Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for køb af Roskilde Bank aktier i januar 2008 og vedrørende Aktiv BoligInvest

Sagsnummer: 994/2010
Dato: 03-06-2015
Ankenævn: John Mosegaard, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Michael Reved, Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for køb af Roskilde Bank aktier i januar 2008 og vedrørende Aktiv BoligInvest
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for køb af Roskilde Bank aktier i januar 2008 og vedrørende Aktiv BoligInvest.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans ægtefælle, H, var kunder i Roskilde Bank.

Klageren indgav den 29. december 2010 en klage til Ankenævnet over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) vedrørende investeringer i Roskilde Bank aktier og bankens produkt Aktiv BoligInvest.

Aktiv BoligInvest

Den 11. maj 2005 købte klageren og H 10.057 styk investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande til kurs 99,35, svarende til en kursværdi på 999.162,95 kr.

Den 12. juli 2007 købte klageren og H yderligere 9.590 styk investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande til kurs 98,90, svarende til en kursværdi på 948.451,00 kr.

Efter det oplyste blev investeringsbeviserne finansieret med realkreditlån i parrets bopælsejendom og sommerhus. Der var tale om et produkt, Aktiv BoligInvest, som var et investeringskoncept udbudt af Roskilde Bank, hvor investor skulle optage lån i sin faste ejendom og investere provenuet i investeringsforeningen BankInvest Højrentelande.

Den 31. marts 2008 udarbejdede banken klagerens investeringsprofil. Heraf fremgår blandt andet, at klagerens formue var 2-5 mio. kr., og at han havde kendskab og eventuel erfaring med aktier og investeringsbeviser. Tidshorisonten var 10 år og risikovilligheden mellemrisiko. Under sagen er der fremlagt et ikke-underskrevet eksemplar af investeringsprofilen.

Den 26. marts 2008 blev de i alt 19.647 styk investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande solgt til kurs 94,75, svarende til en kursværdi på 1.861.553,25 kr. Samme dag gennemførte banken klagerens og H’s køb af 21.958 styk investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande uden udbytte til kurs 82,50, svarende til en kursværdi på 1.811.535,00 kr.

I foråret 2011 traf Ankenævnet afgørelse i nogle sager om Aktiv Bolig­Invest. Ved afgørelserne, herunder for eksempel i sag nr. 343/2010, blev Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) mod klagerens tilbagelevering af investeringsbeviserne pålagt at stille klageren, som om han/hun ikke havde investeret i BankInvest Højrentelande herunder således, at der ved opgørelsen af et eventuelt krav blev taget hensyn til dels udbytter og gevinster på investeringsbeviserne, dels renter og bidrag på lånefinansieringen.

På baggrund af Ankenævnets praksis tilbød Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) ved breve af 23. november 2012 til klageren og H, at betale erstatning. Finansiel Stabilitets (Roskilde Banks) erstatningsopgørelse viste imidlertid, at den aktuelle værdi af investeringsbeviserne, som klageren og H stadig havde i behold, oversteg erstatningstilbuddet, der svarede til anskaffelsessummen med fradrag af afkastet på investeringsbeviserne og med tillæg af renter og bidrag på lånefinansieringen.

Roskilde Bank aktier

I forbindelse med en aktieemission Roskilde Bank i foråret 2007 købte klageren 130 styk Roskilde Bank aktier, der blev lagt i et åbent depot, som klageren havde i banken, og hvor der i forvejen lå 70 styk Roskilde Bank aktier. Klageren købte endvidere henholdsvis 21 styk og 13 styk Roskilde Bank aktier til to pensionsdepoter.

Den 25. januar 2008 købte klageren yderligere 500 styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi på i alt 114.000 kr. (kurs 228).

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den del af klagen, der vedrørte Roskilde Bank aktier, blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”

Klageren blev tilbudt og accepterede et tilbud fra Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) om erstatning i henhold til forliget for de i alt 164 styk aktier, som han havde køb i forbindelse med emissionen i 2007. Klageren fastholdt klagen vedrørende købet i januar 2008 af 500 styk Roskilde Bank aktier.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om delvis afvisning, delvis frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) bør betale yderligere erstatning for hans og H’s tab som følge af bankens rådgivning om Aktiv BoligInvest og Roskilde Bank aktier.

På telefonisk opfordring fra banken blev der i foråret afholdt et møde, hvor banken anbefalede Aktiv BoligInvest, som indebar, at de skulle belåne friværdien i deres faste ejendom til max 5 % renteloft og købe højrentelande obligationer med et afkast på minimum 7 %. Bankmedarbejderen oplyste, at sådan gjorde næsten alle ansatte i banken. De blev samtidig anbefalet at købe Roskilde Bank aktier for nogle af de penge, de havde stående.

I forbindelse med køb af sommerhus i 2007 optog de yderligere lån og købte flere højrentelandeobligationer efter råd fra banken.

I januar 2008 købte de yderligere Roskilde Bank aktier, da banken sagde, at nu kunne kursen kun gå op.

De har nu nogle dårlige huslån, usikre højrentelande obligationer og aktier til kurs 0.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har vedrørende Aktiv BoligInvest/BankInvest Højrentelande anført, at klageren ikke har redegjort for hvori den ansvarspådragende rådgivning skulle bestå, herunder at denne skulle stå i misforhold til klagerens økonomi og øvrige investeringer.

Klageren har samlet set modtaget et afkast, der langt overstiger minimumsudlodningen på 7 kr. pr. investeringsbevis i BankInvest Højrentelande. Minimumsudlodningen blev afskaffet i forbindelse med en ændring af BankInvests vedtægter i 2012.

Klageren har ikke lidt et tab ved investeringen. Pr. den 22. december 2014 havde klageren fået udbetalt udbytte på i alt 1.242.956,20 kr., hvilket er næsten dobbelt så meget som kurstabet på investeringsbeviserne i samme periode. Klageren har således ifølge bankens beregninger opnået en gevinst på investeringsbeviserne på 689.653,01 kr.

Vedrørende klagerens køb af 500 styk Roskilde Bank aktier i januar 2008 har Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) anført, at klageren ikke har redegjort for hvori den ansvarspådragende handling fra Roskilde Bank bestod.

Aktiekøbet skete ikke på baggrund af bankens kampagnebreve eller henvendelser fra banken herom. Forligsaftalen hverken indebærer eller understøtter, at klageren har krav på erstatning for aktiekøbet.

Ifølge investeringsprofilen havde klageren erfaring med /kendskab til både aktier og investeringsbeviser.

Klageren traf selv beslutning om køb af yderligere Roskilde Bank aktier. På købstidspunktet havde aktien været udsat for et dramatisk kursfald, og det må lægges til grund, at klageren var bekendt hermed.

Klageren har ikke godtgjort, at købet skete som følge af bankens eventuelt ansvarspådragende rådgivning, Der er derfor ikke årsagsforbindelse mellem en eventuelt ansvarspådragende rådgivning fra banken og klagerens tab.

Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.

Ankenævnets bemærkninger

I forbindelse med en aktieemission Roskilde Bank i foråret 2007 købte klageren i alt 164 styk Roskilde Bank aktier.

Den 25. januar 2008 købte klageren yderligere 500 styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi på i alt 114.000 kr. (kurs 228).

Klageren er blevet tilbudt og har accepteret et tilbud fra Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) om erstatning i henhold til forliget for aktiekøbet i 2007.

Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens aktiekøb i 2008.

Vedrørende Aktiv BoligInvest har Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) ved breve af 23. november 2012 til klageren og dennes ægtefælle i overensstemmelse med Ankenævnets praksis tilbudt – mod udlevering af investeringsbeviserne – at betale en erstatning svarende til anskaffelsessummen med fradrag af afkast og med tillæg af renter og bidrag på lånefinansieringen. Klageren og ægtefællen accepterede ikke tilbuddet, hvilket må antages at skyldes, at den aktuelle værdi af investeringsbeviserne, som klageren og ægtefællen efter det oplyste stadig har i behold, oversteg erstatningstilbuddet.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) at tilbyde yderligere erstatning.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.