Spørgsmål vedrørende ydelse af billån til 18-årig under uddannelse.
| Sagsnummer: | 237/2004 |
| Dato: | 22-03-2005 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Udlån - stiftelse
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende ydelse af billån til 18-årig under uddannelse. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage angår, om klageren, der fyldte 18 år den 3. juni 2003, kan gøre krav gældende mod indklagede vedrørende finansieringen af et bilkøb, som indklagede ydede klageren den 1. august 2003.
Sagens omstændigheder.
Den 18. juli 2003 rettede klageren sammen med sin far henvendelse til indklagede med anmodning om, at indklagede ydede et billån på 118.000 kr. til brug for klagerens påtænkte køb af en Honda Civic, årgang 1999.
Af sagen fremgår, at klageren havde et værdipapirdepot hos indklagede indeholdende Nordea Invest Direct Obligationer til en kursværdi på ca. 207.000 kr., der stammede fra en arv, som klageren havde modtaget ved sin mors død. Klageren var under uddannelse som kok og modtog SU. Han boede hjemme.
Indklagede har anført, at man rådede klageren til at sælge værdipapirer for at finansiere købet, hvilket klageren afviste. Efter en samlet kreditmæssig vurdering af klagerens økonomi herunder indtægter og udgifter, boligforhold samt formueforhold gav man tilsagn om at finansiere bilkøbet.
Samme dag, den 18. juli 2003, underskrev klageren salgsslutseddel vedrørende købet af bilen.
Den 1. august 2003 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende et lån på 95.454,55 kr. med en månedlig ydelse på 1.600 kr. samt kassekreditkontrakt vedrørende en kredit på 50.000 kr. Indklagede har anført, at kreditten skulle bruges til bl.a. midlertidig finansiering af faste udgifter vedrørende bilen. Indklagede fik sikkerhed i klagerens værdipapirdepot.
Efterfølgende var klagerens bil udsat for flere skader og for indbrud/hærværk, hvilket medførte en præmiestigning på bilforsikringen med ca. 8.000 kr. årligt. I efteråret 2003 flyttede klageren hjemmefra, hvorefter klagerens årlige boligudgifter udgjorde 22.800 kr.
I januar 2004 drøftede klageren med indklagede muligheden for at sælge bilen eller investeringsbeviserne. Baggrunden var klagerens forøgede udgifter til bolig samt bilen. Der blev ikke foretaget ændringer vedrørende lånet.
Klageren rettede henvendelse til advokat, som ved skrivelse af 24. juni 2004 anmodede indklagede om en redegørelse omkring forholdene ved lånets etablering, herunder oplysninger om, hvilken dokumentation indklagede havde været i besiddelse af med hensyn til klagerens indtægtsforhold og udgifter.
Ved skrivelse af 1. juli 2004 oplyste indklagede, at man ved bevillingen af engagementet havde lagt vægt på klagerens ønske og vilje om at købe bilen på trods af en lav indkomst, at klagerens far var indforstået med købet og finansieringsformen samt, at klageren før optagelsen af lånet var blevet rådgivet til at sælge sin investeringsbeviser, hvilket han havde afslået.
Ved skrivelse af 23. juli 2004 oplyste indklagede yderligere, at oplysning om klagerens indtægter og udgifter var inddraget ved bevilling af lånet.
Den 16. august 2004 solgte klageren bilen for 65.000 kr.
På Ankenævnets forespørgsel har indklagede oplyst, at som de implicerede medarbejdere husker det var man ved lånets etablering bekendt med, at klageren var i gang med en kokkeuddannelse og modtog SU. Klageren var hjemmeboende og havde en indkomst før skat på 51.600 kr. Klageren havde udgifter til indboforsikring med 1.180 kr. og udgifter til telefon på 6.000 kr. Udgifter til billån var 19.200 kr. og til bilforsikring 19.000 kr., hvortil kom vægtafgift 2.200 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 20. august 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at friholde ham for værditabet, han er påført som følge af, at bilen måtte sælges til 65.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at ved bevillingen ved lånet og kreditten foretog indklagede ikke en realistisk vurdering af hans mulighed for at overholde sine forpligtelser, herunder de udgifter, der er forbundet med driften af bilen. Hans indkomst var da alene SU, og han havde ikke nogen læreplads, hvilket indklagede var bekendt med.
At hans far deltog i mødet hos indklagede ændrer ikke på, at indklagede er forpligtet til at give den fornødne rådgivning og foretage en realistisk vurdering angående hans mulighed for at overholde sine forpligtelser.
Efterfølgende viste det sig, at han ikke havde mulighed for at beholde bilen, som blev solgt for 65.000 kr., hvilket skal sammenholdes med købsprisen på 118.000 kr. et år tidligere. Han har lidt et stort værditab, der skyldes indklagedes fejlagtige rådgivning.
Indklagede har anført, at man ikke begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med rådgivning af klageren ved etableringen af billånet og kassekreditten. Indklagede rådgav således klageren til at sælge værdipapirer for at finansiere bilkøbet, men klageren ønskede at beholde papirerne.
Bevillingen af engagementet skal ses i sammenhæng med, at klageren havde en formue på ca. 207.000 kr. på bevillingstidspunktet. Han kunne derfor via formuen finansiere anskaffelsesprisen og de faste udgifter til bilen.
Indklagede bør ikke bære risikoen for, at klagerens økonomiske situation blev ændret væsentligt som følge af stigende forsikringspræmier og ændrede boligforhold.
Det bestrides, at klageren har lidt et erstatningsberettiget tab svarende til forskellen mellem købsprisen på 118.000 kr. og salgsprisen på 65.000 kr. Det skal således tages i betragtning, at der er en naturlig forskel mellem købspris og salgspris, ligesom bilen var et år ældre og havde haft en del skader i klagerens ejertid.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren rettede i juli 2003 - kort tid efter, at han var fyldt 18 år - henvendelse til indklagede og anmodede om et lån til køb af en bil til en pris af 118.000 kr. Klageren, der boede hjemme, var ved henvendelsen ledsaget af sin far. Klageren var indehaver af en værdipapirbeholdning med en kursværdi på godt 200.000 kr., og indklagede rådede ham til at finansiere bilkøbet ved salg af værdipapirer, hvilket klageren imidlertid ikke ønskede. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke grundlag for at anse indklagede for erstatningsansvarlig som følge af, at man - mod sikkerhed i værdipapirerne - ydede klageren et lån og en kredit.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.