Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om tilbageførsel af handler gennemført i henhold til formueplejeaftale.

Sagsnummer: 302/2008
Dato: 11-02-2009
Ankenævn: John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard, Astrid Thomas
Klageemne: Værdipapirer - formuestyring
Ledetekst: Krav om tilbageførsel af handler gennemført i henhold til formueplejeaftale.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om tilbageførsel af værdipapirhandler gennemført i henhold til en formueplejeaftale, som klageren i juli 2007 indgik med Jyske Bank.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1921, er kunde i Jyske Bank, hvor hun har et åbent depot med værdipapirer.

Pr. den 31. december 2003 indeholdt depotet Jyske Bank aktier til en kursværdi på 187.224 kr. og investeringsbeviser til en kursværdi på 677.428 kr. fordelt på 6 obligationsbaserede afdelinger i fortrinsvis Jyske Invest.

Ved brev af 14. april 2005 anbefalede banken en omlægning af klagerens investeringsbeviser i Jyske Invest Internationale obligationer til Jyske Invest Lange obligationer. Der blev herefter gennemført nogle omlægninger i depotet.

Pr. den 31. december 2005 indeholdt depotet Jyske Bank aktier til en kursværdi på 369.948 kr. og investeringsbeviser til en kursværdi på i alt 746.430 kr. fordelt på fem obligationsbaserede afdelinger i Jyske Invest.

Den 14. juli 2006 fik klageren tilsendt en depotoversigt, hvoraf de enkelte investeringer og disses kursværdi på nu i alt 1.099.924 kr. fremgik.

Den 18. juli 2006 blev der afholdt et møde mellem klageren og banken. Ved brev af samme dato sendte banken en oversigt over de aftaler, der blev indgået på mødet. Det fremgår, at klageren havde sin løbende konto i et andet pengeinstitut, at hun havde en "stor formue, fordelt på friværdien i huset, samt værdipapirer og indeståender på konti", og at hun ikke manglede noget i hverdagen. Under overskriften "Pengepleje" fremgår følgende:

"Dit behov

Dine investeringer i depotet er aktier i Jyske Bank og Jyske investeringsbeviser, primært obligationer. Du er godt tilfreds med sammensætningen, da du ved, at investeringen dagligt bliver overvåget samt at du ikke skal koncentrere dig om den korrekte sammensætning. Herudover er investeringen sammensat, så du har en minimal risiko for kursudsving.

Sådan opfylder vi det: Jyske Investeringsplan

Siden du, på Jyske Banks anbefaling, investerede i værdipapirerne, er der kommet en ny mulighed til. Vi kalder det for "Jyske Pengepleje", hvor der dagligt og i en videre udstrækning end ved Jyske Investeringsbeviser, holdes øje med sammensætningen og risiko-tilpasses ved ændringer i forhold til din investeringsprofil. Vi drøftede muligheden og du vil vende tilbage, hvis du ønsker at omlægge dit depot. Du fik samtidig udleveret en brochure om "Jyske Pengepleje"

Af brochuren om Jyske Pengepleje fremgår bl.a.:

"Hvis du har mindst 200.000 kr. i frie midler og ikke har lyst til at bruge tid på løbende at følge udviklingen og købe/sælge værdipapirer, så er Jyske Pengepleje sikkert noget for dig.

Jyske Pengepleje har til formål at sikre dig en bedre forrentning af dine penge, end hvis de var passivt placeret på en almindelig indlånskonto.

Når vi laver en aftale om pengepleje, giver du Jyske Bank fuldmagt til at købe og sælge værdipapirer på dine vegne. …

En porteføljestrategi går populært sagt ud på ikke at lægge alle æg i samme kurv.

En investering kan spredes på en række områder, som: Aktivklasser (obligationer, aktier, kontant), regioner (fx Fjernøsten og Europa), lande, brancher, valutaer og værdipapirer. Jo mere investeringen spredes, jo mere begrænses risikoen.

Det er nu engang sådan med investeringer, at chancen for den største gevinst desværre også hænger sammen med den største risiko. …

I Jyske Pengepleje kan du vælge mellem fem varianter [dæmpet, stabil, balanceret, dynamisk, vækst], som er tilpasset forskellige investeringshorisonter og risikoprofiler. Sammen med din rådgiver kan du finde ud af, hvor du befinder dig bedst.

Du modtager hele tiden løbende besked om handler, der er foretaget for dig, og gennem Jyske Netbank kan du altid se det aktuelle indhold af dit depot. I Jyske Netbank finder du også de nyeste afkastrapporter, som det dog også er muligt at modtage med post.

…"

Den 9. juli 2007 blev der afholdt et møde mellem klageren og banken. Banken har oplyst, at klageren og dennes bankrådgiver under mødet gennemgik en "investeringsvejviser", som skulle danne grundlag for klagerens investeringsprofil. Klageren gav bl.a. udtryk for, at hun i de næste 6-10 år ikke skulle brug de investerede penge, at hun ønskede at investere med et godt og sikkert afkast på langt sigt men kunne acceptere en moderat risiko på kort sigt, at hun kunne acceptere et negativt afkast på 20 % på et enkelt år, og at hun ikke var afhængig af de penge, hun ønskede at investere. På den baggrund blev klageren anbefalet at indgå en aftale om Jyske Pengepleje med en dynamisk profil.

Banken har under sagen fremlagt et ark med oplysninger vedrørende investeringsprofilen. Af arket fremgår hverken dato eller navn. Banken har oplyst, at man siden udarbejdelsen af investeringsprofilen har skiftet it-platform, og at en papirudgave ved en fejl ikke blev gemt i klagerens mappe. Det er derfor kun muligt at fremlægge en del af dokumentet.

Den 15. juli 2007 underskrev klageren en aftale med banken om Jyske Pengepleje - Dynamisk. Aftalen fremgår bl.a.:

"Jyske Pengepleje - Dynamisk

Dit indskud bliver primært investeret i aktier, obligationer og i mindre grad i andre investeringer.

-

Mindst 20 % og højest 70 % i aktier.

-

Højest 70 % i obligationer, herunder dog højest 20 % i højrenteobligationer*.

-

Højest 20 % i alternative investeringer.

-

Højest 60 % på kontant konto.

Betaling for aftalen

Du betaler pt. 5 % p.a. af et kalenderårs positive afkast for aftalen om Jyske Pengepleje.

Du betaler ikke noget for et kalenderår med negativt afkast.

Kurtage

Ved aftalens start, ved indbetalinger, eller ændring af profil, betaler du almindelig kurtage for de handler der skal til, for at opnå den aftalte sammensætning af investeringen.

Du betaler herefter ingen kurtage for plejen, så længe aftalen gælder.

Når du opsiger aftalen, betaler du almindelig kurtage for de handler, du ønsker gennemført i forbindelse med opsigelsen.

Formidlingsprovision fra investeringsforeninger

Jyske Bank modtager normalt formidlingsprovision fra de investeringsforeninger, hvor midlerne er placeret.

Netbank

Jyske Pengepleje forudsætter, at du har indgået en aftale om Jyske Netbank, så du kan se dine afkastrapporter. Hvis ikke du i forvejen har netbank oprettes netbank automatisk. Årsagen er at du skal have adgang til dine afkastrapporter, hvilket er et lovgivningsmæssigt krav."

Den 30. juni 2008 viste en beholdningsoversigt for depotet et urealiseret tab på 116.670 kr. Kursværdien af depotet udgjorde 601.400 kr. fordelt med 304.342 kr. i aktiebaserede investeringsbeviser i Jyske Invest, 196.939 kr. i obligationsbaserede investeringsbeviser i Jyske Invest og 100.119 kr. i "andet" (0,00 % Bølgebryder 2009 Totalafkast, Jyske Invest Hedge Markedsneutral Obligationer og Jyske Invest Hedge Markedsneutral Aktier).

Ved brev af 5. juli 2008 gjorde klagerens svigersøn, S, på vegne klageren indsigelse imod investeringerne i henhold til aftalen om Jyske Pengepleje og rejste krav om, at banken skulle tilbageføre samtlige handler.

Ved brev af 31. juli 2008 afviste banken indsigelserne.

Det lykkedes ikke at opnå enighed mellem parterne.

Den 18. august 2008 indgav S på vegne klageren en klage over Jyske Bank til Ankenævnet.

Ved brev af 17. september 2008 til banken meddelte S, at han gik ud fra, at banken undlod at foretage handler med klagerens værdipapirer, indtil klagesagen var afsluttet. Den 22. september 2008 meddelte banken pr. e-mail, at man ville fortsætte med at handle i henhold til aftalen, men at klageren havde mulighed for at ændre eller udtræde af aftalen ved en skriftlig meddelelse herom.

Ved erklæring af 24. september 2008 meddelte klageren, at hun med øjeblikkelig virkning ønskede at opsige aftalen om Jyske Pengepleje - Dynamisk.

Samme dag afregnede banken klagerens salg af sin beholdning af 00,00% Bølgebryder 2009 Totalafkast til en kursværdi på 33.873,40 kr. Banken beregnede sig kurtage på 84,68 kr. (0,25 %) for handlen.

Ifølge en beholdningsoversigt pr. den 29. september 2008 var der et urealiseret tab på 193.120 kr. på klagerens depot.

Parternes påstande.

S har på vegne klageren nedlagt påstand om, at Jyske Bank skal tilbageføre de handler, der blev foretaget i henhold til aftalen om pengepleje.

Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

S har anført, at klageren bortset fra beholdningen af Jyske Bank aktier alene placerede sine midler i obligationer, jf. de fremlagte årsoversigter.

Som det fremgår af oversigten i forbindelse med mødet den 18. juli 2006, var klageren godt tilfreds med sammensætningen i depotet, bl.a. fordi den indebar en minimal risiko for kursudsving.

Det bestrides, at klageren i sommeren 2007, hvor en ny medarbejder i banken blev tilknyttet engagementet, pludselig ønskede at investere i usikre papirer med en lang investeringshorisont.

Aftalen om Jyske Pengepleje blev indgået, uden at klageren kendte betydningen heraf. For klageren har det til stadighed været afgørende, at afkastet af værdipapirerne kunne bruges, som hun selv ønskede, og at afkastet kunne hæves til enhver tid. Via pengeplejeaftalen blev afkastet løbende investeret, hvilket klageren ikke var klar over.

Det fremgår, at aftalen om Jyske Pengepleje forudsætter en aftale om Jyske Netbank, hvilket er et lovgivningsmæssigt krav. Klageren er imidlertid ikke tilsluttet netbank og er ikke i stand til at betjene en computer.

Klageren har muligvis givet udtryk for, at hun ikke skulle bruge de i investerede penge, men afkastet har hun altid været afhængig af. Alene på baggrund af sin alder har klageren ikke accepteret en langsigtet investering. Klageren har aldrig accepteret et negativt afkast på 20 %. Det af banken fremlagte bilag udgør ikke dokumentation for bankens påstand herom. Klageren var kun interesseret i at bibeholde sikkerheden i obligationerne.

Med aftalen om Jyske Pengepleje varetog banken ikke klagerens, men sine egne interesser.

Selv om der ikke blev opkrævet kurtage ved handlerne, fik banken en indtjening på disse via fastsættelsen af kursen. Det må endvidere formodes, at bankens personale oppebar bonus i forbindelse med aftalen.

Klagerens ubehæftede ejendom og hendes engagement med et andet pengeinstitut er sagen uvedkommende.

Banken afslog at stoppe handlerne, selv om han i henhold til fuldmagt fra klageren anmodede herom.

Ved opsigelsen af aftalen solgte banken en post obligationsbaserede papirer, hvorved klageren realiserede et tab på ca. 1.400 kr. Banken beregnede sig endvidere kurtage for handlen.

Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens påstand er så upræcis, at den ikke kan danne baggrund for en kendelse.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Jyske Bank anført, at klageren har indgået en gyldig aftale med banken om oprettelse af Jyske Pengepleje.

Aftalen blev indgået på grundlag af drøftelserne på mødet den 9. juli 2007. På baggrund af klagerens oplysninger passede den valgte investeringsprofil nøje til klagerens livsforhold og behov. Klageren fik loyale oplysninger om virkningen af at indgå aftalen.

Banken kan ikke drages til ansvar for den almindelige kursudvikling.

Klagerens alder kan i den konkrete sammenhæng ikke tillægges nogen vægt.

Sammensætningen af klagerens portefølje lå inden for de rammer, der var beskrevet i aftalen, som klageren har underskrevet.

Der er ikke noget krav om oprettelse af Jyske Netbank, hvis kunden ikke har en computer. Kunden vil da få tilsendt halvårlige afkastrapporter med posten, som loven stiller krav om.

Bankens personale oppebærer ikke nogen form for honorering ved tegning af Jyske Pengepleje. Der opkræves ikke kurtage for plejen, så længe aftalen gælder, ligesom man heller ikke opkræver betaling i øvrigt for aftalen i et kalenderår med negativt afkast.

Brevet af 17. september 2008 fra S blev ikke opfattet som en opsigelse af aftalen. Det var ikke muligt at efterkomme ønsket om at undlade at handle, før klagesagen var afsluttet, da dette ville stride mod selve formålet med aftalen. Da aftalen blev opsagt den 24. september 2008, blev klagerens beholdning af Bølgebryder 2009 solgt, idet det ikke var muligt at overføre papirerne til et åbent depot. Baggrunden herfor er, at Bølgebryder 2009 er et produkt, der er udviklet til at ligge i Jyske Pengepleje og derfor kun kan ligge i et fuldmagtsprodukt. Da der var tale om et salg i forbindelse med ophøret af aftalen, var banken berettiget til at opkræve handelsomkostninger.

 Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises.

Tre medlemmer - John Mosegaard, Ole Jørgensen og Astrid Thomas - udtaler:

I forbindelse med mødet den 18. juli 2006 modtog klageren en brochure om Jyske Pengepleje. Året efter blev det på mødet den 9. juli 2007 drøftet at indgå en aftale om Jyske Pengepleje vedrørende klagerens værdipapirer i det åbne depot. Aftalen blev udformet på grundlag af drøftelserne, herunder klagerens oplysninger om sine økonomiske forhold. Vi finder ikke grundlag for at fastslå, at banken burde have indset, at klageren ikke forstod indholdet af aftalen.

Vi finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at Jyske Bank har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med sin pleje af klagerens investeringer. Det må lægges til grund, at banken gennemførte investeringerne i overensstemmelse med den strategi, der blev fastlagt ved pengeplejeaftalen på grundlag af klagerens investeringshorisont og risikovillighed. Vi finder, at klageren måtte indse, at den forøgede andel af aktier medførte en forøget risiko for tab, og at hun selv måtte bære risikoen herfor.

Det kan ikke bebrejdes banken, at den ikke forudså det generelle fald på aktiemarkedet, som indtraf i slutningen af 2007 og begyndelsen 2008.

Det kan ikke kritiseres, at banken først efterkom S' anmodning om at undlade handler på depotet, da der den 24. september 2007 forelå en egentlig opsigelse af pengeplejeaftalen. Det lægges efter det af banken oplyste til grund, at værdipapiret Bølgebryder 2009 ikke kunne overføres til et åbent depot. Det må endvidere lægges til grund, at banken var berettiget til at beregne sig kurtage for denne handel, der ikke blev foretaget i henhold til pengeplejeaftalen.

Som følge af det anførte stemmer vi for, at klagen ikke tages til følge, hverken helt eller delvist.

To medlemmer - Troels Hauer Holmberg og Karin Ladegaard - udtaler:

Vi finder, at Jyske Bank navnlig henset til klagerens alder og det hidtidige kundeforløb burde have indset, at den skete investeringsrådgivning ikke var i overensstemmelse med klagerens interesser. Vi stemmer derfor for, at der gives klageren medhold.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.