dispositioner foretaget af banken udgør ikke handlinger fra hendes side, der kan betragtes som en anerkendelse af gælden. Der er dermed ikke tale om en skyldanerkendelse, som kan indebære, at forældelse ikke er indtrådt.

De under sagen fremlagte kontoudskrifter er adresseret til en adresse i Danmark, hvor hun og ægtefællen boede til leje, inden de flyttede til Holland.

Banken har anført, at de månedlige ydelser, der indeholdt betaling af både afdrag og renter, blev gennemført i overensstemmelse med gældsbrevets bestemmelser frem til og med den 29. maj 1987. Ydelsesbetalingerne indebar en stiltiende erkendelse af skylden, hvorved den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 blev afbrudt. Kravet var derfor ikke forældet, da banken den 11. oktober 2006 sendte et betalingspåkrav til klageren.

Ydelsesbetalingerne kan ikke anses for dispositioner foretaget af banken, idet overførslerne skete i henhold til aftale.

Der kan ikke opstilles et krav om, at betalingen af et afdrag for at virke fristafbrydende i relation til forældelse skal ske som en direkte følge af en modtaget opgørelse af gælden fra kreditor.

Klageren fremsatte ikke indsigelser, der kunne foranledige banken til at tro, at hun ikke anerkendte gælden. Det kan ikke komme banken til skade, at klageren ikke gav meddelelse om sin nye adresse i Holland, således at man kunne fremsende årsopgørelser over hendes konti. Det må formodes, at klageren har modtaget de kontoudskrifter vedrørende budgetkonto -376, der blev sendt til hendes ægtefælle på deres fælles adresse i Danmark. Af disse kontoudskrifter fremgår de månedlige ydelsesoverførsler.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Bankens krav mod klageren i henhold til gældsbrevet af 29. januar 1986 er for så vidt angår hovedstolen omfattet af forældelsesfristen på 20 år efter Danske Lovs 5-14-4. Fristen regnes fra kravets stiftelse, og forældelse afbrydes ved, at kreditor påminder debitor om fordringen, eller ved debitors erkendelse af gælden. Banken gjorde kravet gældende ved skrivelsen af 11. oktober 2006.

Det er ikke godtgjort, at klageren efter den 11. oktober 1986 har modtaget kontoudskrifter eller årsopgørelser vedrørende lånet, eller at banken på anden måde har afbrudt forældelsen ved påmindelse.

Den månedlige ydelse på 1.850 kr. skulle efter aftalen i gældsbrevet debiteres klagerens og dennes ægtefælles budgetkonto, hvilket skete i tiden indtil den 29. maj 1987. Restgældens størrelse fremgik ikke af den månedlige ydelse, der omfattede såvel renter som afdrag, og det må som nævnt lægges til grund, at klageren heller ikke har modtaget kontoudtog eller andet, hvoraf lånets restgæld fremgik. I hvert fald under disse omstændigheder finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at klageren har erkendt gælden, herunder dennes størrelse, ved ikke at gøre indsigelse mod overførslerne af låneydelserne fra budgetkontoen.

Efter det anførte er bankens krav på lånets hovedstol forældet efter Danske Lov 5-14-4. Som følge heraf er også alle krav på renter forældet, selv om de ikke selvstændigt måtte være forældet efter forældelsesloven af 1908.

Som følge af det anførte