Afgørelse

Personlig fordring. Akkord. Solidarisk hæftelse. Regres.

21310195

Personlig fordring. Akkord. Solidarisk hæftelse. Regres.
Klageren ejede sammen med sin daværende ægtefælle en ejendom, hvori der indestod lån til det indklagede realkreditinstitut. Ejendommen blev i marts 2012 solgt for en kontantpris, som ikke gav dækning for realkreditlånene. Klageren og den tidligere ægtefælle underskrev en skylderklæring vedrørende tabet, som blev opgjort til 455.478 kr. Klageren tilbød efterfølgende gennem sin advokat at betale 160.000 kr. til fuld og endelig afregning af hendes del af gælden og mod saldokvittering, hvilket instituttet accepterede. Efter indbetaling af beløbet fremsendte instituttet i februar 2013 en saldokvittering til klageren, som indeholdt forbehold for, at instituttet kunne kræve resten af tabet dækket hos den anden skyldner med den deraf følgende risiko for regreskrav fra denne mod klageren. Der var herefter en del korrespondance mellem på den ene side klagerens advokat og på den anden side instituttet, idet klagerens advokat hævdede, at forbeholdene i saldokvitteringen var i strid med forudsætningen om, at betalingen var til fuld og endelig afregning af klagerens gæld. Instituttet på sin side hævdede, at klageren hæftede solidarisk over for instituttet for den fulde gæld, og at hæftelsen indbyrdes var et anliggende mellem skyldnerne, som instituttet ikke blandede sig i.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at betalingen af de 160.000 kr. var sket til fuld og endelig afgørelse af klagerens andel af gælden, og at der således heller ikke via regres fra hendes ægtefælle kunne gøres yderligere krav gældende mod klageren, subsidiært at de 160.000 kr. skulle tilbageføres til klageren. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet konstaterede, at instituttet i februar 2013 accepterede klagerens tilbud om betaling af 160.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af hendes gæld. Efter klagerens indbetaling fremsendte instituttet en saldokvittering til klageren, hvori reserverede et regreskrav fra ”den anden skyldner”. Sådan som forhandlingerne forinden akkorden forløb, fastslog Nævnet i sin afgørelse, at aftalen i overensstemmelse med klagerens klare forudsætninger skulle forstås sådan, at instituttet hverken kunne gøre det dekorderede beløb gældende mod klageren eller mod klagerens tidligere ægtefælle.

K E N D E L S E

afsagt den 19. august 2014



JOURNAL NR.: 2013-01-10-195-D


INSTITUT: Realkredit Danmark A/S


KLAGEEMNE: Personlig fordring. Akkord. Solidarisk hæftelse. Regres

DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 26. juni 2014


SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Anna Marie Ringive (2 stemmer, jf. nævnsvedtægternes § 14, stk. 1)
Søren Hoffmann Christiansen
Per Englyst



SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren ejede sammen med sin tidligere ægtefælle en ejendom, hvori der indestod lån til det indklagede realkreditinstitut.

Ejendommen blev efter det oplyste solgt i marts 2012 for en kontantpris på 2.450.000 kr., hvilket ikke gav dækning for lånene til indklagede.

I forbindelse med underskudshandlen underskrev klageren og hendes ægtefælle henholdsvis den 15. og 20. marts 2012 følgende skylderklæring:

”Debitor(er): …(Klageren og hendes tidligere ægtefælle)…

erkender at skylde

Kreditor: …(Indklagede)…

følgende:

Gældens størrelse: Foreløbig gæld: 550.000 DKK

Gældens opståen: Gælden svarer til …(indklagedes)… forventede tab, som følge af, at

matr. nr. … sælges uden at …(indklagedes)… tilgodehavende bliver fuldt indfriet eller gældsovertaget.

Rente: Vi beregner rente med 1,2308 % p.a. indtil den dag, hvor gælden er betalt. Renten beregnes hvert år, dog kun for de seneste 3 år.

Da …(indklagedes)… tab endnu kun er foreløbigt opgjort, kan gælden blive mindre. Derimod kan gælden – bortset fra den forøgelse, der følger af rentetilskrivningen – ikke blive større. Gælden forfalder til fuld indfrielse, når …(indklagede)… opkræver den.

Særlige Når …(indklagede)… har opgjort det endelige tab,
bestemmelser: forpligter debitor(erne) sig hermed til at underskrive en ny reguleret skylderklæring eller et frivilligt forlig.

Tvangsfuldbyrdelse: På grundlag af denne skylderklæring kan …(indklagede)… foretage umiddelbar tvangsfuldbyrdelse, jævnfør Retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 4.”


Indklagede opgjorde den 1. november 2012 tabet over for klageren:

”Vi har nu gjort vores tab op, og på næste side kan De se, hvordan vi har beregnet tabet.

For at Deres gæld ikke skal vokse ekstra, er det vigtigt, De ringer så vi sammen finder en løsning på, hvordan De skal betale beløbet – en løsning, der samtidig passer til Deres økonomi. Derfor får De også informationsbladet ”Personlig fordring”, hvor De blandt andet kan læse om mulighederne for at afvikle gælden.

Jeg håber De snarest muligt vil ringe til mig … De kan også skrive en mail til mig på ovennævnte e-mail om, hvornår De gerne vil kontaktes, hvis de f.eks. ikke kan ringe i vores åbningstid.

Vi beder Dem inden 14 dage sende os:

- Deres forslag til betaling af gælden
- Vedlagte skylderklæring i underskrevet stand

…

Som bekendt medvirkede vi ved salg af ejendommen for at undgå en tvangsauktion. Ejendommen er solgt med overtagelsesdag 1. juli 2012.

Salget har for …(indklagede)… medført
et endeligt tab, se vedlagte opgørelse 455.478,63 kr.

Renter 1,2308% p.a.
Fra 01.07.2012 til 01.11.2012 1.868,68 kr.

Gæld i alt pr. 01.11.2012 457.347,31 kr.

Vi beregner rente indtil den dag, gælden er betalt.
…

Endelig opgørelse af tab pr. 01.07.2012

Tekst Udgifter kr. Indtægter kr.
Administrationsomkostninger
Andre 3.043,67

Indfrielse/nedlysning
Egne lån 2.803.644,14

Salgsomkostninger
Mægler 95.462,50

Diverse indtægter/udgifter
Refusionssaldo (+/-) 3.328,32

Indtægter ved salg
Kontant udbetaling 2.450.000,00
2.905.478,63 2.450.000,00

Tabet er 455.478,63

Dertil kommer renter fra overtagelsesdagen.”

Klagerens advokat fremsendte den 8. februar 2013 følgende e-mail til indklagede:
”Vedr. pantnr. …

Jeg har igen drøftet sagen med min klient.

Min klient kan låne kr. 150.000,- og dertil kan hun lægge kr. 10.000,- - altså kr. 160.000,- til fuld og endelig afregning af hendes gæld til …(indklagede)…

Hvis …(indklagede)… ikke kan acceptere dette tilbud, trækkes det tilbage.

Min klient har ikke aktiver, der kan gøres udlæg i, og hun agter ikke at vende tilbage til Danmark foreløbig.”

Indklagede besvarede den 11. februar 2013 e-mailen som følger:

”Vi accepterer en engangsbetaling på kr. 160.000,00 til fuld og endelig indfrielse for …(klagerens)… andel.

Beløbet kan indbetales på …(bankkonto)…

Beløbet skal indbetales senest d. 22.02.2013.

Hun vil efter modtagelsen af ovennævnte beløb få tilsendt en saldokvittering…”

Indklagede fremsendte den 21. februar 2013 følgende saldokvittering til klageren:

”Saldokvittering

Vi kvitterer for Deres betaling af 160.000,00 kr. til fuld og endelig afgørelse af Deres gæld efter salget af ejendommen.

Beløbet er fordelt sådan:

Afdrag: kr. 158.746,28
Rente: kr. 1.253,72

…(Indklagede)… forbeholder sig ret til at kræve resten af tabet dækket hos den anden skyldner. De må derfor forvente et regreskrav fra den anden skyldner.

Endvidere forbeholder vi os ret til at orientere den anden skyldner om Deres indbetaling og den indgåede aftale.”

Den 19. marts 2013 fremsendte klagerens advokat følgende brev til indklagede:

”Deres forbehold i brev af d. 21. februar 2013 kan ikke anerkendes.

Det var en forudsætning for min klient …, at betalingen af kr. 160.000,- var den fulde og endelige afregning af …(indklagedes)… krav overfor hende.

Hvis …(indklagede)… opkræver penge hos min klients eksmand med den virkning, at der kan rejses regreskrav overfor min klient, er det i strid med forudsætningen om, at betalingen af de kr. 160.000,- var til fuld og endelig afregning.

…(Indklagede)… bedes bekræfte, at man ikke vil forholde sig således, at min klient kommer til at betale mere i …(indklagede)… end de erlagte kr. 160.000,-.


…(Indklagede)… bedes oplyse om min klients eksmand har accepteret, at han vil hæfte for det beløb min klients gæld er blevet nedskrevet med i forbindelse med den indgåede ordning?”

Indklagede fremsendte på ny den 11. april 2013 en saldokvittering til klageren, som bortset fra et lidt ændret indhold i de to sidste afsnit var identisk med den tidligere fremsendte.

Klagerens advokat fremsendte den 19. april 2013 følgende e–mail til indklagede:

”Vedr. saldokvittering til …(klageren)…
Det var en forudsætning for min klient, at hun ved betaling af 160.000 kr. til …(indklagede)… meddeles saldokvittering til fuld og endelig afgørelse. Dette indebærer den logiske konsekvens, at …(indklagede)… ikke er beføjet til at gøre et krav gældende mod den daværende medejer, med den konsekvens, at denne kan søge regres hos min klient.

Jeg finder, at …(indklagede)… skal kvittere i overensstemmelse med, at det var en forudsætning, at betalingen af de 160.000 kr. for min klients vedkommende at det var til fuld og endelig afgørelse.”

Indklagedes juridiske afdeling besvarede den 22. april 2013 henvendelsen som følger:

”Jeg er blevet bedt om at besvare din henvendelse i ovennævnte sag.

Din klient har nu fået den saldokvittering, som du har bedt om, nemlig ”saldokvittering til fuld og endelig afgørelse af hendes gæld”.

Du har på intet tidspunkt bedt om saldokvittering for medejeren og har derfor ikke fået det og får det heller ikke.

Dine klienter hæfter solidarisk overfor os for den fulde gæld. Dine klienters indbyrdes økonomiske forhold blander vi os ikke i. Vi har kvitteret vores tilgodehavende overfor din klient og hun vil ikke høre mere fra os.”

Klagerens advokat fremsendte den 18. juni 2013 følgende brev til indklagede:

”Forbehold i brev af d. 11/4-13, hvori der anføres: ”…(Indklagede)… forbeholder sig ret til at kræve resten af tabet dækket hos den anden skyldner”, kan ikke accepteres.

I det tilsagn, som jeg oprindelig modtog skrev …(indklagede)…:

”Til …

Vi accepterer en engangsbetaling på kr. 160.000,00 til fuld og endelig indfrielse for …(klagerens)… andel.

…

Hun vil efter modtagelsen af ovennævnte beløb få tilsendt en saldokvittering.”

Ordene: ”en engangsbetaling på kr. 160.000 til fuld og endelig indfrielse for …(klagerens)… andel” kan ikke forstås på anden måde end, at hun herefter vil være ude af enhver gæld til …(indklagede)… Med de ord er …(klagerens)… andel i gæld til …(indklagede)… ude af verden.

Det er …(indklagede)… der har formuleret teksten, og hvis …(klageren)… fortsat skulle hæfte over for realkreditinstituttet, så skulle det være tilkendegivet.

Det er retsstridig adfærd, at …(indklagede)… med ordene i den anførte tilkendegivelse lokker …(klageren)… til at foretage en indbetaling for derefter at gøre gældende, at hun alligevel ikke er frigjort for hendes ”andel” af gæld overfor …(indklagede)…, idet hun alligevel kommer til at hæfte yderligere, hvis …(indklagede)… inddriver det dekorderede beløb hos hendes tidligere mand.

På denne baggrund kræver jeg at …(indklagede)… enten tilbagefører de indbetalte 160.000 kr. eller giver …(klageren)… et tilsagn om, at hun ikke vil komme til at hæfte for det dekorderede beløb på 70.000 kr.

Hvis …(indklagede)… mod forventning ikke imødekommer vort ønske, kan det ikke udelukkes, at der vil blive anlagt et anerkendelsessøgsmål.”


Indklagede besvarede den 21. juni 2013 henvendelsen som følger:

”Jeg kan oplyse, at gælden til …(indklagede)… for …(klagerens)… tilfælde er indfriet med 160.000 kr.

Teksten i saldokvitteringen, er en standardtekst, og skyldes at der er en debitor mere i form af …(eksmanden)…

Det er min opfattelse, at I mistolker ordlyden, idet vi blot orienterer om, at vi forbeholder os ret til at opkræve restfordringen hos meddebitor.

Om denne, i tilfælde af betaling, rejser et regreskrav over for …(klageren)… er …(indklagede)… uvedkommende – og irrelevant for vores videre behandling af sagen.

Dette er helt normal procedure i sager som denne.”

Klagerens advokat replicerede samme dag pr. e-mail:

”Jeg kan på ingen måde tilslutte mig, at vi mistolker nogen ordlyd.

Når …(indklagede)… skriver ”til fuld og endelig indfrielse for …(klagerens)… andel”, så må det forstås således, at så er hun fuldt og endeligt færdig med gæld til …(indklagede)…

Efter dette udsagn fra jeres side, er det uberettiget, at …(indklagede)… indirekte tvinger …(klageren)… til at betale yderligere til …(indklagede)… via en inddrivelse foretaget af …(indklagede)… mod hendes eksmand.

Jeg har noteret mig, at …(indklagede)… betegner brevet som en standardtekst. Der er tale om ”bondefangeri”, idet modtagerne af denne standardtekst klart tror, at det reelt er til fuld og endelig afregning.

Derfor fastholdes kravet i mit brev til …(indklagede)…”

Indklagedes kunderådgiver meddelte ligeledes samme dag klagerens advokat, at sagen ville blive forelagt for indklagedes jurister.

Klageren indbragte efterfølgende sagen for Realkreditankenævnet.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, principalt at betalingen af de 160.000 kr. er sket til fuld og endelig afgørelse af klagerens andel af gælden, og at der således heller ikke via regres fra hendes ægtefælle kan gøres yderligere krav gældende mod klageren, subsidiært at de 160.000 kr. skal tilbageføres til klageren.


Indklagede påstår frifindelse.


KLAGERENS FREMSTILLING:

Klagerens advokat oplyser, at klageren ønskede at indgå en akkordordning med indklagede på baggrund af, at det hus, hun havde beboet, i forbindelse med skilsmisse var blevet solgt til et så lavt beløb, at restgælden til indklagede ikke blev indfriet.

I starten af 2013 blev der indledt forhandlinger om en akkordordning, hvor indklagede fremsatte tilbud i mail af den 11. februar 2013 om, at indklagede kunne ”acceptere en engangsbetaling på kr. 160.000,00 til fuld og endelig indfrielse for …(klagerens)… andel.”

Da beløbet var blevet betalt, afgav indklagede den 21. februar 2013 saldokvittering, hvori indklagede forbeholdt sig ret til at kræve resten af tabet dækket hos klagerens tidligere ægtefælle. Indklagede oplyste i den anledning, at klageren måtte forvente et regreskrav fra den tidligere ægtefælle.

Klagerens advokat afviste den 19. marts 2013 at anerkende forbeholdet, som var i strid med klagerens forudsætning om, at betalingen af de 160.000 kr. var til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet. Klagerens advokat bad i den forbindelse indklagede om at oplyse, hvorvidt klagerens tidligere ægtefælle havde accepteret, at han ville hæfte for det beløb, som klagerens gæld var blevet nedskrevet med i forbindelse med den indgåede ordning.

Den 11. april 2013 fremsendte indklagede endnu en saldokvittering, hvori indklagede på ny forbeholdt sig ret til at kræve resten af tabet dækket hos klagerens tidligere ægtefælle.

Den 18. juni 2013 afviste klagerens advokat på ny at acceptere forbeholdet. Advokaten bad i forlængelse heraf indklagede om enten at tilbageføre de 160.000 kr. eller give klageren tilsagn om, at hun ikke ville komme til at hæfte for det dekorderede beløb på 70.000 kr.

Klagerens advokat henviser til den efterfølgende korrespondance, som ikke førte til en afklaring, hvorfor advokaten over for indklagede fastholdt det ovennævnte krav.

ANBRINGENDER:
På baggrund af forhandlingerne og korrespondancen med indklagede er det uretmæssigt, at indklagede efter indgåelse af et forlig om betaling efterfølgende tilkendegiver, at man fortolker forliget således, at klageren via en regres fra hendes tidligere ægtefælle kan risikere indirekte at betale mere end den aftalte forligssum.

Det er en skærpende omstændighed, at der efter det oplyste fra indklagede er tale om en fast praksis, således at det tilsyneladende er indklagedes politik at indgå aftaler med efterfølgende forbehold for at kræve resten af tabet dækket hos en meddebitor med den deraf følgende risiko for regreskrav.

Endvidere klager advokaten over selve sagsbehandlingen. Trods talrige rykkere siden sommeren 2013 har advokaten ikke formået at få indklagede til at færdigbehandle hans henvendelse.

Indklagedes udtalelse giver anledning til følgende bemærkninger:

Hele meningen med aftalen var, at klageren skulle skaffe midler og give tilsagn om en engangsbetaling til indklagede, mod at hun skulle have en reduktion i gælden til indklagede.

Klageren betalte frivilligt et beløb her og nu, mod at gælden blev reduceret.

Denne reduktion bliver illusorisk, hvis indklagede foretager gældsforfølgning mod klagerens tidligere ægtefælle for det beløb, klageren har fået i nedslag, idet den tidligere ægtefælle derved opnår et regreskrav mod hende.

Hvis indklagede foretager gældsforfølgning mod klagerens tidligere ægtefælle, og denne derefter gør regres mod hende, så har hun ikke fået den gældsreduktion, som var en forudsætning for, at hun skaffede penge til en engangsbetaling.

Det forhold, at indklagede bruger den samme formulering i alle tilsvarende sager, er blot udtryk for, at indklagede systematisk satser på, at debitorerne bringes i en vildfarelse. Selvfølgelig tror enhver debitor, at vedkommende bliver frigjort fuldstændig ved en sådan aftale.

Indklagede har bevidst valgt en formulering, der ikke giver den fulde sandhed, hvilket bør komme indklagede til skade. Indklagede har handlet i strid med redelig forbrugeroplysning.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at klageren og den tidligere ægtefælle i 2001 købte ejendommen.

Klageren og ægtefællen optog løbende lån hos indklagede mod pant i ejendommen.

I marts 2012 blev ejendommen solgt til en kontantpris på 2.450.000 kr. Kontantprisen var noget lavere end restgælden i ejendommen, og handlen blev derfor kun godkendt af indklagede på betingelse af, at debitorerne underskrev en (foreløbig) skylderklæring for det beløb, der ikke blev dækket ved handlen.

I november 2012 opgjorde indklagede det endelige tab og fremsendte opgørelsen til klageren og ægtefællen.

Et par måneder senere i starten af 2013 indledte klageren og indklagede forhandlinger om en eventuel akkordordning. Klageren blev ligesom i nærværende ankenævnssag repræsenteret af advokat.

Ved mail af 8. februar 2013 fremsendte advokaten en e-mail, hvori han tilkendegav, at klageren var interesseret i at indgå en aftale om betaling af et beløb på 160.000 kr. til fuld og endelig afregning af hendes gæld til indklagede.

Indklagede accepterede den 11. februar 2013 en engangsbetaling på 160.000 kr. til fuld og endelig indfrielse af klagerens andel af gælden og oplyste, at klageren efter modtagelsen af beløbet ville få tilsendt en saldokvittering.

Herefter indbetalte klageren det aftalte beløb, og indklagede fremsendte som aftalt den 21. februar 2013 en saldokvittering. I saldokvitteringen tog indklagede forbehold for retsforfølgning af meddebitor og for dennes eventuelle regreskrav.

Klagerens advokat vendte herefter tilbage i brev af 19. marts 2013, da han var af den opfattelse at saldokvitteringen ikke var i overensstemmelse med den indgåede aftale. Herefter sendte indklagede den 11. april 2013 endnu en saldokvittering med en lidt anden formulering.

Ved mail af 19. april 2013 vendte advokaten endnu engang tilbage til indklagede, idet han heller ikke var tilfreds med den nye formulering af saldokvitteringen.

Denne mail blev besvaret af indklagedes chefjurist i mail af 22. april 2013.

Parterne kunne imidlertid stadig ikke nå til enighed og korrespondancen mellem klageren og indklagede fortsatte.

Sagen blev herefter indbragt for Realkreditankenævnet.

ANBRINGENDER:

Til støtte for påstanden gøres gældende,

at klageren og indklagede har indgået en aftale om at kunne betale 160.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af klagerens andel af gælden,

at klageren har modtaget en saldokvittering, dvs. en kvittering, hvoraf det fremgår, at den erlagte ydelse tjener til fuld afgørelse af klagerens og indklagedes mellemværende,

at indklagede herefter ikke vil søge yderligere gæld vedrørende den omhandlede ejendom indfriet hos klageren,

at indklagede imidlertid godt kan søge den anden del af gælden indfriet hos eksmanden, og

at et eventuelt regreskrav mellem klageren og hendes eksmand er indklagede uvedkommende.


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Klagerens advokat tilbød den 8. februar 2013 indklagede et beløb på 160.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af hendes gæld til indklagede.

Indklagede accepterede den 11. februar 2013 pr. e-mail den tilbudte engangsbetaling på 160.000 kr., om hvilken det i e-mailen blev anført, at det var til fuld og endelig indfrielse af klagerens andel af gælden.

Efter klagerens indbetaling af beløbet på 160.000 kr. fremsendte indklagede den 21. februar 2013 en saldokvittering til klageren, hvori var tilføjet følgende:

”…(Indklagede)… forbeholder sig ret til at kræve resten af tabet dækket hos den anden skyldner. De må derfor forvente et regreskrav fra den anden skyldner.

Endvidere forbeholder vi os ret til at orientere den anden skyldner om Deres indbetaling og den indgåede aftale.”

Sådan som forhandlingerne forinden akkorden forløb, finder Nævnet, at aftalen i overensstemmelse med klagerens klare forudsætninger skal forstås sådan, at indklagede hverken kan gøre det dekorderede beløb, som er oplyst til ca. 70.000 kr., gældende mod klageren eller mod klagerens tidligere ægtefælle.

Som følge af det anførte

b e s t e m m e s

Indklagede, Realkredit Danmark A/S, tilpligtes at anerkende, at det dekorderede beløb på ca. 70.000 kr. hverken kan gøres gældende mod klageren eller mod klagerens tidligere ægtefælle.




Henrik Waaben / Susanne Nielsen