Pant, overdragelse af landbrugsejendom til ægtefælle, ældre gæld.
| Sagsnummer: | 481/1993 |
| Dato: | 31-01-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - stiftelse
Pant - frigivelse |
| Ledetekst: | Pant, overdragelse af landbrugsejendom til ægtefælle, ældre gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Denne sag vedrører, om indklagede kan gøre krav gældende i henhold til tre ejerpantebreve med pant i klagerens faste ejendom håndpantsat i forbindelse med klagerens overtagelse af ejendommen fra ægtefællen i 1982 i forbindelse med en truende tvangsauktion.
I 1982 havde en sparekasse, med hvem indklagede senere er fusioneret, et tilgodehavende på ca. 1,6 mio. kr. hos klagerens ægtefælle hidrørende fra driften af ægtefællens to landbrugsejendomme. Den ene af ejendommene blev solgt på tvangsauktion, mens klageren købte den anden af ægtefællen ved skøde af 26. april 1982. I forbindelse med købet overtog klageren ifølge skødet en gæld på 296.111,14 kr. til indklagede i henhold til et lån optaget i forbindelse med købet. Lånet er senere indfriet. Af skødet fremgår, at lånet var sikret ved tre ejerpantebreve på henholdsvis 75.000 kr., 125.000 kr. og 225.000 kr. Disse ejerpantebreve havde hidtil ligget til sikkerhed for ægtefællens engagement.
Af en håndpanterklæring underskrevet af klageren og ægtefællen den 1. maj 1982 fremgår, at ægtefællerne til sikkerhed for skadesløsbetaling af, hvad "Vi" til enhver måtte være eller blive sparekassen skyldig, håndpantsatte de tre førnævnte ejerpantebreve. I erklæringen fremtræder klageren og ægtefællen som pantsættere i forening.
I oktober 1981 havde ægtefællen i et forsøg på at redde situationen optaget endnu et lån (en kassekredit), for hvilket klageren havde påtaget sig at hæfte som meddebitor. På klagerens kontooversigter fra indklagede pr. 31. december 1982 og fremefter er gælden ifølge denne kassekredit ikke angivet.
Ved skrivelse af 28. april 1993 meddelte indklagede klageren, at man fra to konti tilhørende klageren havde modregnet i alt 177.500 kr. til afskrivning på gælden ifølge kassekreditten stiftet i 1981. Denne gæld er opgjort som "gl. kassekredit ... afskrevet den 09.07.1982 med" 155.964,31 kr. med tillæg af renter i fem år, 111.124,57 kr., eller i alt 267.088,88 kr.
Efter at klagerens rådgiver, et landbrugscenter, på klagerens vegne havde protesteret mod den foretagne modregning, tilbageførte indklagede denne. Indklagede fastholdt imidlertid kravet mod klageren i henhold til kassekreditten og henviste yderligere til, at de tre ejerpantebreve tillige var pantsat til sikkerhed for indklagedes krav mod klagerens ægtefælle som opgjort i 1982.
Efter forgæves forligsforhandlinger har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for kravet i henhold til kassekreditten stiftet i 1981, og at de tre ejerpantebreve ikke er stillet til sikkerhed for ægtefællens gæld som opgjort i 1982, ligesom klageren påstår indklagede tilpligtet at udlevere ejerpantebrevene.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede i over ti år ikke har gjort krav gældende overfor hende vedrørende den ældre gæld, som bestod i 1982, da ejendommen blev overdraget til hende. Gælden ifølge kassekreditten stiftet i 1981 er heller ikke fremgået af de årlige kontooversigter. Klageren er ved overdragelsen blevet bibragt den opfattelse, at hun kun hæftede for det nye lån på 296.111,14 kr. Indklagede gjorde det ikke klart for hende, at hun via det stillede pant tillige hæftede for den ældre gæld. Dette ville også være i modstrid med sædvanlig praksis vedrørende den såkaldte "mutterløsning", der dengang var almindeligt anvendt, og hvis formål var at skære gårdens gæld ned til et realistisk niveau. Spørgsmålet om den ældre gæld og dens betydning er flere gange blevet bragt på bane af klageren og ægtefællen, og de har hver gang fået at vide, at sålænge ejendommen tilhørte klageren, skete der ikke noget. Det skæve lånebeløb på 296.111,14 kr. må ses som udtryk for, hvad indklagede mente at kunne få ud af sit pant, således at resterende beløb måtte afskrives.
Indklagede har anført, at det var en betingelse i forbindelse med klagerens overtagelse af ejendommen fra ægtefællen, at de tre ejerpantebreve fortsat skulle ligge til sikkerhed for det samlede engagement. Alternativet ville have været, at indklagede havde begæret også denne ejendom på tvangsauktion. Ejerpantebrevene blev derfor ved håndpantsætningserklæringen af maj 1982 stillet til sikkerhed for, hvad klageren og ægtefællen til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig. Hertil kommer, at klageren vidste, at ægtefællen havde en stor forfalden gæld til indklagede. Det har formodningen imod sig, at indklagede skulle frigive sin sikkerhed for ægtefællens engagement og samtidig udvide familiens engagement.
Ankenævnets bemærkninger:
De krav, der gøres gældende af indklagede, hidrører fra et erhvervsmæssigt kundeforhold. Da dette imidlertid var indgået med klagerens ægtefælle og for længst er ophørt, findes sagen at være omfattet af Ankenævnets kompetence, jvf. vedtægternes § 2, stk. 2.
Ifølge skødet af 26. april 1982, hvorved landbrugsejendommen blev overdraget fra klagerens ægtefælle til klageren, skulle denne alene overtage en gæld på 296.211,14 kr. til indklagede. Denne gæld hidrørte efter det oplyste fra et nyt lån, og det må lægges til grund, at låneprovenuet blev afskrevet på klagerens ægtefælles engagement. På denne baggrund, og når endvidere henses til, at formålet med arrangementet må antages at have været at nedskrive gælden til et niveau, der gjorde det muligt for ægtefællerne at videreføre driften af landbrugsejendommen, findes klageren med føje at have fået den opfattelse, at hun efter overtagelsen af ejendommen alene hæftede for det nye lån på 296.211,14 kr., og at ejerpantebrevene ved underskrivelsen af håndpantsætningserklæringen den 1. maj 1982 heller ikke blev stillet til sikkerhed for anden eksisterende gæld. Denne opfattelse er blevet bestyrket af, at indklagede først i 1993 har rejst krav mod klageren i henhold til den ældre gæld. Ankenævnet finder, at indklagede ikke heroverfor kan støtte ret alene på ordlyden af håndpantsætningserklæringen, som i øvrigt er misvisende udformet med hensyn til, hvem der er pantsætter.
Ankenævnet tager herefter klagerens påstand til følge, for så vidt angår kravet om udlevering af ejerpantebrevene dog under forudsætning af, at klageren og dennes ægtefælle ikke har gæld til indklagede, der er stiftet efter den 1. maj 1982.
Som følge heraf