Afgørelse

Indsigelser mod forløb af kundeforhold mv.

Indledning.

Denne klage vedrører klagernes indsigelser vedrørende forløbet af deres engagement med indklagede.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.

Klagerne købte i 1993 en fast ejendom.

Ved skrivelse af 21. januar 1994 fra den ved handlen berigtigende advokat rykkede denne for betaling af refusionsopgørelse vedrørende ejendomsskatter og ejerskiftelån. Beløbet udgjorde 5.559,56 kr. Et omkostningsbeløb vedrørende ejendomshandlen på 7.177,50 kr. var endnu ikke betalt, hvorfor advokaten anførte, at han havde anmodet indklagede om at overføre i alt 12.737,06 kr.

Den 24. januar 1994 overførte indklagede beløbet på 12.737,06 kr. fra klagernes budgetkonto til advokaten.

I forbindelse med en ombygning af klagernes ejendom i 1994 hjemtog klagerne gennem indklagede et tillægslån fra BRFkredit.

Indklagede har anført, at indklagedes medarbejdere i forbindelse med hjemtagelsen glemte at kontakte en foranstående pantebrevskreditor med henblik på at opnå rykningstilsagn. Da det efterfølgende viste sig umuligt at dokumentere udgifterne til ombygningen, da en del heraf var udført uden faktura, kunne der ikke forevises tilstrækkelig dokumentation, og pantebrevskreditor nægtede at rykke for BRFkreditlånet.

Den 20. juli 1995 ydede indklagede M et boliglån på 95.000 kr. til fast rente 9% p.a.; lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 950 kr.

Indklagede har anført, at boliglånet blev ydet til indfrielse af den private pantebrevskreditor. Det har ikke under klagesagens behandling været muligt at fremskaffe kopi af det indfriede pantebrev, men indklagede forudsætter, at boliglånet blev oprettet på samme betingelser som pantebrevslånet, hvilket fremgår af en intern låneindstilling.

Indklagede ydede ligeledes ved gældsbrev af 20. juli 1995 klagerne et lån på 195.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr., men således at ydelsen fra 1. august 2000 blev forhøjet til 4.000 kr. månedligt.

Baggrunden for lånet på 195.000 kr. fremgår af en skrivelse af 22. maj 1995 til klagerne, hvor seks konti med en debetsaldo på ca. 170.000 kr. var anført. Blandt kontiene er -820 anført med 39.500 kr. Af skrivelsen fremgår yderligere, at udgifter ud over de i et vedlagt budgetskema nævnte ikke ville blive betalt via budgetkontoen.

Af en skrivelse af 1. april 1996 fra indklagede til klagerne fremgår, at indklagede afslog en anmodning om henstand med afvikling af et overtræk på klagernes lønkonto og budgetkonto til efter maj måned samme år. Indklagede meddelte samtidig, at overtrækkene på lønkontoen og budgetkontoen ikke kunne overstige henholdsvis ca. 15.000 og 8.000 kr. Indklagede anførte, at fremtidige betalinger kun ville blive foretaget, hvis sådanne kunne ske inden for de anførte bevilgede overtræk.

Af skrivelse af 12. april 1996 til klagerne fremgår, at der den 11. samme måned havde været afholdt møde med indklagede. På mødet var aftalt, at klagernes budgetkonto skulle ophæves, og at klagerne herefter selv var ansvarlige for betaling af faste udgifter. Klagerne tiltrådte ved deres underskrift på en kopi af skrivelsen det i denne anførte.

Af skrivelse af 7. marts 1997 til klagerne fremgår, at indklagede bevilgede et midlertidigt overtræk på 24.200 kr. på H's lønkonto, som skulle afvikles med 1.300 kr. månedligt.

Ved skrivelse af 18. juni 1999 anmodede H indklagede om at medvirke til etablering af en budgetkonto. Ved skrivelse af 24. samme måned afviste indklagede anmodningen. Indklagede gav samtidig tilsagn om et midlertidigt overtræk på 11.000 kr., som skulle være afviklet senest den 25. september 1999.

Ved skrivelse af 13. september 1999 anmodede H indklagede om en afviklingsordning vedrørende overtræksretten på 11.000 kr. Ved skrivelse af 16. samme måned afviste indklagede anmodningen.

Ved skrivelse af 28. september 2000 fremsendte H en række ældre kontoudtog. H anførte, at kontoudtogene vedrørte en del af det, som hun og M ikke kunne forstå, og som de derfor gerne ville have, om indklagede kunne undersøge.

Ved skrivelse af 5. oktober 2000 meddelte indklagede H, at de tilsendte kontoudtog var over fem år gamle, og at det ikke var sikkert, at man fortsat havde dokumenterne i arkivet. Det ville være tidskrævende at rekonstruere sagsforløbet. Indklagedes gebyr ville andrage 450 kr. pr. time. Ved samme skrivelse fremsendte indklagede kopi af meddelelser vedrørende tilbageførsler af betalinger pr. 1. oktober 2000.

Indklagede har anført, at der den 31. oktober 2000 blev afholdt møde med klagerne, hvor indklagede tilkendegav, at man ikke kunne hjælpe yderligere. Den 30. november 2000 blev engagementet overført til andet pengeinstitut.

Parternes påstande.

Klagerne har den 16. juli 2001 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagernes påstand således, at indklagede skal tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede glemte at betale omkostningsbeløbet til advokaten. De henvendte sig til indklagede med forespørgsel herom, hvortil indklagedes medarbejder oplyste, at beløbet stod på deres lån. Medarbejderen hævede imidlertid beløbet fra budgetkontoen, hvilket medførte, at beløbet manglede på denne i forbindelse med betalinger fra kontoen.

De erfarede efterfølgende, at medarbejderen havde fået besked på at forlade indklagede. Ingen af de ting, som medarbejderen skulle ordne for dem, var i orden, og kvitteringer og papirer, som de havde afleveret, kunne ikke længere findes.

I forbindelse med etableringen af lånet på 195.000 kr. i juli 1995 dukkede en checkkonto op, hvorpå der skyldtes 39.500 kr. De har aldrig haft en checkkonto og blev ikke spurgt, om de ville godkende det, men fik at vide, at medmindre de tiltrådte lånet, ville indklagede ikke hjælpe dem ud af det problem, der var opstået som følge af, at det private pantebrev ikke ville rykke.

I forbindelse med problemerne om rykningstilsagnet fra den private panthaver kontaktede de Pengeinstitutankenævnets sekretariat for vejledning. De meddelte indklagede dette, og indklagede var herefter indstillet på at hjælpe dem, men på indklagedes betingelser.

Budgetkontoen kørte ikke ordentligt. De indbetalte et fast beløb hver 14. dag, men der manglede altid penge på kontoen, idet indklagedes udregning aldrig passede.

De blev konstant bevilget overtræk, som de ikke havde anmodet om, men pludselig lå der et brev fra indklagede om, at der manglede penge.

Indklagede har anført, at det forhold, at indklagede ikke straks betalte omkostningsbeløbet til advokaten vedrørende ejendomshandlen, medførte en yderligere kredittid for klagerne. Dette har ikke belastet dem økonomisk.

Refusionsbeløbet på 5.559,56 kr. var en budgetudgift, da der var tale om refusion til sælger for ejendomsskat og kreditforeningsydelse. Klagerne burde derfor have sparet beløbet op på budgetkontoen. Det samlede beløb blev trukket på budgetkontoen, da nettoprovenuet af et boliglån på 104.000 kr. på etableringstidspunktet blev overført til budgetkontoen.

I forbindelse med indklagedes medarbejders fejl ved hjemtagelsen af tillægslånet blev det private pantebrev, hvorom der opstod problemer, erstattet af et boliglån med fast rente. Man må gå ud fra, at lånet blev oprettet på samme betingelser som pantebrevet, uanset at dokumentation ikke har kunnet fremskaffes herfor.

Klagerne har haft meget svært ved at styre deres økonomi og engagement med indklagede. Klagerne havde i en periode en rådgiver, der var for efterladende og ikke formåede at sige nej, når klagerne henvendte sig og bad om overtræk. Denne rådgiver blev senere afskediget.

Den af klagerne påståede nye checkkonto med et træk på 39.500 kr. fremgår af indklagedes skrivelse af 22. maj 1995 til klagerne og er anført som en af de konti, som det i skrivelsen omhandlede lån skulle medgå til at indfri.

Da klagerne ikke har nedlagt en konkret påstand, bør sagen afvises som uegnet til behandling i Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge, idet Ankenævnet lægger til grund, at klagerne nedlægger påstand om erstatning.

Ankenævnet finder, at indklagede var berettiget til at hæve beløbet på 12.737,06 kr. på klagernes budgetkonto på anmodning af den berigtigende advokat. Det bemærkes herved, at beløbet delvis udgjorde beløb, som var løbende udgifter ved ejendommen, og som derfor måtte forudsættes at være opsparet på budgetkontoen. For så vidt angår omkostningsbeløbet var dette en udgift i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen, hvor indklagede efter det oplyste ydede et boliglån på 104.000 kr., der var indsat på budgetkontoen. Ankenævnet forudsætter, at indklagede orienterede klagerne om hævningen af beløbet på hævetidspunktet.

Lånet på 95.000 kr., som indklagede ydede klagerne den 20. juli 1995, blevet ydet til indfrielse af den private pantebrevskreditor, som nægtede at rykke for BRFkreditlånet. Indklagede har erkendt, at man begik fejl i denne forbindelse, hvorfor lånet på 95.000 kr. blev etableret. Det lægges til grund, at lånets vilkår svarede stort set til vilkårene for det private pantebrev.

Forud for etableringen af lånet på 195.000 kr. havde indklagede ved skrivelse af 22. maj 1995 redegjort for, hvorledes låneprovenuet skulle anvendes, herunder til indfrielse af konto -820 med en debetsaldo på 39.500 kr. Ankenævnet finder, at klagerne, der underskrev gældsbrevet den 20. juli 1995, i hvert fald nu må anses for afskåret fra at fremkomme med indsigelser om, at gælden på konto -820 ikke kan anerkendes.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagernes påstand til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.