Afgørelse

Indekskontrakter. Forkortet udbetalingsperiode ved udbetaling med henholdsvis fast og variabel grundrente

Indledning

Denne sag vedrører klagernes indsigelse mod forkortede udbetalingsperioder på indekskontrakter med valg af henholdsvis variabel og fast grundrente.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er ægtefællerne H og M, der er født i henholdsvis 1935 og 1936.

Den 9. oktober 1970 indgik klagerne hver en aftale med daværende Den Danske Landmandsbank, nu Danske Bank, om oprettelse af seks indekskontrakter.

H skulle årligt frem til og med 2001 pr. kontrakt indbetale 99,51 kr. "pristalsreguleret i henhold til loven". M skulle årligt til og med 2002 pr. kontrakt indbetale ligeledes pristalsreguleret 94,08 kr. Udbetalingsperioden var i begge aftaler fastsat til 10 år, og grundrenten var 4,25 % om året. Banken skulle til hver af klagerne oprette en indekskonto, der "forrentes med bankens højeste indlånsrente, for tiden 9 % p.a. og en overrente for tiden ¼ % p.a." Af aftalerne fremgår i øvrigt blandt andet:

"…

UDBETALING

3. A. Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettigede til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattede indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.

…"

I henholdsvis 2002 og 2003 underskrev klagerne hver en blanket om udbetaling af indekskontomidlerne, idet de nu var fyldt 67 år. H valgte udbetaling med variabel grundrente, mens M valgte udbetaling med fast grundrente. Af blanketterne fremgår i øvrigt blandt andet:

"…

Jeg er bekendt med, at der i begge tilfælde eventuelt kan blive tale om en forkortelse af udbetalingsperioden, ligesom jeg er bekendt med, at statens indekstillæg kun ydes så længe, der kan udbetales en fuld månedlig ydelse fra kontoen.

…"

Beregningssaldoen på H’s indekskonto udgjorde 133.857,57 kr. Egenudbetalingerne varierede i takt med den variable grundrente. I 2007 var den variable grundrente 2,50 % om året. I 2008 og 2009 var den variable grundrente 3,25 % om året. I 2010, 2011 og 2012 faldt den variable grundrente til henholdsvis 0,75 %, 1,10 % og 0,75 % om året.

Beregningssaldoen på M’s indekskonto udgjorde 131.298,02 kr. Egenudbetalingerne udgjorde 1.312,72 kr. pr. måned beregnet på grundlag af den faste grundrente på 4,25 %.

Den 2. december 2011 blev indekskontiene overført til Nørresundby Bank. Saldiene udgjorde henholdsvis 6.323,59 kr. (H) og 9.844,42 kr. (M).

I juni 2012 ophørte udbetalingerne fra H’s indekskonto, idet indeståendet var opbrugt. I august 2012 ophørte udbetalingerne fra M’s indekskonto af samme årsag.

Udbetalingsperioderne blev herved henholdsvis 114 måneder (H) og 105 måneder (M), det vil sige kortere end 10 år (120 måneder).

Parternes påstande

Den 18. december 2012 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank og eller Nørresundby Bank skal dække de manglende indeksudbetalinger, henholdsvis 6 måneder (H) og 15 måneder (M).

Danske Bank og Nørresundby Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de har krav på at få opfyldt aftalernes bestemmelse om udbetaling i 10 år. De har opfyldt deres del af aftalerne ved de løbende indbetalinger i over 30 år. Der var penge nok på kontiene til at dække udbetalinger i 10 år.

De bliver tilsyneladende snydt af bankernes beregninger, der er umulige at gennemskue.

Det er uvist, om de på noget tidspunkt har fået den i indekskontrakterne anførte rentesats på 9 % med tillæg af en overrente på 0,25 %.

Bankerne har varetaget statens interesse i, at indekskontrakter og dermed statens betaling af indekstillæg ophører, på bekostning af deres interesse i at aftalerne om udbetaling i 10 år blev opfyldt.

Indeksudbetalingerne indgik i deres budget, da betalingerne pludselig ophørte.

Banken burde i hvert fald i god tid have oplyst om, at udbetalingsperioden ville blive afkortet.

Danske Bank har anført, at man har handlet i overensstemmelse med aftale- og lovgrundlaget, og at klagerne – i den tid de var kunder i banken – har fået udbetalt det i henhold til indekskontrakterne aftalte beløb.

Rentesatsen på indekskontiene har gennem tiden varieret efter bankens højeste indlånsrente med tillæg af en varierende overrente.

Grundrenten på 4,25 % bruges alene som en beregningsfaktor ved beregning af egenudbetalingen fra indekskontoen, og har således ingen sammenhæng med bankens faktiske forrentning af kontoens indestående.

M valgte udbetaling med fast grundrente. Hvis rentesatsen på M’s indekskonto, siden udbetalingerne begyndte, havde været lig med grundrenten på 4,25 %, ville udbetalingsperioden have været 10 år. Den faktiske forrentning har været lavere end grundrenten, og udbetalingsperioden er derfor blevet afkortet. Omvendt hvis rentesatsen på indekskontoen havde oversteget grundrenten ville udbetalingsperioden have været forlænget.

H valgte udbetaling med variabel grundrente, som fastsættes hvert år af Statens Administration og er udtryk for den generelle forrentning i alle landets pengeinstitutter. Herved tilstræbes, at udbetalingsperioden hverken forkortes eller forlænges.

Det fremgår af både indekskontrakterne og af blanketterne vedrørende udbetaling, som klagerne underskrev, at udbetalingerne ophørte, når der ikke var flere penge på kontoen, og at der kunne ske en forkortelse af udbetalingsperioden. Dette fremgår også af bekendtgørelsen om pristalsregulerede alderdomsopsparinger i pengeinstitutter.

Klagerne modtog løbende saldomeddelelser, årsoversigter og stamkort, hvor de kunne følge udbetalingerne og restindeståenderne.

Nørresundby Bank har blandt andet anført, at udbetalingerne fra klagernes indekskonti fortsatte uændret efter overførslen til banken i december 2011.

Forløbet af kontoforholdene er sket efter kontrakternes og lovgivningens bestemmelser.

De faktiske rentetilskrivninger på kontiene har været lavere end grundrenten, hvilket har medført, at udbetalingsperioden på 10 år er blevet afkortet.

Ifølge aftalegrundlaget, var klagerne bekendt med, at en afkortning kunne ske.

Ankenævnets bemærkninger

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen og Karin Sønderbæk – udtaler:

Vi lægger til grund, at indeståenderne på klagernes indekskonti til stadighed er blevet forrentet i overensstemmelse med aftalerne med henholdsvis Danske Banks og Nørresundby Banks højeste indlånsrente med tillæg af overrente.

Vi lægger endvidere til grund, at renten på indekskontiene i udbetalingsperioderne fra henholdsvis 2002 og 2003 var mindre end grundrenten – for H’s vedkommende den årligt fastsatte variable grundrente og for M’s vedkommende den faste grundrente på 4,25 % – hvorved udbetalingsperioderne på 10 år blev afkortede.

Det fremgår af indekskontrakterne, at udbetalingerne fortsætter indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.

Da udbetalingerne begyndte, erklærede klagerne med deres underskrifter, at de var bekendt med, at der kunne blive tale om en forkortelse af udbetalingsperioden.

Klagerne, der via de fremsendte kontoudtog løbende har kunnet orientere sig om indekskontienes saldi, måtte regne med, at udbetalingerne ville ophøre, når indeståenderne på kontiene var opbrugt.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at pengeinstitutterne har begået fejl ved beregningen af udbetalingerne fra klagernes indekskonti.

Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at pengeinstitutterne har tilsikret klagerne en udbetalingsperiode på mindst 10 år.

To medlemmer – Anita Barbesgaard og Morten Bruun Pedersen – udtaler:

Vi er enige med flertallet bortset fra spørgsmålet om forrentning af indeståender på indekskontiene, idet vi mener, at banken ifølge aftalerne var forpligtet til at betale en højere rente end sket.

Ifølge aftalerne om indeksopsparing var banken nemlig forpligtet til at forrente klagernes indekskonti med bankens "højeste indlånsrente" med tillæg af "overrente, for tiden ¼ % p.a."

Vi finder, at udtrykket "højeste indlånsrente" naturligt må forstås som den højeste rente pengeinstituttet tilbyder kunder med opsparing.

Vi lægger til grund, at banken siden indgåelsen af indeksaftalerne har udviklet og udbudt indlånsprodukter med rentesatser, der overstiger rentesatsen på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår.

Ved til stadighed at have fastholdt en forrentning med rentesatsen på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår på klagernes indekskonti, finder vi, at banken ikke har levet op til aftalen om "højeste indlånsrente".

Vi finder derfor, at forrentningen på klagernes indekskonti og dermed saldoen på kontiene skal tilrettes i overensstemmelse med ovenstående.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen