Afgørelse

Forhåndslån. Endelig værdiansættelse.

Det indklagede institut afgav i juni tilbud på to forhåndslån til klageren på grundlag af en vurdering på 4,3 mio. kr. Begge tilbud indeholdt en række vilkår, herunder om endelig værdiansættelse efter færdiggørelsen og eventuel nedbringelse af lånene. Det ene af lånene blev udbetalt i juli 2008 på en garanti fra klagerens pengeinstitut, medens det andet blev tinglyst, men ikke udbetalt. Instituttet ansatte i juni 2009 en endelig værdi af ejendommen på 3,9 mio.kr. I den forbindelse gav instituttets vurderingsmand ifølge klageren tilsagn om tillægslån i det koncernforbundne pengeinstitut, hvilket realkreditinstituttet bestred. I august 2009 afslog pengeinstituttet at yde det ønskede tillægslån på grund af for sent betalte terminsydelser.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet havde forpligtet sig til at finansiere ejendommen med begge forhåndslån, subsidiært at yde en efterfinansiering på op til 95 pct. Instituttet påstod frifindelse.
Vedrørende værdiansættelsen af ejendommen efter fuldførelsen og nedbringelseskravet henviste Nævnet til, at instituttet efter realkreditlovgivningen var forpligtet hertil, og at klageren i lånetilbuddet havde fået oplysninger herom. Nævnet fandt derfor, at instituttet ikke havde forpligtet sig til at endeligt finansiere klagerens ejendom med det samlede beløb, der var nævnt i tilbuddene om forhåndslån. Nævnet gav ikke klageren medhold i, at lånet på 868.000 kr. skulle være udbetalt, dels fordi lånetilsagnet udløb i december 2008, dels fordi klageren ikke inden for denne frist havde anmodet om udbetaling og dokumenteret, at udbetalingsbetingelserne var opfyldt. Vedrørende lånetilsagn fra instituttets vurderingsmand fandt flertallet, at det var betænkeligt at lægge til grund, at vurderingsmanden mundtligt havde givet klageren et bindende tilbud om banklån fra det koncernforbundne pengeinstitut, og stemte for at frifinde instituttet vedrørende dette klagepunkt. Mindretallet fandt, at instituttets vurderingsmand under vurderingerne havde tilkendegivet, at der kunne bevilges en boligkredit. Begrundelsen for ikke at yde klageren boligkredit var efterfølgende forhold i form af ikke-rettidig betaling af enkelte terminsydelser på forhåndslånet. Eftersom klageren kunne opfylde betingelserne på vurderingstidspunktet, fandt mindretallet, at der reelt var tale om et bindende tilsagn, og stemte for at give klageren medhold i dette klagepunkt. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.