Afgørelse

Med henblik på køb af en brugt bil ydede indklagede den 22. december 1988 klageren et billån på 80.700 kr. til dækning af købesum inkl. moms, 73.716 kr., omkostninger i forbindelse med tinglysning og udfærdigelse af løsøreejerpantebrev og panthaverdeklaration, 4.320 kr., og stempel, gebyr og stiftelsesprovision, 2.664 kr.

Af ansøgningen om billån fremgår, at lånet ønskedes tilbagebetalt over 84 måneder.

Ifølge gældsbrevet skulle lånet forrentes med den af indklagede til enhver tid fastsatte rente, for tiden 13% p.a. og tilbagebetales med en månedlig ydelse på 1.470 kr. Indklagede forbeholdt sig ret til ved renteændringer at ændre ydelsen, således at løbetiden fastholdtes.

Pr. 1. februar 1990 blev ydelsen forhøjet til 1.570 kr.

Den 28. august 1990 accepterede klageren skriftligt indklagedes tilbud om ydelsesfritagelse i tre måneder. Efter korrespondance med klageren bevilgede indklagede tillige ydelsesfritagelse for februar 1991.

På klagerens initiativ blev den månedlige ydelse pr. 1. september 1992 forhøjet til 1.800 kr.

Lånet har ifølge indklagede været forrentet og afviklet som følger:

Efter december 1992 gjorde klageren gentagne gange indsigelser overfor lånets restgæld, ligesom hun udbad sig dokumentation for restgældens størrelse.

I foråret 1994 introducerede indklagede et nyt billånsprodukt, hvorefter der under forudsætning af, at der ved bilkøbet af låntager erlægges en udbetaling på mindst 20%, kunne ydes et lån med lav fast rente op til 1½ år af lånets løbetid. For brugte biler kunne den maksimale løbetid ikke overstige otte år ÷ bilens alder. Nyetablerede billån med en mindsteudbetaling på under 20% kunne som hidtil kun etableres med variabel rente svarende til den sats, der var gældende for klagerens billån.

Indklagede har under sagens forberedelse pr. kulance godtgjort klageren 3.475 kr. svarende til de samlede rykkergebyrer i lånets løbetid.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld og om, at indklagede sender hende en fuldstændig og àjourført redegørelse for indbetalingerne på lånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at der ved lånets etablering blev aftalt en afvikling over 72 måneder. Med henblik på at fastholde løbetiden blev ydelsen af indklagede forhøjet med 100 kr. og senere på hendes foranledning med 230 kr. Lånet er blevet afviklet i overensstemmelse med indklagedes retningslinier, og hun vedkender sig ikke restancer på lånet. Hun modtog ikke kontoudtog, hvoraf hendes indbetalinger fremgik, før i december 1992. Trods hendes efterfølgende skriftlige henvendelser til indklagede vedrørende restgælden, modtog hun ikke en redegørelse for lånets afvikling. Da hun har overholdt sin pligt til at betale de aftalte ydelser, bør indklagede anerkende, at lånet var afviklet pr. 1. marts 1994, hvor hendes samlede indbetalinger beløb sig til 107.138 kr. svarende til den oprindeligt aftalte betaling af 1.470 kr. månedligt over seks år (1.470 x 72 = 105.840 kr.). Renten på lånet har været urimelig høj, og indklagede har undladt at regulere rentesatsen til samme niveau som nyetablerede billån.

Indklagede har anført, at løbetiden ved lånets etablering blev aftalt til 84 måneder, hvilket fremgår af ansøgningen om billån. Den månedlige ydelse var udregnet korrekt, idet et lån på 80.700 kr. med en uændret rente på 13% p.a. og en månedlig ydelse på 1.470 kr. ville være afviklet på knap syv år. Med den nuværende afvikling vil lånet, såfremt renten og ydelsen forbliver uændret, være afviklet i løbet af 1996. Man har hvert år fremsendt kontooversigt, hvoraf de i årets løb indbetalte ydelser er fremgået. Lånets rente blev reguleret i overensstemmelse med den almindelige regulering af lån af tilsvarende art. Produkterne, der blev introduceret i foråret 1994, svarede ikke til klagerens lån. Afviklingen af lånet blev forrykket bl.a. som følge af, at der i forbindelse med tilbudet om ydelsesfritagelse i tre måneder ikke blev betalt ydelse i fire måneder. Da klageren vægrede sig ved at underskrive nyt gældsbrev, jf. kreditaftalelovens krav om nye kreditoplysninger, når der gives henstand ud over tre måneder, var lånet reelt i restance. Hertil kommer, at ydelser der forfaldt i slutningen af en måned ofte først er blevet betalt i begyndelsen af den efterfølgende måned.

Ankenævnets bemærkninger:

Der ses ikke at være uoverensstemmelse mellem klagerens og indklagedes oplysninger om, hvor stort et beløb, der er indbetalt på lånet. Det lægges herefter til grund, at klagerens samlede indbetalinger på lånet indtil 31. december 1993 udgjorde 87.260 kr.

Det lægges i overensstemmelse med angivelsen på låneansøgningen til grund, at løbetiden var aftalt til 84 måneder. Det lægges endvidere til grund, at den oprindelige ydelse på 1.470 kr. var korrekt udregnet.

Klageren måtte påregne, at løbetiden ville blive forlænget som følge af de ydelsesfritagelser, der blev hende bevilget, og af de rentestigninger, der har fundet sted i lånets løbetid. Der findes intet grundlag for at tilsidesætte den af indklagede fastsatte rente, og det fremgår klart af gældsbrevet, at renten er variabel.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at nedsætte restgælden som følge af fremkomsten af indklagedes nye billåneprodukt, der i øvrigt ikke ses at være sammenligneligt med klagerens lån.

Klageren er i hvert fald gennem de oplysninger, der er meddelt af indklagede under klagesagens forløb, blevet tilstrækkeligt orienteret om låneindbetalingen, restgæld og andre forhold vedrørende låneforholdet.

Som følge heraf