Afgørelse

I juni 1993 ydede indklagede et lån på 260.000 kr. til klageren. Lånet skulle afvikles den 1. januar 1994. I låneaftalen er bl.a. følgende fastsat på side 1:

"Rentesats for tiden: 14,500% p.a.

Renten beregnes kvartalsvis bagud og tilskrives lånet ved hvert kvartalsskifte. Renten er fastsat ud fra låntagers samlede forretningsomfang med banken og kan når som helst ændres, hvis der sker ændringer heri.

...

Låneaftalens øvrige betingelser fremgår af de følgende sider."

På låneaftalens side 2 hedder det bl.a.:

"3. Rente- og provisionsbetingelser og terminer for betaling af disse fastsættes af banken og ændringer heri kan foretages uden varsel.

Ved renteforhøjelser kan banken forhøje ydelsen for at fastholde den aftalte løbetid.

Ved rentefald er låntager berettiget til at forlange ydelsen nedsat, således at den aftale løbetid fastholdes.

Låntager får oplysning om ændring af rente- og provisionssats ved brev eller ved annoncering i dagspressen, samt når banken udsender det første kontoudskrift efter annoncering.

Hvis renten på en enkelt kontotype ændres væsentligt til ugunst for låntager, og renteændringen ikke har forbindelse med udviklingen i bankens almindelige renteniveau, vil låntager ved brev eller ved annoncering i dagspressen få et varsel på mindst én måned."

I allonge af 22. juni 1993 er bl.a. anført:

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han med indklagede har indgået aftale om, at lånet forrentes med en fast rente på 14,5% i perioden indtil 1. januar 1994. Det fremgår ikke af lånedokumentet, at rentesatsen er variabel. På lånets forside er henvist til allongen, og af denne fremgår det samlede rentebeløb i lånets løbetid, ligesom det er angivet, hvilket beløb klageren samlet skal tilbagebetale.

Indklagede har anført, at lånet ikke blev ydet til en fast rente. Det fremgår således af låneaftalen, at rentesatsen ved oprettelsen for tiden var 14,5%. At det i lånedokumentet er anført, at renten er fastsat ud fra låntagers samlede forretningsomfang, sigter alene til den rentesats, som var gældende ved aftalens indgåelse. Af allongen fremgår endvidere det samlede beløb, som skal betales under forudsætning af uændret rente.

Ankenævnets bemærkninger:

To medlemmer - Bjørn Bogason og Allan Pedersen - udtaler:

Det fremgår af gældsbrevets almindelige betingelser, pkt. 3, at renten - således som det er sædvanlig pengeinstitutpraksis - er variabel, hvilket også fremgår af, at renten er angivet som en "rentesats for tiden". Herefter stemmer vi for, at klagen ikke tages til følge.

Et medlem - Kirsten Nielsen, der i medfør af Ankenævnets vedtægters § 13, stk. 1, tillægges to stemmer - udtaler:

I låneaftalen er det angivet, renten er fastsat ud fra låntagers samlede forretningsomfang med banken og når som helst kan ændres, hvis der sker ændringer heri. Jeg finder, at dette ud fra en sproglig fortolkning må forstås således, at renten kun kan ændres, når der er sket ændringer i klagerens samlede forretningsomfang med indklagede. Det lægges til grund, at dette ikke har været tilfældet i lånets løbetid. Det må være indklagedes risiko, at den af indklagede hævdede forståelse - at den citerede passus alene sigter til den rentesats, der er fastsat ved aftalens indgåelse - ikke fremgår klart af aftalen. Herefter stemmer jeg for, at klagen tages til følge for så vidt angår klagerens påstand om regulering af den tilskrevne rente. Jeg finder ikke grundlag for at tilkende klageren sagsomkostninger eller i øvrigt at tage klagerens påstand til følge.

Et medlem - Niels Waage - udtaler:

Jeg er for så vidt enig med Kirsten Nielsen, såfremt man alene ser på gældsbrevets side 1. Af de almindelige betingelser, pkt. 3, fremgår imidlertid, at oplysning om ændring af bl.a. rentesats kan ske ved annoncering i dagspressen. Denne passus giver ikke mening, såfremt renten alene skulle kunne ændres i tilfælde af, at klagerens samlede forretningsomfang med indklagede ændres. Jeg lægger endvidere vægt på, at banklån som hovedregel er med variabel rente, hvilket må antages at være almindeligt kendt. Jeg stemmer derfor som Bjørn Bogason og Allan Pedersen.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det