Spørgsmål om hæftelse som meddebitor for lån anvendt til indfrielse af meddebitors tidligere stiftede gæld.
| Sagsnummer: | 339/1999 |
| Dato: | 30-12-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Passivitet - hæftelse
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse som meddebitor for lån anvendt til indfrielse af meddebitors tidligere stiftede gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren hæfter for et lån på ca. 250.000 kr. etableret i 1994. Dette lån afløste bl.a. et lån på 157.000 kr. etableret i november 1988, som anvendtes til indfrielse af klagerens daværende samlevers lån i andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
Den 21. november 1988 ydede indklagedes Strandmark afdeling klageren og dennes daværende samlever M et lån på 157.170,19 kr. Af gældsbrevets side 1 fremgår:
"Lånet er overført fra [pengeinstituttet F].
Reg. nr. ....., lån nr. ....., oprindelig kr. 163.500,00, oprettet den 01.08.1986."
Indklagede har anført, at baggrunden for lånet var, at klageren og M var flyttet sammen i sommeren 1988 på klagerens daværende adresse. På et møde i oktober 1988 oplyste klageren og M, at de ville sælge deres hidtidige ejendomme og købe en fælles ejendom. M ønskede samtidig at blive kunde hos indklagede; M havde indtil da været kunde hos F.
Klagerens hidtidige ejendom blev hurtigt solgt, mens der opstod problemer med salget af M's ejendom.
Indklagede har anført, at afdelingen gav tilsagn om, at såfremt salget af M's ejendom trak ud, kunne der bevilges et boliglån og en kredit, indtil ejendommen var solgt. Etableringen af et sådant lån blev nødvendigt i september 1989.
Den 14. september 1989 underskrev klageren og M gældsbrev vedrørende et lån på 143.744 kr. Lånet skulle afvikles over 10 år med 7.000 kr. i kvartalet. Til sikkerhed modtog indklagede et ejerpantebrev med pant i M's ejendom, ligesom indklagede fik transport i kontantprovenuet ved salget af ejendommen.
Indklagede har videre anført, at det i løbet af 1989 blev klart, at M's ejendom ikke kunne sælges i fri handel. I slutningen af året blev den solgt på tvangsauktion. I 1990 blev M arbejdsløs, og i løbet af 1991 blev det nødvendigt at sælge den fælles ejendom, hvilket skete i oktober 1991. I forbindelse hermed modtog indklagede 20.000 kr.
Indklagede har anført, at der i marts 1992 afholdtes et møde i afdelingen, hvor klageren og M deltog sammen med deres advokat A. Klageren og M anmodede om at få sammenlagt de to lån til ét lån med en månedlig ydelse på 3.000 kr. til nedsat rente.
Den 18. november 1992 etableredes nyt gældsbrev på 268.990,25 kr. med en variabel rente på 12,5% p.a. Lånet var en sammenlægning af de to hidtidige lån.
Den 4. august 1994 underskrev klageren og M nyt gældsbrev med en hovedstol på 250.712,67 kr. vedrørende lånet. Afviklingen var fortsat 3.000 kr. månedligt.
I de nævnte 4 lånedokumenter er klageren - ligesom hendes samlever - anført som debitor i hovedet på dokumentets side 1, ligesom hun på side 2 har underskrevet som debitor.
Indklagede har anført, at lånet af august 1994 blev misligholdt, hvorefter der i august 1996 blev afholdt fogedforretning, hvor klageren og M var repræsenteret ved advokat A. Der blev foretaget udlæg i klagerens og M's ejendom samt to biler. I denne forbindelse blev der etableret en afviklingsaftale med en månedlig ydelse på 2.000 kr. Aftalen er senere misligholdt.
Ved skrivelse af 10. juni 1999 rettede klageren gennem advokat B henvendelse til indklagede og gjorde gældende, at hun ikke hæftede for M's tidligere gæld, hvorfor indklagede skulle kvittere sine udlæg i hendes ejendom. Advokat B anmodede indklagede om en redegørelse. Ved skrivelse af 30. s.m. meddelte indklagedes afdeling, at man opretholdt sit krav over for klageren.
Parternes påstande.
Klageren har den 11. august 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hendes hæftelse for gældsbrevet af 4. august 1994 er ugyldig.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ved etableringen af lånet i november 1988 ikke havde kendskab til M's økonomiske forhold. Ved mødet hos indklagede spurgte sagsbehandleren, om hun var flyttet sammen med M og meddelte herefter, at "så skal du underskrive her". Hun var ikke klar over, hvad hun underskrev eller konsekvenserne heraf.
Det ydede lån blev udelukkende anvendt til indfrielse af M's tidligere stiftede gæld, som hun ikke havde nogen andel i. Hun havde ikke tiltrådt, at provenuet af lånet kunne overføres til M's tidligere pengeinstitut til indfrielse af M's gæld.
Hun har ikke efterfølgende anerkendt gælden til indklagede, da hun ikke var klar over de krav, der bør stilles for, at en debitor kan blive bundet som meddebitor for gammel gæld.
Hun bestrider at have udvist passivitet.
Indklagede har anført, at klageren ved etableringen af lånet i 1988 var bekendt med, at den gæld, som hun påtog sig, hidrørte fra M's personlige gæld. Ved sin underskrift af gældsbrevet accepterede klageren dette.
Ved forhandlingerne i 1992 om refinansiering af den samlede gæld var klageren repræsenteret ved egen rådgiver, som udarbejdede forslag til fremtidig afvikling.
Klageren har uanset hun var repræsenteret af egen rådgiver såvel i 1992 som i 1994 ved de etablerede gældsbreve bekræftet at ville hæfte for parrets samlede gæld.
Klageren har ved passivitet fortabt sin ret til at anfægte sin underskrift i 1988. Det bemærkes herved, at indklagede ikke i dag har mulighed for at imødegå klagerens fremstilling af, hvad der passerede ved lånets etablering.
Det omhandlede lån er fremgået af klagerens årsopgørelse, og klageren har fået rentefradrag af indberettede renter.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
I lånedokumentet af 21. november 1988 er klageren på side 1 anført som debitor, og hun har på side 2 underskrevet som debitor. Det er i lånedokumentet angivet, at lånet er overført fra klagerens samlevers tidligere pengeinstitut. Det må på denne baggrund anses for usandsynligt, at klageren ikke var klar over, at hun underskrev som debitor, og at låneprovenuet skulle anvendes til indfrielse af hendes samlevers lån i dennes tidligere pengeinstitut. Hertil kommer, at klageren har bekræftet sin hæftelse for bl.a. dette lån ved sin underskrift som debitor på det sammenlagte lån af 18. november 1992 og på det nye lånedokument af 4. august 1994 vedrørende dette lån. Klagerens påstand om, at hun skal fritages for sin hæftelse som debitor for lånet af 4. august 1994, kan under disse omstændigheder ikke tages til følge, hverken helt eller delvis.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.