Valutaterminsforretninger. Spørgsmål om indklagedes dispositioner i overensstemmelse med aftale.
| Sagsnummer: | 258/1994 |
| Dato: | 27-04-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Ole Just, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - lukning
|
| Ledetekst: | Valutaterminsforretninger. Spørgsmål om indklagedes dispositioner i overensstemmelse med aftale. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 28. januar 1992 blev der mellem klageren og indklagede indgået en investeringsaftale om valutaterminsforretninger med en ramme på 2 mio. kr.
Af aftalen fremgår bl.a.:
"Generelt:
1. [indklagede] bemyndiges til på vegne og for regning af [klageren] løbende at foretage køb og salg af valuta på terminsbasis med det formål at give [klageren] størst muligt afkast af det investeringsbeløb, aftalen omfatter.
Sikkerhed/håndpantsætning:
5. .....
Såfremt beløb svarende til kr. 150.000,00 af de indgåede forretninger ved opgørelsen af den samlede nettoposition af såvel realiserede som urealiserede forretninger skulle være tabt, giver [indklagede] på eget initiativ underretning til [klageren], og såfremt et beløb svarende til kr. 175.000,00 af de til enhver tid indgåede forretninger skulle være tabt, opgjort efter samme opgørelsesmetode som førnævnt, kan [indklagede] på eget initiativ udligne de indgåede valutaterminsforretninger, således at nettovalutapositionen bliver nul, [indklagede] må ikke uden forudgående ny skriftlig aftale med [klageren] indgå yderligere forretninger.
Stop-loss skal altid og profit kan aftales løbende mellem parterne i relation til de enkelte forretninger. For forretninger under modværdien af USD 500.000,00 gælder dog, at [indklagede] alene påtager sig overvågning og dermed eventuel lukning til aftalte kurser i tidsrummet 08.00 til 17.00 på danske bankdage. Iøvrigt indebærer aftale om stop-loss og profit ingen garanti fra [indklagedes] side for, at lukning altid vil blive effektueret til aftalt kurs, idet markedssituationen kan forhindre dette.
Anfordring om genetablering af sikkerhed eller afdækning af valutaterminspositioner sker alene efter [indklagedes] skøn.
[Indklagede] yder ingen garanti for, at kundens tab ikke overskrider den stillede sikkerhed.
Forretningsbetingelser:
7. [Indklagedes] løbende køb og salg af valuta på termin foretages efter bedste skøn og overbevisning. [Indklagede] kan ikke gøres ansvarlig for fejlskøn eller fejldisponering.
8. [Klageren] er blevet gjort opmærksom på, at investering i valuta medfører en risiko for tab.
Af indklagedes almindelige betingelser for valutaterminsforretninger fremgår bl.a.:
"5. Efter instruks fra kunden indgår [indklagede] valutaterminsforretninger med denne i ovennævnte valutaer og inden for ovennævnte ramme beløb.
......
9. Indgåede valutaterminsforretninger bekræftes skriftligt af kunden og [indklagede] straks efter indgåelsen"
Inden klageren rejste på ferie i Spanien den 4. september 1992, blev der i august 1992 indgået valutaterminsforretninger i FRF/PTE og CHF/FIM. Det blev samtidig aftalt, at indklagede i tilfælde af valutauro under klagerens ferie kunne lægge klagerens positioner "neutrale".
Ifølge klageren blev det af indklagedes medarbejder forklaret, at udtrykket "lægges neutral" indebar indgåelse af en modforretning eller omlægning fra en usikker valuta til en sikker valuta.
Ifølge indklagede betyder udtrykket "lægges neutral" omlægning af en position til en valuta, der normalt ikke afviger ret meget fra CHF.
På baggrund af devaluering af FIM den 8. september 1992, hvorved klagerens urealiserede tab på CHF/FIM steg fra ca. 40.000 kr. til ca. 160.000 kr., omlagde indklagede på klagerens vegne FIM til ITL. Klageren undlod efterfølgende at bekræfte indgåelsen af denne forretning.
Den 13. september 1992 blev ITL devalueret, hvilket ifølge indklagede isoleret set medførte et tab for klageren på ca. 30.000 kr.
Den 28. september 1992 opsagde indklagede engagementet med henvisning til, at klageren på et møde tre dage tidligere havde meddelt, at han ikke havde til hensigt at dække det urealiserede tab på valutaterminsforretningerne, som indklagede pr. 28. september 1992 opgjorde til 334.186 kr.
Opsigelsen af engagementet omfattede tillige en erhvervskredit med en negativ saldo på 62.076,31 kr.
Ved stævning af 19. april 1993 blev klageren sagsøgt til betaling af 405.225,91 kr. med tillæg af renter fra 31. oktober 1992. Af det påstævnte beløb udgjorde ca. 340.000 kr. det realiserede tab på valutaterminsforretningerne. Ca. 96.000 kr. af tabet relateredes til afviklingen af FRF/PTE.
I et retsmøde den 20. juni 1994 blev sagen af civilretten i Helsingør udsat på forelæggelse for Ankenævnet i medfør af retsplejelovens § 361.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte sit krav mod ham med ca. 305.000 kr.
Indklagede har påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede handlede i strid med såvel skriftlige som mundtlige aftaler, hvorfor han ikke bør hæfte for tab, der er påført ham derved. På trods af den mundtlige aftale om at lægge positionerne neutrale i tilfælde af valutauro, foretog indklagede ingen dispositioner op til den finske devaluering den 8. september 1992. I stedet foretog indklagede efterfølgende dispositioner, der medførte yderligere tab. Den 8. september 1992 var der som følge af devalueringen af FIM et samlet urealiseret tab på ca. 205.000 kr., hvorfor indklagede som følge af stop-loss-klausulen i aftalens § 5, stk. 2, ikke var berettiget til at indgå yderligere forretninger uden forudgående ny skriftlig aftale med ham. Alligevel åbnede indklagede den 9. september 1992 en ny forretning, CHF/ITL, hvorved tabet blev forøget. Hertil kommer, at indklagede den 28. september 1992, hvor engagementet blev opsagt, forlængede positionen FRF/PTE til udløb den 21. oktober 1992, hvilket medførte yderligere tab.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at spekulationsforretningerne efter deres karakter og omfang må betragtes som eller sidestilles med erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor sagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og 3. Endvidere vil en afklaring af sagen forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der gør den uegnet til behandling i Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren gennem flere år havde deltaget i valutaspekulationsforretninger, som blev forestået af den samme medarbejder hos indklagede. Klageren har tidligere lidt tab i størrelsesordenen 100-200.000 kr., som efterfølgende blev udlignet gennem fortsatte valutaterminsforretninger. På trods af indklagedes opfordring til at stoppe forretningerne den 13. maj 1992, hvor klagerens tab/gevinstkonto viste en saldo på 29.007 kr. i klagerens favør, valgte klageren at fortsætte. Under klagerens tidligere ophold i Spanien var indklagedes medarbejder blevet bedt om at varetage terminsforretningerne, hvorom klageren havde holdt sig underrettet ved 2-3 ugentlige telefonopringninger. Under ferien i september 1992 var det ikke muligt at få kontakt med klageren, der ikke som aftalt tog telefonisk kontakt til indklagede. I et forsøg på at forhindre et tab for klageren, besluttede man på klagerens vegne efter devalueringen den 8. september 1992 at komme væk fra den finske mark og ind i en EMS valuta, hvilket var i overensstemmelse med klagerens instruks. Man valgte italienske lire, idet rentespændet her er størst, nemlig på 8% p.a., svarende til forskellen mellem indlånsrenten for italienske lire og udlånsrenten for schweizerfranc. Bestemmelserne i investeringsaftalens pkt. 5 om stop-loss ved 150.000 kr. og lukning ved 175.000 kr. blev ikke tilsidesat, dels fordi man straks iværksatte afværgeforanstaltninger, dels fordi bestemmelserne er fakultative. Investeringsaftalen indeholder en generel fuldmagt til at foretage valutahandler for klagerens regning og risiko, og man er efter samme aftales pkt. 7 ikke ansvarlig for eventuelle fejlskøn eller fejldispositioner. Man har disponeret indenfor aftalens rammer, og da man var afskåret fra at drøfte afværgeforanstaltninger med klageren, må denne hæfte for tabet på forretningerne.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at afvise sagen.
Klageren har ved at indgå investeringsaftale overladt det til indklagede at sælge og købe valuta på klagerens vegne efter indklagedes skøn. Det fremgår af aftalen, at klageren er gjort bekendt med, at valutaspekulation medfører risiko for tab.
Ankneævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at indklagede ikke forudså devalueringen af FIM den 8. september 1992, og nævnet finder endvidere, at indklagedes hensigt med at omlægge FIM til ITL efter devalueringen af FIM har været at gennemføre den neutralisering, som parterne ubestridt havde aftalt i tilfælde af valutauro. Efter investeringsaftalens klare ordlyd kan indklagede ikke gøres ansvarlig for, at dette neutraliseringsforsøg mislykkedes. Det tilføjes, at stop-loss klausulen i investeringsaftalens pkt. 5, efter ordlyden ("kan ...... udligne") alene giver indklagede en ret, men ikke pålægger indklagede nogen pligt til at udligne valutaforretningerne, når den fastsatte beløbsgrænse er nået.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.