Spørgsmål om bankens rådgivning vedrørende Aktiv BoligInvest var mangelfuld.
| Sagsnummer: | 343/2010 |
| Dato: | 07-03-2011 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om bankens rådgivning vedrørende Aktiv BoligInvest var mangelfuld. |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af mangelfuld rådgivning om risiko i forbindelse med salg af produktet Aktiv BoligInvest. Aktiv BoligInvest var et investeringskoncept udbudt af Roskilde Bank, hvor investor skulle optage lån i sin faste ejendom og investere provenuet i investeringsforeningen BankInvest Højrentelande.
Sagens omstændigheder.
Den 11. juli 2007 indgik klageren aftale med Roskilde Bank om produktet Aktiv BoligInvest.
I forbindelse hermed optog klageren et afdragsfrit 30-årigt 6 % lån med en hovedstol på 978.000 kr. Heraf blev 867.000 kr. den 27. juli 2007 anvendt til investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande, der blev lagt i klagerens værdipapirdepot. Klageren har oplyst, at de resterende penge blev henlagt til termin og privat forbrug.
Den 7. januar 2008 blev der udtaget 263 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande fra klagerens depot og solgt til kurs 95,80 for 25.195 kr. Klageren har oplyst, at pengene blev reserveret til betaling af renter, indtil udbyttet kom til udbetaling.
Den 26. marts 2008 solgte klageren de i depotet tilbageværende 8.634 stk. investeringsbeviser i BankInvest højrentelande til kurs 94,75 for 818.071,50 kr. Samme dag købte klageren 9.160 stk. investeringsbeviser uden ret til udbytte i BankInvest Højrentelande til kurs 82,50 for 755.700 kr. Salget og købet skete efter det oplyste af skattetekniske grunde.
Den 2. juli 2008 fik klageren udarbejdet en investeringsprofil i Roskilde Bank. Det fremgik heraf bl.a., at klageren aldrig selv har handlet med værdipapirer, og at hendes kendskab hertil begrænser sig til den rådgivning hun har modtaget i banken. Klagerens nettoformue var på 1-2 mio. kr., hvoraf 1,3 mio. kr. udgjorde ejendommens friværdi. Tidshorisonten for klagerens kapitalpension var 6 år, mens tidshorisonten for hendes opsparing af frie midler var 1 år. Klageren fandtes endelig at have en høj risikovillighed, mens det dog blev konkluderet, at hun var egnet til mellemrisiko.
Den 17. september 2008 blev der udtaget 320 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande til kurs 79,00 fra klagerens depot og solgt for 25.280 kr. Klageren havde herefter en beholdning på 8.840 stk. investeringsbeviser i BankInvest højrentelande i sit depot.
Den 21. april 2009 fik klageren udbetalt et udbytte af investeringsbeviserne i BankeInvest Højrentelande på 61.880 kr. Klageren har oplyst, at pengene gik til at betale renter på lånet.
Klageren indgav den 4. januar 2010 en klage til Roskilde Bank vedrørende investeringen i Aktiv BoligInvest.
Klageren fik i april 2010 udbetalt et udbytte af investeringsbeviserne i BankInvest Højrentelande på 61.880 kr. Klageren har oplyst, at pengene gik til at betale renter på lånet.
Den 23. april 2010 afviste Roskilde Bank klagen med henvisning til, at klageren den 2. juli 2008 havde fået udarbejdet en investeringsprofil med høj risiko.
Banken har anført, at bankens medarbejdere, i forbindelse med kundemøder angående Aktiv BoligInvest, anvendte et såkaldt støtteark, og at alle kunder ved samme lejlighed modtog et faktaark om BankInvest Højrentelande. Både støtteark og faktaark er fremlagt under sagen.
Af faktaarket om BankInvest Højrentelande fremgår det bl.a.:
"…
BankInvest Højrentelande går efter at give investorerne et attraktivt afkast ved at investere i stats- og virksomhedsobligationer udstedt i lande, hvor renteniveauet er højere end i Danmark.
Investering i lande med høj rente er attraktivt set i lyset af den meget lave rente i Europa, Japan og USA. Høj rente hænger nøje sammen med risiko, idet lande med en højere rente end i Danmark ofte er præget af vækst og inflation. Det er hele idéen bag BankInvest Højrentelande. BankInvest udvælger nøje de lande, hvor den fundamentale økonomi er i bedring. Det er for eksempel lande i Latinamerika, Østeuropa, Asien og Afrika, hvor forholdet mellem afkast og risiko vurderes som værende så attraktivt, at der er udsigt til et ekstra afkastpotentiale. Afkastudviklingen i afdelingen har de seneste år dokumenteret denne evne.
…
Det årlige udbytte i afdelingen er ifølge vedtægterne fastsat til mindst 7 kroner pr. bevis. Dermed er investor sikret en løbende udbetaling i stil med traditionelle obligationer. Målet er, at årets afkast kan dække minimumsudlodningen. I de år, hvor afkastet måtte være mindre end 7 kroner pr. bevis, vil det være nødvendigt at udlodde af afdelingens formue.
…"
Den anbefalede investeringshorisont for BankInvest Højrentelande er i faktaarket fastsat til minimum 1-3 år. Risikoen blev ved en investering i BankInvest Højrentelande af BankInvest vurderet som lav.
Af støttearket, som blev anvendt ved kundemøder, fremgår bl.a. følgende:
"…
Investeringsidé
Har du friværdi i fast ejendom, kan det sammenlignes med at have penge i banken der bare venter på at blive hævet.
Problemet er bare at du ikke får renter af friværdien hvis du ikke gør noget aktivt.
For at få pengene til at yngle, kan du tage lån i ejendommen, for eksempel Totalkreditlån, og investere beløbet i BankInvest højrentelande.
Dermed skaber du en forrentning af friværdien, nemlig forskellen på lånerenten og afkastet fra BankInvest Højrentelandene.
…
Sund økonomi
Vælger du et realkreditlån med fast rente, er risikoen yderst begrænset, men gevinstmulighederne også mindre.
…
Investeringshorisont
Investeringshorisonten bør være minimum 7-10 år.
Kurserne på Højrenteobligationer svinger relativt meget – men det er også årsagen til den gode rente. Med en lang investeringshorisont har kortsigtede kursudsving mindre betydning.
…
Risiko
Ud over kursudsving er risikoen ved investering i Højrenteobligationer at udstederen misligholder sine forpligtelser.
…"
Endvidere er der i støttearket vist en graf over hvor stort et kursstab investor kan tåle uden at tabe penge, ud fra en forudsætning om en lånerente på 5 % p.a. og en rente på Højrenteobligationerne på 8 % p.a.
Roskilde Bank har under sagen fremlagt rapport fra Finanstilsynet af 19. december 2006 udarbejdet efter en ekstraordinær undersøgelse på god skik området af Roskilde Bank den 14. december 2006. Af rapporten fremgår det bl.a. om bankens rådgivning i forbindelse med ydelse af lån til brug for investering i værdipapirer:
"…
Banken oplyste, at der generelt stilles krav om, at der udarbejdes en investeringsprofil for alle kunder, som ligger til grund for rådgivning i forbindelse med investering i værdipapirer. Gennemgangen af de konkrete sager betryggede Finanstilsynet om, at denne procedure generelt følges.
…"
Af rapportens samlede konklusion på undersøgelsen fremgår bl.a.:
"…
På baggrund af gennemgangen af bankens forretningsgange og konkrete kundesager samt arbejdsredskaber til udarbejdelse af investeringsprofiler er undersøgerne betrygget om, at kravene til rådgivning og information i god skik reglerne generelt efterleves, og at bankens rådgivning generelt dokumenteres på en systematisk og tilstrækkelig måde.
…"
Roskilde Bank har under sagen fremlagt et generelt notat til brug for Ankenævnets behandling af klager over Roskilde Banks rådgivning om Aktiv BoligInvest. Notatet tager udgangspunkt i dels Roskilde Banks generelle forretningsgange for rådgivning vedrørende investering i Aktiv BoligInvest og BankInvest Højrentelande, og dels disse forretningsganges overensstemmelse med god skik bekendtgørelsen. Der redegøres endvidere bl.a. for risikoklassificeringen i Aktiv BoligInvest og i BankInvest Højrentelande.
Parternes påstande.
Klageren har den 9. juni 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Roskilde Bank skal erstatte det tab, hun vil være tvunget til at realisere for at komme ud af engagementet.
Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun henvendte sig til banken, da hun gerne ville have lidt reserver på sin konto, hvis bilen gik i stykker, der skulle foretages forbedringer på huset eller andre fornødenheder.
Hun bad derfor om råd til f.eks. at omprioritere sit lån, der på det tidspunkt var et 5 % lån på 900.000 kr. Hendes hus var på det tidspunkt vurderet til 2,4 mio kr., så der var en del friværdi.
Hun blev tilbudt Aktiv BoligInvest som en helhedsløsning. Hun blev nærmest lovet, at hun kunne leve af udbyttet og genkøbene i årene frem. Herudover skulle Aktiv BoligInvest være særligt egnet til folk som hende, der skulle på pension inden for en overskuelig tid.
Hun er i dag 66 år og må udskyde sin pension på ubestemt tid, fordi hun som følge af investeringen er bundet på hænder og fødder. Hun er stavnsbundet til sit hus og er måske teknisk insolvent, hvis hun i dag skulle være nødt til at sælge huset. Hun manglede i juni 2010 ca. 375.000 kr. for at kunne indfri det lån, hun af banken var blevet rådet til at optage for at investere i BankInvest Højrentelande.
Hun blev informeret om, at investeringshorisonten var nogle år, men fik samtidig at vide, at pengene nærmest ville rulle ind, så hun kunne leve af murstenene og blive ved med at reinvestere. Der var ingen fokus på risikoen.
Med hendes alder og snarlige pension, burde banken slet ikke tilbyde hende så risikofyldt et projekt. Henset til tidshorisonten for hendes kapitalpension og hendes opsparing af frie midler på henholdsvis 6 og 1 år, burde banken vide, at hun ikke egnede sig til en investering med en tidshorisont på 7-10 år.
Bankens rådgivning har været kritisabel mangelfuld. Hun har fået investeringsråd, som hun slet ikke har haft reel mulighed for at vurdere henset til hendes manglende erfaring med investeringer.
Hun klagede til banken i januar 2010. Banken afviste imidlertid hendes klage med henvisning til, at hun i juli 2008 havde fået udarbejdet en investeringsprofil med høj risikovillighed.
Der er sat nogle flueben i investeringsprofilen, der indikerer dette, men hun opfatter ikke sig selv som en højrisikoperson. Faktisk betragter hun sig selv som en forsigtig person, når det kommer til pengesager. I profilen står der da også, at hun er i mellemrisikogruppen.
Hun er helt uforstående over for nogle af de angivne svar. Hun har ikke lagt vægt på investeringsprofilen i forhold til investeringen i Aktiv BoligInvest. Investeringsprofilen blev jo først udarbejdet et år efter selve investeringen.
Investeringsprofilen burde være lavet i 2007 med henblik på at undersøge, om hun egnede sig til investering i Aktiv BoligInvest.
I øvrigt har hun aldrig før eller siden foretaget risikobetonede satsninger med sine midler i Roskilde Bank, og hun har nu fået udarbejdet en ny investeringsprofil i Spar Nord, der ser noget anderledes ud.
Roskilde Bank har bl.a. anført, at rådgivningen om Aktiv BoligInvest i denne sag er sket i overensstemmelse med bankens forretningsgang og den uddannelse, som den enkelte rådgiver har modtaget, som gennemgået i det fremlagte notat.
Bankens interne forretningsgange har været i overensstemmelse med de gældende regler om god skik.
Alle bankens kunderådgivere er blevet undervist af formuekonsulenter fra Investeringsafdelingen, og som led i denne undervisning har de grundigt fået beskrevet produktet og dets muligheder og risikoelementer. Det har været et fast punkt i undervisningen, at kunderådgiveren i sin rådgivning af kunden skulle gøre det klart, at der var tale om en langsigtet investering, ligesom risikofaktorer skulle oplyses.
Kundernes økonomiske situation, herunder evnen til at servicere et eventuelt lån, blev vurderet ud fra bankens almindelige kreditmæssige retningslinjer. På den baggrund blev det afgjort, hvorvidt kunden var egnet til produktet. Der blev taget udgangspunkt i den enkelte kundes individuelle situation, idet der var tale om afdragsfrie lån.
Der blev således foretaget en kreditvurdering, der viste om klageren var kreditværdig samt i stand til at bære et eventuelt tab.
Hvis kunden blev fundet egnet, blev der foretaget en vurdering af kundens ejendom efter samme procedure som ved en sædvanlig lånesag.
Det har været indeholdt i forretningsgangen for Aktiv BoligInvest, som blev opdateret forud for ikrafttræden den 1. november 2007 af investorbeskyttelsesreglerne (MiFID), at der skulle udarbejdes investeringsprofil for kunder, som havde produktet Aktiv BoligInvest.
Ingen investorer er blevet rådgivet i strid med deres egne oplysninger om risikovillighed og tidshorisonten for investeringen. Er klageren uenig heri, må hun i overensstemmelse med de sædvanlige bevisregler selv medvirke til at fremskaffe oplysninger, der skulle begrunde, at dette ikke var tilfældet, herunder ved fremlæggelse af risikoprofiler fra nuværende bankforbindelser og af økonomiske forhold i øvrigt. Roskilde Bank er ikke længere i besiddelse af disse oplysninger i alle sager, bl.a. fordi en stor del af bankens kunder er blevet overdraget til andre pengeinstitutter.
Det var fast kutyme at udlevere både støtteark og faktaark på kundemødet, og at kunderne skulle have mulighed for at læse materialet, inden de traf beslutning om at indgå i investeringen.
Materialet indeholder udelukkende korrekte og relevante oplysninger, der fremtræder i et let tilgængeligt sprog. Materialet indeholder en afbalanceret beskrivelse af investeringens fordele og de med investeringen forbundne risici.
På investeringstidspunktet var der ved investering i højrentelandeobligationer ikke tale om investeringer med stor risiko for tab. BankInvest havde på investeringstidspunktet kategoriseret højrentelandeobligationerne som værende lav risiko med en anbefalet investeringshorisont på 1-3 år. Risikoen ved investering i Aktiv BoligInvest var dog højere end ved den "rene" investering i BankInvest Højrentelande, men dog ikke højere end lav.
Der må i den forbindelse lægges afgørende vægt på, at det af klagerens investeringsprofil fremgår, at hun havde en høj risikovillighed. Det forhold, at investeringsprofilen er underskrevet ca. 1 år efter, investeringen blev foretaget, er irrelevant, da det må formodes, at klageren også på investeringstidspunktet havde en høj risikovillighed. Selvom det lægges til grund, at klageren havde en risikovillighed svarende til mellem risiko, var investeringen i Aktiv BoligInvest ikke i strid med hende investeringsprofil.
På baggrund af de foreliggende oplysninger om klagerens riskoprofil og hendes økonomiske forhold, burde banken ikke have frarådet klageren at investere i Aktiv BoligInvest under henvisning til den med investeringen forbundne risiko.
Klageren blev gjort opmærksom på, at investeringen indebar en risiko for tab, og at den foretagne investering var baseret på en lang investeringshorisont. Klageren må selv bære risikoen for eventuelle tab, der lides ved realisation af investeringsbeviserne. Roskilde Bank har således ikke i forbindelse med rådgivningen ydet nogen garantier vedrørende indfrielseskurser.
Klageren må ligeledes selv bære risikoen for de tab, der er opstået ved de foretagne salg efter investeringen.
De store kursfald, der har været i BankInvest Højrentelande, har manifesteret sig under finanskrisen, som det i den forbindelse gøres gældende, at hverken Roskilde Bank eller BankInvest burde have været i stand til at forudse.
På baggrund af materialet kunne klageren i øvrigt ikke være uvidende om produktets risiko og investeringshorisont.
Klageren blev oplyst om investeringshorisonten på minimum 7-10 år, hvorefter klageren måtte forvente, at der kunne blive tale om et tab på arrangementet hvis arrangementet opsagdes tidligere end 7 år.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at det alt andet lige er bankens opfattelse, at der aktuelt ikke foreligger et tab ved investeringen set i forhold til den oprindelige investerings størrelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet bemærker, at støttearket ikke indeholder fyldestgørende oplysninger om de risici, der er forbundet med at indtræde i en aftale om Aktiv Boliginvest. Der er således navnlig ikke i tilstrækkelig grad redegjort for, at realisation af investeringsbeviserne i BankInvest Højrentelande, når den af investorerne angivne tidshorisont er udløbet, eventuelt ikke vil kunne ske til en kurs, der sætter investorerne i stand til at indfri realkreditlånet. Roskilde Bank har under sagens behandling anerkendt, at denne risiko burde have været omtalt i støttearket eller under den individuelle rådgivning om Aktiv BoligInvest.
Denne risiko er i særlig grad aktuel ved aftalen om Aktiv Boliginvest, idet hele den realiserede friværdi er investeret i ét investeringsbevis, nemlig BankInvest Højrentelande, der på grund af de sikkerheder, der ligger bag investeringsbeviset, er konjunkturfølsomme, hvilket sammenholdt med investeringsbevisets bestemmelse om udbyttebetaling medfører betydelig kursusikkerhed ved beviset.
Da støttearket således ikke gav investorerne en retvisende og fyldestgørende beskrivelse af de risici, der er knyttet til produktet "Aktiv Boliginvest", finder Ankenævnet, at det må påhvile Roskilde Bank at godtgøre, at klageren forud for indgåelse af aftalen om Aktiv Boliginvest har modtaget fyldestgørende rådgivning om risikoen ved produktet.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken forinden klagerens indgåelse af aftale om Aktiv Boliginvest har rådgivet klageren fyldestgørende om risici forbundet hermed.
På den anførte baggrund finder Ankenævnet, at Roskilde Bank begik en ansvarspådragende fejl ved rådgivning om det lånefinansierede køb af BankInvest Højrentelande.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Såfremt klageren inden 8 uger efter afsigelsen af denne afgørelse anmoder herom, skal Roskilde Bank herefter inden 4 uger, mod klagerens tilbagelevering af 8.840 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande stille klageren, som om hun ikke havde investeret i BankInvest Højrentelande herunder således, at der ved opgørelsen af klagerens krav tages hensyn til de udbytter og gevinster, som klageren har oppebåret, samt de renter og bidrag hun har betalt på den relevante del af kreditforeningslånet.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.