Klage over omprioritering foretaget i 1994.
| Sagsnummer: | 318 /2004 |
| Dato: | 10-05-2005 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Inge Frölich, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Passivitet - øvrige spørgsmål
Realkreditbelåning - kurssikring |
| Ledetekst: | Klage over omprioritering foretaget i 1994. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagernes indsigelser vedrørende en omprioritering af klagernes ejendom foretaget via indklagede i foråret 1994.
Sagens omstændigheder.
Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.
Klagerne gennemførte i foråret 1994 en omprioritering gennem indklagedes medarbejderbank, idet H da var ansat i et datterselskab ejet af indklagede.
Til brug for omprioriteringen ydede indklagede klagerne en kredit på 1.170.000 kr. Af kreditkontrakten fremgår, at "kreditten indfries i sin helhed senest seks måneder fra dato". Kreditten er formentlig oprettet i januar 1994.
Den 24. januar 1994 indfriede indklagede klagernes to 9 % obligationslån hos Realkredit Danmark med et samlet indfrielsesbeløb på 1.154.276 kr.
Den 30. marts 1994 udbetalte Realkredit Danmark klagernes nye obligationslån på 1.206.000 kr. til rente 7 %. Udbetalingen skete ved overførsel af obligationerne til klagernes depot i Værdipapircentralen.
Ved skrivelse af 29. maj 1994 anmodede klagerne - med henvisning til en telefonsamtale 26. samme måned - indklagedes medarbejderbank om forlængelse af omprioriteringskreditten med yderligere seks måneder regnet fra 1. juni. I skrivelsen oplyste klagerne, at de ikke havde modtaget kopi af kreditkontrakten, hvorfor de anmodede herom. Af skrivelsen fremgår i øvrigt:
"Vort problem med den igangværende omprioritering skyldes, at vi efter at have modtaget lånetilbud 2 gange fra kreditforeningen har konstateret, at kursudviklingen på 7% Realkredit Danmark 23.B 2024 begge gange har bevirket, at indfrielse af gamle lån samt omkostninger hertil, ikke har kunnet dækkes ind. Deres [NA] rådede os derfor til at hjemtage obligationerne og lægge dem i depot, for derefter at sælge dem så snart kurserne rettede sig igen. Obligationerne blev hjemtaget den 5. april d.å. Vore gamle lån blev indfriet efter "pari-straks" princippet i januar d.å.
Som kursniveauet for ovennævnte obligationer er i øjeblikket, vil et evt. salg betyde et realiseret kurstab for vort vedkommende på ca. kr. 150.000,-, som herefter skal efterfinansieres. Konsekvensen heraf vil således være en dyrere boligudgift samt en væsentlig større gæld end tidligere."
Klagerne har anført, at medarbejderbanken telefonisk afviste henvendelsen med oplysning om, at det havde ansættelsesmæssige konsekvenser for bankansatte at spekulere, og såfremt kreditten ikke blev indfriet, ville ledelsen i det selskab, hvor H var ansat, blive involveret.
I juli 1994 solgte klagerne obligationerne vedrørende omprioriteringslånet. Afregningskursen var 85.
I forbindelse med indfrielsen af omprioriteringskreditten ydede indklagede klagerne et lån på 120.000 kr. uden pantesikkerhed med afvikling over 20 år og. Lånets rente var på etableringstidspunktet 6 %. I forbindelse med indfrielsen af omprioriteringskreditten indbetalte M 29.700 kr.
H fratrådte i 1997 sin ansættelse hos indklagedes datterselskab. I denne forbindelse blev boliglånet ændret til et almindeligt privat boliglån, men fortsat uden pantesikkerhed.
I december 1998 rettede klagerne henvendelse til indklagedes Jyllinge afdeling vedrørende boliglånets rente. Ved skrivelse af 17. december 1998 erkendte indklagede, at lånet havde været renteberegnet med en for høj rentesats. Indklagede beklagede fejlen og tilbød en regulering heraf. Ved skrivelse af 21. december 1998 anførte klagerne, at de ikke kunne acceptere den foreslåede løsning, da de ikke havde mulighed for at vurdere restgældens størrelse. Af skrivelsen fremgår herefter:
"Årsagen til den lave rentesats på ovennævnte boliglån skyldes som bekendt at en bankrådgiver i [indklagedes] medarbejderbank, mens H var ansat som kontorass. i [indklagedes datterselskab], rådede os til at købe realkredit obligationer hjem i forbindelse med en konvertering af lånene i vort hus. Bankrådgiveren gav os dette råd grundet en faldende kurs på obligationsmarkedet. Han glemte dog at oplyse os om at medarbejderne i [indklagede] kun må have realkredit obligationer i depot i maks. 6 måneder, hvorfor vi blev tvunget til at sælge til en så lav kurs, at det medførte et kurstab på knap kr. 120.000, som vi efterfølgende måtte finansiere med ovennævnte boliglån.
Da vi ikke kan acceptere flere fejl i denne for os kostbare sag, vil vi bede dig om at lave en detaljeret beregning med anvendelse af den korrekte rente over den aktuelle periode, der i lighed med et kontoudtog, viser ydelse, rente samt løbende restgæld. Vi kan ikke ud af den tilsendte beregning vurdere hvad restgælden er samt hvad den burde være."
Ved skrivelse af 12. februar 1999 meddelte indklagede, at man samme dag havde indsat et rentekompensationsbeløb på 3.864,28 kr. på klagernes lån. Indklagede beklagede endnu en gang fejlen og anførte, at såfremt klagerne havde nogen spørgsmål, var de velkomne til at kontakte indklagede.
Ved skrivelse af 30. oktober 2004 rettede klagerne henvendelse til indklagede vedrørende omprioriteringen i 1994. Klagerne anførte, at indklagede ikke havde optrådt i overensstemmelse med god bankskik i forbindelse med omprioriteringen, idet indklagede straks efter etableringen af omprioriteringskreditten havde indfriet de eksisterende lån, uden at der blev hjemtaget et nyt lån. Ekspeditionen havde medført et tab for dem. Senere havde indklagede nægtet at forlænge kreditten med henvisning til, at det kunne have ansættelsesmæssige konsekvenser, hvis medarbejdere overtrådte medarbejderbankens forretningsregler. Klagerne henviste endvidere til, at medarbejderbanken ville tage kontakt til ledelsen i det selskab, hvor H var ansat, såfremt de ikke accepterede at inddække kurstabet.
Ved skrivelse af 10. november 2004 afviste indklagede klagen med henvisning til, at klagerne havde udvist passivitet og derfor måtte være afskåret fra at klage over forholdet.
Parternes påstande.
Klagerne har den 25. november 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede ved omprioriteringen foreslog dem at hjemtage lånets obligationer og placere disse i depot, men undlod samtidig at oplyse, at man ville kræve den samtidig ydede kredit fuldt indfriet inden for tre måneder.
Dette medførte, at de blev tvunget til at sælge obligationerne til en urimelig lav kurs på 85, hvorved de realiserede et tab på 145.000 kr.
Medarbejderbanken burde have ventet med at indfri det eksisterende lån, indtil det nye lån var hjemtaget. I så fald kunne tabet være undgået. Indfrielse kunne under alle omstændigheder være sket til kurs pari. Havde medarbejderbanken undladt at foreslå hjemtagelse af et 7 % obligationslån, kunne et nyt lån til brug for indfrielsen af kreditten have været hjemtaget i en obligationsserie med en kurs så tæt på 100 som muligt, hvorved et kurstab ville have kunnet været undgået.
I forbindelse med etablering af kreditkontrakten modtog de ikke kopi af denne, og de var derfor ikke vidende om, at de kun reelt havde seks måneder til at foretage omprioriteringen.
Medarbejderbanken ønskede ikke at medvirke til at begrænse deres tab ved at forlænge kreditten uanset, at obligationerne lå til sikkerhed.
Ingen af dem havde bankuddannelse, og de var uden forudsætninger for at kunne vurdere forløbet i en omprioriteringssag. De blev ikke rådgivet om konsekvenserne af at hjemtage obligationerne til depot og så vente på, at kursen rettede sig.
Så længe H var ansat i indklagedes datterselskab, var de reelt afskåret fra at klage på grund af medarbejderbankens trussel om at ville rette henvendelse til H's chefer.
De bestrider at have udvist passivitet, men medgiver, at de i de senere år med mindre børn, hus og arbejde ikke har haft kræfter og overskud til at blive ved med at kæmpe mod indklagede.
Ved skrivelsen af 21. december 1998 gjorde de indsigelse mod forløbet tilbage i 1994, men indklagede forholdt sig ikke hertil.
Indklagede har anført, at det fremgår, at omprioriteringskreditten skulle indfries senest seks måneder efter etableringen. Kontrakten omtaler ikke mulighed for forlængelse eller genforhandling. I kontrakten blev indklagede endvidere instrueret om at indfri eksisterende realkreditlån.
Klagerne traf således selv de endelige beslutninger ved omprioriteringen og var fra begyndelsen klar over, at mellemfinansiering via kreditten alene var midlertidig.
Et erstatningsansvar kan alene komme på tale, hvis der har været givet fejlagtig rådgivning. Klagerne har ikke dokumenteret, at der har været tale om ansvarspådragende rådgivning, hvilket i øvrigt bestrides at have været tilfældet.
Klagerne har desuden ikke dokumenteret at have lidt et tab, som er en følge af fejlrådgivning fra indklagedes side.
Klagerne må på grund af udvist passivitet være afskåret fra nu at fremsætte krav vedrørende omprioritering. Da klagerne i 1998 henvendte sig om rentesatsen på boliglånet, gjorde klagerne ikke indsigelse over de øvrige aspekter vedrørende omprioriteringssagen. Det havde været naturligt og forventeligt for den part, over for hvilken kritikken fremføres, at disse forhold var blevet gjort gældende på dette tidspunkt.
Indklagede kunne med føje påregne, at alle aspekter af omprioriteringen var afklaret i 1998/1999 og indrette sig herpå. Langt størstedelen af sagsakterne er således siden hen destrueret. Havde klagerne gjort krav gældende tidligere, f.eks. umiddelbart efter, at ansættelsesforholdet ophørte hos indklagede - eller i forbindelse med klagen vedrørende rentesatsen - havde man været i stand til at dokumentere det samlede sagsforløb.
Hvis klagerne savnede svar eller kommentarer på skrivelsen af 21. december 1998, burde de have fastholdt dette over for indklagede langt tidligere og ikke først genoptage sagen i efteråret 2004.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerne har anført, at de som følge af frygt for, at H mistede sin ansættelse hos indklagedes datterselskab, var afskåret fra at klage over indklagede, så længe H var ansat i datterselskabet.
H fratrådte i 1997 dette ansættelsesforhold, og klagerne rettede i december 1998 henvendelse til indklagede vedrørende forhold omkring boliglånet etableret i forbindelse med indfrielsen af omprioriteringskreditten. Ved skrivelsen af 21. december 1998 gav klagerne udtryk for deres utilfredshed med omprioriteringens gennemførelse, men klagerne undlod at afæske indklagede en stillingtagen hertil. Klagerne havde endvidere lejlighed til at forfølge kravet i forbindelse med, at indklagede ved skrivelse af 12. februar 1999 ydede rentekompensation på boliglånet. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at klagerne som følge af passivitet er afskåret fra nu at gøre et erstatningskrav gældende over indklagede vedrørende gennemførelsen af omprioriteringen i 1994.
Allerede som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.