Dankort. Misbrug. Rettidig underretning om bortkomst.
| Sagsnummer: | 544/1993 |
| Dato: | 22-08-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Ældre praksis, lov om betalingskort af 6. juni 1984 - ikke ansvar for tab
|
| Ledetekst: | Dankort. Misbrug. Rettidig underretning om bortkomst. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren fik formentlig den 11. juli 1991 stjålet sin pung indeholdende hans dankort. Klageren har oplyst, at pungen opbevaredes i et tøjskab bagest på en hylde, idet han var ophørt med at bruge kortet, da der ikke længere var noget disponibelt beløb på den tilhørende konto.
Den 16. juli 1991 kl. 9.31 spærrede indklagedes kontoførende afdeling dankortet som følge af overtræk og mistanke om misbrug. Klageren modtog meddelelse herom den følgende dag. Det viste sig, at der ved 24 transaktioner var sket misbrug for ialt 17.587,25 kr. I alle tilfælde var korrekt PIN-kode anvendt.
Den 17. juli 1991 anmeldte klageren forholdet til politiet. Den 22. juli 1991 blev dankortet inddraget i en automat.
Indklagede anmodede herefter klageren om at redegøre nærmere for sin opbevaring af kortet m.v. Efter at klageren i november 1991 havde oplyst, at han havde lært PIN-koden udenad, og at den herefter var blevet udleveret til hans mor, som havde opbevaret den skjult i familiens sommerhus, meddelte indklagede i januar 1992, at man fandt, at han havde været for længe om at melde kortet stjålet, hvorfor han selv hæftede for 5.000 kr. af misbruget. Indklagede indsatte herefter 12.587,25 kr. på klagerens konto den 22. januar 1992. Efter yderligere korrespondance mellem klageren og indklagede overgav indklagede sagen til inkasso i november 1992.
Ved stævning af 11. marts 1993 sagsøgte indklagede klageren til betaling af 9.757,96 kr. med tillæg af renter 23% fra 1. den januar 1993. Under sagens forberedelse for retten har indklagede nedsat påstanden med 1.989,38 kr. vedrørende for meget opkrævet rente af den del af misbruget, som tilbageførtes til klagerens konto den 22. januar 1992. Retten har på klagerens anmodning udsat sagen på forelæggelse for Ankenævnet.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for nogen del af misbruget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Af kontoudtog for klagerens konto fremgår, at klagerens konto i perioden 6. maj - 23. november 1992 er debiteret seks rykkergebyrer à 125 kr. Under sagens forberedelse for Ankenævnet har indklagede tilbageført ét af disse.
Klageren har anført, at han stiller sig uforstående overfor, hvorledes tyven er kommet i besiddelse af PIN-koden, som ikke var opbevaret sammen med kortet. Koden har været gemt i familiens sommerhus, og her befandt den sig uberørt efter tyveriet. Klageren bestrider, at han på uagtsom måde har undladt at underrette indklagede om dankortets bortkomst, idet han først fik kendskab hertil ved modtagelsen af indklagedes skrivelse den 17. juli 1991. Han bestrider endvidere indklagedes adgang til at debitere rykkergebyrer, idet hele kontoens overtræk vedrører det omstridte misbrug. Han bestrider endelig indklagedes adgang til at debitere kontoen med overtræksrenter/inkassorenter.
Indklagede har anført, at sagen blev behandlet på grundlag at betalingskortlovens ansvarsbestemmelser som gældende inden lovændringen pr. 31. marts 1992. Misbruget blev foretaget i løbet af seks dage, og i denne periode undlod klageren i strid med kortholderreglerne at kontrollere kortets tilstedeværelse. Finder Ankenævnet, at sagen skal afgøres efter den nugældende affattelse af betalingskortlovens § 21, jvf. herved den mellem Finansrådet og Forbrugerrådet i juni 1991 indgåede aftale, gøres det ligeledes gældende, at klageren har udvist passivitet ved ikke i seks dage at have reageret på bortkomsten af pungen indeholdende dankortet. Hæftelsen bør herefter i medfør af § 21, stk. 3, nr. 3, fastsættes til 5.000 kr., da 8.000 kr.-grænsen i denne bestemmelse først trådte i kraft i marts 1992. Med hensyn til rykkergebyr opkræves sådanne automatisk i forbindelse med udskrivning af rykkerbreve. Kontoen er debiteret indklagedes rente for ubevilgede overtræk, der også anvendes som inkassorente. Renteberegninger er hjemlet i indklagedes almindelige betingelser for lån og kreditter til private formål.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har ikke gjort gældende, at klageren har udvist uagtsomhed ved opbevaringen af dankortet og/eller PIN-koden. Til støtte for sin påstand om, at klageren hæfter for 5.000 kr. af det tab, der opstod ved misbruget af dankortet, har indklagede således alene påberåbt sig, at klageren ikke rettidigt har givet indklagede underretning om kortets bortkomst.
Misbruget fandt sted forud for ændringen af betalingskortlovens § 21 ved lov nr. 184 af 23. marts 1992. Efter § 21, stk. 1, nr. 2, i paragraffens dagældende affattelse er kortindehaveren ansvarlig for tab, hvis "kortindehaveren ... har undladt at underrette kortudsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at kortet er bortkommet, eller inden rimelig tid efter bortkomsten". Ifølge den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse kan kortindehaverens ansvar efter stk. 1, nr. 2, dog ikke overstige 1.000 kr. ved simpel uagtsomhed og 5.000 kr. ved grov uagtsomhed. Ankenævnet lægger til grund, at klageren først fik kendskab til tyveriet af pungen med dankortet den 17. juli 1991, efter at indklagede havde spærret kontoen dagen før, og finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klageren har udvist uagtsomhed - endsige grov uagtsomhed - ved ikke i perioden fra den 11. til den 16. juli 1991 at have kontrolleret, om pungen med dankortet fortsat var til stede. Klageren hæfter herefter ikke for nogen del af tabet, og klagerens påstand tages således til følge.
Ankenævnet går ud fra, at indklagede i overensstemmelse med den aftale, der blev indgået mellem Forbrugerrådet og Finansrådet i juni 1991, er indforstået med, at klageren kan påberåbe sig de da foreslåede og nu gældende bestemmelser i betalingskortlovens § 21 i det omfang, disse stiller ham gunstigere end de hidtidige regler. Nævnet finder derfor anledning til at gøre følgende tilføjelse vedrørende en eventuel anvendelse af disse regler:
§ 21, stk. 3, nr. 3, omfatter i modsætning til den tidligere bestemmelse i § 21, stk. 1, nr. 2, alene tilfælde, hvor kortindehaveren undlader underretning trods positivt kendskab til kortets bortkomst. Herudover kan forhøjet ansvar som følge af undladt underretning kun komme på tale, såfremt kortindehaverens adfærd kan karakteriseres som groft uforsvarlig, jf. stk. 3, nr. 2. Ankenævnet finder herefter, at klageren, såfremt de gældende regler anvendes, alene hæfter for 1.200 kr. af tabet, jf. § 21, stk. 1.
Ankenævnet finder yderligere anledning til at gøre følgende bemærkninger vedrørende spørgsmålet om rykkergebyrer og renter:
I et tilfælde som det foreliggende, hvor overtrækket på en konto alene beror på, at misbrug af et dankort har fundet sted, og hvor kontoindehaverens afvisning af at inddække overtrækket ikke kan anses for klart stridende mod ansvarsreglerne i betalingskortlovens § 21, kan pengeinstituttet ikke anses for berettiget til at beregne sig gebyr for rykkerskrivelser. Pengeinstituttet kan i denne situation heller ikke anses for berettiget til at beregne sig den særlig høje rente, der kræves af ubevilgede overtræk, henholdsvis som inkassorente, men må henvises til at forlange sit krav forrentet med rente efter renteloven.
Som følge af det anførte