Afgørelse

Udbetaling med fast grundrente. Udbetalings-periodens længde. Forrentning af indekskonto.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse imod, at udbetalingerne fra hendes indekskonto hos indklagede er ophørt tidligere end forventet.

Sagens omstændigheder.

Den 29. december 1967 indgik klageren, der født i 1925, en aftale om oprettelse af seks indekskontrakter med et pengeinstitut, der senere er overtaget af indklagede. Udbetalingsperioden var 10 år og grundrenten 4,25% p.a. Indekskontoen skulle forrentes med pengeinstituttets højeste indlånsrente, der var p.t. 6,25% p.a., samt en overrente p.t. 0,5% p.a. Af aftalen fremgår i øvrigt blandt andet:

"Udbetaling

3 A. Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67 år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettigede til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattede indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte."

Den 1. november 1992, hvor klageren var fyldt 67 år, begyndte udbetalingerne fra indekskontoen. Klageren valgte udbetaling med fast grundrente. Egenudbetalingerne blev beregnet på grundlag af en beregningssaldo på 137.279,20 kr. og grundrenten på 4,25%.

Den sidste fulde udbetaling fra indekskontoen skete i marts 2002, og april 2002 fik klageren udbetalt kontoens restbeløb.

Indklagede har under sagen fremlagt en oversigt over højeste indlånsrente og rentesatsen på klagerens indekskonto i perioden 1992 - 2002. Ifølge oversigten er klagerens indekskonto til stadighed blevet forrentet med en rentesats, der overstiger indklagedes højeste indlånsrente. I perioderne 10. januar 1994 - 13. marts 1995, 18. december 1995 - 24. september 1998 og 9. november 1998 - april 2002 er kontoen blevet forrentet med en rentesats, der inklusiv overrente var mindre end 4,25%.

Indklagede har i øvrigt oplyst, at den faste og den variable grundrente var ens i 1999, hvorfor et skift til udbetaling med variabel grundrente pr. den 1. januar 1999 ikke ville have haft betydning for klageren i 1999. Hvis klageren havde skiftet til udbetaling med variabel grundrente pr. den 1. januar 2000, ville den månedlige udbetaling være blevet 41,19 kr. mindre før skat i år 2000 og 2001 og 57,38 kr. mindre før skat i 2002. Denne langsommere udbetaling af kontoens indestående ville have betydet, at udbetalingen kunne have fortsat én ekstra måned. Dermed ville klageren have opnået ét ekstra indekstillæg på 1.399,50 kr. før skat.

Parternes påstande.

Den 22. august 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at fortsætte de månedlige udbetalinger fra indekskontoen i yderligere et halvt år.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede er forpligtet til at fortsætte indeksudbetalingerne inklusiv statens indekstillæg indtil udløbet af den i kontrakten fastsatte udbetalingsperiode på 10 år.

Den eventuelle forkortelse af udbetalingsperioden, der er nævnt i aftalens punkt 3A, omfatter ikke en så betydelig del af udbetalingerne, som der er tale om i hendes tilfælde.

Kontoen er blevet forrentet med urimeligt lave rentesatser. Indklagede må som pengeinstitut have været i stand til at administrere de opsparede midler således, at der blev opnået en forrentning svarende til obligationer uanset et eventuelt faldende renteniveau.

Udbetalingerne blev beregnet på grundlag af en rentesats på 4,25% p.a. I de senere år har renten været noget lavere, men dette opvejes rigeligt af de år, hvor renten var højere end 4,25%. Ifølge hendes beregninger skulle der, såfremt kontoen var blevet forrentet med de af indklagede nu oplyste rentesatser, og såfremt udbetalingerne var sket på grundlag af en rentesats på 4,25%, ved udgangen af 2001 indestå mere end 20.000 kr. på kontoen til dækningen af udbetalinger i 2002.

Indklagede har anført, at klagerens indekskonto er blevet forrentet i overensstemmelse med den indgåede aftale og gældende regler. Der har ikke været aftalt eller tilsikret klageren en fast rente, og indklagede er ikke forpligtet til at sikre bestemte rentesatser via obligationsmarkedet eller lignende.

Det fremgår af indeksaftalen, at den faktiske udbetalingsperiode kan vise sig kortere end udgangspunktet.

Den generelle renteudvikling har ikke været så gunstig som forudsat ved udbetalingsperiodens start, og indeståendet på klagerens indekskonto med tillæg af påløbne renter i udbetalingsperioden var således ikke stort nok til at dække det fastsatte månedlige beløb i en fuld ti års periode.

Det var berettiget at stoppe udbetalingerne, da kontoens indestående var opbrugt.

Klageren har gennem de årligt tilsendte oplysninger kunnet holde sig orienteret om udviklingen på kontoen og har måttet påregne, at udbetalingerne ville ophøre når kontoens indestående var opbrugt.

Den af klageren foretagne beregning bestrides. Beregningen er upræcis, og der tages ikke højde for blandt andet rentetilskrivning, udbetalingsforløb og realrenteafgift.

Klageren blev ved udbetalingsperiodens start informeret om valget mellem fast eller variabel grundrente og om muligheden for et efterfølgende skift af udbetalingsmåde. Indklagede var ikke forpligtet til efterfølgende af egen drift at yde fornyet rådgivning herom.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at indeståendet på klagerens indekskonto til stadighed er blevet forrentet med indklagedes højeste indlånsrente med tillæg af overrente. Indklagede har ikke været forpligtet til at forrente indeståendet med en samlet rente, som mindst svarede til den faste grundrente på 4,25%, med henblik på at fastholde den forudsatte udbetalingsperiode på 10 år.

Udbetalingerne fra indekskontoen blev beregnet på grundlag af den i aftalen anførte grundrente på 4,25% p.a. Deraf følger, at udbetalingsperioden ville have været 10 år, såfremt rentesatsen på indekskonti i udbetalingsperioden til stadighed havde været 4,25% p.a. I det omfang renten på indekskonti har oversteget 4,25% p.a., har det medført en forlængelse af udbetalingsperioden. Omvendt medfører en forrentning på under 4,25% p.a. en forkortelse af udbetalingsperioden.

I udbetalingsperioden for klagerens indekskonto var renten i størstedelen af perioden mindre end 4,25% p.a., og det kan ikke som anført af klageren antages, at den lavere forrentning opvejes af de perioder, hvor kontoen blev forrentet med en rentesats, der var større end 4,25%.

Der er således ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået fejl ved beregningen af udbetalingerne, eller at indklagede skulle have tilsikret klageren en udbetalingsperiode på 10 år.

Klageren, der via kontoudtogene løbende har kunnet orientere sig om indekskontoens saldo, måtte påregne, at udbetalingerne ville ophøre, når kontoens indestående var opbrugt.

Der er i den konkrete sag ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i udbetalingsperioden af egen drift burde have rådgivet klageren til at ændre udbetalingerne til variabel grundrente med henblik på i størst muligt omfang at fastholde den aftalte udbetalingsperiode.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.