Kurssikring. Rådgiveransvar.
| Sagsnummer: | 20204032/2002 |
| Dato: | 24-10-2002 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Grit Munk, jeanette Werner, per Englyst, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Rådgivning - ansvar
Kurssikring - rådgivning |
| Ledetekst: | Kurssikring. Rådgiveransvar. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i november 2001 et lånetilbud til klagerne på et 30-årigt kortrentelån. Lånetilbudet var beregnet ud fra en tilbudskurs på 100, svarende til en årlig kontantlånsrente på 4,0275 pct. Af lånetilbudet fremgik det, at der kunne indgås fastkursaftale. Klagerne indgik den 17. november 2001 en tinglysningsaftale med instituttet, i henhold til hvilken det nye lån skulle udbetales, når tinglyst pantebrev forelå, og som indeholdt oplysninger om, at klagerne var gjort bekendt med blandt andet mulighederne for kurssikring. Kortrentelånet blev udbetalt i januar 2002 til kurs 99,1277, hvilket medførte en kontantlånsrente på 4,4988 pct. Klagerne kontaktede efterfølgende instituttet, idet de var utilfredse med rådgivningen i forbindelse med låneomlægningen. Klagerne forklarede, at de trods gentagne henvendelser til instituttet om kurssikring ikke havde kunnet komme igennem med deres budskab, men var blevet afvist af instituttet med påstand om, at det ikke kunne lade sig gøre eller betale sig at kurssikre ved den type lån, ligesom de havde modtaget flere divergerende oplysninger om udgifterne til kurssikring. Klagerne krævede derfor, at instituttet ydede dem en økonomisk kompensation på ca. 0,5 pct. af lånets hovedstol, hvilket svarede til det tab, som den manglende kurssikring havde ført til. Instituttet afviste klagernes krav med henvisning til, dels at klagerne selv havde fravalgt kurssikring, dels at instituttet ikke havde begået ansvarspådragende fejl.
Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte dem den ekstraudgift, som var blevet påført dem som følge af den manglende kurssikring. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt, at med den bevisførelse, der er mulig inden for rammerne af Ankenævnets virksomhed, var det ikke muligt nærmere at fastlægge, hvilke oplysninger om kurssikring der var givet under telefonsamtalerne mellem parterne. Nævnet havde derfor ikke grundlag for at fastslå, at instituttets medarbejdere ved urigtig eller mangelfuld rådgivning havde handlet ansvarspådragende. Nævnet frifandt derfor instituttet.