Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med optagelse af et afdragsfrit 10-årigt inkonvertibelt realkreditlån eller som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med investering i investeringsforeningsbeviserne ”Nordea Invest Stabil Balanceret”.
| Sagsnummer: | 932 /2010 |
| Dato: | 21-12-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Hans Daugaard, Morten Bruun Pedersen, Erik Sevaldsen og Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - inkonvertible realkreditlån
Realkreditbelåning - rådgivning Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med optagelse af et afdragsfrit 10-årigt inkonvertibelt realkreditlån eller som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med investering i investeringsforeningsbeviserne ”Nordea Invest Stabil Balanceret”. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Nordea Bank Danmark har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med, at klageren optog et afdragsfrit 10-årigt inkonvertibelt realkreditlån og investerede en betydelig del af provenuet i investeringsforeningsbeviserne "Nordea Invest Stabil Balanceret".
Sagens omstændigheder.
Klageren ønskede i 2007 at give sine børn og børnebørn det afgiftsfrie gavebeløb. Til brug herfor henvendte hun sig i Nordea Bank Danmark for at drøfte optagelse af lån i sit gældfrie hus. Banken har anført, at klageren blev rådgivet om forskellige muligheder herunder optagelse af et 10-årigt 4 % afdragsfrit inkonverterbart realkreditlån. Klageren blev oplyst om risikoen for, at kursen på obligationerne kunne være steget, hvis ejendommen skulle sælges indenfor 10 år og lånet indfries. På mødet deltog klagerens søn S. Klageren bestrider, at de blev oplyst om, at lånet ikke til enhver tid kunne indfris til kurs 100.
Via banken modtog klageren et lånetilbud af 28. februar 2007 vedrørende et 4 % afdragsfrit inkonverterbart realkreditlån. Af en "Specifikation …" tilknyttet tilbuddet fremgår:
"… [side 1:]
Obligationslån stående
Hovedstol | 1.102.000,00 |
Nominel rente | 4,0000 % |
Antal terminer pr. år | 4 |
Anslået kurs | 98,0410 |
Løbetid | 10 år 0 mdr. |
- heraf afdragsfri periode | 10 år |
… |
De anslåede oplysninger er beregnet på baggrund af obligationskurser, bidragssatser, gebyrer m.v. pr. 27. februar 2007.
…
[side 2:]
Med hensyn til de enkelte ydelser, disses antal og forfaldstidspunkter samt aftalens varighed og betingelser for opsigelse, henvises der til pantebrevets bestemmelser og vedlagte amortiseringsplan.
…
Øvrige forhold for lånet
Lånet er et stående lån, der forfalder til indfrielse i sin helhed den 31. december 2017 – se vedlagte amortiseringsplan. Ved udbetaling efter den 30. november 2007 forfalder lånet til indfrielse i sin helhed den 31. december 2018. Lånet er baseret på inkonverterbare obligationer. Udbetaling sker i den fondskode, der på udbetalingstidspunktet er åben for udlån. Fondskoden bliver altid ændret pr. 1. december i forbindelse med serieskift. Lånets udbetalingstidspunkt er afgørende for løbetiden, idet lånet altid udløber 31. december i udløbsåret.
…
Indfrielsesvilkår
Ekstraordinær indfrielse/nedbringelse kan ske på 2 måder:
1. | ved at indlevere obligationer i samme serie, årgang og rentefod svarende til lånets obligationsrestgæld eller det delvise beløb, hvormed lånet ønskes nedbragt. |
2. | ved i perioden indtil sidste bankdag i november i det år hvor lånet forfalder i sin helhed, at betale et beløb svarende til hel eller delvis kontant indløsning af obligationerne til kurs 100 med tillæg af omkostninger – herunder eventuelle differencerenter. …" |
Af et "Standardiseret Europæisk Informationsblad" tilknyttet lånetilbuddet fremgår:
"…
[side 3:]
12. Førtidig eller ekstraordinær indfrielse
Lånet er ydet på baggrund af inkonverterbare stående obligationer, og kan derfor alene ekstraordinært indfries helt eller delvis ved til Nordea Kredit at indlevere obligationer, svarende til obligationsrestgælden eller det delvise beløb hvormed lånet ønskes nedbragt, i samme serie, årgang og rentefod som de, hvormed lånet er effektueret.
I det sidste år i lånets løbetid kan lånet i perioden indtil den 30. november indfries helt eller delvist ved at indbetale det beløb til Nordea Kredit, der kræves til hel eller delvis indfrielse af obligationsrestgælden til pari, med tillæg af omkostninger herunder eventuelle differencerenter.
…"
Klageren accepterede tilbuddet og underskrev den 2. marts 2007 et pantebrev vedrørende realkreditlånet. Af pantebrevet fremgår:
" [side 1]
PANTEBREV
Obligationslån – stående
Lånet er udbetalt på baggrund af inkonverterbare stående obligationer
…
[side 2]
Særlige | 1. … [Realkreditinstituttets] almindelige forretningsbetingelser Lånet er ydet på baggrund af inkonverterbare stående obligationer, og kan derfor alene ekstraordinært indfries helt eller delvis ved til [indklagede] at indlevere obligationer, svarende til obligationsrestgælden eller det delvise beløb hvormed lånet ønskes nedbragt, i samme serie, årgang og rentefod som de, hvormed lånet er effektueret. I det sidste år i lånets løbetid kan lånet i perioden indtil den sidste bankdag i november indfries helt eller delvist ved at indbetale det beløb til … [realkreditinstituttet], der kræves til hel eller delvis indløsning af obligationsrestgælden til pari, med tillæg af omkostninger – herunder eventuelle differencerenter. |
…" |
Lånet blev udbetalt til kurs 98,42.
Af låneprovenuet på ca. 1 mio. kr. valgte klageren den 4. juni 2007 at investere 599.928,95 kr. (inkl. kurtage på 898,55 kr.) i 5.426 stk. "Nordea Invest Stabil Balanceret". Af en fremlagt handelsbekræftelse fremgår, at værdipapirerne blev købt til kurs 110,40.
Ved mails af 26. november og 7. december 2010 rettede S på klagerens vegne henvendelse til banken vedrørende optagelsen af det inkonvertible lån og den foretagne investering. S oplyste, at klageren havde modtaget et papir fra Skat, hvoraf købskursen på værdipapirerne er angivet til 109,30.
Banken har anført, at på investeringstidspunktet indgik "Nordea Invest Stabil Balanceret" i bankens modelportefølje til lav risiko. Papirerne faldt under finanskrisen, men klageren har (pr. 15. februar 2011) haft en mindre gevinst efter skat.
Klageren har skiftet pengeinstitut. Værdipapirerne er ikke solgt.
Under sagens forberedelse for Ankenævnet har parterne bl.a. fremlagt årsopgørelser fra Skat, afkastopgørelser, en betalingsoversigt, grafer for kursudviklingen på investeringen i værdipapirerne "Nordea Invest Stabil Balanceret" og på lånets bagvedliggende obligationer samt kontoudskrifter.
Parternes påstande.
Klageren har den 27. december 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal garantere, at det optagne lån til enhver tid kan indfries til maksimalt kurs 100, samt tilbagekøbe værdipapirerne "Nordea Invest Stabil Balanceret" til anskaffelseskursen.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at hun var 77 år, da hun optog realkreditlånet. Det er dybt kritisabelt af banken at udstede lån af denne type til hende.
Banken har ikke på noget tidspunkt i forløbet oplyst, at lånet ikke kunne opsiges og indfries til maksimalt kurs 100. Sagen har ikke handlet om at rådgive hende bedst - men udelukkende om at sælge Nordea produkter uden hensyn til hendes alder og formue.
Hun kan ikke genkende bankens oplysninger om, at forskellige alternativer blev gennemgået.
Hun ønskede at give sine børn og børnebørn det afgiftsfrie beløb i gave. Den overskydende del af lånet blev i samråd med bankens rådgiver placeret i "Nordea Invest Stabil Balanceret" med en udbyttebetaling på 4 % om året. Disse midler skulle anvendes til betaling af en del af renterne på realkreditlånet.
Skattemyndighederne henvendte sig til hende i foråret 2010 og oplyste, at værdipapirerne var "lagerbeskattede", hvilket kom som en stor overraskelse, da banken ikke på noget tidspunkt havde rådgivet herom.
Det er kritisabelt, at banken solgte lagerbeskattede værdipapirer til en 77 årig dame, som kun har sin folkepension at leve af.
Nordea Bank Danmark har bl.a. anført, at der ikke foreligger fejl eller forsømmelser ved rådgivningen af klageren og S, som skulle begunstiges af transaktionen. Efter gennemgang af forskellige alternativer foretrak klageren den lave faste rente, som var styrken ved det inkonverterbare lån. Med denne fordel trådte risikoen for overkurs i en eventuel salgssituation i baggrunden.
Det fremgår tydeligt af lånetilbud, det Standardiserede Europæiske Informationsblad og pantebrevet, at lånet var inkonverterbart samt betydningen heraf.
Klageren har ikke lidt noget tab ved at vælge det 10-årige inkonverterbare lån frem for et 30-årigt obligationslån med 10 års indledende afdragsfrihed. Hun har tværtimod opnået en gevinst. Fordelen vil alt andet lige blive udbygget i takt med, at det valgte lån nærmer sig udløbstidspunktet, fordi overkursen gradvis forsvinder.
For den del af låneprovenuet, der ikke blev brugt på gaver, købte klageren investeringsbeviser med lav risiko. Klageren er utilfreds med, at papirerne lagerbeskattes, men dette kan ikke i sig selv føre til noget ansvar for banken, og klageren har ikke påvist, at lagerbeskatningen har medført et tab.
Med kursudviklingen på "Nordea Invest Stabil Balanceret" har lagerbeskatningen betydet, at klageren har kunnet fratrække kurstabet ved indgangen til 2008 og 2009 i sin personlige indkomst. Dette har udskudt hendes skattebetaling indtil 2010, hvor reetableringen af kursen i løbet af 2009 bliver beskattet.
Hvis klageren er utilfreds med investeringen, har hun (pr. 23. marts 2011) i de seneste 6 måneder kunnet sælge papirerne igen uden at have lidt et tab. Banken har ikke rådgivet herom, da klageren har skiftet pengeinstitut.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet bemærker, at af lånetilbud, pantebrev og det standardiserede Europæiske Informationsblad fremgår, at det inkonvertible lån alene kunne indfries ekstraordinært ved indlevering af obligationer (bortset fra det sidste år af løbetiden).
Ankenævnet finder på denne baggrund, at klageren burde have været klar over, at lånet var undergivet særlige indfrielsesvilkår, som kunne indebære, at det alene kunne indfries til overkurs, hvorfor klageren ikke gives medhold i sin påstand på dette punkt.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken i forbindelse med klagerens investering i "Nordea Invest Stabil Balanceret" har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar eller at klageren har lidt et tab.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.