Afgørelse

Låneomlægning. Beregning. Rådgiveransvar.

Klageren havde hos det indklagede realkreditinstitut 2 byfornyelseslån med rentestøtte. Instituttet fremsendte i august 2002 et omlægningstilbud til klageren, som bl.a. angav låneomlægningsomkostningerne og en anslået besparelse 1. år på 72.727 kr. Låneomlægningen blev gennemført den 30. august 2002 i den obligationsårgang, som lukkede samme dag. Dette skete efter anbefaling fra instituttet, der henviste til, at klageren derved kunne opnå en bedre udbetalingskurs på det nye lån. Ved indfrielsen blev der betalt differencerente. Klageren gjorde efterfølgende indsigelse mod instituttets rådgivning, idet klageren fandt, at det var misvisende, at der ikke i 1. års besparelse var taget højde for omlægningsomkostningerne, idet disse blot var indeholdt i det nye lån. Desuden havde han ikke fået oplyst, at han kunne have indfriet til termin og derved sparet differencerenten. Instituttet fastholdt, at der i besparelsen 1. år netop var taget højde for omlægningsomkostningerne, idet besparelsen svarede til ydelsesforskellen mellem det gamle og det nye lån inklusive omkostninger. Instituttet bemærkede, at en senere låneomlægning ville have ført til en forsinkelse af konverteringsbesparelsen og gentog synspunktet om dårligere kurser på nyåbnede obligationsårgange. Yderligere korrespondance førte ikke til enighed mellem parterne.


Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet skulle yde ham en kompensation, svarende til de samlede omkostninger ved låneomlægningen, subsidiært at instituttet skulle refundere ham differencerenten. Instituttet påstod frifindelse.

Ud fra oplysningerne i lånetilbudet kunne Nævnet ikke kritisere instituttets brug af ordet ”besparelse”. Nævnet fandt, at virkningen af rentestøtten burde have været indarbejdet i tilbudet. En efterfølgende beregning viste imidlertid, at låneomlægningen overordnet set havde svaret sig for klageren. Nævnet fandt, at instituttet havde begået en fejl ved at anbefale klageren at gennemføre låneomlægningen pr. 30. august 2002, idet det havde ført til højere omkostninger, end hvis der var blevet indfriet til termin med forudgående kurssikring af det nye lån. Nævnet bemærkede herved, at forbedringen af udbetalingskursen ved at optage lånet inden årgangsskiftet, i lyset af den teknologiske udvikling, de ændrede markedskonventioner pr. 8. februar 2001 og den nuværende rentestruktur, måtte forventes at ville være og var så marginal, at den ikke havde kunnet tillægges betydning ved valget af indfrielsesmetode. Nævnet tilpligtede derfor realkreditinstituttet at yde klageren en erstatning på 20.000 kr.