Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod pengeinstituts opkrævning af gebyrer og modtagelse af provisioner, herunder formidlingsprovision fra provisionsbærende fonde.

Sagsnummer: 506/2023
Dato: 28-02-2024
Ankenævn: Vibeke Rønne, Christina Bryanth Konge, Karin Sønderbæk og Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Afvisning - anden myndighed § 4
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod pengeinstituts opkrævning af gebyrer og modtagelse af provisioner, herunder formidlingsprovision fra provisionsbærende fonde.
Indklagede: Ringkjøbing Landbobank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod pengeinstituts opkrævning af gebyrer og modtagelse af provisioner, herunder formidlingsprovision fra provisionsbærende fonde.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, var kunder i Ringkjøbing Landbobank, som i 2018 fusionerede med Nordjyske Bank (tidligere Nørresundby Bank), herefter banken.

Den 30. september 2011 indgik M en aftale om formuepleje af M’s pensionskonto      -060 og tilhørende værdipapirkonto -660 i henhold til bankens profilpleje-aftale. Af aftalen fremgår blandt andet, at M’s investeringshorisont var til den 15. juli 2032 og at hans risikovillighed var høj. Herudover fremgår:

”…

For denne aftale gælder Vilkår for Profil Pleje. Herudover henvises til bankens Forvaltningsbetingelser, Vilkår for Værdipapirhandel og Almindelige Forretningsbetingelser, der gælder medmindre disse måtte være fraveget i Vilkår for profilpleje.

Jeg har modtaget kopi af denne aftale samt Vilkår for Profil Pleje.

…”

Den 18. marts 2014 indgik M en aftale om formuepleje af M’s pensionskonto -502 og tilhørende værdipapirkonto -910 i henhold til bankens profilpleje-aftale. Af aftalen fremgår blandt andet, at M’s investeringshorisont var til den 15. juli 2032, og at hans risikovillighed var høj. Herudover fremgår:

”…

For denne aftale gælder Vilkår for Profil Pleje – Pension. Herudover henvises til bankens Forvaltningsbetingelser, Vilkår for Værdipapirhandel og Almindelige Forretningsbetingelser, der gælder medmindre disse måtte være fraveget i Vilkår for Profilpleje – Pension.

Jeg har modtaget en kopi af denne aftale samt Vilkår for Profil Pleje – Pension.

…”

Af aftale om profilrådgivning vedrørende investeringer fra H’s konto -731 og tilknyttede depot -396 af 30. maj 2017 fremgår blandt andet, at banken og H indgik en aftale om investeringsrådgivning og overvågning af H’s investeringer. Det fremgår herudover, at H’s investeringshorisont var til den 12. juli 2033, og at hendes risikovillighed var middel. Herudover fremgår:

”…

For denne aftale gælder ”Vilkår for Profil Rådgivning”. Herudover henvises til bankens ”Depotregler”, ”Regler for handel med værdipapirer” og ”Almindelige forretningsbetingelser”, medmindre de er fraveget i nærværende vilkår.

Jeg har modtaget kopi af denne aftale samt ”Vilkår for Profil Rådgivning” og investeringsforslag. Aftalen træder i kraft, når banken har modtaget den underskrevne kontrakt.

…”

Af de medsendte ”Vilkår for Profil Rådgivning” fremgår blandt andet:

”…

Omkostninger og handelsvilkår

Banken beregner omkostninger for deltagelse i Profil Rådgivning og for køb og salg af værdipapirer i ordningen. Omkostningerne fremgår af bankens Prisbog.

Banken kan desuden modtage provision for formidling af investeringsforeningerne, hvilket blandt andet fremgår på bankens hjemmeside og oplyses i henhold til gældende regler.

…”

Den 22. juni 2017 underskrev H elektronisk profilrådgivningsaftalen af 30. maj 2017.

Banken har fremlagt sin prisbog for serviceydelser, der var gældende fra 1. juli 2017. Af prisbogen fremgår blandt andet:

”…

4.3. Profil Pleje

Pension

Grundgebyr

Kursværdi < 300.000 kr.

0,600 %

Excl

årlig pris beregnes månedligt

Kursværdi mellem 300.000 kr. – 2 mio. kr. 

0,375 %

Excl

årlig pris beregnes månedligt

Kursværdi >2 mio. kr.

0,100

Excl

årlig pris beregnes månedligt

Tillæg efter valgt risikoklasse

 

 

 

A – Laveste risiko

0,080 %

Excl

årlig pris beregnes månedligt

B

0,150 %

Excl

årlig pris beregnes månedligt

C

0,200 %

Excl

årlig pris beregnes månedligt

D

0,280 %

Excl

årlig pris beregnes månedligt

E

0,370 %

Excl

årlig pris beregnes månedligt

F – Højeste risiko

0,450 %

Excl

årlig pris beregnes månedligt

Transaktionsgebyr

15,00 Pr. handel

 

 

4.4 Profil rådgivning

Profil rådgivning

10.000,00 Fast pris

 

årlig pris beregnes månedligt

Kurtage

0,25 %

 

 

 

 

 

…”

Ved brev af 11. december 2018 meddelte banken M ændringer til profilpleje-aftalen, grundet fusionen med Ringkjøbing Landbobank. Af ændringsbrevet fremgår blandt andet:

”…

OMKOSTNINGSSTRUKTUR

Omkostningsstrukturen vil blive forenklet:

Forvaltningsgebyr

 

Handelsomkostninger DKK

Interval DKK

Sats

Aktier

0-2 mio.

0,70% p.a.

Kursværdi < 100.000 0,75 % …

2-3 mio.

0,60% p.a.

Kursværdi > 100.000 0,50 %

3-5 mio.

0,50% p.a.

 

5+ mio.

0,40% p.a.

Obligationer

Opkræves halvårligt. Der er tale om knæksatser, hvor der opkræves en lavere sats af den del af værdien af ordningen, som ligger over den anførte grænse. Satserne skal tillægges moms.

Kursværdi < 3 mio. 1,5 ‰ …

Kursværdi > 3 mio. 1,0 ‰

 

De nye omkostninger træder i kraft fra den 16. marts 2019.

…”

Af ændringsbrevet fremgår herudover, at da der var over 6 år til udbetaling og da M’s risiko var høj, ville M’s porteføljer på depoterne -660 og -910 indeholde 25 % obligationer og 75 % aktier.

Den 8. marts 2019 sendte banken H en udskrift af hendes årlige investeringsomkostninger for depoterne -823 og 396 for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2018. Af udskriften fremgår herudover:

”…

Rapporten viser dine samlede omkostninger i forbindelse med dine investeringer samt den gennemsnitlige værdi af din portefølje, som de viste procentsatser er beregnet på baggrund af.

Aktuel porteføljeværdi         DKK         6.312.161,22

Gennemsnitlig porteføljeværdi DKK     5.393.054,84

Handelsomkostninger                0,11% DKK  5.745,77

Betalinger/gebyrer hævet på konti 0,19%              DKK  10.000,00

Produktomkostninger                 1,64%                 DKK  88.264,69  

I alt                                           1,93%                 DKK  104.010,46

Heraf udgør formidlingsprovision    0,39%             DKK                20.849,32

til banken                       

Detaljeret visning af investeringsomkostninger

Handelsomkostninger

Kurtage                                                     DKK   5.745,77

Betalinger/gebyrer hævet på konti  

Profil Rådgivning                                         DKK  10.000,00

Produktomkostninger

Samlede produktomkostninger                    DKK  87.371,56

Heraf udgør formidlingsprovision til banken DKK  20.591,36

Sådan læser du rapporten ”Årlige investeringsomkostninger”

 

Betalinger/gebyrer hævet på konto

Betalinger/gebyrer er omkostninger, som er blevet hævet direkte på dine konti og kan f.eks. omfatte:

  • Depotgebyrer i forbindelse med:
    • Opbevaring af udenlandske værdipapirer
    • Omkostninger til Værdipapircentralen
  • Honorarer til banken hvis du har indgået aftale om f.eks. pleje af dine investeringer (porteføljeplejeaftale)

Produktomkostninger

Produktomkostninger opkræves af udstederen af et investeringsprodukt som eksempelvis et investeringsforeningsbevis.

Produktomkostninger er kendetegnet ved, at de ikke hæves direkte på din konto, men fremgår af værdipapirets kursværdi.

De viste produktomkostninger i rapporten er beregnet på grundlag af omkostningsinformationer fra kilder, som banken finder troværdige.

Formidlingsprovision

Banken har indgået samarbejdsaftaler med udvalgte udbydere af værdipapirer/produkter. Har du investeret i et af disse værdipapirer, oplyser vi, hvad banken har modtaget i formidlingsprovision på baggrund af dine investeringer.

 

…”

Den 14. marts 2019 sendte banken H en udskrift af hendes årlige investeringsomkostninger for depoterne -823 og -396 for perioden 1. januar 2019 til 13. marts 2019. Af udskriften fremgår, at H’s aktuelle porteføljeværdi var 6.766.849,76 kr. og at H’s gennemsnitlige porteføljeværdi var 6.619.585,45 kr. Af udskriften fremgår endvidere, at H i perioden betalte sammenlagt 28.056,43 kr. i omkostninger, hvoraf 45 kr. var handelsomkostninger, og 28.011,43 kr. var produktomkostninger. Af dette beløb udgjorde formidlingsprovisionen til banken 5.014,35 kr.

Den 6. marts 2020 sendte banken H en udskrift af hendes årlige investeringsomkostninger for depoterne -823 og -396 for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2019. Af udskriften fremgår, at H’s aktuelle porteføljeværdi var 8.364.345,27 kr. og at H’s gennemsnitlige porteføljeværdi var 5.807.750,24 kr. Af udskriften fremgår endvidere, at H i perioden betalte sammenlagt 91.598,44 kr. i omkostninger, hvoraf 2.993,98 kr. var handelsomkostninger, 36 kr. var omkostninger til betalinger og gebyrer, og 88.568,46 kr. var produktomkostninger. Af dette beløb udgjorde formidlingsprovisionen til banken 19.905,49 kr.

Den 19. marts 2021 sendte banken H en udskrift af hendes årlige investeringsomkostninger for depoterne -823, -396 og -961 for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2020. Af udskriften fremgår, at H’s aktuelle porteføljeværdi var 10.387.066,78 kr. og at H’s gennemsnitlige porteføljeværdi var 9.556.487,57 kr. Af udskriften fremgår endvidere, at H i perioden betalte sammenlagt 215.399,27 kr. i omkostninger, hvoraf 31.140,28 kr. var handelsomkostninger, 10.614,18 kr. var omkostninger til betalinger og gebyrer, og 173.644,81 kr. var produktomkostninger. Af dette beløb udgjorde formidlingsprovisionen til banken 37.581,53 kr.

Den 4. marts 2022 sendte banken H en udskrift af hendes årlige investeringsomkostninger for depoterne -823, -396 og -961 for perioden 1. januar 2021 til 31. december 2021. Af udskriften fremgår, at H’s aktuelle porteføljeværdi var 12.461.909,78 kr. og at H’s gennemsnitlige porteføljeværdi var 11.599.339,54 kr. Af udskriften fremgår endvidere, at H i perioden betalte sammenlagt 180.402,56 kr. i omkostninger, hvoraf 3.958,40 kr. var handelsomkostninger, 10.140,75 kr. var omkostninger til betalinger og gebyrer, og 166.303,41 kr. var produktomkostninger. Af dette beløb udgjorde formidlingsprovisionen til banken 49.801,95 kr.

Den 24. marts 2023 sendte banken H en udskrift af hendes årlige investeringsomkostninger for depoterne -823, -396 og -961 for perioden 1. januar 2022 til 31. december 2022. Af udskriften fremgår, at H’s aktuelle porteføljeværdi var 10.719.413,56 kr. og at H’s gennemsnitlige porteføljeværdi var 11.426.781,43 kr. Af udskriften fremgår endvidere, at H i perioden betalte sammenlagt 279.138,31 kr. i omkostninger, hvoraf 35.219,87 kr. var handelsomkostninger, 10.356,75 kr. var omkostninger til betalinger og gebyrer og 233.561,69 kr. var produktomkostninger. Af dette beløb udgjorde formidlingsprovisionen til banken 53.304,26 kr.

Banken har fremlagt udskrifter fra dens system, hvoraf det fremgår, hvornår banken elektronisk har sendt udskrifter af H’s årlige investeringsomkostninger til H og hvilke brugernumre, der tilgik udskrifterne. Af disse udskrifter fremgår blandt andet, at banken den 8. marts 2019, 14. marts 2019, 6. marts 2020, 19. marts 2021, 4. marts 2022 og 24. marts 2023 sendte udskrifter af H’s årlige investeringsomkostninger til H.

Banken har herudover fremlagt en udskrift fra dens system, hvoraf fremgår, at M’s kundenummer var -779.

Banken har fremlagt udskrifter af gebyrnotaer for perioden 28. juni 2019 til 12. maj 2023 for M’s depot -910. Af disse fremgår, at M i denne periode var blevet pålagt i alt 43.552,13 kr. i gebyrer.

Banken har fremlagt en udskrift af en gebyrkreditnota af 2. juli 2019 vedrørende depot -660. Af denne fremgår, at M blev krediteret et gebyr på 724,26 kr.

Banken har fremlagt udskrifter af gebyrnotaer for perioden 28. juni 2019 til 31. maj 2023 for M’s depot -660. Af disse fremgår, at M i denne periode var blevet pålagt i alt 23.792,02 kr. i gebyrer.

Banken har fremlagt en udskrift af en gebyrkreditnota af 2. juli 2019 vedrørende depot -660. Af denne fremgår, at M blev krediteret et gebyr på 452,61 kr.

Banken har fremlagt breve af 20. marts 2020, 23. marts 2021, 28. maj 2021, 22. september 2021, 22. september 2022, 24. oktober 2022, 22. november 2022, 22. december 2022, 24. januar 2023, og 24. april 2023 til H vedrørende tilbud om afholdelse af investeringsmøder. Af brevene fremgår, at banken tilbød H fire årlige investeringsmøder med bankens rådgivere, hvor banken og H blandt andet kunne følge op på H’s risikoprofil, foretage en gennemgang af H’s investeringsportefølje og gennemgå historiske porteføljeafkast. Banken medsendte til hvert brev en oversigt over H’s beholdning af beviser i provisionsbetalende investeringsforeninger.

Banken har fremlagt et rådgivningsreferat af 16. august 2022 vedrørende et møde med H. Af dette fremgår blandt andet, at mødet foregik den 16. august 2022 på opfordring af banken, og at mødet foregik telefonisk. Herudover fremgår, at H’s bæredygtighedspræference var mellem, og at bæredygtighed spillede en rolle, men ikke var den primære faktor for hendes investeringer. Endvidere fremgår, at H ønskede at følge bankens anbefalinger i forhold til hendes risikoprofil og at gennemføre de handler, som banken havde foreslået og bankens forventede udgifter.

Parternes påstande

Den 21. august 2023 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Landbobank skal tilbagebetale klagerne gebyrer, herunder gebyrer for formidlingsprovision og rådgivning i forbindelse med deres værdipapirinvesteringer.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken har opkrævet dem gebyrer, som ikke var aftalt inden investeringerne fandt sted. Det er usandt, når banken oplyser, at den har afholdt investeringsmøder forud for investeringerne. H har ikke været til otte investeringsmøder og har kun mødt bankens rådgiver én gang i sit liv. Bankens oplysning om, at H har deltaget i et rådgivningsmøde den 15. februar 2023, er usandt.

H har ikke givet M fuldmagt til at varetage hendes interesse overfor banken. De har flere gange anmodet banken om at fremlægge fuldmagten, men banken har ikke fremlagt denne. Der er afholdt i alt et møde mellem H og banken.

De har ikke et samlet overblik over alle formidlingsprovisioner og for mange betalte rådgivningsgebyrer, men aftalen med banken var, at H skulle betale 10.000 kr. for rådgivning. Bankens egen opgørelse viser, at dette er langt overskredet. Dette beløb er nærmere 5-600.000 kr. Banken har opkrævet formidlingsprovisioner for i alt 1.500.000 kr.

De er aldrig forud for deres investeringer blevet informeret om, at banken fik så store formidlingsprovisioner, som f.eks. på investeringsbeviserne i Maj Invest Value Aktier, der gav banken en stor provision. Det fandt de først ud af efterfølgende. Banken har tydeligvis haft en interesse i at investere i investeringsbeviser, hvor formidlingsprovisionen er størst.

Ringkjøbing Landbobank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken har handlet i overensstemmelse med aftalegrundlagene mellem klagerne og banken, hvorfor banken var berettiget til at opkræve gebyrer og modtage formidlingsprovision. Klagernes krav vil herudover være delvist forældet.

M indgik en aftale med banken om formuepleje af sine pensionskonti. For disse fandt Vilkår for Profil Pleje – Pension, Vilkår for Værdipapirhandel og bankens almindelige forretningsbetingelser anvendelse. Den 11. december 2018 blev en ny prisstruktur varslet, som trådte i kraft den 16. marts 2019. M gjorde ikke indsigelse mod de varslede gebyrændringer.

H indgik den 22. juni 2017 aftale om profilrådgivning.  For denne aftale fandt Vilkår for Profil Rådgivning og Depotregler, Regler for handel med værdipapir, og bankens almindelige forretningsbetingelse anvendelse. Priserne herfor fremgik af bankens prisbog. Banken opkrævede blandt andet 10.000 kr. i årligt gebyr. Banken modtog herudover formidlingsprovision for de investeringsforeningsbeviser, der var i H’s depot. I forbindelse med modtagelsen af formidlingsprovision tilbød banken H kvalitetsforbedrende service, hvori den blandt andet tilbød H investeringsmøder.

Klagernes opgjorte beløb afviger væsentligt fra de reelt modtagne beløb. Banken har for M’s depoter -910 og -660 i perioden 21. januar 2019 indtil 12. maj 2023 modtaget i alt 64.115,25 kr. i gebyrer. Banken har for H’s depoter -396 og -823 i perioden 2018 til 2023 modtaget i alt 40.833,34 kr. i gebyrer og 186.456,90 kr. i formidlingsprovision.

Bankens rådgivere har samstemmende og uafhængigt af hinanden oplyst, at H og M flere gange har meddelt banken, at alle henvendelser vedrørende H’s værdipapirinvesteringer skulle rettes til M, derfor kunne der forekomme referater, hvor H’s navn fremgik, men hvor mødet enten fysisk eller telefonisk har været med M. Flere gange er der afholdt møder med begge klagere. H’s navn blev påført, da banken ønskede at hun modtog rådgivningsreferaterne i netbank. Der var uploadet rådgivningsreferater til H den 28. oktober 2019, 28. februar 2020, 12. marts 2020, 20. marts 2020, 16. april 2020, 30. april 2020, 27. maj 2020, 26. juni 2020, 21. august 2020, 27. oktober 2020, 12. november 2020, 22. december 2020, 20. januar 2021, 8. september 2021, 20. december 2021, 16. august 2022, 15. februar 2023, 30. marts 2023 og 13. april 2023.  

Banken er ikke ansvarlig for, at klagerne ikke åbner tilsendte dokumenter i netbanken. Af bankens udskrifter fra dens system, fremgår dog, at M har tilgået en række af de tilsendte udskrifter vedrørende H’s investeringsomkostninger.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Ankenævnet bør afvise at behandle klagen vedrørende spørgsmålet om afholdelsen af rådgivningsmøder, da behandlingen vil forudsætte en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som må finde sted ved domstolene, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, M og H, var kunder i Ringkjøbing Landbobank, som i 2018 fusionerede med Nordjyske Bank (tidligere Nørresundby Bank), herefter banken.

Den 30. september 2011 og 18. marts 2014 indgik M en aftale om formuepleje af M’s pensionskonto -060 og tilhørende værdipapirkonto -660 samt pensionskonto -502 og tilhørende værdipapirkonto -910 i henhold til bankens profilpleje-aftale. Af aftalen fremgår blandt andet, at M’s investeringshorisont var til den 15. juli 2032 og at hans risikovillighed var høj.

Den 30. maj 2017 indgik H en aftale med banken om profilrådgivning vedrørende investeringer fra hendes konto -731 og tilknyttede depot -396. Af aftalen fremgår blandt andet, at H’s investeringshorisont var til den 12. juli 2033, og at hendes risikovillighed var middel.

For alle aftaler fandt bankens almindelige forretningsbetingelser og vilkår for værdipapirhandel anvendelse. For M’s aftaler fandt vilkår for Profil Pleje – Pension anvendelse. For H’s aftale fandt Vilkår for Profil Rådgivning og bankens depotregler anvendelse. Af Vilkår for Profil Rådgivning fremgår blandt andet, at banken beregnede omkostninger for H’s deltagelse i Profil Rådgivning og for køb og salg af værdipapirer i ordningen, og at omkostningerne hertil fremgik af bankens prisbog. Det fremgår herudover, at banken kunne modtage provision for formidling af investeringsforeningerne.

Af bankens prisbog som var gældende fra 1. juli 2017 fremgår, at banken for produktet Profil Pleje – Pension kunne kræve et grundgebyr på 0,375 % med et tillæg efter valgt risikoklasse og et transaktionsgebyr på 15,00 pr. handel. Af prisbogen fremgår herudover, at banken for produktet Profil Rådgivning kunne kræve en fast pris på 10.000 kr. og 0,25 % i kurtage.

Ved brev af 11. december 2018 meddelte banken M ændringer til profilpleje-aftalerne grundet fusionen med Ringkjøbing Landbobank. Af brevet fremgår blandt andet, at banken fra 16. marts 2019 kunne opkræve et forvaltningsgebyr på 0,70 % p.a. for forvaltningen af beløb i rammen 0-2 mio. kr. og 0,60 % p.a. for forvaltningen af beløb i rammen 2-3 mio. kr. Det fremgik herudover, at satserne var knæksatser, hvorfor der blev opkrævet en lavere sats af den del af værdien af ordningen, som lå over den anførte grænse. Det fremgår herudover, at banken kunne opkræve handelsomkostninger ved handel af aktier på 0,50 % ved en kursværdi over 100.000 kr. og at banken ved handel af obligationer kunne opkræve 1,5 ‰ ved en kursværdi på under 3 mio. kr.

Banken har anført, at den har sendt H udskrifter af H’s årlige investeringsomkostninger den 8. marts 2019, 14. marts 2019, 6. marts 2020, 19. marts 2021, 4. marts 2022 og 24. marts 2023.

Banken har anført, at den har opkrævet gebyrer og formidlingsprovision af H for sammenlagt 227.290,24 kr. 

Banken har anført, at den har opkrævet gebyrer af M for sammenlagt 64.115,25 kr.

Klagerne har anført, at banken har opkrævet gebyrer for i alt 5-600.000 kr. og formidlingsprovisioner for i alt 1.500.000 kr.

Bankens har anført, at den har afholdt en række rådgivningsmøder med H og M med henblik på at yde en kvalitetsforbedrende service vedrørende H’s investeringer, og at den i den forbindelse har uploadet rådgivningsreferater til H den 28. oktober 2019, 28. februar 2020, 12. marts 2020, 20. marts 2020, 16. april 2020, 30. april 2020, 27. maj 2020, 26. juni 2020, 21. august 2020, 27. oktober 2020, 12. november 2020, 22. december 2020, 20. januar 2021, 8. september 2021, 20. december 2021, 16. august 2022, 15. februar 2023, 30. marts 2023 og 13. april 2023. Banken har herudover anført, at M havde fuldmagt til at handle på M’s vegne i de møder, hvor H ikke deltog.

Klagerne har anført, at H ikke har været til de investeringsmøder, som banken påstår hun har, og at hun ikke har givet M fuldmagt til at varetage sine interesser overfor banken.

Vedrørende opkrævning af forvaltningsgebyrer, handelsomkostninger og gebyrer

Ankenævnet finder, at banken i henhold til aftalerne med M af 30. september 2011 og 18. marts 2014, samt bankens prisbog med ændringerne af 11. december 2018 var berettiget til at opkræve forvaltningsgebyrer og handelsomkostninger af M. Ankenævnet finder, at det ikke anses for godtgjort, at banken har opkrævet forvaltningsgebyrer og handelsomkostninger af M i strid med det aftalte. M får derfor ikke medhold i klagen.

Vedrørende de handelsomkostninger og gebyrer, som banken har opkrævet hos H, finder Ankenævnet, at banken i henhold til aftalen med H af 30. maj 2017 var berettiget til at opkræve handelsomkostninger, betalinger og øvrige gebyrer for produktet Profil Rådgivning, og anser det ikke for godtgjort, at banken har opkrævet handelsomkostninger, betalinger eller gebyrer i strid med dette.

Vedrørende opkrævning af formidlingsprovision

Betingelserne for modtagelse af tredjepartsbetalinger, såsom formidlingsprovision, er reguleret i de dagældende bekendtgørelser nr. 1202 af 15. november 2017 og nr. 1678 af 18. november 2020 og den nugældende bekendtgørelse nr. 2178 af 26. november 2021 om tredjepartsbetalinger m.v.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Christina Bryanth Konge og Karin Sønderbæk – udtaler:

Vi finder, at overholdelsen af bekendtgørelserne om tredjepartsbetalinger m.v. i forhold til de af Ringkjøbing Landbobank modtagne og beholdte formidlingsprovisioner fra provisionsbetalende fonde, herunder formidlingsprovision fra de provisionsbetalende fonde, som H har investeret i, må være et tilsynsanliggende, der hører under Finanstilsynet.

Ifølge Ankenævnets vedtægter § 4 falder klager, hvis behandling i henhold til lovgivningen er henlagt til offentlige myndigheder uden for Ankenævnets kompetence. På baggrund heraf afviser vi at behandle denne del af klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 4.

Et medlem – Morten Bruun Pedersen, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 16 er tillagt to stemmer – udtaler:

Jeg finder ikke, at denne del af klagen skal afvises.

Jeg finder ikke, at banken har godtgjort, at de modtagne provisioner er sket i overensstemmelse med § 6 og 7 i de dagældende bekendtgørelser nr. 1202 af 15. november 2017 og nr. 1678 af 18. november 2020, og § 7 i den nugældende bekendtgørelse nr. 2178 af 26. november 2021.

Jeg finder det dermed ikke godtgjort, at opkrævningen af provisioner er sket med henblik på at øge kvaliteten af bankens investeringsservice. Banken har således ikke i tilstrækkelig grad dokumenteret, at provisionerne er begrundet i leveringen af en ekstra service eller en service på et højere niveau, som H fik mærkbar gavn af, og som er proportionel med størrelsen af de modtagne provisioner, eller at provisionerne ikke alene er til fordel for virksomheden eller dennes aktionærer. 

Jeg finder derfor, at banken skal tilbagebetale H modtagne provisioner hidrørende fra H’s investeringer i provisionsbetalende fonde.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører spørgsmålet om bankens modtagelse af formidlingsprovisioner ved H’s investeringer i provisionsbetalende fonde.

Klagerne får ikke medhold i den øvrige del af klagen.