Indsigelse om uansvarlig långivning
| Sagsnummer: | 98/2011 |
| Dato: | 04-04-2012 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Mette Gade, Søren Geckler, Maria Hyldahl, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Rådgivning - låneoptagelse m.v.
Udlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning |
| Indklagede: | Roskilde Bank (FS Finans) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagernes indsigelser mod Roskilde Banks (nu: FS Finans) långivning til dem.
Sagens omstændigheder
Klagerne har oplyst, at Roskilde Bank (nu: FS Finans) bevilgede dem finansiering til køb af:
- en stor palævilla for 8.000.000 kr. i 2006,
- et sommerhus til 1.850.000 kr. i foråret 2007,
- endnu et sommerhus til 2.300.000 kr. i sommeren 2007, og
- en lille lejlighed til deres datter i efteråret 2007.
Klagerne har videre oplyst, at deres engagement blev flyttet til et andet pengeinstitut P i forbindelse med Roskilde Banks konkurs. De har ikke kunnet leve op til P’s strammere krav til udlån, hvorfor P har opsagt deres lån og sendt engagementet til inkasso. M har på grund af udviklingen brugt hele sin pension på 1,2 mio. kr. og har nu som pensionist ikke længere nogen opsparing at leve af.
Banken har oplyst, at den ikke længere er i besiddelse af nogen sagsmappe på klagerne og at det i sagen involverede personale ikke længere er ansat.
Parternes påstande
Den 3. februar 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank (FS Finans) skal betale en erstatning på et beløb, som modsvarer de mange penge …[, som de] har tabt for … [bankens] fejlrådgivning" – friværdi: 849.000 kr. og mistet pension: 1.250.000 kr. plus renter.
Roskilde Bank (FS Finans) har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at de er blevet anbefalet at starte en klagesag vedrørende deres aktiviteter med banken i 2006 - 2008.
De skulle ikke aflevere budget eller bevis for deres indtægter ved køb af villa i 2006. De fik lov at købe på deres glatte ansigt. Banken insisterede ikke på, at de forud for købet skulle have solgt deres eksisterende bolig. De fik ved salget et overskud på 600.000 kr.
Den købte villa skulle igennem en gennemgribende renovering.
Banken satte aldrig spørgsmålstegn ved, om de havde økonomi til at kunne afdrage på lånene.
Udover lånene til ejendomme pressede banken også på for, at de lånefinansieret skulle investere helt op til 1 mio. kr. i bankens egne aktier, hvilket de dog ikke gjorde.
De var begge selvstændige erhvervsdrivende: K med en lille butik og M med et enkeltmands håndværkerfirma.
Banken har ydet dårlig rådgivning. Det var bankens pligt at rådgive dem om, hvad de kunne klare økonomisk – og ikke dem, der skulle udregne dét i detaljer. De er ikke bankuddannede og kan kun beregne et løseligt budget.
Deres økonomiske situation er meget dårlig: M er på pension uden opsparing og K har et deltidsjob med en begrænset indtjening.
Roskilde Bank (FS Finans) har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at lånene er bevilget efter ønske fra klagerne på grundlag af sædvanlig kreditvurdering i banken.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med långivningen.
Såfremt klagerne ønsker en akkordering af deres gæld, må de rette henvendelse til P.
Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises, idet en afgørelse vil kræve en bevisførelse, der ikke kan finde sted for Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort forhold, der kan medføre, at Roskilde Bank (FS Finans) har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klagerne ved bevilling af de af klagerne omtalte udlån.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.