Indsigelse om manglende rådgivning om beskatning af fortjeneste ved salg af aktier i forbindelse med værges salg af mindreårig datters båndlagte værdipapirer. Spørgsmål om et indgået forlig i sagen var bindende.
| Sagsnummer: | 290 /2017 |
| Dato: | 24-04-2018 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Kjeld Gosvig-Jensen, Astrid Thomas, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Rådgivning - skatteforhold
Værdipapirer - skatteforhold |
| Ledetekst: | Indsigelse om manglende rådgivning om beskatning af fortjeneste ved salg af aktier i forbindelse med værges salg af mindreårig datters båndlagte værdipapirer. Spørgsmål om et indgået forlig i sagen var bindende. |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om manglende rådgivning om beskatning af fortjeneste ved salg af aktier i forbindelse med værges salg af mindreårig datters båndlagte værdipapirer. Spørgsmål om et indgået forlig i sagen var bindende.
Sagens omstændigheder
Ved et gavebrev 28. december 2001 gav klagerens bedsteforældre klageren, der var født den 22. juli 1997, en gave. Af gavebrevet fremgik blandt andet:
”…
Der vil hos Nordea forvaltning, Strandgade 3, 0900 København C, blive oprettet depot samt tilhørende løbende konto. Beløbet vil blive indsat idag, i form af Realkreditobligationer svarende til en kursværdi på 93.600,- inkl. vedhæftede rentekuponer.
Kapitalen skal være båndlagt indtil [klagerens] 23 års fødselsdag, dog således at der efter hendes 18 års fødselsdag helt eller delvist kan frigives midler til studieophold eller ved køb af fast ejendom til bolig. Nævnte frigivelse kan ske med tilladelse/samtykke fra [klagerens mor].
Kapitalen er fuldstændigt særeje.
Depotet skal være omfattet af reglerne for kreditorbeskyttelse.
Renter og udbytter oplægges. Dog kan skat og løbende gebyrer udredes fra den løbende konto.
Det er hensigten, at dette er den første af flere indbetalinger gennem årene, således at yderligere gaver kan indsættes direkte i depotet/kontoen efter samme vilkår som beskrevet i dette gavebrev.
Den løbende konto administreres af vores datter [klagerens mor]. Dette gælder også køb, salg og omlægning af depotbeholdningen.
…”
Af en forvaltningsbegæring underskrevet af klagerens bedsteforældre den 7. januar 2002 fremgik, at kapitalen tilhørte klageren, og at klagerens mor var værge. Endvidere fremgik blandt andet:
”…
Kapitalen og hvad der yderligere måtte blive indbetalt er en gave fra
[klagerens bedsteforældre] og er båndlagt til [klagerens] fyldte 23. år den 22. juli 2020.
….
Renterne oplægges som kapital. Dog kan gebyrer og den skat der pålignes den båndlagte kapital udredes fra den løbende konto (kapitalkontoen).
…
Kontante beløb, der fremkommer ved indfrielse af værdipapirer eller på anden måde, ønskes anbragt efter aftale med [klagerens mor]
efter samråd med [klagerens mor].
…
I henhold til gavebrevet kan der fra [klagerens] fyldte 18. år helt eller delvist frigives midler til studieophold eller ved køb af fast ejendom til bolig med tilladelse/samtykke fra [klagerens mor].
…”
Banken har oplyst, at klagerens bedsteforældre efterfølgende indbetalte yderligere gaver i henhold til gavebrevet til klageren.
Klagerens mor, værgen, traf fra 2005 og fremefter beslutning om, at der blandt andet skulle købes aktier i Alk-abello og Novo-Nordisk B for en del af de båndlagte midler.
I 2009 indgik værgen på vegne af klageren en Basisaftale om investering med bankens forvaltningsafdeling. Aftalen blev fornyet henholdsvis i 2011 og 2014. Af alle tre aftaler fremgik blandt andet:
”…
Skatteforhold
Du opfordres til at søge bistand hos en skatterådgiver, om de skattemæssige konsekvenser af investering i værdipapirer.
…”
Banken har oplyst, at den for at skabe balance i porteføljen aftalte med værgen, at den for de øvrige båndlagte midler udelukkende handlede obligationsbaserede produkter og ikke aktier.
På værgens anmodning blev aktierne i Alk-abello den 22. april 2015 solgt for et afregningsbeløb på 131.340 kr. og aktierne i Novo-Nordisk B den 6. maj 2015 solgt for et afregningsbeløb på 775.746,77 kr.
Den 2. juli 2015 bestod klagerens båndlagte kapital af værdipapirer for en kursværdi på 477.755,20 kr. og kontant 924.149,66 kr.
Den 13. juli 2015 kontaktede værgen telefonisk bankens forvaltningsafdeling og bad om, at de resterende værdipapirer blev solgt, så den båndlagte kapital kunne udbetales kontant, når klageren fyldte 18 år. Værgen oplyste, at der var købt bolig.
Af samtlige handelsbekræftelser vedrørende salg af klagerens værdipapirer henholdsvis den 22. april 2015, 6. maj 2015 og 13. juli 2015 fremgik:
”Ifølge bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel skal Nordea dokumentere baggrunden for denne handel. Handlen er sket på din opfordring uden der er ydet rådgivning.”
Den 16. juli 2015 modtog banken en samtykkeerklæring underskrevet af henholdsvis værgen og klageren den 14. juli 2015, hvoraf følgende fremgik:
”Vedr. udbetaling af [klagerens] depot
Til brug for [klagerens] køb af lejligheden på [adresse], giver jeg hermed samtykke til frigivelse af [klagerens] midler på hendes 18 års fødselsdag den 22. juli 2015. Beløbet bedes på dagen overført til hendes ungdomskonto: [konto nummer].”
I et brev af 22. juli 2015 til klageren oplyste banken, at den havde opgjort kapitalkontoen og overført provenuet til klagerens konto. Forvaltningsengagementet var herefter afmeldt.
Klageren købte ifølge det oplyste en lejlighed kontant for 1.550.000 kr. til overtagelse den 23. juli 2015 og blev bistået af en af bankens filialer i forbindelse med købet.
Den 8. november 2016 kontaktede værgen banken og oplyste, at SKAT havde bedt om modtage kopier af købsnotaer vedrørende de solgte værdipapirer.
Klageren modtog efterfølgende sin årsopgørelse for 2015. Heraf fremgik, at hun skulle betale en restskat på i alt 295.527 kr. inkl. procenttillæg.
I januar 2017 klagede værgen til banken og anførte, at den havde ydet fejlagtig rådgivning vedrørende midler i klagerens forvaltningsdepot, hvilket havde medført en skattegæld og renter for klageren på ca. 295.000 kr.
I en mail af 12. januar 2017 til værgen oplyste banken, at: ”Som jeg nævnte for dig, har vi – set ud fra Nordea Forvaltnings vinkel – sammen ikke været klare nok i kommunikationen.” Banken oplyste, at den med henblik på en løsning til fuld og endelig afgørelse af sagen var indstillet på at godtgøre klageren procenttillægget til SKAT på i alt 17.348 kr., stiftelsesomkostninger i Nordea Kredit på ca. 3.000 kr., hvis klageren valgte at optage et realkreditlån i Nordea Kredit, og tinglysningsgebyr samt stiftelsesomkostninger til banken i forbindelse med lånesagen.
Efterfølgende udvekslede værgen og banken en række mails om en forligsmæssig løsning af sagen og om klagerens lånemuligheder i Nordea Kredit. I en mail af 10. februar 2017 til værgen anførte banken blandt andet:
”…
Jeg skal for god ordens skyld bekræfte, at mit tilbud om kulancemæssigt at kompensere [klageren] med yderligere … var fremsat med udgangspunkt i et 15 årigt obligationslån på 244.000 DKK.
Hvis [klageren] i stedet optager et 10 årigt obligationslån på 262.000,- DKK (jfr. Amortiseringsplan fra 6. februar 2017) så nedsættes den kulancemæssige kompensation, så [klageren] ikke overkompenseres. Udgangspunktet for den kulancemæssige kompensation er 50 % af differencen mellem nettoydelsen på lånet og det udbetalte provenu (271.137,79 – 258,528,50), dvs. 50 % af kr. 12.609,29 svarende til kr. 6.304,65. Udelukkende med det formål at få en snarlig løsning på sagen, er jeg indstillet på kulancemæssigt at godtgøre [klageren] den fulde difference på kr. 12.609,- uanset omfanget af egen skyld.
Det betyder, at [klageren] vil have kr. 288.485,79 til rådighed for betaling af skattegælden.
…
Udover godtgørelse fra Nordea Forvaltning på i alt. Kr. 29.957,29, godtgør Nordea Forvaltning kurtage med kr. 387,79, lånesagsgebyr til Nordea Kredit kr. 3.000,- samt tinglysningsafgift kr. 1.750,00. Herudover friholdes [klageren] for at betale bankomkostninger med kr. 3.000,- og renter fra omprioriteringskontoen. Disse omkostninger m.v. afregnes internt mellem Nordea Forvaltning og [filial i banken]. Tilbuddet er til fuld og endelig afgørelse af sagen.
Som nævnt telefonisk har [navn på medarbejder i bankens filial] vurderet, at [klagerens] økonomi ikke kan klare betaling over 10 år, og du har bekræftet, at I er opmærksomme på, at det forudsætter, at [klageren] støttes fra anden side.
…
Som tidligere nævnt skal [klageren] selv acceptere aftalen, da hun er myndig, og jeg har derfor brug for, at [klageren] bekræfter aftalen over for mig.
…”
I en mail af 14. februar 2017 til banken anførte klageren:
”Jeg skal hermed acceptere dit tilbud ved optagelse af 10 årigt lån iht. din mail af 10. februar til min mor [navn på klagerens mor].”
Parternes påstande
Den 18. september 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal yde hende godtgørelse for ”bristede forudsætninger”, subsidiært erstatning for hendes tab som følge af mangelfuld/forkert rådgivning.
Nordea Danmark har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken har ydet mangelfuld/forkert rådgivning.
Banken har fra depotets oprettelse opkrævet forvaltningsgebyr på ikke under 5 % af alle udbytter.
I forbindelse med købet af lejligheden bad bankens forvaltningsafdeling værgen om en salgsopstilling og godkendte, at købet var i overensstemmelse med bestemmelserne for den båndlagte kapital. Banken var ligeledes involveret i forhåndsgodkendelse af værgen som midlertidig køber efter ”til ordre”-princippet, da klageren ikke var fyldt 18 år, og således ikke kunne underskrive købsaftalen.
Købet af lejligheden krævede godkendelse af bankens forvaltningsafdeling. Aktiesalgene skete efter flere telefoniske samtaler mellem værgen og bankens medarbejder. Direkte adspurgt om eventuelle konsekvenser – herunder beskatning af aktiesalgene – svarede bankens medarbejder: ”Nej – det er bare at købe den lejlighed”.
Banken har efterfølgende afvist at udlevere optagelser af samtalerne på bånd.
I bankens brev af 22 juli 2015 til hende, hvori den oplyste, at provenuet var gjort op og overført til hendes konto, oplyste banken intet om, at provenuet kunne være genstand for beskatning, ligesom den heller ikke anbefalede, at hun kontaktede en revisor eller fik anden økonomisk rådgivning.
Hendes mor havde som hendes værge indgået en basisaftale med banken om investering, hvorefter banken en gang om året rådgav om depotet og kom med forslag til eventuelle omlægninger og porteføljeanbefalinger, herunder aktier. Værgen har således oplevet og været i den tro, at økonomisk rådgivning var en væsentlig del af forvaltningsaftalen. Værgen havde ikke erfaring med beskatning af aktier ved salg.
I forbindelse med købet af lejligheden modtog hun rådgivning i en af bankens filialer. Hun var på rådgivningstidspunktet lige omkring 18 år og lærling med en årlig bruttoløn på 122.829 kr. Banken fandt i forbindelse med rådgivningen ikke anledning til at drøfte en eventuel beskatning, der måtte følge af kapitalisering af et forvaltningsdepot på ca. 1,5 mio. kr. Banken mener, at den er fritaget for ansvar under henvisning til båndlæggelsesbekendtgørelsens § 26 om tavshedspligt afdelingerne imellem.
Samtidig med restskatten modtog hun en anklage fra SKAT om skatteunddragelse og et bødeforlæg på 98.509 kr. SKAT frafaldt bødeforlægget, da de blev bekendt med den indlysende fejlbehæftede rådgivning, som hun modtog.
I mailkorrespondancen mellem værgen og banken erkendte banken, at den ikke havde været klar nok i kommunikationen, og at der havde været fejl på begge sider.
Sagen blev afsluttet med, at hun accepterede den af banken fremsatte forligsaftale. Der var tale om, at banken flere gange pressede på for en løsning til fuld og endelig afgørelse. Aftalen blev indgået mellem to ”ulige parter”. Hun var ved aftalens indgåelse uvidende om konsekvenserne af bankens mangelfulde/forkerte rådgivning. Banken oplyste, at hendes eneste mulighed for at betale den allerede forfaldne gæld til SKAT var at acceptere den af banken fremsatte aftale.
Hun er som følge af bankens mangelfulde/forkerte rådgivning endt op med at have en månedlig ydelse til afdrag på lån på 2.308 kr. En udgift som hun som lærling ikke har penge til. Der er tale om, at bankens mangelfulde rådgivning har resulteret i en uventet ydelse i en lang årrække, og hendes forudsætning for at disponere som sket er hermed bristet.
Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der i sagen er indgået et gyldigt bindende forlig bekræftet ved klagerens mail af 14. februar 2017 til banken, hvorfor klagen ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.
Klageren og hendes værge har frivilligt indgået dette for klageren meget fordelagtige forlig, og banken bærer ikke risikoen eller ansvaret for klagerens eventuelt bristede forudsætninger i forbindelse med det indgåede forlig.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren ikke har lidt et tab, idet hun ikke havde kunnet undgå at betale skat af aktieindkomst, og at hun ved det indgåede forlig tillige er blevet fuldt kompenseret for udgifter forbundet med optagelse af lån.
Klagerens båndlagte midler var ikke underlagt anbringelsesreglerne, idet det var værgen, der bestyrede klagerens midler.
Aktiesalget og det efterfølgende køb af lejligheden fandt sted før klageren fyldte 18 år, hvorfor det er værgen, der har ansvaret for beslutningerne. Værgen er i de indgåede basisaftaler om investering gentagne gange blevet opfordret til at søge bistand hos en skatterådgiver om de skattemæssige konsekvenser af investering i værdipapirer.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende, idet den ikke har rådgivet værgen om aktiesalget.
Banken har ikke optaget samtalerne mellem værgen og bankens medarbejder om salg af klagerens værdipapirer på bånd.
Der foreligger egen skyld, idet det er klagerens værge, som har haft ansvaret for at forvalte midlerne, herunder beslutningen om, hvordan klagerens midler skulle investeres, hvorfor det påhvilede værgen at undersøge samtlige forhold af betydning for klagerens investering, herunder de skattemæssige konsekvenser af investeringerne.
Nordea Forvaltning har som forvaltningsafdeling i henhold til båndlæggelsesbekendtgørelsens § 26 tavshedspligt med hensyn til, hvad den erfarer vedrørende bestyrelse af båndlæggelser.
Det er ærgerligt, at banken ikke i forbindelse med frigivelsen af klagerens båndlagte midler endnu en gang valgte at anbefale værgen at søge skattemæssig rådgivning, ligesom det naturligvis havde været prisværdigt, hvis banken havde orienteret værgen om de mulige skattemæssige konsekvenser af salget. På grund af den beklagelige situation, hvor banken anerkendte, at rådgivningen over for værgen kunne have været bedre, valgte banken at tilbyde klageren en forligsmæssig løsning, som klageren accepterede.
Det forhold, at klageren er blevet mødt med et bødeforlæg fra SKAT, som efterfølgende er frafaldet, er sagen uvedkommende.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.
Efter en længere mailkorrespondance mellem klagerens mor, der tidligere var værge for klageren og som havde bestyret klagerens båndlagte midler, fremsatte banken den 10. februar 2017 et tilbud til fuld og endelig afgørelse af sagen, hvorved banken i forbindelse med, at klageren optog et realkreditlån i Nordea Kredit, gav klageren en kulancemæssig godtgørelse samt i øvrigt godtgjorde klageren et af SKAT opkrævet procenttillæg samt opkrævede gebyrer m.v. i forbindelse med optagelsen af realkreditlånet.
Det var anført i mailen af 10. februar 2017 til klagerens mor, at banken havde vurderet, at klagerens økonomi ikke kunne klare betaling over 10 år, og at klagerens mor havde bekræftet, at de var opmærksomme på, at det forudsatte, at klageren blev støttet fra anden side.
I en mail af 14. februar 2017 accepterede klageren forliget.
Forliget blev indgået uden forbehold til fuld og endelig afgørelse af sagen og med bistand fra klagerens mor. Ankenævnet finder, at forliget var bindende for parterne, og at klageren som følge heraf efter indgåelsen af forliget var afskåret fra at forfølge kravet yderligere.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.