Indsigelse mod hæftelse for fælles lån begrundet i frigivelse af meddebitor
| Sagsnummer: | 198/2017 |
| Dato: | 27-09-2017 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Flemming Pristed, Kjeld Gosvig-Jensen, Troels Hauer Holmberg og Finn Borgquist |
| Klageemne: |
Akkord - flere debitorer
Udlån - bodeling, samlivsophævelse Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for fælles lån begrundet i frigivelse af meddebitor |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører om klageren hæfter for et tidligere fælles lån, efter at Nordea Bank har frigivet klagerens tidligere ægtefælle som meddebitor på lånet.
Sagens omstændigheder
Den 5. december 2007 underskrev klageren og dennes daværende ægtefælle, H, et gældsbrev til Nordea Bank om forhøjelse af et eksisterende forbrugslån med 36.868,69 kr. til en ny hovedstol på 160.420,66 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.600 kr. Renten var variabel 9 % om året med kvartårlig rentetilskrivning, hvilket var 5,5 %-point under bankens daværende basissats.
Klageren og H ejede en fast ejendom, som var behæftet med et realkreditlån på oprindelig 1.210.000 kr. i Nordea Kredit og et Prioritetslån på oprindelig 400.000 kr. i Nordea Bank.
I 2008 blev klageren og H skilt.
Den 13. januar 2015 underskrev klageren og T, der var H’s nye ægtefælle, en aftale om overdragelse pr. den 1. juli 2014 af klagerens andel i den fælles ejendom til T. Ved overdragelsen blev klageren frigjort for sin hæftelse for realkreditlånet og prioritetslånet samt et mindre ejerpantebrev, der var pantsat til en ejerforening.
I november 2015 henvendte banken sig til klageren vedrørende afvikling af forbrugslånet.
Ved breve af 10. december 2015 til henholdsvis H og klageren meddelte banken blandt andet, at H var frigjort for hæftelsen for forbrugslånet, at klageren nu var enedebitor på lånet, og at klagerens og H’s indbyrdes regres var banken uvedkommende.
Den 11. december 2015 blev der afholdt et møde mellem banken og klageren. Ifølge bankens referat fra mødet blev klageren informeret om, at lånet ville blive overdraget til inkasso, hvis der ikke inden ti dage blev indgået en afviklingsaftale på lånet. Klageren oplyste, at han ikke havde til hensigt at betale på lånet, og at han ville rådføre sig med en advokat.
Ved breve af henholdsvis 15. december 2015 og 4. januar 2016 til klageren rykkede banken for inddækning af en restance på 4.300 kr. på lånet.
Ved brev af 14. januar 2016 meddelte banken, at overtrækket nu udgjorde 6.450 kr., at den aktuelle saldo var -156.221,43 kr., at overtræksrenten var 16,75 % om året, svarende til en debitorrente på 17,83 %, og at banken kunne kræve et gebyr på 100 kr. pr. rykkerbrev.
Den 18. januar 2016 sendte banken et nyt rykkerbrev til klageren.
I en erklæring dateret den 4. februar 2016 meddelte klageren, at han ikke vedkendte sig at være enedebitor på lånet, og at han ikke vedkendte sig gælden.
Ved brev af 9. marts 2016 opsagde banken lånet til fuld indfrielse. Restgælden blev opgjort til 156.555,27 kr., der herefter ville blive forrentet med 19,50 %.
Parternes påstande
Den 9. juni 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal anerkende, at han ikke hæfter for lånet
Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at gældsbrevet, hvor han og H hæftede solidarisk, er blevet ophævet af banken ved frigivelsen af H som meddebitor. Der er ikke blevet indgået en ny aftale med ham som enedebitor.
En låneaftale med solidarisk hæftelse kan ikke slettes/ophøre uden, at det gælder for alle debitorer på det pågældende lån.
Der eksisterer intet gældsbrev med hans underskrift, som kan dokumentere, at han hæfter for lånet som enedebitor.
Banken har ikke lovhjemmel til ensidigt at ændre aftalen om solidarisk hæftelse og kræve lånet betalt af ham som enedebitor.
Hele gælden bør slettes, så vilkårene bliver de samme for ham og H.
Nordea Bank har anført, at banken som følge af klagerens og H’s solidariske hæftelse for lånet havde valgfrihed med hensyn til hvilken af de to, banken rettede sit krav imod.
Banken var berettiget til at frigive H for hæftelsen for lånet, og banken var ikke forpligtet til at tilbyde klageren en lignende frigivelse.
Klagerens mulighed for regres over for H er uændret. Banken har overfor for både H og klageren gjort opmærksom på, at det indbyrdes regresforhold mellem dem var banken uvedkommende.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren og hans nu fraskilte ægtefælle, H, optog et fælles forbrugslån i Nordea Bank.
I 2015, hvor parret var skilt, frigav banken H for hendes hæftelsen for lånet. Frigivelsen af H medførte ikke, at klagerens hæftelse over for banken blev forøget, idet klageren i forvejen som solidarisk medhæftende debitor hæftede for den fulde gæld over for banken. Frigivelsen medførte heller ikke, at klagerens muligheder for eventuel regres mod H blev forringet. Klageren vil således uændret kunne rette et krav mod H, hvis han betaler gæld, som H i forholdet mellem dem var forpligtet til at betale.
Ankenævnet finder derfor ikke, at det kan pålægges banken at nedsætte sit krav mod klageren.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Klageren har ikke gjort særskilt indsigelse mod misligholdelsesrenterne. Ankenævnet har derfor ikke anledning til at tage stilling hertil.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.