Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9809117/1998 |
| Dato: | 26-03-1999 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Jeanette Werner (2 stemmer, jf. nævnsvedtægternes § 13, stk. 1), Per Englyst og Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
For et bud på 813.000 kr. overtog det indklagede realkreditinstitut i januar 1987 en ejendom, som tilhørte klageren og hendes samlever. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 1.006.554 kr., som fordeltes med 812.533 kr. i kolonne 2 og 194.021 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. maj 1987 ejendommen bl.a. med overtagelse af det indestånde lån. I oktober 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 193.554 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 10 pct. i fem år. Efter korrespondance mellem parterne indgik klageren i marts 1998 en akkordordning med instituttet og underskrev et frivilligt forlig herom.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende imod hende. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke, at klageren konkret eller ud fra en passivitetsbetragtning kunne fritages for sine forpligtelser. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde rådighed over budsummens fordeling, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden. Instituttets restfordring bestod i givet fald til dels af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Flertallet fandt, at klageren, der havde underskrevet forliget under den forudsætning, at hun var retligt forpligtet til at betale hele fordringen, kun kunne være forpligtet af forliget i det omfang, fordringen ikke var forældet. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt dog i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen, og at budet skulle fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse, og at instituttet derfor kunne kræve forligsbeløbet betalt af klageren. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 10 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Realkreditankenævnet, og indtil betaling sker.
Realkreditinstittuttet meddelte den 15. april 1999 Realkreditankenævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Indtil videre i bero for debitor 1. Debitor 2 har