Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Forlænget løbetid. Debiteringstidspunktet for opkrævningsgebyr.

Sagsnummer: 162/1997
Dato: 16-09-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Udlån - løbetid
Ledetekst: Forlænget løbetid. Debiteringstidspunktet for opkrævningsgebyr.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 5. august 1994 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et lån på 9.000 kr. Det lånte beløb med tillæg af kreditomkostninger opgjort i gældsbrevet til 3.382,27 kr., i alt 12.382,27 kr., skulle tilbagebetales med 29 ydelser af 420 kr. samt en sidste ydelse på 202,27 kr. Ydelserne skulle betales hver den 1. i måneden, "første gang den 1. i måneden efter indeværende og næste måned". Ved afkrydsning på gældsbrevet valgte klageren at modtage opkrævning af ydelsen inklusiv opkrævningsgebyr. Af et tillæg til gældsbrevet, som blev underskrevet af klageren i forbindelse med lånets etablering, fremgår bl.a. følgende priser:

"Gebyr for 1. rykkerskrivelse kr. 135,00.

......

Gebyr for manglende oplysning om adresseændring kr. 150,00.

......

Hvis tilbagebetaling af lånet ikke sker via PBS/PTG, udsendes der opkrævning mod gebyr.

Gebyret er kr. 20,00 og opkræves samtidig med den månedlige ydelse.

De anførte gebyrsatser kan til enhver tid ændres af [indklagede]."

Afviklingen af lånet blev påbegyndt den 4. november 1994, hvor klageren indbetalte 840 kr. (to ydelser). Ud over rente havde indklagede på dette tidspunkt debiteret lånet to opkrævningsgebyrer à 20 kr., henholdsvis den 20. september og 19. oktober 1994, samt et rykkergebyr på 135 kr. den 17. oktober 1994.

Af fremlagte kontoudtog for lånet fremgår, at lånet herefter stort set blev afviklet som forudsat. Lånet blev dog i februar 1995 debiteret 150 kr. i gebyr for manglende oplysning om adresseændring og 135 kr. i rykkergebyr i oktober 1996. Det fremgår endvidere, at indklagede pr. januar 1995 forhøjede opkrævningsgebyret til 25 kr., hvilket medførte en tilsvarende forhøjelse af den månedlige ydelse. Opkrævningsgebyrerne blev løbende debiteret lånet ved fremsendelsen ca. 10 dage før den pågældende ydelses forfaldstid og gennemgående 14 til 18 dage før betalingerne faktisk blev modtaget hos indklagede.

Ved skrivelse af 22. marts 1997 rettede klageren henvendelse til indklagede, idet hun var uforstående over for, at lånet ikke var afviklet. Klageren henviste til, at hun havde betalt 4 ydelser à 420 kr. og 26 ydelser à 425 kr., i alt 12.730 kr.

Ved skrivelse af 10. april 1997 rykkede indklagede klageren for ydelsen pr. 1. april 1997 og beregnede sig samtidig 135 kr. i rykkergebyr. Gebyret ville blive tilbageført, såfremt indklagede havde modtaget ydelsen senest den 14. april 1997. Klageren betalte ydelsen ved benyttelse af giroindbetalingskort den 14. april 1997.

Ved klageskema af 19. april 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere 435,07 kr. af hendes indbetalinger på lånet og at anerkende, at lånet er indfriet.

Indklagede har refunderet rykkergebyret på 135 kr. vedrørende ydelsen i april 1997 og har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at restgælden på lånet ifølge kontoudskriften pr. 31. december 1996 var 1.197,46 kr. Hun var derfor uforstående over for, at hun i marts 1997 modtog en yderligere opkrævning fra indklagede, idet restgælden måtte være inddækket med de første tre ydelser i 1997. Hun har indbetalt 4 ydelser à 420 kr. og 27 ydelser af 425 kr., i alt 13.155 kr. på lånet. Ifølge kontoudskrifterne er der beregnet i alt 3.030,93 kr. i rente i lånets løbetid. Dette beløb med tillæg af hovedstolen på 9.000 kr., stigning i porto 27 x 5 kr., 135 kr., og gebyrer 3 x 135 kr. + 1 x 150 kr. (555 kr.) bliver i alt 12.720,93 kr., hvilket er det beløb indklagede højst er berettiget til at beregne sig i henhold til låneaftalen. Indklagede bør derfor refundere det for meget betalte beløb 435,07 kr. (13.155 kr. - 12.720,93 kr.).

Indklagede har anført, at klagerens opgørelse ikke kan anerkendes, og at der fortsat henstår en restgæld på lånet. Rente- og gebyrberegningen er foretaget korrekt og i overensstemmelse med vilkårene i låneaftalen og tillægget. Kreditomkostningerne er i forhold til det i låneaftalen anførte blevet forøget som følge af dels det forhøjede opkrævningsgebyr, dels de på lånekontoen debiterede rykkergebyrer og adressegebyret. Rykkergebyrerne og adressegebyret er ikke blevet opkrævet særskilt, men er blevet tillagt lånets restgæld.

Ankenævnets bemærkninger:

Indledningsvis bemærkes, at det af kontoudskrifterne fremgår, at ydelsen pr. 1. januar 1997 blev krediteret lånet den 31. december 1996, og at klagerens antagelse om, at restgælden pr. 31. december 1996 på 1.197,46 kr. ville være afviklet ved betaling af ydelsen den 1. marts 1997, således ikke var korrekt.

Såfremt lånet blev afviklet som forudsat i gældsbrevet, kunne klageren påregne, at lånet ville være afviklet med betaling af en sidste ydelse den 1. marts 1997 på 202,27 kr. Ifølge kontoudskriften for lånet skulle klageren imidlertid i stedet for det nævnte beløb have indbetalt 858,42 kr. den 1. marts 1997, for at lånet kunne være indfriet. Årsagen til, at indfrielsesbeløbet pr. denne dato var forøget med ca. 656 kr., må søges i, at lånet i forhold til forudsætningerne i gældsbrevet er blevet belastet med to rykkergebyrer à 135 kr. og et gebyr for manglende oplysning om adresseændring på 150 kr., i alt 420 kr. Lånet er endvidere blevet belastet med yderligere rente dels som følge af debiteringen af gebyrerne på lånet, dels som følge af de overskridelser af forfaldstiden, som medførte, at der blev fremsendt rykkerskrivelser. Endelig er lånet blevet belastet med yderligere rente som følge af, at opkrævningsgebyret, der løbende blev debiteret kontoen ca. 2 uger før gebyrets betaling sammen med ydelsen, i januar 1995 blev forhøjet med 5 kr. Som følge af det anførte finder Ankenævnet for så vidt ikke grundlag for antage, at indklagedes opgørelse af lånet er behæftet med fejl.

Ankenævnet finder dog, at indklagede - henset til at det fremgår af tillægget til gældsbrevet, at opkrævningsgebyret "opkræves samtidig med den månedlige ydelse" - har været uberettiget til som sket at debitere lånet de månedlige opkrævningsgebyrer på datoer, som ligger før forfaldsdatoen for den ydelse, det enkelte gebyr vedrører. Indklagede skal derfor regulere opgørelsen af lånet i overensstemmelse hermed.

Som følge heraf


Indklagede skal inden 4 uger regulere opgørelsen af klagerens lån således, at opkrævningsgebyrer debiteres lånet med valør tidligst forfaldsdatoen for den ydelse, det enkelte gebyr vedrører. Klagen tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.