Spørgsmål om erstatningsansvar vedrørende omkostninger ved mortifikationssag, uanset pantebrevet ikke var bortkommet.
| Sagsnummer: | 415/1995 |
| Dato: | 06-06-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Pantebreve - mortifikation
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar vedrørende omkostninger ved mortifikationssag, uanset pantebrevet ikke var bortkommet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I
Ved købsaftale underskrevet af klageren i juli 1994 solgte klageren, der siden 1987 har været bosat i Schweiz, en ejendom beliggende i Hørsholm. Af købsaftalen fremgår, at indklagede 1's Hørsholm afdeling som klagerens pengeinstitut skulle forestå hjemtagelse af et ejerskiftelån.
Af en tingbogsattest, der i maj 1994 er indhentet af den medvirkende ejendomsmægler, fremgår, at der på den solgte ejendom i januar 1975 er lyst et pantebrev på 30.000 kr. til en pensionskasse under bestyrelse af indklagede 2's forvaltningsafdeling. Pantebrevets rente var 17%, og pantebrevet var afdragsfri i 10 år. Pantebrevet er ikke medtaget i et salgsbudget udarbejdet af ejendomsmægleren.
Den 2. august 1994 afholdtes med klageren et møde i indklagede 1's afdeling, hvor omprioritering af ejendommen i forbindelse med salget blev drøftet. Drøftelsen omfattede ikke pantebrevet på 30.000 kr. lyst i 1975.
Indklagede 1 har oplyst, at afdelingen den 19. august 1994 kontaktede den medvirkende ejendomsmægler og anmodede om oplysning om pantebrevet på de 30.000 kr. Den 23. s.m. modtog afdelingen kopi af pantebrevets forside. Afdelingen bad senere ejendomsmægleren indhente oplysninger fra klageren om pantebrevets restgæld, ligesom afdelingen telefonisk kontaktede indklagede 2 med forespørgsel om den aktuelle restgæld. Indklagede 2 var dog ikke i stand til at finde pantebrevet ud fra de oplysninger, der fremgik af pantebrevskopiens forside eller af klagerens aktuelle adresse. Afdelingen kontaktede herpå telefonisk klageren, der ikke havde nogen nærmere erindring om pantebrevet; det var klagerens opfattelse, at det formentlig var indfriet ved en tidligere lejlighed.
Afdelingen bad klageren om muligt at fremskaffe pantebrevet med henblik på aflysning. Klageren har ikke bestridt indklagede 1's gengivelse af den telefoniske kontakt.
På opfordring fra indklagede 1 rettede klageren henvendelse til advokat med henblik på indledning af mortifikationssag vedrørende pantebrevet. Klageren havde forinden under et besøg i Danmark gennemgået sin boks hos indklagede 1 uden at finde pantebrevet.
Den 10. oktober 1994 betaltes den halvårlige terminsydelse på pantebrevet via PBS; beløbet debiteredes klagerens løbende konto hos indklagede 1.
Klagerens advokat påbegyndte i november 1994 mortifikationssag vedrørende pantebrevet. Ved kendelse af 12. december 1994 tillod retten i Hørsholm, at offentlig indkaldelse til mortifikation kunne finde sted. I denne forbindelse stillede indklagede 1 en garanti over for retten til sikkerhed for eventuelle berettigede efter pantebrevet, som måtte anmelde et krav inden et år efter indkaldelsen til mortifikation.
Ved dom afsagt af retten i Hørsholm den 3. april 1995 blev pantebrevet kendt dødt og magtesløst. Den 4. maj 1995 aflystes pantebrevet af tingbogen.
Ved skrivelse af 17. maj 1995 fra pensionskassens advokat til klageren blev pantebrevets ydelse pr. 1. april 1995 taget til inkasso. Efter at indklagede 1 den 22. s.m. af ejendomsmægleren var gjort bekendt med inkassoskrivelsen, anmodede indklagede 1 i telefaxskrivelse af 22. s.m. klageren om instruks vedrørende betaling af aprilydelsen. Efter yderligere kontakt parterne imellem betalte indklagede 1 ultimo august 1995 i alt 43.135,31 kr. til indfrielse af pantebrevet. Af beløbet udgjorde pantebrevets restgæld ca. 34.000 kr. (beregnet til kurs 138,71), medens ca. 2.600 kr. var terminsydelsen pr. 1. april 1995.
Klageren indgav klage til Ankenævnet den 14. august 1995.
Klageren har anført, at han antog, at pantebrevet var indfriet. Han finder, at de indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for ham, med hensyn til de udgifter, han har måttet betale i forbindelse med mortifikationen af pantebrevet m.v. Det kan diskuteres, om han selv burde være nærmest til at vide, hvor pantebrevet befandt sig. Han havde fuld tillid til indklagede 1's forvaltning af hans midler og terminsbetalinger og gennemgik ikke kontoudtog, idet han ikke udfylder dansk selvangivelse. Han stiller sig undrende overfor, at indklagede betalte terminsydelsen i oktober 1994, men på samme tid understøttede ham i at iværksætte mortifikationssagen. Med hensyn til indklagede 2 stiller han sig undrende overfor, at denne indklagede ikke kunne finde pantebrevet ud fra de meddelte oplysninger.
Indklagede 1 har anført, at det bestrides, at man har pådraget sig ansvar ved ikke at påse, at pantebrevsydelsen for oktober termin blev betalt via PBS. En sådan betaling involverer ikke en manuel behandling, og det er ikke rimeligt at kræve, at indklagede løbende skal overvåge, hvilke transaktioner der foregår på en kundes konto, så længe debetsaldoen ikke overskrider maksimum. Indklagede rettede henvendelse til indklagede 2 på baggrund af de oplysninger, man gennem ejendomsmægleren modtog fra klageren om pantebrevet. At indklagede 2 ikke kunne finde pantebrevet på grundlag heraf, kan ikke lægges indklagede 1 til last. Hertil kommer imidlertid, at klageren selv var nærmest til at vide, at der fortsat betaltes på pantebrevet. Klageren må således antages at have modtaget en betalingsmeddelelse fra PBS primo oktober 1994 med oplysning om betaling af pantebrevsydelsen og identifikation af pantebrevet. Det er efter indklagedes opfattelse uden betydning, at klageren bor i udlandet, idet han fortsat bør gennemgå meddelelser fra banker og PBS. Undladelse heraf udgør egen skyld fra klagerens side. Den af klageren udviste egen skyld må frigøre indklagede for et eventuelt ansvar.
Indklagede 2 har anført, at der i indklagedes pantebrevsadministration ikke erindres nogen forespørgsel fra indklagede 1's side vedrørende det omhandlede pantebrev. Pantebrevsadministrationen er i stand til ved at søge elektronisk på den pantsatte ejendoms matrikelnummer at konstatere, om et bestemt pantebrev administreres. Såfremt indklagede 1 måtte have forespurgt om pantebrevets eksistens, afvises det, at man har benægtet kendskabet til pantebrevet, som siden 1990 har været opbevaret hos indklagede 2.
II
Den 11. oktober 1994 indgik klageren med indklagede 1 aftale om indskud af 500.000 kr. på en aftalekonto. Beløbet stammede fra provenuet af ejerskiftelånet i forbindelse med salget af klagerens ejendom omtalt under pkt. I. Aftalekontoen var bundet til den 3. november 1994. Kontoen blev herefter løbende forlænget med 7 dage, idet kontoen i forbindelse med en forlængelse omkring årsskiftet 1994-95 blev forhøjet til ca. 600.000 kr. På tidspunktet for oprettelsen af den første aftalekonto var saldoen på klagerens kassekredit 38.195,13 kr. (negativ); kredittens maksimum var 35.000 kr. Den negative saldo blev først udlignet den 28. december 1994 i forbindelse med overførsel af et beløb fra klagerens omprioriteringskonto. Af kontoudtog for kreditten fremgår, at kontoen igen kom i debet den 15. februar 1995 med i alt ca. 38.000 kr. Kontoen var vedvarende i debet i frem til 27. juni 1995, når bortses fra, at aftaleindskuddene ved udløb blev indsat på kreditten, men samme dag hævet til indsættelse på ny aftalekonto.
Klageren har anført, at han finder det barokt, at på samme tid, hvor han hos indklagede 1 havde en aftalekonto i størrelsesordenen 5-600.000 kr., betalte han debetrente på sin kassekredit. Dette har sikret indklagede 1, at man netto ingen udgifter havde ved at låne aftaleindskuddet af ham. En sådan opførsel er utilstedelig for en institution, der tager betaling for sin professionelle rådgivning. En simpel rutinekontrol burde have genereret et professionelt råd til ham om, at hans penge blev uhensigtmæssigt placeret. Indklagede har pådraget sig ansvar i denne forbindelse.
Indklagede 1 har anført, at klagerens løbende konto ikke blev bragt i overtræk ved den første overførsel til aftalekonto. At den løbende konto medio februar 1995 kom i debet var forårsaget af to overførsler, der på klagerens instruks blev gennemført på dette tidspunkt. Det bestrides, at man har handlet ansvarspådragende ved ikke udtrykkeligt at forespørge klageren, om han ønskede debetsaldoen inddækket med en del af indeståendet på aftalekontoen. Klageren har løbende modtaget meddelelser i forbindelse med aftaleperiodernes udløb, hvoraf fremgik, at pengene ville blive genplaceret i henhold til det aftalte. I samme periode har klageren tillige modtaget kontoudtog og kunne således have anmodet indklagede om at inddække debetsaldoen. Ved at undlade dette har klageren accepteret at betale en højere rente, end han kunne opnå på aftalekontoen.
Påstande:
Klageren har nedlagt påstand om, at de indklagede tilpligtes at betale mellem 22. - 25.000 kr. med tillæg af godtgørelse for svie og smerte.
Begge de indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Vedr. I:
Efter indklagede 2's oplysninger lægges det til grund, at indklagede 2 ville have været i stand til at finde frem til pantebrevet alene på grundlag af oplysning om den pantsatte ejendoms matrikelnummer. Dette var indklagede 1 bekendt med, idet man havde modtaget kopi af pantebrevets forside. Som sagen således foreligger oplyst, lægger Ankenævnet til grund, at indklagede 1 i forbindelse med forespørgslen om pantebrevet ikke gav indklagede 2 fyldestgørende oplysninger om pantebrevet, og at det af denne grund ikke blev fundet. Indklagede 1 findes herefter at være erstatningsansvarlig over for klageren for det tab, han led som følge af, at mortifikationsproceduren blev indledt og gennemført. Ankenævnet fastsætter skønsmæssigt dette tab til 5.000 kr. Da klageren imidlertid selv findes at have udvist betydelig uagtsomhed ved at oplyse, at pantebrevet formentlig var indfriet, findes erstatningen at burde nedsættes til halvdelen, 2.500 kr.
Vedr. II:
Det lægges til grund, at klageren gennem kontoudskrifter var eller burde være bekendt med, at kassekreditten var negativ, da indskuddet på aftalekontoen blev foretaget, og Ankenævnet finder ikke, at indklagede er erstatningsansvarlig for ikke at have forespurgt klageren, om han ønskede debetsaldoen på kassekreditten udlignet i denne forbindelse eller på et senere tidspunkt.
Herefter tages klagen ikke til følge på dette punkt.
Som følge af det anførte
Indklagede 1 skal inden 4 uger betale klageren 2.500 kr. med rente efter renteloven fra 14. august 1995. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.