Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med kaution for tidligere ægtefælles realkreditlån

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser over for Sydbank om mangelfuld rådgivning i forbindelse med klagerens kaution for tidligere ægtefælles realkreditlån.

Sagens omstændigheder

Klageren M var i 1998 gift med K. Hun købte en ejendom og optog i den forbindelse et realkreditlån. M kautionerede for realkreditlånet. De boede sammen i ejendommen.

Sydbank har oplyst, at parret optog et fælles banklån. K stillede et ejerpantebrev i ejendommen til sikkerhed for hendes og hendes selskabers samt M’s engagement i banken. M havde også et selskab, hvis gæld han over for banken kautionerede for op til 100.000 kr. Denne kaution indfriede M efterfølgende (i 2005) ved optagelse af et banklån, som han færdigafviklede over de næste seks år.

M og K’s samliv ophørte i 2009. De foretog i oktober 2009 en bodeling og var enige om, at K’s ejendom skulle sælges. Af en fremlagt bodelingsoverenskomst fremgår:

”…

Hvis vi flytter fra hinanden før vores fælles bolig … er solgt, kan det delte indbo blive på ejendommen frem til en overtagelse af huset.

Den økonomiske bodeling:

... [M] beholder sin gæld fra før ægteskabet … d.d. opgjort til ca. kr. 800.000
Det samme gør sig gældende for … [M’s] opsparede pension opgjort pr. d.d. til ca. kr. 686.300

… [K] har en selv[pensionering] og en kapitalpension opgjort d.d. til kr. 21191,36, som hun beholder

For resten af den økonomiske fordeling er aftalt følgende:

Provenuet ved salg af … [ejendommen], fordeles ligeligt efter fratrækkelse af den samlede gæld (bilag 1), uden hensyn til hæftelse, da vi er enige om, at det er fælles gæld, som vi begge har stiftet

Vi er enige om, at … [K] alene ejer og også uden beregning overtager … og … Aps. Og at gælden for begge firmaer bliver indfriet af provenuet på salget af … [ejendommen].

Desuden er vi enige om, at gælden til …, der stammer fra …, som var … [K’s] bolig fra tidligere og som er opstået p.g.a. hurtig fraflytning til … [M] også skal indfries af provenuet på salget af … [ejendommen], inden fordelingen.

Såfremt … [M] fraflytter ejendommen før salget …, skal han selv betale sine personlige udgifter, men udgifterne til ejendommen betales af … [K] og der derfor skal fratrækkes kr. 15.000 for hver måned af … [M’s] andel af fællesprovenuet fra fraflytningen og frem til overtagelse af ejendommen.

…”

Af ”bilag 1” (- som der henvises til i bodelingsoverenskomsten) fremgår et anslået provenu på ca. 3.100.000 kr. ved et salg til 5.700.000 kr. Efter at ”udgifter” (- svarende til seks kreditfaciliteter i banken) på i alt ca. 1.234.000 kr. er fratrukket, fremkommer en ”saldo” på ca. 1.860.000 kr.

Af en fremlagt notering fra banken fremgår, at ejendommen ultimo 2009 blev sat til salg for 5.850.000 kr. hos en ejendomsmægler.

Klageren har anført, at banken var bekendt med, at han fraflyttede ejendommen, som K herefter fortsat skulle bebo indtil den blev solgt.

I januar 2010 afslog banken på grundlag af en kreditmæssig vurdering af M at finansiere, at han overtog ejendommen.

Banken har anført, at K - for at mindske udgifterne indtil ejendommen blev solgt - i april 2010 omprioriterede sin ejendom således, at hendes realkreditbelåning blev forhøjet og omlagt til et variabelt forrentet obligationslån med renteloft. Provenuet ved omlægningen skulle anvendes til nedbringelse af gæld i henhold til bodelingsoverenskomsten. Der var både før og efter K’s omlægning telefoniske drøftelser mellem banken og klageren M. Både han og K ønskede at foretage omlægningen.

Klageren har derimod anført, at omprioriteringen alene blev gennemført efter aftale mellem banken og K, uden at han blev orienteret herom. Forhøjelsen af realkreditbelåningen skete med henblik på at nedbringe K’s usikrede virksomhedsgæld i banken. Han blev ikke informeret om, at omprioriteringen ville medføre, at K fik mulighed for fortsat at kunne bebo ejendommen, da huslejen ville blive så lav, at et salg ikke var nødvendigt.

Banken betingede omprioriteringen af, at M ville kautionere for K’s nye lån.

Den 9. maj 2010 underskrev klageren M en kautionserklæring, hvoraf fremgår:

”…

Kautionserklæring

^a) Lånet er afdragsfrit. Efter den afdragsfrie periode stiger ydelsen, da der tillige skal betales afdrag.

Undertegnede: … [klageren M]

indestår som selvskyldnerkautionist overfor … [realkreditinstituttet] for alle betalinger i henhold til ovennævnte lån.

…”

Banken har oplyst, at provenuet fra omlægningen primo juni 2010 blev anvendt til indfrielse af fire af de kreditfaciliteter, der henvises til i bodelingsoverenskomsten. To af faciliteterne var i begges navne og blev indfriet med i alt ca. 210.000 kr. To af faciliteterne var i K’s navn og blev indfriet med i alt ca. 510.000 kr. Banken har anført, at det fremgår af overenskomsten, at parret er enige om, at den samlede gæld uanset hæftelse er fælles gæld.

Banken har oplyst, at K i juni 2011 nedsatte ejendommens pris til 4.400.000 kr.

Ved brev af 9. oktober 2012 rettede klageren M ved sin advokat henvendelse til banken og anførte, at banken ikke havde opfyldt sin informationsforpligtelse over for ham i forbindelse med hans underskrift af kautionserklæringen i maj 2010.

Banken imødekom ikke klagen og det lykkedes ikke parterne i den følgende korrespondance at nå til enighed.

Parternes påstande

Den 14. februar 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Sydbank skal anerkende at ville friholde ham for ethvert krav, som måtte opstå som følge af hans kaution over for realkreditinstituttet.

Sydbank har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at de økonomiske konditioner for bodelingen og de aftaler, som blev indgået, var blevet indgående drøftet med deres rådgiver i banken.

Banken var således fuldt ud bekendt med forholdene vedrørende bodelingen, herunder det forhold, at K fortsat skulle bebo ejendommen og at han skulle fraflytte den.

K’s realkreditlån blev forhøjet med henblik på nedbringelse af hendes usikrede virksomhedsgæld i banken.

Han blev ikke informeret om omprioriteringen.

Han blev ligeledes ikke informeret om, at omprioriteringen ville skabe mulighed for, at K fortsat kunne bebo ejendommen.

Banken, der var bekendt med, at det var aftalt, at ejendommen skulle sælges, var forpligtet til at informere ham om et så væsentligt forhold i forbindelse med kautionen.

Han fik ingen rådgivning af banken andet end fremsendelse af kautionserklæringen til underskrift.

K’s incitament for at få ejendommen solgt, blev fjernet fra hendes skuldre.

Realiteten har også vist, at aktiviteten med at få huset solgt, er stoppet.

Bankens interesse for at få ejendommen solgt, er ligeledes stoppet.

Banken har tilsidesat god skik for finansielle virksomheder ved ikke at informere ham om hans merhæftelse i forbindelse med forhøjelse af lånet.

Banken burde efter sagens karakter have opfordret ham til at antage juridisk bistand, eftersom banken ikke ydede upartisk rådgivning, men tilgodeså K og egne interesser.

Det fremgår endvidere af dokumentet vedrørende bodelingen, og som banken var bekendt med, at den afsluttende bodeling først skulle foregå i forbindelse med, at K havde solgt og fraflyttet ejendommen. En konsekvens af låneomlægningen er, at han ikke har mulighed for at forlange bodelingen gennemført, så længe K mangler incitamentet, lysten og nødvendigheden af at sælge ejendommen.

Begrundelsen for at bodelingen ikke blev afsluttet var, hvilket var banken bekendt, at ejendommen skulle sikres, at den fremstod i et godt salgsøjemed og ikke lignede et ”halvt hjem”.

Kaution er et indgribende forhold for en privat person.

Kautionserklæringen har medført, at han ikke har mulighed for at optage et nyt realkreditlån, hvilket umuliggør køb af en ny bolig.

Det ville have skabt klarhed, hvis omlægningen ikke var blevet lavet, og ville have sikret, at han ikke længere hæftede sammen med sin tidligere ægtefælle.

Det var kun K og banken, som fik glæde af omlægningen, idet banken undgik at måtte aktualisere et eventuelt tab som følge af en garanti overfor realkreditinstituttet.

Af det fremlagte materiale fremgår, at der ikke foregår nogen aktivitet med salg af ejendommen.

Sydbank har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at låneomlægningen skete efter M og K’s ønske.

Klageren havde kendskab til låneomlægningen og konsekvenserne heraf, herunder at låneomkostningerne blev mindre.

Klageren havde kendskab til kaution herunder risikoen herved fra sin tidligere kaution for realkreditlån samt indfrielse af sin kautionsforpligtelse for sit eget selskab.

Klagen, der havde kendskab til låneomlægningen og risikoen ved kaution, underskrev kautionsdokumenterne, hvori kautionsforpligtelsen tydeligt fremgår.

Klageren hæftede for det oprindelige lån.

Klageren fik fuld indsigt i K’s økonomiske forhold i forbindelse med udarbejdelse af bodelingsoverenskomsten.

Der foreligger ikke i øvrigt omstændigheder, som kan medføre kautionsforpligtelsens ugyldighed, hvorved denne ikke får retsvirkning efter sit indhold.

Banken er ikke ansvarlig for, hvorvidt ejendommen bliver solgt.

Banken er ikke ansvarlig for, at M og K’s bodeling bliver gennemført.

K kan på grund af låneomlægningen overholde sine gældsforpligtelser over for banken. Dermed er det også muligt fortsat at sælge ejendommen i fri handel.

Af det fremlagte materiale fremgår, at en mægler stadig forsøger at sælge ejendommen.

Forud for låneomlægningen var det usandsynligt, at K i en længere periode ville kunne overholde sine gældsforpligtelser overfor banken, da udgifterne var større end indtægterne. Hvis K var kommet i restance, var det sandsynligt, at klageren skulle have indfriet sin daværende kautionsforpligtelse.

Klageren havde derfor en interesse i låneomlægningen.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er uenighed om sagens faktum, hvorfor afgørelse af sagen vil kræve bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet, (jf. vedtægternes § 7).

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet bemærker, at klageren forud for sin underskrift på kautionserklæringen i maj 2010 havde kautioneret for såvel sin tidligere virksomhed og K’s tidligere realkreditlån. Ankenævnet lægger herefter til grund, at klageren var bekendt med betydningen af en kautionserklæring.

Af kautionserklæringen fra maj 2010 fremgår størrelsen af K’s nye realkreditlån, at lånet er afdragsfrit og med variabel rente.

Omlægningen af kreditforeningslånet skete også i klagerens interesse. Således blev han fritaget for en kautionsforpligtelse vedrørende en kassekredit, ligesom ydelsen på det nye lån blev lavere, hvilket må antages at forbedre muligheden for at sælge ejendommen i fri handel.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Sydbank i forbindelse med hans kautionserklæring i maj 2010 har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.