Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning vedrørende kurssikring.

Sagsnummer: 718/1994
Dato: 21-09-1995
Ankenævn: Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Nedergaard, Jørn Ravn
Klageemne: Realkreditbelåning - kurssikring
Ledetekst: Rådgivning vedrørende kurssikring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved et møde den 11. april 1994 hos indklagede underskrev klagerne omprioriteringsblanket, hvorefter indklagede skulle forestå omprioritering af klagernes faste ejendom. Til mødet medbragte klagerne lånetilbud fra Realkredit Danmark på et obligationslån, 7% 642.000 kr. Låneprovenuet skulle anvendes til indfrielse af to eksisterende realkreditlån samt et privat pantebrev. På mødet underskrev klagerne aftale om omprioritering. Af omprioriteringsaftalen fremgik, at et eventuelt underskud skulle inddækkes af klagerne snarest efter, at opgørelse forelå. Med håndskrift er påført, at afvikling skulle ske over klagernes privatkonto angivet ved kontonummer.

Der enighed mellem parterne om, at kurssikring blev drøftet på mødet, og at klagerne tilkendegav, at de ikke ønskede at foretage kurssikring, idet de ville spekulere i kursudviklingen. Kursen var da 94,95. Klagerne ønskede ved omprioriteringen at opnå et overskud på 25.000 kr. til en ombygning. Ifølge indklagede nævnte klagerne, at der på daværende tidspunkt forelå et overskud på 25.000 kr. Klagerne bestrider dette; de ønskede at spekulere for at opnå et overskud på 25.000 kr.

På mødet aftaltes det, at indklagede skulle opsige de to eksisterende realkreditlån til indfrielse pr. 30. juni 1994.

Indklagede igangsatte omprioriteringssagen. Efter at pantebrevet til Realkredit Danmark var blevet tinglyst, kontaktede indklagede klagerne for at høre, hvornår lånet skulle udbetales. Den 20. juni 1994 anmodede klagerne om lånets udbetaling, og lånet udbetaltes herefter til kursen pr. den 27. juni 1994, 82,95.

Den 24. august 1994 opgjorde indklagede den til brug ved omprioriteringen oprettede omprioriteringskonto. Kontoens saldo på 37.962,48 kr. (negativ) blev samtidig trukket på klagernes privatkonto.

Indklagede tilbød efterfølgende klagerne et boliglån til favørrente. Klagerne afslog dette, idet de opnåede et yderligere lån i Realkredit Danmark.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning på 93.944,34 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har anført, at indklagede ikke orienterede om den risiko, de påtog sig ved i april 1994 at opsige de eksisterende lån uden at have kurssikret. Dette havde ikke været nødvendig, idet det så ville være svært senere at stoppe lånesagen. Beslutningen om at opsige lånene i april måned medførte et kurstab på 37.962,48 kr. Indklagedes medarbejder burde på mødet have foretaget en beregning over, hvilket overskud, der allerede forelå. En sådan beregning ville have vist, at provenuet efter indfrielse af eksisterende lån var 50.981,86 kr.

Omprioriteringsaftalens skema indeholdende rubrikker for lån, der skulle indfries, udfyldte indklagede med oplysning om oprindelig gæld, men ikke nuværende restgæld. De kunne derfor ikke se, at der var et stort overskud ved den daværende kurs på 94,95. Indklagedes mangelfulde rådgivning og vejledning har kostet dem et mistet overskud på de 50.981,86 kr. plus tabet på 37.962,48 kr.; herudover bør indklagede betale 5.000 kr. for deres tidsspilde ved sagen.

Indklagede har anført, at klagerne i april 1994 blev rådgivet om mulighederne for kurssikring samt konsekvenserne af en manglende kurssikring. Indklagede anbefalede kurssikring, men klagerne ønskede at spekulere i kursudviklingen. Klagerne påtog sig herved risikoen for denne. Indklagedes medarbejder oplyste klagerne om, at de ikke ville kunne fortryde en opsigelse af de gamle lån. Klagerne valgte at opsige de gamle lån til indfrielse ved førstkommende termin for at spare differencerente, som ville være aktuel ved en straksindfrielse. Klagerne nævnte på mødet selv, at der var overskud ved omprioriteringen, men at de ønskede at spekulere i kursudviklingen.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagerne har ikke bestridt, at indklagedes medarbejder tilrådede kurssikring, men at de ikke fulgte dette råd, idet de oplyste, at de ønskede at spekulere i kursudviklingen. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klagerne oplyste, at de alene ønskede at spekulere sig til et overskud på 25.000 kr. Det findes endvidere ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder skulle have undladt at oplyse klagerne om, at en opsigelse af de gamle lån ikke kunne omgøres, hvorimod det forekommer fornuftigt, at opsigelse skete på et tidspunkt, hvor klagerne kunne undgå differencerenter.

Da ankenævnet efter det anførte ikke finder det godtgjort, at indklagede har udvist erstatningspådragende fejl eller forsømmelser i forbindelse med gennemførelsen af omprioriteringssagen,

Den indgivne klage tages ikke til følge.