Fortolkning af aftale om akkord.
| Sagsnummer: | 533/1995 |
| Dato: | 11-06-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Ole Just, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
Akkord - fortolkning af aftale |
| Ledetekst: | Fortolkning af aftale om akkord. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 17. april 1986 blev klagerens engagement med indklagede samlet til ét lån på 160.000 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.600 kr., første gang den 1. maj 1986. Lånet skulle forrentes med den af indklagede til enhver tid fastsatte rente- og provisionssats. Løbetiden var angivet til 10 år.
Af kontooversigt pr. 31. december 1986 fremgår, at der i 1986 blev indbetalt i alt 11.200 kr. i ydelser på lånet, og at lånet debiteredes 17.297,51 kr. i rente og provision, hvorefter restgælden udgjorde 161.972,20 kr.
Med henvisning til at den månedlige ydelse knap nok kunne dække rentetilskrivningen på lånet, og at klageren var uden mulighed for at forøge ydelsen, anmodede klagerens advokat ved skrivelse af 3. marts 1987 indklagede om at opsplitte gælden "således at min klient alene fortsætter forrentning og afdrag af et beløb 100.000 kr. ved månedsydelser på 1.600 kr., medens det resterende beløb ca. 62.000 kr. overføres til en rente-0 konto og således, at der meddeles min klient saldokvittering, når grundbeløbet 100.000 kr. er afviklet."
Ved skrivelse af 20. s.m. meddelte indklagede, at det ansøgte kunne bevilges. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Lånet vil herefter blive nedskrevet til 100.000 kr. med en månedlig afvikling på kr. 1.600, hvilket svarer til en afviklingstid på 8 år. Under forudsætning af overholdelse af gældsbrevets bestemmelser, vil der blive meddelt saldokvittering for restbeløbet på ca. 60.000 kr."
Den 1. april 1987 underskrev klageren en allonge til gældsbrevet, hvoraf med maskinskrift fremgår:
"Nærværende lån, til rest kr. 160.372,30, nedskrives ekstraordinært med kr. 60.372,20 til kr. 100.000,- skriver kroner: ethundredetusinde 00/100, der afvikles med kr. 1.600,- hver måned, til dækning af renter og afdrag, første gang d. 1/4-87. Det bemærkes, at ændres renten, kan reguleres ydelsen, så løbetiden ikke ændres.
Ovennævnte ekstraordinære nedskrivelse sker under forudsætning af, at restgælden kr. 100.000,- afvikles som aftalt over 8 år. Når de kr. 100.000,- er afviklet, vil der blive meddelt saldokvittering for kr. 60.372,20."
Ordet "kan", der er anført med kursiv, er påført med håndskrift.
Indklagede har beregnet, at et lån på 100.000 kr. med en rente på 12,75% p.a., som var den gældende rentesats pr. 1. april 1987, samt en månedlig ydelse på 1.600 kr. kan tilbagebetales på ca. 8 år og 6 måneder.
På klagerens anmodning bevilgede indklagede ved skrivelse af 24. marts 1988 bortfald af to ydelser à 1.600 kr. på lånet. Det blev angivet, at ydelserne i stedet skulle betales "efter lånets oprindelige løbetid". Samtidig påførte indklagede allongen følgende påtegning:
"Der meddeles herved tilladelse til, at ydelserne pr. 1/2 og 1/3 1988 først betales i forlængelse af lånets løbetid."
På foranledning af en telefonisk henvendelse fra klageren i oktober 1994 meddelte indklagede ved skrivelse af 1. november 1994, at lånet ved uændret rente og ydelse ville være indfriet pr. 1. september 1997. Klageren protesterede herover, idet han forventede lånet indfriet pr. 1. juni 1995.
Klageren indbetalte den månedlige ydelse frem til ydelsen pr. 1. maj 1995. Herudover indbetalte klageren den 5. juli 1995 3.200 kr., hvorefter restgælden ifølge kontoudtog udgjorde 35.506,01 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udstede saldokvittering for lånet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at akkordaftalen fra 1987 var et løfte om saldokvittering efter 8 års betaling af en månedlig ydelse på 1.600 kr., at der ved fortolkning af akkordaftalen, således som den er påført lånedokumentet, skal ses bort fra ordet "kan", idet det ikke med sikkerhed vides, af hvem og hvornår denne tilføjelse er sket, at indklagedes manglende forbehold om manglende løbetidsforlængelse før skrivelsen af 1. november 1994 har styrket hans forventning om en samlet 8-årig løbetid, og at formuleringen i indklagedes skrivelse af 24. marts 1988 om ..... "efter lånets oprindelige løbetid" .... kun kan forstås som efter udløbet af 8 år, idet der i modsat fald ikke havde været nogen grund til at anvende ordet "oprindelige".
Indklagede har gjort gældende, at akkordaftalen fra 1987 var et løfte om saldokvittering, når 100.000 kr. plus renter var tilbagebetalt i henhold til gældsbrevets bestemmelser, at klageren ikke har lidt et økonomisk tab, jf. Højesterets dom af 1. november 1995, at indklagede ikke har forpligtet sig til at sikre, at den angivne løbetid har kunnet overholdes uanset senere renteændringer, at klageren i hvert fald ved modtagelsen af årsopgørelsen for 1991 burde have indset, at lånet ikke kunne afvikles på 8 år med en ydelse på 1.600 kr., at klageren må have indset, at ydelsesfritagelsen i 1988 medførte en løbetidsforlængelse, dels på 2 måneder, dels på "renters rente", og at ordet "kan" i tilføjelsen på lånedokumentet antagelig er anført i forbindelse med underskrivelsen.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at allongen til gældsbrevet underskrevet af klageren den 1. april 1987 må forstås således, at klageren forpligtede sig til at forrente og afdrage 100.000 kr. af lånet med en ydelse på 1.600 kr. månedligt. Denne fortolkning støttes af det anførte i klagerens advokats skrivelse af 3. marts 1987 og indklagedes skrivelse af 20. s.m.
Det må lægges til grund, at forlængelsen af løbetiden ud over de forudsatte 8 år beror på indklagedes fejlberegning af løbetiden ved aftalens indgåelse, idet denne korrekt skulle have været 8 år og 6 måneder, samt renteforhøjelser i lånets løbetid og de to måneders ydelsesfritagelse i 1988.
Ankenævnet finder, at klageren måtte påregne, at løbetiden ville blive forlænget som følge af ydelsesfritagelsen og i tilfælde af rentestigninger. På baggrund af Højesterets dom af 1. november 1995, UfR. 1996.200, finder Ankenævnet ikke, at indklagede kan tilpligtes at yde kompensation for den fejlagtige beregning af løbetiden.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.