Afgørelse

Beregning af låneomlægning.

Klagerne fik i januar 2003 et tilbud om låneomlægning og tillægslån fra det indklagede realkreditinstitut via et med instituttet koncernforbundet pengeinstitut. Af tilbudet fremgik det, at låneomlægningen ville føre til et beregnet nettoprovenu på 255.349 kr. samt en månedlige ydelsesbesparelse på ca. 700 kr. I beregningen indgik den månedlige ydelse på de gamle lån med et beløb, der var ca. 2.000 kr. for højt. Efter gennemførelse af låneomlægningen rettede klagerne henvendelse til pengeinstituttet og rejste krav om kompensation, fordi låneomlægningen ikke havde ført til den i lånetilbudet anførte besparelse. Pengeinstituttet erkendte, at ydelsen på de gamle lån ved en beklagelig fejl var indgået i beregningen med et for højt beløb, men afviste at yde erstatning, dels fordi ydelsen på det nye lån var korrekt anført, således at klagerne inden hjemtagelsen af det nye lån havde fået et korrekt kendskab til betalingsvilkårene, dels fordi låneomlægningen isoleret set (det vil sige uden tillægslån) havde svaret sig. Ifølge pengeinstituttets beregninger ville en ”ren” låneomlægning således have ført til en månedlig besparelse på ca. 600 kr. Klagerne indbragte herefter sagen for Pengeinstitutankenævnet, som efter en del korrespondance mellem parterne oversendte den til Realkreditankenævnet.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at realkreditinstituttet skulle kompensere dem, så de efter omlægningen af de indestående lån alene skulle betale en ydelse, der svarede til den, de betalte før låneomlægningen. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at det skyldtes en fejl, at klagerne havde fået urigtige oplysninger om den mulige ydelsesbesparelse. Selv om det ikke kunne udelukkes, at klagerne alene havde interesseret sig for den oplyste ydelsesbesparelse og de lovede provenu, havde de imidlertid selv haft mulighed for at opdage fejlen. Nævnet lagde til grund, at klagerne vidste, hvor meget de betalte i ydelse på de gamle lån, og måtte endvidere gå ud fra, at klagerne i det mindste havde interesseret sig for, hvor meget det nye lån ville koste om måneden. Da dette beløb blev angivet at være ca. 700 kr. mindre end det, som de allerede betalte, burde det have givet anledning til undren. Nævnet lagde ud fra pengeinstituttets beregninger i øvrigt til grund, at en ren låneomlægning ville have været en fordel for klagerne. Nævnet fandt ikke på baggrund af det anførte, at klagerne var berettiget til en ydelsesnedsættelse, men fandt, at instituttet som følge af fejlen havde fortabt retten til at kræve vederlag for låneomlægningen, og at instituttet derfor skulle tilbagebetale klagerne lånesagsgebyret på 1.000 kr. og kurtagen på 1.579 kr. – i alt 2.579 kr.