Spørgsmål om hæftelse for korttransaktioner foretaget i Amsterdam. Kort bortkommet.
| Sagsnummer: | 436/2022 |
| Dato: | 31-05-2023 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse for korttransaktioner foretaget i Amsterdam. Kort bortkommet. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om hæftelse for korttransaktioner foretaget i Amsterdam. Kort bortkommet.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Sydbank, hvor hun havde en konto med et tilhørende MasterCard -599.
Klageren var på rejse i Amsterdam i juli 2021.
Den 14. juli 2021 kl. 22:18, 22:26 og 22:36 blev der med klagerens betalingskort foretaget tre betalinger på hver 220 EUR, som klageren ikke kan vedkende sig.
Banken har oplyst, at klageren den 14. juli 2021 kl. 15:16, 16:06 og 18:13 foretog tre betalinger, og at førstnævnte blev gennemført ved anvendelse af chip og pinkode, og at de øvrige blev gennemført som ”kontaktløs”.
Klageren har oplyst, at hendes betalingskort blev stjålet om aftenen den 14. juli 2021, hvilket hun opdagede om morgenen den 15. juli 2021.
Den 19. juli 2021 gjorde klageren indsigelse over for banken vedrørende betalingerne på 220 EUR. I indsigelsesblanketten anførte klageren, at hun opbevarede kortet i sin taske, at det var blevet stjålet, og at hun hverken opbevarede pinkoden på sig, havde den nedskrevet eller havde oplyst den til andre. Klageren anførte endvidere, at hun sidst benyttede betalingskortet den 14. juli 2021 kl. 12:00 ved anvendelse af pinkode, og at hun blev opmærksom på misbruget, da hun vågnede og kiggede på sin netbank via telefonen, hvorefter hun ledte efter sit betalingskort i sin taske og opdagede, at det var væk.
Banken har oplyst, at Nets har bekræftet, at de relevante transaktioner blev gennemført ved aflæsning af chip og brug af pinkode og har fremlagt en udskrift fra Nets, hvoraf fremgår, at der den 14. juli 2021 kl. 22:18, 22:26 og 22:36 blev foretaget tre transaktioner på hver 220 EUR til A, og at indløsningssituationen ved samtlige af disse var angivet til chip og pinkode.
Banken afviste at dække klagerens tab. Klageren klagede til banken, der fastholdt sin afgørelse.
Parternes påstande
Den 23. oktober 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal tilbageføre beløbet.
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerens har anført, at bankens påstande om, at hun ikke kan sin pinkode udenad, og at det er umuligt for tyve at hæve på andres konti uden at have kortet med pinkoden, er forkerte. Disse tyve har specielle programmer og maskiner, der er i stand til at aflæse pinkoder.
Det er fejlagtigt, at banken kræver, at klageren skal kunne sandsynliggøre, at de af klagen omfattede transaktioner, er uautoriserede, idet banken ikke kan pålægge klageren omvendt bevisbyrde.
Det er forkert at tage udgangspunkt i en individuel tyv, der opererer alene og stjæler et kort ad gangen og at påstå, at tidsrummet på tre timer fra kortet blev stjålet til, at det blev brugt betyder, at det ikke kan være blevet misbrugt. Europa plages af bander som ifølge politiet har specielle maskiner til at aflure pinkoden ved at aflæse den pinkode, som kortet er udstyret med. Sådanne bander tager ikke kun et kort ad gangen, hvilket kan være forklaringen på de nævnte tre timer, fra kortet blev stjålet, til at det blev misbrugt første gang.
Hvis kortet ikke var blevet misbrugt, havde hun ikke nogen grund til at spærre det. Hendes kort var blevet misbrugt, og derfor kontaktede hun banken dagen efter for at spærre kortet, og hun gjorde dermed sit for at begrænse tabet.
Banken modsiger sig selv, idet den samtidigt påstår, at kortet ikke blev misbrugt, og at klageren selv var skyld i misbruget, idet hun ikke opbevarede papiret med pinkode forsvarligt.
Bankens afvisning af erstatning af klagerens tab med henvisning til, at kortet blev brugt på en bar, er usaglig, idet det, som er relevant, er, hvorvidt kortet blev benyttet af kortindehaveren eller en person, som er kommet i besiddelse af kortet på en ulovlig måde.
Det omhandlede beløb på mindre end 5.000 kr. udgør ikke et økonomisk motiv for uberettiget erstatning.
Sydbank har anført, at klageren ikke har sandsynliggjort, at der er tale om uautoriserede transaktioner.
Det følger af betalingsloven, at det er klageren, der skal bevise, at en transaktion er uautoriseret, hvilket også fremgår af bemærkningerne til betalingslovens § 100.
Klagerens tro- og loveerklæring er i denne sag ikke tilstrækkeligt til at løfte bevisbyrden for, at betalingerne er uautoriserede.
De ikke-vedkendte betalinger blev gennemført ved indtastning af pinkode. Derfor må en eventuel tyv have været i besiddelse af klagerens pinkode. Da klageren hverken havde skrevet pinkoden ned eller oplyst den til andre, må tyven have afluret pinkoden. Sidste gang klageren tastede sin pinkode var den 14. juli 2021 kl. 15:16, og hun anvendte sidst kortet kl. 18:13, hvorfor en eventuel tyv tidligst kunne have stjålet kortet efter kl. 18:13. Det virker usandsynligt, at en tyv skulle have afluret pinkoden kl. 15:16 for herefter at forfølge klageren i ca. tre timer og herefter vente ca. fire timer før vedkommende misbrugte kortet.
I sager om kortmisbrug, hvor pinkoden er afluret og kortet stjålet, sker tyveriet og det efterfølgende misbrug umiddelbart efter den sidste vedkendte betaling.
Det er usædvanligt, at misbruget ”stopper af sig selv”. Der er ingen afviste transaktioner, og kortet blev ikke spærret, så en eventuel tyv skulle have valgt at stoppe misbruget efter tre betalinger. Sædvanligvis slutter misbruget først, når kontoen er tømt, eller hvis kortet spærres på grund af bankens overvågning.
Banken kan ikke genkende, at den skulle have påstået, at tyven var i stand til at misbruge kortet, fordi denne havde fundet papirlappen, hvor klageren havde noteret pinkoden.
Det er bankens opfattelse, at kortet ikke blev misbrugt.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Sydbank, hvor hun havde et MasterCard -599.
Klageren var på rejse i Amsterdam i juli 2021. Den 14. juli 2021 blev der gennemført tre betalinger i Amsterdam med klagerens betalingskort på hver 220 EUR, til en betalingsmodtager, A, som klageren ikke kan vedkende sig.
Klageren har anført, at hendes betalingskort blev stjålet den 14. juli 2021.
De tre transaktioner blev gennemført ved anvendelse af chip og pinkode.
Pinkoden var en personlig sikkerhedsforanstaltning til kortet, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionerne er korrekt registrerede og bogførte. Af betalingslovens § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmis-brug.
Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.