Afgørelse

Spørgsmål om hæftelse for billån.

Sagsnummer:	166 /2001
Dato:	14-03-2002
Ankenævn:	Peter Blok, Karin Duerlund, Mette Frøland, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne:	Kreditaftaleloven - udenretlig tilbagetagelse Kreditaftaleloven - ulovligt pant
Ledetekst:	Spørgsmål om hæftelse for billån.
Indklagede:	BG Bank
Øvrige oplysninger:	OF
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod hæftelse for et billån.

Sagens omstændigheder.

Ved transport i en købekontrakt med ejendomsforbehold af 20. september 1995 finansierede indklagede en kundes, T's, køb af en bil, Maserati årgang 1983, for 315.000 kr.

T, der ikke kunne opfylde kontraktens betalingsbetingelser, indgik i begyndelsen af 1996 en aftale med indklagede om frivillig tilbagelevering af bilen. I forbindelse hermed underskrev T en uigenkaldelig salgsfuldmagt til indklagede.

I henhold til salgsfuldmagten solgte indklagede ved slutseddel af 17. januar 1997 for T bilen til klageren for en købesum på 210.000 kr. Af slutsedlen fremgår bl.a.:

"Bilen overtages som den er og forefindes og som beset af køber. Køber er bekendt med at bilen ikke har været til service på autoriseret værksted i den periode [indklagede] har været i besiddelse af bilen.

Køber erklærer endvidere, at han ikke senere kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, herunder ophævelse af handlen, krav om erstatning eller forholdsmæssig afslag i købesummen, idet der i den aftalte pris er taget højde for bilens stand.

Bilen udleveres til køber, når køber indenfor en periode af 1 måned fra udleveringsdato kan godtgøre at bilen kan synes og indregistreres.

I perioden fra udleveringsdato til indregistrering er sket, er køber pligtig til at opbevare bilen således at den er forsikret mod hærværk, tyveri og lignende."

Til finansiering af bilkøbet ydede indklagede samme dag klageren et lån på 209.779 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.240 kr. Af gældsbrevets særlige bestemmelser fremgår bl.a.:

"Lånet forfalder til indfrielse straks hvis:

- ovennævnte [bilen] sælges

- kaskoforsikringen på ovennævnte ophæves"

Indklagede fik håndpant i et løsøreejerpantebrev på 210.000 kr. med pant i bilen.

Ved skrivelse af 23. juni 1997 opsagde indklagede lånet til indfrielse pr. 1. juli 1997 under henvisning til, at kaskoforsikringen på bilen ikke var i orden.

I juli 1997 overgav indklagede sagen til en inkassovirksomhed.

I november 1997 leverede klageren efter aftale med indklagede bilen tilbage til denne. Den 22. november 1997 underskrev klageren en uigenkaldelig salgsfuldmagt til indklagede vedrørende bilen. Klageren fortsatte med at betale ydelser på lånet indtil juli 1998.

Inkassovirksomheden udarbejdede den 22. maj 1998 en rapport vedrørende en besigtigelse af bilen.

Den 29. marts 1999 blev bilen solgt for en købesum på 35.000 kr. Nettoprovenuet fra salget, 31.187,50 kr., blev krediteret lånet, hvorefter indklagede overdrog sagen til inkasso ved advokat med henblik på inddrivelse af restfordringen, som blev opgjort til 147.885,95 kr. (restgælden pr. 30. oktober 1998 med fradrag af nettoprovenuet).

Af kontoudskrifterne for lånet fremgår, at klageren i 1997 og 1998 indbetalte i alt 59.320 kr. på lånet, heraf 33.700 kr. efter tilbagetagelsen af bilen i november 1997.

Sagen blev indbragt for fogedretten ved Københavns Byret, hvor klageren og en repræsentant for inkassovirksomheden afgav forklaring. Den 12. juli 2000 afsagde fogedretten kendelse med følgende konklusion:

"Da der foreligger et oprindeligt trepartsforhold, er parternes mellemværende omfattet af kreditaftaleloven, jf. herved lovens § 5, nr. 2.

Da der ikke er taget ejendomsforbehold i købsaftalen, er lovens § 48 ikke anvendelig. Da der er sket frivillig tilbagelevering, skal der efter princippet i § 30, stk. 1 som udgangspunkt foretages udlæg for restgælden med fradrag af det solgtes værdi. [Indklagedes] påstand er da også opgjort i overensstemmelse hermed.

Behandlingen af [klagerens] indsigelser skal finde sted under anvendelse af de almindelige fogedretlige regler, herunder retsplejelovens § 501 og § 522.

Når henses til, at bilen efter 1½ år er videresolgt til en pris, der alene udgør 16% af købsprisen, at [klageren] på grund af problemer med forsikring og udlevering af registreringsattest ikke i sin ejertid har haft mulighed for at disponere på normal måde over bilen, at der ikke er oplyst omstændigheder, hvorefter bilen indtil tilbagetagelsen har været opbevaret på uforsvarlig måde, samt at [klageren] allerede har betalt et beløb, der overstiger bilens videresalgspris, finder fogedretten, at det ikke kan udelukkes, at aftalelovens § 36/kreditaftalelovens § 22 finder anvendelse i parternes forhold.

Det findes herefter betænkeligt at fremme sagen, jf. herved retsplejelovens § 501, uden at der foreligger dom eller andet lignende sikkert grundlag for rekvirentens krav.

Sagen nægtes derfor fremme som påstået af rekvirenten."

Kendelsen blev kæret til Østre Landsret, som den 30. oktober 2000 stadfæstede kendelsen.

Den 9. januar 2001 udtog indklagede stævning mod klageren ved Københavns Byret om betaling af 147.885,95 kr. med tillæg af renter fra den 30. oktober 1998. Klageren nedlagde påstand om frifindelse og tog forbehold om at rejse et modkrav mod indklagede.

Den 24. april 2001 udsatte retten sagen med henblik på sagens forelæggelse for Ankenævnet.

Parternes påstande.

Den 4. maj 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet og tilbagebetale erlagte ydelser med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at indklagede har misligholdt købsaftalen, hvorfor han har krav på at få købesummen tilbagebetalt. Han bør i hvert fald være berettiget til et forholdsmæssigt afslag.

Bilen var i væsentligt dårligere stand, end han var blevet lovet, og han fik ikke registreringsattest, synspapirer eller andet, der dokumenterede, at han var ejer af bilen, og som kunne danne grundlag for tegning af forsikring. Udover ydelserne på lånet har han betalt ca. 40.000 kr. for diverse udstyr, som lå i bilen, da den blev afhentet.

Indklagede er ansvarlig for værdiforringelsen i perioden på ca. 1½ år, hvor bilen var indklagedes varetægt. Der skete ikke værdiforringelse i den kortere periode, hvor bilen var i hans varetægt.

Bilens værdi kan ikke være faldet fra 210.000 kr. ved købet i januar 1997 til 35.000 kr. ved tilbageleveringen i november 1997. Enten har han givet alt for meget for den ved købet, eller også har indklagede videresolgt den alt for billigt. Han blev ikke gjort bekendt med buddene, eller at de lave bud bl.a. skyldtes, at bilen henstod i adskilt stand. Han kunne i givet fald have samlet bilen og herved forøget budsummen.

Det er helt uacceptabelt, at indklagede videresolgte bilen til en pris, der lå væsentligt under det beløb, der allerede var afdraget.

Indklagedes salg af bilen til ham skete formelt i henhold til salgsfuldmagt fra T, men indklagede var reelt sælger, idet der var sket tilbagetagelse af bilen som følge af T's misligholdelse.

Subsidiært gøres det gældende, at der foreligger et oprindeligt trepartsforhold, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, herunder en bevisførelse om bilens markedsværdi på købs- og salgstidspunktet og omstændighederne i forbindelse med klagerens afgivelse af salgsfuldmagten den 22. november 1997.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede bl.a. anført, at bilen blev købt som beset af klageren og med ansvarsfraskrivelse, hvilket der var taget højde for ved prisfastsættelsen. Klageren havde i sin tid importeret bilen og havde i kraft heraf nøje kendskab til bilen.

Der er tale om liebhaveri, og handlen skete til den daværende markedspris.

Værdiforringelsen skyldes hovedsageligt klagerens forsøg på at istandsætte bilen, herunder at klageren havde skilt bilen ad. Det bestrides, at klageren skulle have indkøbt diverse udstyr mv. til en værdi af 40.000 kr.

Det var en forudsætning for lånet, at bilen blev omregistreret, og at der blev tegnet fuld kaskoforsikring. Den originale registreringsattest blev udleveret, således at klageren kunne forestå omregistrering af bilen. Såfremt den originale registreringsattest var bortkommet, kunne en ny attest have været rekvireret fra Det centrale Motorregister. Ifølge forespørgsel til Motorregistret i december 1997 var klageren registreret som ejer af bilen, og T registreret som bruger.

Det fremgår af gældsbrevet, at lånet forfaldt til fuld indfrielse, såfremt bilen ikke var kaskoforsikret.

Klageren købte bilen af T. Da T misligholdt købekontrakten blev det aftalt, at han skulle aflevere bilen til indklagede, som herefter på T's vegne søgte bilen solgt i henhold til salgsfuldmagten. Bilen blev således ikke taget tilbage. I givet fald ville salgsfuldmagten være overflødig, og slutsedlen med klageren ville være indgået direkte mellem klageren og indklagede. Efter at bilen var blevet solgt, blev provenuet krediteret kontoen, hvorefter restfordringen mod T blev afskrevet, jf. kreditaftalelovens § 48, stk. 2. Var bilen blevet taget tilbage, skulle købekontrakten være indfriet i forbindelse hermed.

Det var ikke aftalt med T, at indklagede skulle yde lån til en eventuel køber, hvorfor det afvises, at der skulle foreligge et oprindeligt trepartsforhold. Det beror på en fejl, at der under sagens behandling i fogedretten ikke blev gjort indsigelse imod, at der var tale om et oprindeligt trepartsforhold. Dette blev imidlertid bestridt under kæresagen.

Videresalget skete på forsvarlig måde og til den bedst opnåelige pris. Som panthaver havde indklagede selv en interesse heri.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tage indklagedes påstand om afvisning til følge.

Med den tidligere køber af bilen, T, var der indgået en købekontrakt med ejendomsforbehold, hvilken købekontrakt var transporteret til indklagede. I forbindelse med T's misligholdelse af købekontrakten blev bilen afleveret til indklagede. Ankenævnet finder, at der var tale om en udenretlig tilbagetagelse af bilen i kreditaftalelovens forstand, jf. lovens § 48, stk. 2, med den konsekvens, at ejendomsretten til bilen herefter var overgået til indklagede, og at denne ikke kunne gøre yderligere krav gældende mod T. Selv om salget af bilen til klageren fremtrådte som foretaget af indklagede på vegne af T i henhold til den af denne udstedte salgsfuldmagt, var det derfor efter Ankenævnets opfattelse reelt indklagede, som var sælger af bilen. Allerede af denne grund var der, da indklagede ydede klageren et lån til finansiering af købesummen, tale om et kreditkøb, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 1.

Aftalen, hvorved indklagede fik pant i bilen, var derfor i strid med kreditaftalelovens § 21. Af Højesterets kendelse trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 67, følger, at kreditaftalelovens § 30, stk. 2, finder analogt anvendelse i en sådan situation, således at indklagede efter denne bestemmelse som udgangspunkt var afskåret fra at gøre sin restfordring gældende mod klageren. Ankenævnet finder endvidere, at det må følge af den nævnte kendelse, at også lovens § 48, stk. 2, er analogt anvendelig. Da bilen efter aftale mellem indklagede og klageren blev tilbageleveret til indklagede i november 1997, er og var indklagede herefter ubetinget afskåret fra at gøre yderligere krav gældende mod klageren.

Indklagede skal derfor anerkende, at indklagede ikke kan gøre yderligere krav gældende mod klageren i henhold til gældsbrevet af 17. januar 1997, ligesom indklagede skal tilbagebetale de ydelser på i alt 33.700 kr., som klageren har betalt efter bilens tilbagetagelse i november 1997. Beløbet bør forrentes som nedenfor bestemt.

Det er ikke godtgjort, at klageren var berettiget til at hæve købet af bilen, og klagerens principale påstand om, at indklagede skal tilbagebetale samtlige betalte ydelser tages derfor ikke til følge.

Som følge af det anførte

Indklagede skal anerkende, at indklagede ikke kan gøre yderligere krav gældende mod klageren i henhold til gældsbrevet af 17. januar 1997.

Indklagede skal endvidere inden 4 uger til klageren tilbagebetale 33.700 kr. med rente efter renteloven fra den 4. maj 2001.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.