Rentesats på lån til boligindskud. Krav om rentekompensation.
| Sagsnummer: | 202/2009 |
| Dato: | 29-03-2010 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Ole Jørgensen, Kain Sønderbæk |
| Klageemne: |
Udlån - rente
Udlån - stiftelse |
| Ledetekst: | Rentesats på lån til boligindskud. Krav om rentekompensation. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om en rentekompensation.
Sagens omstændigheder.
Den 22. juni 2005 blev klageren og dennes hustru (H) tilbudt en ny lejet bolig (ældrebolig) til indflytning den 1. september 2005. I den forbindelse skulle de betale et indskud på 31.220,66 kr.
Ved gældsbrev af 27. juni 2005 ydede Nordea Bank klageren og H et privatlån på 71.212,12 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr. Rentesatsen var variabel 11 % pr. år.
Klageren har anført, at lånet vedrørte en låneforhøjelse, som banken ydede efter aftale med deres bopælskommune til finansiering af boligindskuddet.
Det fremgår, at klageren og H fik afslag på en ansøgning til kommunen om lån eller garanti for lån til indskud i forbindelse med det nye lejemål.
I december 2005 bevilgede banken en udskydelse af ydelsen på lånet i to måneder.
Banken har oplyst, at det under et møde den 21. februar 2007 blev drøftet at omlægget lånet fra et privatlån til et forbrugslån med to ydelsesfrie måneder om året.
Ved gældsbrev af 1. juni 2007 blev privatlånet omlagt til et forbrugslån med en hovedstol på 67.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.200 kr. Januar og december var ydelsesfrie. Rentesatsen var variabel 11 % pr. år, hvilket var 3 procentpoint under bankens basissats for forbrugslån.
Ved gældsbrev af 29. februar 2008 blev lånet forhøjet med 25.757,58 kr. til 91.189,23 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.800 kr. Januar og december var fortsat ydelsesfrie. Rentesatsen var variabel 11,50 % pr. år, hvilket uændret var 3 procentpoint under bankens basissats. Af såvel dette som de tidligere gældsbreve fremgår bl.a.:
"Oplysningerne om ydelsernes størrelse er givet ud fra rentesatsen og kreditomkostningerne, der gælder ved lånets stiftelse.
En ændring af rentesatsen vil bevirke ændring af ydelsernes størrelse, så den aftalte løbetid fastholdes. Ændringen sker automatisk en gang om året. Ved mindre ændringer af løbetiden sker der ingen ændring af ydelsen. "
Den 1. februar 2009 blev låneydelsen forhøjet med 90 kr. til 1.890 kr.
Den 4. marts 2009 indgav klageren en klage over Nordea Bank til Ankenævnet.
Banken har under sagen erkendt, at man uberettiget havde forbeholdt sig at kræve ekstraordinære omkostninger, hvis klageren indbetalte et ekstraordinært afdrag på lånet.
Parternes påstande.
Ankenævnet har forstået klagerens endelige påstand således, at Nordea Bank skal nedsætte ydelsen på lånet fra 1.890 kr. til 1.800 kr. samt yde en rentekompensation.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken forhøjede ydelsen på lånet uden at informere herom.
Banken udfærdigede gældsbrevet på 71.212,12 kr. efter aftale med kommunen.
Lånet burde være etableret som et boligskiftlån med en væsentligt lavere rente.
Banken har forsømt sin rådgivningsforpligtelse.
Nordea Bank Danmark har anført, at ydelsesstigningen skyldtes stigninger i rentesatsen gennem 2008. Forhøjelsen skete i overensstemmelse med gældsbrevets vilkår, som klageren har tiltrådt med sin underskrift.
Banken har ydet klageren den låneforhøjelse, der blev anmodet om, og i øvrigt ydet det lån, som der var mulighed for i klagerens tilfælde.
Det har ikke været muligt at oprette en boligskiftkonto i klagerens tilfælde, idet der var tale om fraflytning af lejet bolig til indflytning i en anden lejet bolig. En boligskiftkonto kan oprettes i forbindelse med en handel med ejerbolig, hvor der skal ydes finansiering.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Nordea Bank var ikke forpligtet til at etablere et lån på særlige vilkår til finansiering af boligindskuddet, som klageren og dennes hustru skulle betale i sommeren 2005.
Etableringen af lånet på 71.212,12 kr. og de efterfølgende ændringer skete med klagerens og hustruens accept, jf. klagerens og hustruens underskrifter på gældsbrevene.
Lånets variable rentesats på oprindelig 11 % pr. år senere 11,50 % pr. år kan ikke tilsidesættes som urimelig.
Nordea Bank var som anført på grund af rentestigninger i 2008 berettiget til at forhøje ydelsen på klagerens og dennes hustrus lån, jf. gældsbrevets bestemmelse herom.
Banken har under sagen erkendt, at man uberettiget har forbeholdt sig at opkræve omkostninger, hvis klageren indbetalte ekstraordinære afdrag på lånet. Det er uoplyst, om klageren er blevet påført unødige renteomkostninger, som banken måtte være forpligtet til at tilbageføre.
Som følge heraf
b e s t e m m e s :
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.