Indsigelser mod kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 218/2007 |
| Dato: | 08-04-2008 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Bent Olufsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelser mod kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens kautionsforpligtelse for to valutalån ydet et selskab af Sydbank.
Sagens omstændigheder.
I 1989 solgte et anpartsselskab kontrolleret af klageren 14 sommerhuse til anpartsselskabet O for 9.450.000 kr. Efter det oplyste blev købesummen berigtiget ved, at køber overtog indestående kreditforeningslån for ca. 6 mio. kr., mens Sydbank finansierede den resterende del af købesummen ved to valutalån ydet af Sydbanks Cayman Island afdeling på 463.000 DEM henholdsvis 393.750 CHF. Klageren underskrev i denne forbindelse selvskyldnerkautionserklæring, hvorefter han til sikkerhed for opfyldelsen af selskabet O's forpligtelser over for Sydbank kautionerede for de to lån. Valutalånene forfaldt til betaling den 23. februar 1990.
Sydbank har oplyst, at valutalånene den 22. og 23. februar 1990 blev debiteret på selskabet O's konto med henholdsvis 1.829.508,82 kr. og 1.767.070,61 kr. Saldoen på kontoen var herefter 3.592.454 kr. (negativ).
Sydbank har oplyst, at selskabet O pr. 10. september 1990 solgte sommerhusene til Sydbank for 5.775.000 kr. svarende til restgælden på kreditforeningslånene. Banken videresolgte ejendommene i 1992 for i alt 5.992.000 kr. Bankens omkostninger ved at have ejet sommerhusene i ca. 2 år blev ikke inddækket.
Af kontoudtog for selskabet O's konto hos Sydbank fremgår, at kontoens saldo pr. 2. november 1990 var 2.329.469,97 kr. I tidsrummet fra 23. februar til 2. november 1990 blev der ikke tilskrevet renter.
Ved skrivelse af 21. januar 1993 anmodede Sydbank klageren om at rette henvendelse inden 1. februar samme år med henblik på at træffe aftale om kautionsforpligtelsen.
Sydbank har oplyst, at der i september 1993 blev afholdt et møde mellem klageren og banken om kautionen. I 1995 indledte man inkassosag mod klageren, hvor klageren stillede et løsningsforslag i udsigt, hvilket dog ikke fremkom.
Klageren har fremlagt kopi af en skrivelse af 21. november 2003 fra sin advokat, hvoraf fremgår, at klageren ikke kunne anerkende kautionsforpligtelsen. Med henvisning til sagens forløb blev det gjort gældende, at Sydbank havde forholdt sig passiv i et sådant omfang, at banken ikke kunne fremsætte noget krav, ligesom bankens fremgangsmåde ved salget af sommerhusene havde frataget klageren mulighed for at begrænse sit krav mod medkautionister.
Ved skrivelse af 25. november 2003 anførte Sydbank, at klageren sammen med en medkautionist og advokat havde deltaget i et møde den 29. september 1993, hvor hverken kautionsforpligtelsens gyldighed eller størrelse var blevet anfægtet.
Ved skrivelse af 10. august 2005 fra klageren og dennes ægtefælle fremsendte parret en check på 50.000 kr. fra ægtefællen "til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav Sydbank påstår at have mod mig [klageren]".
Sydbank har oplyst, at man returnerede checken, da der ikke var truffet aftale om betaling af 50.000 kr. til fuld og endelig afgørelse.
Under en korrespondance mellem klagerens advokat og Sydbank i oktober 2006 anmodede advokaten banken om at fremsende specificeret opgørelse og dokumentation for sit "påståede krav". Som svar herpå meddelte Sydbank, at man anså sagen for tilstrækkeligt belyst. Såfremt klageren kunne anerkende gælden, var størrelsen relativ uinteressant, medmindre klageren ønskede at indfri beløbet 100 %. Banken fandt derfor, at spørgsmålet var, om man kunne "imødese et seriøst tilbud bilagt de ønskede oplysninger".
Efter at klagerens advokat ved skrivelse af 14. november 2006 havde rettet henvendelse til Sydbanks direktion, meddelte bankens juridiske afdeling ved skrivelse af 6. december 2006, at tilgodehavendet mod klageren kunne opgøres til 2.329.469 kr. med tillæg af fem års rente på 2.418.937 kr., i alt 4.748.407 kr.; rente var beregnet med 14 ½ % med kvartalvis rentetilskrivning.
Under en yderligere korrespondance parterne i mellem krævede klagerens advokat, at Sydbank specificerede opgørelsen af kravet, herunder, jf. princippet i retsplejelovens § 578, redegjorde for, hvordan kravet var nedbragt. Sydbank henholdt sig til det til klageren tidligere fremsendte materiale.
Parternes påstande.
Klageren har den 3. august 2007 indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstand:
"At pengeinstituttet frafalder kautionen, eller som minimum dokumenterer/opgør kautionsforpligtelsen, således at klageren har mulighed for at forholde sig hertil."
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at Sydbank som minimum bør kunne foretage en nærmere beregning af, hvordan banken opgør det påståede krav. Er dette ikke muligt, må banken afstå fra at gøre kravet gældende.
Sydbank er blevet opfordret til at fremlægge regnskaber for driften af sommerhusene samt oplyse afkastet af ejendommene, mens banken i ca. to år ejede sommerhusene. Det må antages, at sommerhusene i perioden blev anvendt til udlejning.
Det bestrides, at salgene af sommerhusene ikke har betydning for sagen, ligesom det afvises, at fremlagte kontoudtog umiddelbart kan lægges til grund for størrelsen af kautionsforpligtelsen.
Det er korrekt, at Sydbank ved skrivelsen af 21. januar 1993 gjorde kautionsforpligtelsen gældende, men uden at opgøre størrelsen.
Med hensyn til mødet i 1993 er det korrekt, at han ikke bestred kautionsforpligtelsen, også dengang krævede han en specifik opgørelse af kravet.
Uanset, at retsplejelovens § 578 omhandler ejendomme solgt på tvangsauktion, ændrer det ikke ved, at banken har pligt til at redegøre for, hvordan kravet er sammensat. Princippet i retsplejelovens § 578 bør finde anvendelse i denne forbindelse. Herved bemærkes, at banken har haft pligt til at minimere sit tab.
Det er uden betydning, med hvilket beløb de to valutalån blev indfriet henset til, at der fortsat mangler en totalopgørelse af engagementet.
Sydbank har anført, at klageren som selvskyldnerkautionist hæfter for bankens tilgodehavende.
Banken har ikke udvist passivitet.
Klageren har ikke tidligere bestridt kautionen.
Man har ikke oplysninger om, at sommerhusene har været udlejet. I denne forbindelse bemærkes, at retsplejelovens § 578 ikke finder anvendelse, da ejendommene ikke blev overtaget på tvangsauktion.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet lægger til grund, at de to valutalån i februar 1990 blev opgjort til 1.829.508,82 kr., henholdsvis 1.767.070,61 kr. eller i alt 3.596.579,43 kr. Klageren hæfter i henhold til kautionserklæringen fra 1989 for indfrielsen af valutalånene.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at nedsætte det beløb på 2.329.469 kr., som Sydbank efterfølgende har afkrævet klageren, herunder med krav om tillæg af renter af beløbet.
Det er ikke sandsynliggjort, at Sydbank efter at have overtaget de omhandlede sommerhuse og senere solgt disse har opnået et beløb, som bør fratrækkes ved opgørelsen af kautionsforpligtelsen.
Der foreligger heller ikke omstændigheder, der kan medføre, at Sydbank ved passivitet må anses at have fortabt sin ret over for klageren.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.