Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse.

Sagsnummer:	16/2001
Dato:	21-11-2001
Ankenævn:	John Mosegaard, Mette Frøland, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen
Klageemne:	Kaution - hæftelse
Ledetekst:	Indsigelse mod hæftelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:	SD
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmål om klagerens hæftelse som kautionist for en kassekredit.

Sagens omstændigheder.

Indklagede finansierede gennem en årrække en minkfarm, som var ejet af klagerens daværende ægtefælle, M.

I 1993, hvor engagementet var nødlidende, blev der mellem indklagede og M (som låntager) og klageren (som kautionist) indgået en engagementsaftale. Af aftalen, som er underskrevet den 4. juni 1993, fremgår bl.a.:

"E N G A G E M E N T S A F T A L E
§ 1 .
1.1.	Nærværende aftale omfatter produktionsåret 1993 som forløber fra 1/1 1993 til 31/12 1993.
1.2.	Pr. 2. januar 1993 androg [M's] erhvervsmæssige engagement med [indklagede] følgende udlån:
	[………] Erhvervslån - saldo	kr.	-250.933,84
	[………] Driftskredit - saldo	kr.	-1.943.926,30
	Samlet erhvervsmæssige engagement	kr.	-2.159.860,14===========
1.3.	Nærværende aftale indgås i anledning af, at banken har meddelt, at den på grund af engagementets størrelse vil være tilbageholdende med at bevilge yderligere kreditfaciliteter for produktionsåret 1993. På baggrunden af bankens tilkendegivelse er der i samarbejde med banken blevet udarbejdet budget af revisor med henblik på vurdering af det nødvendige likviditetsbehov til gennemførelse af pelsdyrsproduktionen for 1993. I budgettet indgår [M's] og [klagerens] lønindtægter, ligesom private udgifter er indarbejdet i budgettet.
1.4.	På denne baggrund er nærværende aftale indgået.
	§ 2.
2.1.	Saldoen på erhvervslån [………] samt saldoen på driftskredit [………] jvf. § 1.2. indefryses og henstår rente- og afdragsfrit foreløbig frem til den 31/12 1993.
2.2.	Det bemærkes dog, at saldoen på erhvervslån [………] tillægges rente.
	§ 3.
3.1.	Med virkning fra 1/1 1993 bevilger [indklagede] en ny driftskredit stor
	kr. 375.000,00
	skriver tre hundrede og syvtifem tusinde kroner 00/100 til brug for gennemførelse af pelsdyrproduktionen i produktionsåret 1993.
……
3.3.	Den oprettede konto ajourføres pr. underskriftsdatoen, således at alle indtægter (herunder lønindtægter) og udgifter, der kan henføres til produktionsåret 1993 debiteres/krediteres kreditten.
3.4.	Alle lønindtægter, arbejdsløshedsunderstøttelse, m.v. indsættes på kreditten, hvorfra der hver måned overføres et fast beløb til budgetkontoen på kr. 5.600,00 samt kr. 6.000,00 til lønkonto til dækning af øvrige private udgifter.
	Børnefamilieydelse indgår ikke på kontoen.
……
3.7.	Det er særskilt aftalt, at kreditten på ingen måde kan debiteres eller i øvrigt belastes med omkostninger, der kan henføres til tidligere produktionsår.
3.8.	Til sikkerhed for etablering af kreditten udsteder [M] et løsøreejerpantebrev stort kr. 500.000,00 med pant i handelsbesætningen. Endvidere meddeler [M] [indklagede] transport i afregninger fra Danske Pelsauktioner vedrørende skindindleveringer for produktionsåret 1993.
3.9.	Værdien af skindproduktionen i 1993 herunder afregninger fra DPA, der kan henføres til denne produktion indgår på kontoen.
3.10.	Stillede sikkerheder i forbindelse med kredittens etablering anvendes således primært til nedbringelse af den nye driftskredit.
3.11.	Som supplerende sikkerhed for kreditten afgiver [klageren] selvskyldnerkaution. I det omfang kautionsforpligtelsen bliver gjort gældende, indtræder [klageren] som kautionist i de sikkerheder, som er blevet etableret i forbindelse med kredittens etablering herunder pant i handelsbesætning og transport i afregninger fra DPA.
3.12.	Der er således enighed mellem [indklagede], [M] og [klageren] om, at den kautionsrisiko, som påtages i forbindelse med selvskyldnerkautionen alene bliver den del af driftskreditten, der ikke vil kunne inddækkes gennem realiserede sikkerheder.
3.13.	[Klageren] kan på intet tidspunkt hverken direkte eller indirekte blive forpligtet til gennem sin kautionsforpligtelse at honorere krav overfor [indklagede], der kan henføres til bankens engagement med [M] før produktionsåret 1993, d.v.s. før den 1/1 1993.
	§ 4.
4.1.	Det samlede engagement tages op til afvikling i efteråret 1993. På dette tidspunkt træffes beslutning om, hvorvidt pelsdyrproduktionen skal fortsætte også efter produktionsårets udløb, ligesom der optages forhandling om i hvilket omfang afvikling helt eller delvist kan påbegyndes vedrørende de i § 1 nævnte indefrosne lån.
4.2.	[Klageren] er ikke forpligtet til at forlænge sin kaution og som følge deraf berettiget til at forlange, at engagementet vedrørende den nye driftskredit stor kr. 375.000,00 ophører ved udgangen af 31/12 1993."

Den 29. september 1995 underskrev klageren en kautionserklæring, hvorefter hun påtog sig selvskyldnerkaution for kreditten, som samtidig blev forhøjet til 500.000 kr., og på hvilken der p.t. var en gæld på 438.441 kr.

I 1999 blev klageren og M skilt. I forbindelse hermed blev minkfarmen solgt pr. 1. maj 1999.

Den 29. marts 1999 fremsendte indklagede til klageren en foreløbig opgørelse af engagementet vedrørende minkfarmen. Ifølge opgørelsen forventedes den aktuelle gæld på kassekreditten på 436.920 kr. reduceret med ca. 195.000 kr. svarende til 241.920 kr.

Ved skrivelse af 14. april 1999 meddelte klageren, at hun ikke mente at have en kautionsforpligtelse over for indklagede.

Ved skrivelse af 15. april 1999 fastholdt indklagede kautionen, jf. engagementsaftalen af 4. juni 1993 og kautionserklæringen af 29. september 1995.

Ved skrivelse af 22. oktober 1999 gjorde indklagede kautionen gældende mod klageren, idet kravet nu endeligt kunne opgøres til 165.408,39 kr. Kravet var i henhold til revisors beregninger af 21. oktober 1999 opgjort med udgangspunkt i saldoen på kreditten pr. 18. oktober 1999 på 196.918,39 kr. med fradrag af 31.510 kr., som var M's samlede private hævninger på kreditten efter den 1. maj 1999.

Ved skrivelse af 5. november 1999 gjorde klageren via sin advokat indsigelse imod kravet. Klageren bestred, at der bestod en kautionsforpligtelse, og gjorde i øvrigt gældende, at trækningsretten på kassekreditten var overskredet væsentligt uden, at hun havde fået meddelelse herom, og at der var solgt skind for et beløb, der oversteg en eventuel kaution.

Ved skrivelse af 18. november 1999 fastholdt indklagede kautionen og anførte, at kravet var korrekt opgjort.

I december 1999 udtog indklagede ved retten i Frederikshavn stævning mod klageren om betaling af 165.409,39 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

Ved udeblivelsesdom afsagt den 2. marts 2000 blev klageren dømt i overensstemmelse med indklagedes påstand.

Den 9. august 2000 afsagde retten på begæring af klageren kendelse om genoptagelse af sagen.

Den 16. januar 2001 blev sagen af retten henvist til behandling i Ankenævnet.

Parternes påstande.

Ved klageskema af 21. februar 2001 har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde, subsidiært nedsætte kravet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at engagementsaftalen blev underskrevet under den klare forudsætning, at kreditten alene skulle anvendes til brug for gennemførelsen af produktionen i 1993. Ifølge aftalen skulle engagementet tages op til afvikling i 1993, hvilket ikke skete.

Kautionserklæringen af 29. september 1995 blev underskrevet efter pres, særligt tidspres, fra indklagedes side, idet hun fik oplyst, at såfremt hun ikke underskrev, ville det ikke være muligt for M at fortsætte driften. Hun var ikke repræsenteret ved advokat, og hun blev ikke gjort opmærksom på konsekvenserne af forlængelsen af kautionen, herunder særligt, at der ikke blev taget højde for de oprindelige forudsætninger i forhold til engagementsaftalen.

Mens M drev minkfarmen modtog hun dagpenge, og kautionserklæringerne stod således i misforhold til hendes beskedne indkomst.

Hun fik ikke oplyst, at der blev foretaget private hævninger, og at trækningsretten blev overskredet.

Der er ikke afgivet rettidigt kautionspåkrav, jf. bank- og sparekasselovens § 41.

Kautionsforpligtelsen er ugyldig, jf. aftaleloven §§ 31, 33 og 36.

Indklagede har anført, at engagementsaftalen indeholder klare aftaler om de foregående års og den fremtidige produktion.

Klageren forestod den daglige bogføring samt betaling af regninger mv. for virksomheden og ønskede at fortsætte hermed. Der blev månedligt overført et fast beløb til privat budgetkonto og lønkonto til dækning af leveomkostninger

Klageren var under hele forløbet nøje bekendt med familiens økonomiske situation, ligesom hun selv accepterede, at der blev overført et fast beløb til privat forbrug, for på denne måde bedre at kunne styre det. Det var klageren, der foretog de fleste dispositioner på kreditten, og klageren modtog hver måned kontoudskrift.

Engagementet blev først genforhandlet ved årsskiftet 1993/94, idet revisor havde vanskeligt ved at få regnskabsmateriale hos klageren. Efter klagerens og M's ønske blev kreditten forlænget, som det er sædvane for minkfarme, hvor der hvert år må tages stilling til ny produktion. Klageren accepterede fortsættelsen af driften og kautionen og gjorde på intet tidspunkt brug af sin mulighed for at kræve, at engagementet vedrørende driftskreditten kunne ophøre, jf. engagementsaftalens § 4, 2.

Ægtefællernes økonomi var nøje forbundet, og kautionserklæringen stod således ikke i misforhold til klagerens økonomi.

På grundlag af det forarbejde, de drøftelser og det materiale, der i form af engagementsaftale og budgetter lå til grund for kreditten, har klageren ikke kunnet undgå at forstå rækkevidden af kautionen. Økonomien blev løbende drøftet, og forlængelse af kreditten og kautionen skete på de oprindelige præmisser.

Indklagede har ikke været årsag til et eventuelt tidspres i forbindelse med indgåelsen af kautionsaftalerne.

Da det efter afhændelsen af minkfarmen trak ud med udbetaling af understøttelse til M, accepterede man fortsat at udlægge hans faste udgifter, samt et mindre beløb til forbrug. Der er ved opgørelsen af kautionskravet taget højde herfor, således at disse udlæg ikke har påvirket kautionskravet.

Der er afgivet rettidigt kautionspåkrav, jf. skrivelsen af 29. marts 1999, der indeholder en foreløbig opgørelse af kravet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er efter det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at der i forbindelse med kautionen for kreditten på 375.000 kr. og den senere forhøjelse til 500.000 kr. har foreligget omstændigheder, som kan medføre en tilsidesættelse af klagerens kautionsforpligtelse.

Klageren er ikke fremkommet med konkrete indsigelser mod indklagedes opgørelse af kravet, som primært er baseret på revisors beregninger af 21. oktober 1999, og Ankenævnet kan ikke påtage sig at kontrollere, at kravet er opgjort i overensstemmelse med aftalen. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes opgørelse af kravet er behæftet med fejl, der medfører en nedsættelse af klagerens forpligtelse i henhold til kautionen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.