Afgørelse

Investering. Rådgivning. Ansvar.

Sagsnummer:	177/1988
Dato:	17-11-1989
Ankenævn:	Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:	Rådgivning - investering
Ledetekst:	Investering. Rådgivning. Ansvar.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

I januar 1987 besluttede klageren efter forudgående drøftelser med indklagedes Nykøbing Falster afdeling at foretage investering af ca. 5 mio. kr. i værdipapirer. For så vidt angår ca. 4 mio. kr. indkøbtes nærmere aftalte værdipapirer, herunder investeringsbeviser. For så vidt angår ca. 1 mio. kr. blev der indgået en administrationsaftale om afdelingens køb og salg af værdipapirer for klagerens regning med det formål gennem de foretagne placeringer at give ham det størst mulige afkast. Ifølge aftalens pkt. 2 skulle det disponible beløb placeres i danske og/eller udenlandske aktier, warrants, options eller investeringsbeviser. Ifølge aftalens pkt. 3 garanterede afdelingen ikke på forhånd noget minimumsafkast af det indskudte beløb, ligesom afdelingen ikke kunne drages til ansvar for de foretagne dispositioner.

Ved skrivelse af 27. april 1987 afgav afdelingen overfor klageren en oversigt over de foretagne investeringer. Heraf fremgik, at der dels var foretaget investeringer, der var beregnet på langsigtet formuetilvækst, og som derfor ikke skulle give løbende udbytte, og dels investeringer, som skulle give løbende udbytte. Den ikke udbyttegivende investering omfattede dels den indgåede administrationsaftale for så vidt angår ca. 1 mio. kr., dels indkøb af investeringsbeviser i forskellige investeringsforeninger for en oprindelig kursværdi af ca. 1 mio. kr. Den investering, som skulle give løbende udbytte, omfattede en såkaldt kombineret investering, som var placeret i nominelt 1.090.000 kr. SDS Invest B (kursværdi ca. 2 mio. kr.) og nominelt 1.045.000 kr. 10% Danske Statslån 1979/91 (kursværdi ca. 1 mio. kr.). I oversigten over den kombinerede investering var det forudsat, at beløb fra udtrukne obligationer skulle placeres i investeringsbeviser, og at disses kurs ville stige, således at kursværdien i 1991 ville være uændret.

I december 1987 ophævede klageren administrationsaftalen og solgte aktiebeholdningen, ligesom han solgte de erhvervede investeringsbeviser.

Ved skrivelse af 20. januar 1988 rettede klagerens advokat henvendelse til afdelingen i anledning af, at de foretagne investeringer havde påført klageren et tab på noget over 1 mio. kr. Det anførtes i skrivelsen, at klageren var bibragt den opfattelse, at de indkøbte investeringsbeviser dækkede over danske realkreditobligationer, og at han først efter indgåelse af administrationsaftalen og konstatering af tabet var blevet klar over, at også disse investeringsbeviser dækkede over midler placeret i danske og udenlandske aktier. Det beløb, som var investeret i investeringsbeviserne, drejede sig om en anlægsformue, som også under hensyntagen til skattemæssige overvejelser skulle give klageren en rimelig forrentning uden væsentlig risiko.

Ved skrivelse af 4. februar 1988 afviste afdelingen overfor klagerens advokat, at klageren af afdelingen kunne være bibragt den opfattelse, at investeringsbeviserne dækkede over danske realkreditobligationer. Man havde forud for klagerens beslutning om køb drøftet alternative muligheder med ham. Der blev ikke indgået nogen administrationsaftale vedrørende kombiinvesteringen, hvorfor indskuddet var at betragte som klagerens anlægsinvestering, som blev foretaget uden væsentlig risiko. Afdelingen havde fra starten gjort klageren opmærksom på, at der var en risiko forbundet med investeringerne.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale ham et beløb på 1.068.439 kr., som udgør klagerens tab i anledning af afdelingens uforsvarlige rådgivning og administration.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at tabet vedrørende de aktier, som var omfattet af den indgåede administrationsaftale (oprindelig kursværdi ca. 1 mio. kr.), har udgjort 482.245 kr., og at tabet på investeringsbeviserne (oprindelig kursværdi ca. 3 mio. kr.) har udgjort 586.194 kr.

Kursfaldet på investeringsbeviserne var med stor sikkerhed forudseeligt ved købet den 4. februar 1987, idet et vist kursfald allerede på dette tidspunkt faktisk var realiseret. Afdelingen burde derfor ikke have rådet til investering i disse investeringsbeviser, og afdelingens i skrivelsen af 27. april 1987 udtalte forventning om fremtidig kursstigninger må derfor fremstå som urealistisk. Afdelingen var klar over, at klagerens investering måtte betragtes som en anlægsinvestering, og afdelingen burde derfor ved klagerens henvendelse i december 1987 i anledning af de indtrufne kursfald ikke havde rådet ham til at realisere tabet ved at afhænde de indkøbte værdipapirer.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand anført, at man på en række møder drøftede de muligheder, klageren havde for at investere den egenkapital på ca. 5 mio. kr., som var fremkommet ved salg af klagerens gård.

Det fremgik af drøftelserne om klagerens økonomiske og skattemæssige forhold, at han på den ene side havde brug for et løbende årligt afkast og på den anden side ønskede at foretage en langsigtet investering, der gav mulighed for kapitalgevinster, evt. skattefri. Klageren var endvidere villig til at løbe en betydelig risiko for en mindre del på ca. 1 mio. kr. af sin kapital.

Afdelingen foreslog herefter en investeringssammensætning, som klageren tiltrådte, og som er beskrevet i skrivelsen af 27. april 1987. Klageren fik på møderne underretning om typen af de underliggende aktiver, om risikoen, herunder begrænsningen heri ved køb af investeringsbeviser, samt om de gældende skatteregler, der medførte, at investeringen var baseret på en langsigtet strategi, for investeringsbevisernes vedkommende mindst 3 år.

I tiden efter indgåelsen af investeringsaftalerne henvendte klageren sig hyppigt i afdelingen for at forespørge om forløbet af investeringerne, og afdelingen gav derfor ved skrivelse af 27. april 1987 påny klageren en samlet orientering om strukturen i den foretagne investering.

Afdelingen foretog i løbet af 1987 i overensstemmelse med den indgåede administrationsaftale en række køb og salg af aktier, baseret på internationale rådgivningsfirmaers anbefalinger. På en række af de indkøbte papirer skete der kursstigninger indtil det generelle kursfald i oktober 1987. I samme periode steg kursen på investeringsbeviserne jævnt til over 200.

Da klageren henvendte sig i anledning af kursskredet, rådede afdelingen ham ved hver henvendelse til at se tiden an, idet kurserne efter al sandsynlighed ville rette sig igen. Afdelingen nævnte i denne forbindelse, at yderligere kursfald dog ikke kunne udelukkes. Afdelingen tog klagerens talrige henvendelser i sagens anledning som udtryk for, at det skete kursfald udgjorde en betydelig belastning for ham og gjorde ham derfor på et tidspunkt i november måned opmærksom på, at denne belastning kunne være et moment, som selvstændigt talte for, at han afhændede de indkøbte værdipapirer, uden at man dog på noget tidspunkt rådede ham hertil.

Såfremt klageren havde valgt at beholde de indkøbte værdipapirer, ville kursværdien heraf pr. 11. november 1988 være forøget med 766.000 kr. i forhold til værdien på salgstidspunktet.

Indklagedes rådgivning om klagerens foretagelse af investeringer har foregået på fuldt forsvarlig vis, hvorved afdelingen har taget udgangspunkt i klagerens ønsker og behov og på fyldestgørende måde orienteret ham om alle foreliggende muligheder. Indklagedes håndtering af den indgående administrationsaftale kan ikke pådrage indklagede noget ansvar, allerede fordi aftalen indeholder en klausul om ansvarsfraskrivelse, men i øvrigt kan klageren ikke bevise, at afdelingen har handlet ansvarspådragende, navnlig i betragtning af, at det i aftalen er forudsat, at der kunne foretages risikoprægede investeringer f.eks. i Warrants og options.

Indklagede har endelig bestridt klagerens opgørelse af det lidte tab under henvisning til, at klageren har undladt at modregne gevinster, som er realiserede på visse af de indkøbte værdipapirer.

Ankenævnets bemærkninger:

Der findes ikke at være grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejdere i forbindelse med deres rådgivning af klageren forud for dennes erhvervelse af værdipapirerne i begyndelsen af 1987 har begået fejl, som kan pådrage indklagede erstatningsansvar. Det bemærkes herved, at det ikke findes godtgjort, at medarbejderne ved fejlagtig eller mangelfuld information har bibragt klageren den opfattelse, at de erhvervede investeringsbeviser var baseret på realkreditobligationer og ikke på aktier. Endvidere bemærkes, at klageren måtte være klar over, at de af indklagedes medarbejdere tilkendegivne forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at han derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.

Det findes heller ikke godtgjort, at indklagedes medarbejdere har begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med de dispositioner, de har foretaget i henhold til administrationsaftalen.

Endelig findes det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejdere har rådet klageren til at sælge de erhvervede aktier og investeringsbeviser i december 1987, og der kan allerede af denne grund ikke pålægges indklagede ansvar for konsekvenserne af denne beslutning.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.