Rådgivning om omprioritering og kurssikring af lån, der skulle indfries
| Sagsnummer: | 516/2012 |
| Dato: | 13-03-2013 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Søren Geckler, Jørn Ravn, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - rådgivning |
| Ledetekst: | Rådgivning om omprioritering og kurssikring af lån, der skulle indfries |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører, om Danske Bank har pådraget sig et ansvar i forbindelse med rådgivning om omprioritering af realkreditlån.
Sagens omstændigheder
Klagerne K og M var kunder i Danske Bank. Klagerne henvendte sig i efteråret 2009 til banken, da K ønskede at omlægge sine to fastforrentede realkreditlån med en restgæld på henholdsvis 2.046.000 kr. og 467.000 kr. I forlængelse af møde med banken den 30. oktober 2009 meddelte klagerne samme dag, at K ønskede at omlægge de eksisterende lån til et F3 lån.
Ved brev af 5. november 2009 sendte banken lånetilbud, pantebrev, finansieringsaftale og God Skik Tjekskema til K. Af fremsendelsesbrevet fremgik, at "Der er ikke foretaget kurs/rentesikring i sagen".
Lånetilbuddet indeholdt blandt andet følgende:
"… Beregningerne i dette tilbud er foreløbige. Vi foretager nye beregninger, når vi udbetaler lånet.
På de fleste lån kan vil tilbyde at fastlåse kursen på både udbetalingen af nye lån og indfrielse af gamle lån hos Realkredit Danmark. De er velkommen til at kontakte os, hvis De ønsker at høre mere om mulighederne for at indgå en fastkursaftale. …"
I lånetilbuddet var K’s eksisterende lån med en restgæld på 2.046.000 kr. forudsat indfriet til kurs 99,37. Lånetilbuddet indeholdt endvidere følgende om indfrielsen af dette lån:
"… Det er den kurs, vi kunne tilbyde at fastlåse kursen til den 05.11.2009 med indfrielsesdato den 10.11.2009. Kursen er beregnet ud fra de aktuelle markedskurser. Da markedskursen ændrer sig løbende, ændrer indfrielseskursen sig også.
De er velkommen til at kontakte os, hvis De ønsker, at vi skal foretage en ny indfrielsesberegning. Her kan De også få oplyst, om vi på dette tidspunkt tilbyder at fastlåse kursen. …"
K’seksisterende lån med en restgæld på 467.000kr.var forudsat indfriet til kurs 98,28.Lånetilbuddet indeholdt endvidere følgende om indfrielsen af dette lån:
"… Indfrielseskursen på 98,280 er skønnet eller aftalt.
Den faktiske indfrielseskurs kan være større eller mindre. Ændring af indfrielseskursen vil betyde ændring af Deres provenu efter indfrielse. …"
Det nye lån var i lånetilbuddet forudsat optaget til kurs 98,982. Provenuet efter indfrielsen var anslået til 3.634 kr. Terminsydelser frem til indfrielsen indgik ikke i i beregningerne.
Ifinansieringsaftalen, der blev underskrevet af K den 16. november 2009, var der ud for rubrikken fastkursaftale anført "nej" vedrørende såvel de eksisterende lån som det nye lån.Affinansieringsaftalen fremgik endvidere, at indfrielsesmetoden endnu ikke var valgt, at K gav banken fuldmagt til at indfri lånene efter den metode, som efter bankens beregning gav det laveste indfrielsesbeløb efter skat, og at K kunne kontakte banken telefonisk i indtil 4 bankdage før indfrielsen og vælge indfrielsesmetode. Finansieringsaftalen indeholdt endvidere følgende:
"… Opstår der et underskud på omprioriteringskontoen, kan det for eksempel skyldes …
·at indfrielseskursen på lån, der skal indfris, er steget i forhold til lånetilbuddet. …
Rådgivning
Inden Aftale om pantsætning til Realkredit Danmark er underskrevet, er jeg blevet gjort bekendt med …
·Mulighederne for at kurssikre det tilbudte lån samt lån, der skal indfris …"
De eksisterende lån blev indfriet den 14. december 2009. Lånet på 2.046.000 kr. blev indfriet til kurs 100,711, mens lånet på 467.000 kr. blev indfriet til kurs 99,886. Indfrielsesbeløbene og provenuet af det nye lån blev samme dag afregnet på omprioriteringskontoen, der herved fik en negativ saldo på 37.828,45 kr.
Klagerne har oplyst, at de først blev opmærksomme på, at der var et underskud ved omprioriteringen, da de medio april 2010 blev kontaktet af banken, som krævede saldoen på omprioriteringskontoen udlignet.
Parternes påstande
Den 30. oktober 2012 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal godtgøre dem underskuddet på omprioriteringskontoen med tillæg af tilskrevne renter.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har blandt andet anført, at bankens rådgivning var mangelfuld og ansvarspådragende.
Lånetilbuddet blev gennemgået på mødet med deres mangeårige rådgiver i banken, R. De fik klart opfattelsen af, at det kun var ydelsen på det nye flexlån, der kunne ændres afhængig af kursen på indfrielsesdagen. De var indforstået hermed. Ordet "kurssikring" blev slet ikke nævnt i samtalerne med R. De blev ikke oplyst om, hvilken kurs tilbuddet var baseret på, eller om at der var en kursrisiko.
De havde fuld tillid til R, som havde rådgivet dem om flere låneomlægninger i årenes løb, uden at spørgsmålet om kurssikring var blevet rejst. Der var hverken gevinst eller tab på de tidligere låneomlægninger. De læste derfor ikke samtlige sider i det fremsendte materiale. Banken er ansvarlig for den mangelfulde rådgivning uanset de underskrevne dokumenter. De misforstod indholdet af dokumenterne og opfattede ikke risiciene ved ikke at foretage kurssikring af de lån, der skulle indfries.
På et møde i banken med en ny rådgiver i september 2012 fik de at vide, at de nye lån normalt udligner de gamle lån ved en almindelig låneomlægning, medmindre andet er aftalt. Deres nye rådgiver var derfor helt uforstående overfor sagsforløbet vedrørende omlægningen i december 2009.
Ved en efterfølgende refinansiering af F3-lånet spurgte de belært af erfaringen, om de skulle kurssikre. De fik her oplyst, at dette ikke var nødvendigt, da beløbene gik lige op. De havde som almindelig låntagere ingen forudsætninger for at vide, hvad forskellen var mellem en låneomlægning og en rentetilpasning, med hensyn til risiciene ved ikke at kurssikre. De er indstillet på en ligedeling af ansvaret med banken.
Danske Bank har blandt andet anført, at klagerne blev rådgivet om kurssikring, herunder om konsekvenserne ved at undlade kurssikring.
Klagerne fravalgte kurssikring.
Banken er ikke ansvarlig for klagernes skuffede forventninger.
Tilbudskursen på det nye lån og de på tilbudstidspunktet gældende indfrielseskurser på de eksisterende lån fremgik af lånetilbuddet.
Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende.
En refinansiering eller rentetilpasning af et flexlån kan ikke sammenlignes med en låneomlægning af et fastforrentet lån til et F3-lån. En rentetilpasning vil, som anført af klagerne, alene påvirke den fremtidige ydelse.
Ankenævnets bemærkninger
Det negative provenu ved omprioriteringen opstod som følge af, at de eksisterende lån ikke kunne indfries til de i lånetilbuddet af 5. november 2009 forudsatte kurser.
Ved underskrivelsen af finansieringsaftalen bekræftede K, at hun var gjort bekendt med muligheden for at kurssikre, og at stigninger i indfrielseskursen på de eksisterende lån kunne resultere i et underskud på omprioriteringskontoen. Af lånetilbuddet og bankens brev af 5. november 2009 fremgik endvidere, at de i tilbuddet anførte indfrielseskurser kunne ændres, og at der ikke var foretaget kurssikring.
Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at Danske Bank har tilsikret K, at resultatet af låneomlægningen ville blive et positivt provenu, eller at klageren ikke blev vejledt om risikoen for kursstigninger og mulighed for kurssikring.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.