Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for manglende overførsel af stempel, hvor nyt realkreditlån ikke blev lyst senest samtidig med aflysning af indfriet realkreditlån.

Indledning.

Denne klage vedrører, om indklagede har pådraget sig ansvar over for klagerne som følge af, at klagerne blev påført yderligere udgift til stempel i forbindelse med, at stempel ikke kunne overføres fra et indfriet realkreditlån til et nyoptaget lån.

Sagens omstændigheder.

Ved købsaftale underskrevet af klagerne den 26. februar 2002 købte klagerne en fast ejendom med overtagelse 1. april 2002. Af købsaftalen fremgår i øvrigt:

"STEMPELOVERFØRSEL VED KONTANTHANDEL:

Sælger giver køber alle relevante oplysninger til brug for overførsel af stempel og evt. kurstabsfradrag fra bestående realkreditlån i ejendommen. Sælger forpligter sig til vederlagsfrit at lade vurderingsmedarbejder fra købers realkreditinstitut få adgang til at besigtige ejendommen, ligesom sælger medvirker ved optagelse af evt. ejerskiftelån i sælgers navn.

BANKINDESTÅELSE:

Ejendommen er efter købers ønske købt kontant."

I ejendommen indestod et realkreditlån på oprindelig 733.000 kr., som indklagede, der er sælgernes pengeinstitut, skulle foranledige indfriet.

Ved skrivelse af 20. marts 2002 anmodede klagernes pengeinstitut sælgers advokat om at være opmærksom på "at eksisterende kreditforeningspantebreve ikke aflyses af tingbogen før nyt ejerskiftelån er blevet tinglyst".

Den 27. marts 2002 underskrev klagerne realkreditpantebrev på 754.000 kr. til brug for finansiering af købesummen.

Den 15. april 2002 blev det eksisterende realkreditlån aflyst efter begæring af indklagede.

Ved skrivelse af 6. maj 2002 meddelte klagernes pengeinstitut sælgers advokat, at man var blevet opmærksom på, at det hidtidige realkreditlån nu var aflyst, hvilket havde medført et tab for klagerne på 10.833 kr. opgjort som 1,5 % af 722.215 kr.

Ved skrivelse af 15. maj 2002 meddelte sælgers advokat købers pengeinstitut, at indklagede havde kontaktet en navngiven medarbejder hos købers pengeinstitut med forespørgsel om, hvorvidt klagerne skulle have overført stempel, hvortil der blev svaret, at dette ikke var tilfældet, da klagerne ikke skulle optage nyt lån, hvorfor indklagede kunne aflyse pantebrevet.

Ved skrivelse af 16. maj 2002 meddelte købers pengeinstitut sælgers advokat, at medarbejderen hos købernes pengeinstitut om ekspeditionen havde oplyst, at indklagedes forespørgsel angik, om et eksisterende ejerpantebrev skulle tiltransporteres klagerne, hvilket var blevet besvaret benægtende.

Ved skrivelse af 29. maj 2002 meddelte indklagede klagernes pengeinstitut, at forespørgslen til klagernes pengeinstitut ikke vedrørte et ejerpantebrev, men de indfriede kreditforeningspantebreve i relation til stempelrefusion.

I september 2002 ansøgte klagernes pengeinstitut skattemyndighederne om refusion af den betalte tinglysningsafgift i forbindelse med tinglysning af pantebrevet på 754.000 kr.

Af en skrivelse af 6. december 2002 fra klagernes advokat til indklagede fremgår, at:

"Som bekendt forestod banken tinglysning af ejerskiftelånet på sælgers vegne uden at sikre sig samtidig overførsel af stempelafgift på eksisterende pantebrev i ejendommen, hvilket udløste en merudgift i tinglysningsmæssig henseende til køberne af ejendommen.

[Klagernes pengeinstitut] har indsendt ansøgning om godtgørelse af tinglysningsafgift, men har modtaget afslag på dette.

Da den manglende koordination af eksisterende pantebreve og tinglysning af nyt pantebrev således har medført tab for køberne af ejendommen, skal jeg på købernes vegne herved gøre krav på erstatning svarende til merudgiften på kr. 10.900,00."

Den 5. februar 2003 meddelte Told Skat klagernes pengeinstitut afslag på anmodningen om stempelrefusion.

Parternes påstande.

Klagerne har den 23. maj 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 10.900 kr. med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at det af den fremlagte korrespondance fremgår, at deres eget pengeinstitut ikke har kunnet bekræfte at have udtalt sig på den måde, som indklagede har anført. Indklagede har heller ikke kunnet dokumentere dette.

Indklagede har anført, at indklagedes medarbejder kontaktede klagernes pengeinstitut telefonisk og fik oplyst, at der ikke var behov for stempeloverførsel, da der ikke skulle optages nye lån i ejendommen. På den baggrund lod man i god tro realkreditpantebrevet aflyse.

Der kan ikke stilles krav om en skriftlig accept i en sådan situation. En mundtlig oplysning fra klagernes pengeinstitut om, at pantebrevet kunne aflyses, må være tilstrækkelig. Risikoen for en forkert oplysning fra klagernes pengeinstitut bør ikke pålægges indklagede. Klagerne må derfor i stedet henvises til at søge erstatning hos deres eget pengeinstitut.

Klagernes pengeinstitut burde som berigtigende pengeinstitut ved skriftlig instruktion til indklagede, der skulle rense ejendommen for gamle hæftelser, have instrueret om, at det gamle pantebrev ikke skulle aflyses.

Indklagedes medarbejder har ikke nogen erindring om at have set købsaftalen, inden man kontaktede klagernes pengeinstitut. Indklagede havde ikke fra sælgerne modtaget oplysning om, at klagerne skulle optage et nyt lån.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ikke godtgjort, at indklagede ved ekspeditionen af indfrielsen af det eksisterende realkreditlån var bekendt med, at klagerne via deres eget pengeinstitut var i færd med at hjemtage et realkreditlån og derfor havde interesse i, at det eksisterende realkreditlån ikke blev aflyst, forinden det nye lån blev anmeldt til tinglysning.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.