Rentefastsættelse i henhold til pantebrevs klausul om variabel rente.
| Sagsnummer: | 48/1989 |
| Dato: | 29-06-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rente - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Rentefastsættelse i henhold til pantebrevs klausul om variabel rente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1973 og 1977 optog klageren hos indklagede to lån på henholdsvis 150.000 kr. og 100.000 kr. mod pant i sin faste ejendom. Rentesatsen var ifølge begge pantebreve variabel - dvs. skulle til enhver tid fastsættes af indklagede- og udgjorde på stiftelsestidspunkterne henholdsvis 10,25% p.a. og 14% p.a. Ved lånenes oprettelse betaltes en stiftelsesprovision på henholdsvis 14% og 8,75%.
Efter brevveksling med indklagede vedrørende spørgsmålet om de af indklagede på de to lån fastsatte rentesatser har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes fra 1985 at regne at nedsætte de fastsatte rentesatser. Af en vedlagt oversigt fremgår bl.a., at renten i 1988 var 14% på begge lån.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede ved fastsættelse af renten på lånene indtil 1983 fastsatte denne under hensyntagen til skiftelsesprovisionen, således at den effektive rente nogenlunde svarede til den herskende obligationsrente. I perioden fra 1983 til 1985 blev sammenhængen mellem den effektive rente på lånene og obligationsrenten stadig mindre og er fra 1985 forsvundet fuldstændigt.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at rentefastsættelsen sker med udgangspunkt i begyndelsesrenten/kursen under hensyntagen på renteudviklingen på obligationsmarkedet, markedsrenten på tilsvarende lån og den almindelige renteudvikling. Der tages ved rentefastsættelsen hensyn til den kurs, lånene i sin tid blev udbetalt til. Der er ikke i pantebrevene anført kriterier for indklagedes adgang til at ændre rentesatsen, og det bestrides, at renten på lånene frem til 1983 skulle have fulgt den almindelige obligationsrente. Klageren kan i øvrigt ikke have haft nogen berettiget forventning herom. En ændring af de af indklagede ud fra saglige kriterier fastsatte rentesatser måtte i øvrigt forudsætte, at betingelserne efter Aftalelovens § 36 var opfyldt, hvilket måtte kræve, at aftalen som helhed var åbenbart urimelig. Der måtte herved lægges vægt på renten i hele lånets løbetid. Klageren har ved at vælge en variabel forrentning opnået de fordele og ulemper, der følger af, at lånenes renteniveauer løbende tilpasses det almindeligt gældende renteniveau.
Ankenævnets bemærkninger:
Ifølge pantebrevene fastsættes renten til enhver tid af indklagede, og der findes efter det foreliggende ikke at være grundlag for at tilsidesætte de af indklagede i tiden efter 1985 fastsatte rentesatser som åbenbart urimelige.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.