Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om nedsættelse af restgæld begrundet i erstatningskrav.

Sagsnummer: 279 /2008
Dato: 04-03-2009
Ankenævn: Peter Blok, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om nedsættelse af restgæld begrundet i erstatningskrav.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav om nedsættelse af et låns restgæld.

Sagens omstændigheder.

Klageren under denne sag var gift med H, der døde den 13. august 2004. Parret var kunder i Danske Bank.

I

Klageren har anført, at i forbindelse med H's død skulle H's ene søn overtage en bil. Han aftalte med Danske Banks medarbejder A, at banken blot kunne overføre købesummen fra sønnens konto til hans konto.

Overførslen blev imidlertid ikke gennemført. På denne baggrund har han nu en gæld på 92.000 kr.

Danske Bank har anført, at det ikke har været muligt at finde dokumenter eller kommentarer i bankens systemer, som understøtter påstanden om salget af H's bil til H's søn. Det samme gælder klagerens påstand om, at banken påtog sig at overføre 92.000 kr.

Banken kan ikke påtage sig sådanne opgaver, da der udelukkende kan overføres midler fra en kundes konto, når pågældende kunde giver tilladelse hertil.

II

I forbindelse med H's død kom et forsikringsbeløb på 185.626 kr. til udbetaling, som indgik på klagerens konto den 19. oktober 2004.

Danske Bank har anført, at der den 19. oktober 2004 blev oprettet et depot i klagerens navn; den 22. oktober 2004 blev størstedelen af beløbet investeret i fire forskellige investeringsforeninger.

Klageren har anført, at han ønskede forsikringssummen indsat på en pensionsordning eller lignende, men det kunne ifølge bankens medarbejder A ikke lade sig gøre. Det var bedre at investere i aktier.

Danske Bank har anført, at det ikke har været muligt at finde oplysninger, der understøtter påstanden om, at banken skulle have afvist at placere de omhandlede midler på anden vis end sket.

III

Klageren har fremlagt en meddelelse fra Danske Bank af 8. december 2004, hvoraf fremgår, at bankens medarbejder A ikke havde fået overført klagernes budgetydelse siden juli 2004 svarende til fire måneders overførsel. A ville udfærdige klagerens budget den kommende uge og beklagede det skete, men håbede, at det var OK for klageren, idet klagerens regninger var blevet betalt til tiden.

Klageren har anført, at bankens medarbejder A glemte at betale hans regninger i tre måneder. Han henvendte sig til A, da han modtog kontoudtog, og A oplyste, at han havde styr på det.

Senere modtog han brev fra A, hvor denne undskyldte, at han ikke havde været tilstrækkelig opmærksom.

Danske Bank har anført, at det ikke har været muligt at afklare spørgsmålet om manglende betaling af regninger i tre måneder. Den pågældende medarbejder er ikke længere ansat i banken.

Generelt påtager banken sig ikke ansvaret for løbende manuelt at betale en kundes regning. Regninger og girokort kan indleveres til betaling, hvorefter betaling enten sker straks eller indtastes til betaling på en af kunden oplyst dato.

IV

Den 30. november 2007 underskrev klageren tillæg til gældsbrev vedrørende et eksisterende lån ydet af Danske Bank. Lånets restgæld var 234.295,46 kr., som klageren skulle afvikle med tre ydelser af 1.000 kr. første gang 28. december 2007 og herefter med 4.000 kr. månedligt fra den 31. marts 2008.

Danske Bank har anført, at klageren frem til november 2007 indbetalte 4.000 kr. månedligt på lånet. Som følge af at han frem til marts 2008 var under uddannelse, accepterede man en midlertidig nedsættelse af ydelsen til 1.000 kr. Klageren fortsatte imidlertid afviklingen med 1.000 kr. også efter marts 2008.

Klageren har anført, at han er alene og ikke kan afse 4.000 kr. månedligt til lånets afvikling.

Efter at han havde flyttet pengeinstitut, herunder Nemkonto, konstaterede han, at Danske Bank havde tilbageført Nemkontoen til sig og hævet 4.000 kr. til lånet mod de aftalte 1.000 kr. Det er ikke noget tab for ham, men imod aftalen.

Under hensyn til de øvrige klagepunkter bør banken nedsætte restgælden på lånet.

Danske Bank erkender, at afdelingen ændrede klagerens Nemkonto uden klagerens samtykke. Banken har beklaget dette, og som man forstår klageren, mener denne ikke at have lidt tab.

Parternes påstande.

Klageren har den 24. juli 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med krav om, at Danske Bank tilpligtes at nedsætte lånets restgæld.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ikke godtgjort, at Danske Bank i forbindelse med salget i 2004 af en bil til klagerens afdøde hustru H's ene søn påtog sig at overføre et beløb til klagerens konto. Det er heller ikke godtgjort, at klageren i forbindelse med forsikringssummens udbetaling i oktober 2004 anmodede om oprettelse af en pensionsordning. Endelig er det ikke godtgjort, at klageren har lidt tab i forbindelse med, at bankens medarbejder i fire måneder i sidste halvdel af 2004 ved en fejl undlod at overføre penge til klagerens budgetkonto.

Der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan føre til, at Danske Bank skal nedsætte restgælden på klagerens lån. Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge Danske Bank at acceptere en anden afvikling af lånet end den aftalte.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.