Etableringsomkostninger, fejlberegning.
| Sagsnummer: | 169/1993 |
| Dato: | 29-09-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Etableringsomkostninger, fejlberegning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved skrivelse af 19. april 1990 tilbød indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren og dennes ægtefælle et lån i forbindelse med køb af en brugt varevogn på gule nummerplader. I skrivelsen var bl.a. anført:
"Udbetaling kr. 18.000,00. Lånebeløb kr. 76.424,00 inklusive 2% etableringsprovision, kr. 1.529,00 samt etableringsomkostninger.
- Etableringsomkostningerne udgør: | ||
Adm.gebyr: 60 mdr. à kr. 12,00 | kr. | 720,00 |
stempel til staten | kr. | 1.375,00 |
tinglysningsafgift til dommerkontoret | kr. | 500,00 |
panthaverdeklarationsgebyr til forsikringsselskabet | kr. | 300,00 |
---------------------------- | ||
i alt | kr. | 2.895,00 |
---------------------------- | ||
- Lånet afvikles over ca. 60 mdr. med | ||
månedlig, første gang den 90.06.01 | kr. | 1.709,00 |
---------------------------- | ||
- Forrentningen er p.t. 14,9% p.a." | ||
Ved gældsbrev af 30. april 1990 ydede indklagede herefter klageren og dennes ægtefælle et lån på 76.424 kr. Af gældsbrevet fremgik, at lånet forrentedes med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, og at indklagede forbeholdt sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af rentesatsen at ændre ydelsen tilsvarende.
Indklagede har oplyst at, det af den foreløbige registreringsattest fremgik, at der var tale om en bil til privat personbefordring, hvorfor man antog, at der var tale om en "hvidpladebil", således at løsørepantebrevet skulle stemples med 4%. Det oprettede løsøreejerpantebrev blev herefter yderligere stemplet med 2,5% eller 1.910 kr., som blev debiteret lånet, uden at klageren blev gjort opmærksom herpå. Da det imidlertid har vist sig, at der er tale om en "gul-pladebil", således at stempelafgiften rettelig udgør 1,5%, har indklagede reduceret lånets restgæld med 1.910 kr., samt 1.207,95 kr. i rentegodgørelse, eller i alt 3.117,95 kr.
I januar 1993 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende lånets restgæld. I forbindelse med brevveksling herom, oplyste klageren, at hun havde fået udfærdiget en kontrolberegning af lånet, som viste en løbetid på ca. 65 mdr. og med tillæg af det ekstra stempelbeløb 67 mdr. Ifølge kontrolberegningen var lånets beregnede udløb 1. maj 1996.
Af årsopgørelsen tilsendt klageren fremgår om lånets afvikling følgende:
| Restgæld | ||
| ---------------------------------------------------------------------------------- | ||
| 1990 | ||
| 1991 | ||
| 1992 | ||
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld med 7 ydelser á 1.709 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at lånets løbetid ved etableringen blev oplyst til ca. 60 mdr. Klageren har foretaget en kontrolberegning af lånet, og ifølge denne vil lånet løbe ca. 65 mdr.
Indklagede har anført, at ved det nuværende renteniveau vil lånets samlede løbetid efter restgældens reduktion med beløbet 3.117,95 kr. udgøre 67 ydelser. Den forlængede løbetid på 7 ydelser skyldes dels et højere renteniveau, dels at omkostningerne ved lånets etablering, i alt 4.424 kr., blev tillagt lånet. Af indklagedes lånebrochure fremgår, at etableringsudgifterne kan tillægges lånet uden at forhøje den månedlige ydelse. Lånets ydelse på 1.709 kr. månedligt svarer til en afvikling af 72.000 kr. over 60 mdr. ved en rente på 14,9% p.a.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Niels Busk og Kirsten Nielsen - udtaler:
Vi finder, at klageren på grundlag af indklagedes skrivelse af 19. april 1990 måtte gå ud fra, at indklagede ville fastsætte ydelsen således, at lånet incl. det samlede omkostningsbeløb på 4.424 kr. ved uændret rente ville være afviklet over 60 måneder, alene med forbehold for mindre afvigelser som følge af afrunding eller lignende. Det må således anses for en fejl, at indklagede ved fastsættelsen af den månedlige ydelse ikke tog hensyn til omkostningsbeløbet. Vi finder, at indklagede som konsekvens af denne fejl bør kreditere lånet med 4.424 kr. med tillæg af renter fra etableringstidpunktet.
2 medlemmer - Bjørn Bogason og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:
Under hensyn til, at klageren ikke har lidt noget tab, at løbetiden alene er angivet som "ca. 60 måneder", og at den manglende medregning af omkostningsbeløbet ved fastsættelsen af den månedlige ydelse kun har medført en mindre forlængelse af løbetiden, finder vi ikke grundlag for at tage klagen til følge, hverken helt eller delvist.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger nedsætte restgælden på klagerens lån i overensstemmelse med det foran af flertallet anførte. Klagegebyret tilbagebetales klageren.