Bidragsforhøjelse.
| Sagsnummer: | 21603042/2016 |
| Dato: | 22-09-2016 |
| Ankenævn: | |
| Klageemne: |
Bidrag - forhøjelse
|
| Ledetekst: | Bidragsforhøjelse. |
| Indklagede: | Totalkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
21603042
Bidragsforhøjelse.
Klageren optog ultimo 2014 et Tilpasningslån F1 hos det indklagede realkreditinstitut med en bidragssats på 0,6344 pct. p.a. I tilbuddet var det oplyst, at bidragssatsen pr. 1. januar 2015 ville stige til 0,7 pct. Ultimo 2015 optog klageren et 3 pct. obligationslån med en bidragssats på 0,8088 pct. p.a. Af rådgivningsskemaer for lånene, af låne- og pantsætningsaftalerne og af instituttets Långuide fremgik det, at bidragets størrelse og beregningsmåde blev fastsat og kunne ændres af instituttet i lånets løbetid. Instituttet varslede i februar 2016 bidragsforhøjelser på klagerens lån, som pr. 1. juli 2016 ville stige til 1,0076 pct. p.a. henholdsvis 0,9324 pct. p.a. Klageren protesterede efterfølgende forgæves over bidragsforhøjelserne, med henvisning til dels begrundelsen for disse, dels tidspunktet i forhold til klagerens låneoptagelse.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle trække hele stigningen i bidraget på hans to lån tilbage til niveauet pr. den 4. februar 2016. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kræve, at instituttet ud fra de angivne begrundelser førte et særligt bevis for grundlaget for bidragsforhøjelserne, eller for at kritisere, at instituttet ikke tog afsæt i den enkelte kundes forhold, men efter aftalegrundlaget havde gennemført generelle bidragsforhøjelser. Selv om der kun gik godt 1,5 måned imellem klagerens seneste låneoptagelse og varslingen af bidragsforhøjelsen, fandt Nævnet, at der ikke kunne rejses kritik af instituttets fremgangsmåde, idet instituttet af blandt andet konkurrence- og fondsbørsmæssige årsager måtte være berettiget og forpligtet til ikke at oplyse om interne overvejelser om prisændringer. Dertil kom, at der, uanset hvornår en prisændring offentliggøres og gennemføres, altid ville være kunder, som har disponeret kort tid før. Til klagerens anfægtelse af, at en del af bidragsstigningen tilfaldt de låneformidlende institutter, fandt Nævnet, at det stod instituttet frit for at tilrettelægge sin forretning, herunder distributions- og ekspeditionsopgaver, og at fordelingen af bidragsindtægterne var et anliggende mellem instituttet og de låneformidlende institutter, som var lånekunderne uvedkommende. Hertil bemærkede Nævnet, at de låneformidlende institutter stiller garanti for den rangyderste del af belåningen og foretager en del af administrationen på instituttets vegne. Da der var hjemmel til bidragsforhøjelsen i aftalegrundlaget, og da bidragssatsen ikke var åbenbart urimelig i sammenligning med niveauet i branchen for tilsvarende lån og ej heller kunne anses for vilkårlig, frifandt Nævnet som følge af det anførte realkreditinstituttet.
K E N D E L S E
afsagt den 22. september 2016
JOURNAL NR.: 2016-01-03-042-T
INSTITUT: Totalkredit A/S
KLAGEEMNE: Bidragsforhøjelse.
DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 30. august 2016
SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen
NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Morten B. Pedersen
Anna Marie Ringive
Jacob Elverum
Lars K. Madsen
SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:
Klageren optog den 30. december 2014 et Tilpasningslån F1 på 2.332.000 kr. hos det indklagede realkreditinstitut. Lånet var baseret på et lånetilbud af 16. december 2014, som var afgivet af det koncernforbundne realkreditinstitut på vegne af indklagede. Låntilbuddet indeholder følgende oplysninger om det tilbudte lån:
”Oplysninger om nyt lån
Hovedtal Tilpasningslån F1 – kontantlån
Løbetid i år¹ 30
Det lånte beløb i kr. 2.322.000
Obligationshovedstol i kr. 2.311.978
Renteprocent pr. år 0,3911
Tilbudskurs 100,87
1. års ydelse pr. måned i kr. før skat 8.149
1. års ydelse pr. måned i kr. efter skat 7.621
1. års rente og bidrag i kr. 22.770
Bidragssats i procent pr. år 0,6344
Årlige omkostninger i procent (ÅOP) før skat 1,0
Årlige omkostninger i procent (ÅOP) efter skat 0,7
Afdragsform Annuitet
Antal termin pr. år 4
¹Tilpasningslån udløber altid til en kreditortermin. Det betyder, at den faktiske løbetid sjældent er et helt antal år. Løbetiden afhænger af og fastsættes på udbetalingstidspunktet.
…
Bidrag beregnes af lånets restgæld. Lånets anførte bidragssats forhøjes til 0,7000 procent pr. år fra den 1. januar 2015, svarende til en forhøjelse af bidraget på 128 kr. pr. måned før skat. Hvis lånet udbetales efter denne dato, vil den nye bidragssats gælde fra udbetalingsdatoen. I de viste beregninger er der ikke taget højde for forhøjelsen.
Læs mere om bidragssats i Långuiden.”
Det koncernforbundne realkreditinstitut udarbejdede som led i låneoptagelsen et rådgivningsskema efter reglerne om god skik. Skemaet, som klageren tiltrådte den 17. december 2014, indeholder følgende oplysninger:
”…
Om vores erfaring med at optage lån
Vi har ikke optaget lån med pant i fast ejendom inden for de seneste 10 år og har derfor ingen erfaring med at optage lån.
…
De væsentligste egenskaber ved det valgte lån
Lånet er et Tilpasningslån med variabel rente.
…
Et lån med variabel rente koster typisk mindre end et lån med fast rente. Til gengæld kan renten og dermed ydelsen på lånet både stige og falde.
Bidraget kan i øvrigt justeres med forudgående varsel.”
Af den for lånet udstedte låne- og pantsætningsaftale fremgår følgende af de særlige bestemmelser:
”Vilkår for lånet
For lånet gælder de af …(indklagedes)… bestyrelse til enhver tid fastsatte vilkår for långivningen og obligationsudstedelsen.
…
Der henvises i øvrigt til de til debitor udleverede ”Almindelige forretningsbestemmelser” i Långuiden samt ”Særlige bestemmelser” i nærværende låne- og pantsætningsaftale.
…
Bidrag
Som en del af ydelserne betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde fastsættes af …(indklagede)… Bidragets størrelse oplyses i forbindelse med udbetaling af lånet.
Bidrag og beregningsprincipper kan ændres efter …(indklagedes)… beslutning. Meddelelse herom vil i såfald blive givet til debitor med mindst 3 måneders varsel forud for en termin.
…(Indklagede)… kan desuden fastsætte specielle bidragssatser og/eller beregningsprincipper for særlige lån eller grupper af lån. Meddelelse om ændringer i bidrag og/eller beregningsprincipperne herfor kan gives i en terminsopkrævning. Ændres bidraget, ændres terminsydelsen i forhold hertil.”
Indklagede afgav den 7. december 2015 gennem det koncernforbundne realkreditinstitut tilbud til klageren på et tillægslån på 871.000 kr. som 30-årigt, 3 pct. obligationslån. Lånetilbuddet indeholder følgende oplysninger om det tilbudte lån:
”Oplysninger om nyt lån
Hovedtal Obligationslån - annuitetslån
Løbebeløb (hovedstol) 871.000
Ydelse pr. måned 1. år før skat 4.260
Ydelse pr. måned 1. år efter skat 3.552
Heraf afdrag pr. måned 1. år 1.517
Rentesats i procent pr. år 3,0000
Debitorrente i procent pr. år 3,0000
Bidragssats i procent pr. år 0,8088
…
Långiver …(Indklagede)…
…
Bidrag beregnes af lånets restgæld. Læs mere om bidragssats i Långuiden.”
Det koncernforbundne realkreditinstitut udarbejdede som led i låneoptagelsen et rådgivningsskema efter reglerne om god skik. Skemaet, som klageren tiltrådte den 8. december 2015, indeholder følgende oplysninger:
”De væsentligste egenskaber ved det valgte lån
Lånet er et obligationslån med fast rente.
Et lån med fast rente koster typisk mere end et lån med variabel rente. Til gengæld er rente og afdrag kendt i hele lånets løbetid. Bidraget kan i øvrigt justeres med forudgående varsel.
…”
Den for lånet udstedte låne- og pantsætningsaftale indeholder i de særlige bestemmelser vilkår, som er identiske med de ovenfor citerede fra låne- og pantsætningsaftalen for lånet på 2.332.000 kr.
Det tilbudte 3 pct. obligationslån blev udbetalt den 14. december 2015.
Den til klageren udleverede Långuide, som er dateret den 7. december 2015, indeholder følgende om bidrag:
”Bidrag
Bidragets størrelse og beregningsmetode fastsættes i forbindelse med ydelse af lånet.
Bidraget beregnes som en procentsats af lånets restgæld (dvs. af kontantrestgælden for kontantlån og af obligationsrestgælden ved obligationslån). Betalingen sker forholdsmæssigt som en del af lånets terminsydelse.
Bidragssatsen er afhængig af den belånte ejendom, afdragsprofil, låntype, lånets hovedstol og belåningsinterval (lånets prioritetsstilling i forhold til den kontante låneværdi for ejendommen).
Belåningsintervallet fastlægges via en værdiansættelse af ejendommen ved lånoptagelsen. Værdiansættelse foretages af …(indklagede)… på den af …(indklagede)… valgte måde. Belåningsintervallet fastlægges på ny ved en efterfølgende omlægning af lånet, gældsovertagelse eller relaksation. Bidragssatsen ændres ikke som følge af ordinære afdrag eller ved ændring af lånets prioritetsstilling som følge af f.eks. en indfrielse af foranstående lån.
…
Ændring af bidrag, beregningsmetode for bidrag, kursfradrag/kurstillæg og gebyrer m.v.
Bidrag og beregningsmetoden for bidrag kan ændres i lånets løbetid efter …(indklagedes)… beslutning. …(Indklagede)… kan endvidere ændre eller indføre gebyrer, kursfradrag/kurstillæg, morarenter m.v. i eksisterende låneforhold.
…(Indklagede)… kan forhøje bidraget, ændre beregningsmetoden for bidrag, ændre eller indføre gebyrer, kursfradrag/kurstillæg, morarenter mv. med tre måneders varsel til en termin med virkning fra førstkommende termin. Bidragsforhøjelsen, ændring af beregningsmetoden for bidrag, ændring eller indførelse af kursfradrag/kurstillæg eller andre prisændringer i eksisterende låneforhold kan ske som følge af
• øgede omkostninger, herunder skatter og afgifter, eller tab og nedskrivninger,
• penge eller kreditpolitiske ændringer i ind- eller udland, der påvirker …(indklagedes)… adgang til penge- eller obligationsmarkederne eller det almindelige renteniveau af betydning for …(indklagede)…,
• at …(Indklagede)… efterlever krav og henstillinger fra lovgivere, offentlige myndigheder og/eller andre interessenter, som har betydning for …(indklagedes)… forrentningsmodel og risikoprofil,
• at …(indklagede)… imødekommer forretningsmæssige krav og/eller målsætninger fra investorer, ratinginstitutter og/eller andre interessenter, som har betydning for …(indklagedes)… forrentningsmodel og risikoprofil. Prisændringer kan fx udløses af, at …(indklagede)… ønsker at opnå eller fastholde en ønsket rating, hvis det er hensigtsmæssigt ifl. …(indklagedes)… samlede fundingsituation og/eller hvis det forventes at bidrage positivt til prisfastsættelsen og/eller afsætningssikkerheden for …(indklagedes)… obligationer,
• hvis det er ønskeligt for …(indklagede)… af administrative, risikomæssige, markedsmæssige, konkurrencemæssige grunde eller for at udnytte sine ressourcer eller kapacitet på en mere hensigtsmæssig måde, eller
• hvis det i øvrigt er ønskeligt for …(indklagede)… af indtjeningsmæssige grunde, herunder – men ikke alene – behov for forbedring af kapitalgrundlaget samt øgede krav til kapitalberedskabet…”
Indklagedes Långuide pr. 6. november 2015, som trådte i kraft pr. samme dato, indeholder følgende afsnit om bidrag, som adskiller sig lettere fra den til klageren udleverede Långuide:
”Bidrag
Bidragets størrelse og beregningsmetode fastsættes i forbindelse med ydelse af lånet.
Bidraget beregnes som en procentsats af lånets restgæld (dvs. af kontantrestgælden for kontantlån og af obligationsrestgælden ved obligationslån). Betalingen sker forholdsmæssigt som en del af lånets terminsydelse.
Bidragssatsen ved lånets udbetaling er afhængig af den belånte ejendom, afdragsprofil, låntype, lånets hovedstol og belåningsinterval (lånets prioritetsstilling i forhold til den kontante låneværdi for ejendommen).
Belåningsintervallet fastlægges via en værdiansættelse af ejendommen ved lånoptagelsen. Værdiansættelse foretages af …(indklagede)… på den af …(indklagede)… valgte måde. Belåningsintervallet fastlægges på ny ved en efterfølgende omlægning af lånet, gældsovertagelse eller relaksation. Bidragssatsen ændres ikke som følge af ordinære afdrag eller ved ændring af lånets prioritetsstilling som følge af f.eks. en indfrielse af foranstående lån.
…
Gældende gebyrer fremgår af …(indklagedes)… prisblad, som kan findes på …(indklagedes hjemmeside)…
Ændring af bidrag, gebyrer og andet vederlag (herunder kursskæring).
Bidrag, gebyrer og andet vederlag er variable.
Lånets bidrag og beregningsmetoden for bidrag kan således ændres i lånets løbetid, eksempelvis så bidraget beregnes og eventuelt løbende reguleres på grundlag af flere eller andre forhold end ved lånets udbetaling, herunder låntagerspecifikke forhold. …(Indklagede)… kan endvidere ændre eller indføre nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) i eksisterende låneforhold.
Ændringer af bidrag og beregningsmetoden for bidraget samt ændring eller indførelse af nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) kan i eksisterende låneforhold være begrundet i aktuelle eller forventede omkostningsmæssige, markedsmæssige, lovgivningsmæssige, risikomæssige, konkurrencemæssige, forretningsmæssige eller lignende forhold samt låntagerspecifikke forhold. Du kan nedenfor se eksempler på sådanne forhold. Listen er ikke udtømmende.
a) Ændringer i lovgivning, retspraksis og myndighedspraksis,
b) Ændringer i krav og forventninger fra ratingbureauer og investorer, herunder krav og forventninger af betydning for prissætningen på obligationerne bag …(indklagedes)… udlån,
c) Omkostningsudviklingen, eksempelvis som følge af
* øgede omkostninger til fremskaffelse af kapital,
• ændrede krav til kapitalgrundlag, kapitalberedskab, likviditet eller solvens,
• øgede skatter eller afgifter,
• øgede distributionsomkostninger eller
• generelle garantiordninger,
d) Øgede tab eller risiko for tab, nedskrivninger eller hensættelser til tab,
e) Behov for ændringer i sammensætningen af …(indklagedes)… låneportefølje, eksempelvis en reduktion af mængden af lån med variabel rente
f) Behov for at motivere …(indklagedes)… kunder til at vælge udvalgte produkter, eksempelvis lån med afdrag,
g) Øgede risici, herunder operationelle risici,
h) Faldende ejendomspriser eller strukturelle udviklinger i ejendomsmarkedet,
i) Administrative forhold eller behov for bedre udnyttelse af …(indklagedes)… kapacitet og ressourcer,
j) Øvrige forhold, som indebærer behov for øget indtjening eller en ændret prisstruktur,
k) Låntagers betalingsmisligholdelse,
l) Ændringer i låntagerspecifikke forudsætninger, herunder låntagers økonomiske forhold eller sammensætningen, omfanget eller rentabiliteten af låntagers engagement med …(indklagede)… eller
m) Ændringer i den pantsatte ejendoms belåningsgrad, værdifasthed eller omsættelighed.
Ændringer vedrørende bidrag samt væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag meddeles individuelt til låntager med 3 måneders varsel til en termin med virkning fra førstkommende termin. Ændringer begrundet i udefrakommende forhold, som …(indklagede)… ikke har indflydelse på, kan dog ske uden varsel. Øvrige ændringer, herunder ændringer vedrørende gebyrer eller morarente samt mindre væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag annonceres med 3 måneders varsel i …(indklagedes)… prisblad, som er tilgængeligt på …(indklagedes hjemmeside)…”
Indklagede varslede den 4. februar 2016 bidragsforhøjelse på klagerens to lån:
”Den 1. juli 2016 forhøjer …(indklagede)… bidragssatserne. Det gør vi, fordi …(indklagede)… skal leve op til myndighedernes krav og markedets forventninger til vores kapital- og indtjeningsforhold. Både krav og forventninger er steget kraftigt siden finanskrisens start – og stiger stadig. Derfor skal vi i …(indklagede)… øge indtjeningen. På den måde kan vi lægge tilstrækkeligt til side som sikkerhed for de lån, vi yder, tiltrække kapital i markedet på bedst mulige vilkår og dække omkostningerne til forrentning af denne kapital. Det er en væsentlig forudsætning for, at vi fortsat kan tilbyde stabile boliglån til danskerne.
Jeres lån i …(indklagede)… er med afdrag, men har ikke den samme rente i hele løbetiden. Hvis I vælger et lån med fast rente og med afdrag, falder jeres bidragssats til den laveste i …(indklagede)… Det skyldes, at myndighederne kræver, at færre boligejere vælger lån med variabel rente og lån uden afdrag.
Se, hvad forhøjelsen koster jer
Låntype Tilpasningslån F1 – kontantlån
Restgæld pr. 1. juli 2016 i kr. 2.218.769,90
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,7000
Ny årlig bidragssats fra 1. juli 2016 i pct. 1,0076
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 1.706,23
I betaler den nye bidragssats første gang 1. oktober 2016. Desuden ændrer jeres rente sig ved næste rentetilpasning. Derfor ændrer jeres samlede betaling sig også.
Læs bagsiden af brevet
Hvis I vil vide mere om jeres muligheder for at ændre jeres lån, finder I flere oplysninger på bagsiden af dette brev.”
- 0 –
”Se, hvad forhøjelsen koster jer
Låntype Obligationslån - annuitetslån
Restgæld pr. 1. juli 2016 i kr. 861.125,57
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,8088
Ny årlig bidragssats fra 1. juli 2016 i pct. 0,9324
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 266,08
I betaler den nye bidragssats første gang 1. oktober 2016…”
Klageren fremsendte den 24. februar 2016 en protest til det koncernforbundne realkreditinstitut mod bidragsforhøjelsen:
”Jeg har nu kigget vores aftale igennem. Jeg kan ikke finde noget sted, at I som institut i den aftale har hjemmel til at hæve bidraget uden at anføre allerede indtruffet hændelse. I anfører at I måske skal bruge flere penge. Men det er altså ikke en god nok grund. Derfor vil jeg ikke acceptere de stigninger I har pålagt mine lån. Begge lån er så nye, at alle eksisterende kapitalkrav var kendt på optagelsestidspunkterne.
Dette gælder for lånet …(lånenummer)… - dette er optaget 30. december 2014, samt for lånet …(lånenummer)… - dette er optaget 15. december 2015.
På intet tidspunkt siden de datoer er det mig bekendt sket en stigning i kapitalkrav til …(indklagede/det koncernforbundne realkreditinstitut)… Derfor kan I ikke som I ellers anfører bruge dette som argumentation. Det står ligeledes ret klart i vores aftale at stigninger skal begrundes på nye krav. Men der er ikke fremført nogen nye myndighedskrav siden de datoer. Derfor ser jeg mig nødt til at klage over jeres stigninger, da de ikke er i overensstemmelse med sådan som jeg læser aftalen.
Skulle I have andre oplysninger bliver I derfor nødt til at fremføre dem på et væsentlig mere oplysende grundlag end angivet i de to breve som jeg har modtaget den 20. februar (og ikke som dato stemplet på brevet den 4. februar).
Jeg ved jo godt, det ikke er dig personligt som har sendt disse breve, men jeg ser frem til at I som …(indklagede/det koncernforbundne realkreditinstitut)… lever op til den aftale vi har og skelner mellem alle de mange kunder I har. Der er i det modtagne brev ikke anført hvilke krav og forventninger I ikke lever op til, og hvorledes disse har ændret sig siden lånets optag. Skulle I imod forventning ikke leve op til vores aftale ser jeg ikke nogen anden udvej end at klage til Realkreditankenævnet over jeres forhøjelse.”
Det koncernforbundne realkreditinstitut besvarede den 25. februar 2016 henvendelsen:
”Tak for din mail. Jeg forstår selvfølgelig godt din frustration, for det er aldrig sjovt, når tingene bliver dyrere. Og jeg kan godt se, at det er særligt frustrerende, at prisstigningen kommer så kort tid efter udstedelse af det seneste lån. På daværende tidspunkt havde jeg dog ikke noget kendskab til, at der var prisstigninger på vej, og jeg har derfor ikke kunnet vejlede jer anderledes end det er sket.
Når det gælder aftalegrundlaget, er det anført i låneaftalen, som jeg vedhæfter, at ”Bidrag og beregningsprincipper kan ændres efter …(indklagedes)… beslutning. Meddelelse herom vil i såfald blive givet til debitor med mindst 3 måneders varsel forud for en termin.” (side 3). Dette er uddybet i de almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån, som også er en del af aftalegrundlaget, og som jeg også vedhæfter (se side 5). Jeg kan derfor ikke genkende din formulering om, at ”Stigninger skal begrundes på nye krav”.
Jeg beklager, at jeg ikke kan imødekomme jeres ønske, men står naturligvis til rådighed, hvis du har uddybende spørgsmål. Du nævner selv Realkreditankenævnet, og jeg kan ikke forhindre dig i at klage dertil, men vi mener at forhøjelsen af bidragssatserne sker på et ”lovligt” grundlag. Denne beslutning må jeg så på koncernens vegne stå på mål for, men jeg håber ikke, at det skal ødelægge den ellers udmærkede dialog, jeg synes vi har haft – også selv om lige denne mail måske er blevet lidt teknisk/juridisk på grund af sagens karakter.”
Klageren indbragte efterfølgende sagen for Realkreditankenævnet.
PARTERNES PÅSTANDE:
Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at hele stigningen i bidraget på hans to lån skal trækkes tilbage til det niveau, det var den 4. februar 2016.
Indklagede påstår frifindelse.
KLAGERENS FREMSTILLING:
Klageren anfører, at indklagede for begge klagerens lån har hævet bidragssatsen pr. 1. juli 2016.
Begge lånene er relativt nye. Lån 1 er optaget i december 2014 og lån 2 i december 2015. Begrundelsen for stigningen i bidragssatsen er, at kapitalkravet til indklagede er steget siden låneoptagelsen.
Som det fremgår af vedlagte materiale, kan han ikke finde belæg for dette i indklagedes egne samt Nationalbankens tal. Med den nuværende bidragssats er indklagede dækket ind overfor nuværende og højst sandsynligt også fremtidige krav. Dette har indklagede også givet udtryk for i pressen. Derfor mener han ikke, at stigningen er i overensstemmelse med deres aftale. Indklagede har oplistet en række forhold, som giver ret til en stigning, men der er ingen af disse, som kan bruges for nuværende. Specielt set i lyset af, at alle nuværende kapitalkrav var kendt ved begge låns optagelse. Desuden kan indtjeningsforhold ikke alene stilles til grund for en bidragsstigning, som det også fremgår af de fremlagte bilag. Indklagede/det koncernforbundne realkreditinstitut har ligeledes i pressen anført, at en del af stigningen skal bruges til at betale de pengeinstitutter, som har aftale med indklagede/det koncernforbundne realkreditinstitut. Dette er ikke med i den aftale, som er indgået for hans vedkommende.
Det har ikke været muligt at få en dybere forklaring fra indklagede, som er tilfredsstillende og fyldestgørende i forhold til den aftale, han har med indklagede. Han henviser til den fremlagte mailkorrespondance. Derfor mener han, at indklagede ikke overholder den aftale, han har med indklagede.
INDKLAGEDES FREMSTILLING:
Indklagede oplyser, at klageren den 30. december 2014 på grundlag af lånetilbud af den 16. december 2014 fik udbetalt et 30-årigt F1 tilpasningslån på 2.332.000 kr.
Bidraget på lånet blev fastsat til 0,6344 pct. ud fra et belåningsinterval på 0 – 65 pct. på baggrund af en belåningsvurdering på 3.600.000 kr.
Lånets bidragssats blev med virkning pr. den 1. juli 2016 forhøjet til 1,0076 pct.
Klageren fik den 15. december 2015 udbetalt endnu et lån – et 30-årigt, 3 pct. obligationslån på 871.000,00 kr. Tilbudsdato den 7. december 2015.
Bidraget på lånet blev fastsat til 0,8088 pct. ud fra et belåningsinterval på 47 – 64 pct. på baggrund af en belåningsvurdering på 4.900.000 kr. Lånets bidragssats blev med virkning pr. den 1. juli 2016 forhøjet til 0,9324 pct.
Gennemførsel af bidragsforhøjelsen i 2016
Med virkning fra 1. juli 2016 forhøjer indklagede bidragssatserne på alle eksisterende og nye lån til private kunder. Derfor har alle privatkunder med lån hos indklagede modtaget et brev med oplysning om, hvad forhøjelsen betyder for netop deres lån. Brevet indeholder en begrundelse for forhøjelsen.
Derudover har indklagede på sin hjemmeside offentliggjort en redegørelse for bidragsforhøjelsen:
”Begrundelseskrav
Det danske realkreditsystem har en række unikke kendetegn. Et af dem er, at du som låntager – uanset om du er boligejer eller erhvervsdrivende – igennem hele lånets løbetid er beskyttet mod en pludselig opsigelse af dit lån. Den beskyttelse har du ikke på dit banklån. Banker kan nemlig frit og uden varsel til enhver tid kræve, at du betaler dit lån tilbage. Det kan vi som realkreditinstitut ikke, så længe du betaler dine ydelser.
Med andre ord forpligter realkreditinstitutter sig ved udbetaling af et lån til at låne pengene ud – og ikke pludselig kræve dem tilbagebetalt – i hele den periode, der er aftalt. Og da løbetiden ofte er 30 år, betyder det, at realkreditinstitutter har uopsigelige forpligtelser, der løber i årtier.
Øget krav om polstring.
Over så lang en periode kan kapitalkrav og omkostninger ved realkreditudlån ændre sig markant. Derfor kan et realkreditinstitut forhøje bidragssatserne, som er realkreditinstituttets pris for at yde og administrere lån. Bidragssatserne kan også forhøjes på de lån, der allerede er udbetalt. Og det er det, …(indklagede)… gør, når vi hæver bidragssatserne på …(indklagede-lån)… pr. 1. juli 2016.
Men vi kan ikke bare hæve bidragssatserne vilkårligt, for alle realkreditinstitutter skal kunne begrunde, hvorfor de forhøjer bidragssatserne. Det er fast anerkendt i lovgivningen om god skik for finansielle virksomheder – og i talrige afgørelser fra Realkreditankenævnet – at man forhøjer bidragssatserne, når man kan begrunde det.
…(Indklagedes)… mulighed for at hæve bidragssatserne er udførligt beskrevet i låneaftalerne og i …(indklagedes)… Almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån, som står i den LånGuide, man modtager, når man får et …(indklagede-lån)…
Hvorfor stiger bidragssatserne i …(indklagede)… pr. 1. juli 2016?
I det brev, alle kunder i …(indklagede)… har modtaget, begrunder vi forhøjelsen med, at kapitalkravene fra danske og internationale myndigheder til realkreditinstitutter er steget og fortsat stiger. De stigende kapitalkrav betyder, at …(realkreditkoncernen)… – som …(indklagede)… er en del af – skal stille mere og mere kapital som sikkerhed for de lån, vi har ydet og fortsat yder til danske boligejere og erhvervsdrivende.
Når myndighedernes krav stiger, øger investorerne og ratingbureauerne (tilsammen kaldet ”markedet”) samtidig deres forventninger til …(realkreditkoncernens)… kapitalgrundlag. Jo større tiltro investorer og ratingbureauer har til …(det koncernforbundne realkreditinstitut)…, jo lavere bliver renten på lånet. Vores kunder har derfor direkte fordel af, at både investorer og ratingbureauer har stærk tiltro til …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… Derfor er det så afgørende, at vi lever op til markedets forventninger.
Kendte og ukendte krav i sigte.
Konkret medfører de øgede krav, at …(realkreditkoncernen)… ved indgangen til 2019 skal have ca. 70 mia. kr. i egentlig kernekapital (den regnskabsmæssige egenkapital fratrukket hybrid kernekapital og en række solvensmæssige fradrag).
Dette kapitalmål er fastsat på baggrund af de allerede kendte og vedtagne kapitalkrav fra danske og internationale myndigheder. Forhøjelsen af bidragssatserne pr. 1. juli 2016 har først og fremmest til formål at øge sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan leve op til dette kapitalmål. Vi har i dag en egentlig kernekapital på 60,5 mia. kr. Den skal øges med knap 10 mia. kr. i årene 2016-2018. Forhøjelsen af bidragssatserne øger …(realkreditkoncernens)… indtjening og betyder dermed, at vi kan lægge mere til side hvert år i bestræbelserne på at nå 70 mia. kr. inden udgangen af 2018.
Desuden øger forhøjelsen af bidragssatserne sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan honorere de fremtidige, endnu ikke vedtagne kapitalkrav, som der i disse år arbejdes på hos internationale myndigheder. Vi kender ikke det konkrete omfang af kravene endnu – men vi ved, at kapitalkravet efter 2019 er højere end de 70 mia. kr. Selv i minimumsversioner vil de krav, der arbejdes på, være en betydelig udfordring for …(realkreditkoncernen)… Lige nu er vores bedste estimat, at det er nødvendigt at øge den egentlige kernekapital med yderligere 15 mia. kr. – altså ud over de 70 mia. kr. – når de nye krav får effekt. Estimatet er forsigtigt og svarer til det niveau, man allerede nu har pålagt de fire største banker i Sverige. Og det er ikke usandsynligt, at kravet bliver højere.
Børsnotering er nødvendig
Derfor søger …(realkreditkoncernen)… en børsnotering. Dels får vi tilført kapital i forbindelse med selve børsnoteringen, dels får vi efterfølgende, som børsnoteret koncern, adgang til at hente yderligere kapital efter behov. For at gennemføre en børsnotering skal vi have en bedre indtjening end i dag – det vil fremtidige aktionærer kræve, og det er forhøjelsen af bidragssatserne med til at sikre. Og det er værd at bemærke, at forhøjelsen af bidragssatserne er langt mindre, end den ville være uden en børsnotering. Forhøjelsen af bidragssatserne på …(indklagedes)… udlån til privatkunder står ikke alene. De suppleres af markante besparelser i …(realkreditkoncernen)… og andre tiltag, der bidraget til at effektivisere koncernen.”
Baggrunden for indklagedes forhøjelse af bidragssatsen er yderligere uddybet i en redegørelse, som også er tilgængelig på indklagedes hjemmeside.
Hjemmel til bidragsforhøjelse
Det i denne sammenhæng relevante aftalegrundlag mellem klageren og indklagede udgøres af låne- og pantsætningsaftalerne fra 2014 og 2015. Begge suppleres af indklagedes Långuide fra varslingstidspunktet, der er godkendt af indklagedes bestyrelse.
Såvel låne- og pantsætningsaftalerne som Långuiden indeholder bestemmelser om fastsættelsen af bidraget, herunder at de i lånets løbetid kan ændres af indklagede.
Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,
at der er hjemmel i låneaftalen til at forhøje bidragssatsen,
at den gennemførte bidragsforhøjelse er ensartet for alle kunder med samme låntyper,
at den skete forhøjelse af bidragssatsen er i overensstemmelse med aftalegrundlaget og varslet og begrundet i overensstemmelse med reglerne om god skik, og
at forhøjelsen af bidragssatsen ikke er vilkårlig eller urimelig.
Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte den varslede forhøjelse af bidragssatsen.
OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:
Klageren har i sagen fremlagt forskellige artikler fra elektroniske medier, der beskæftiger sig med økonomi og business.
På forespørgsel fra Nævnssekretariatet om forskelle i indholdet af de af parterne fremlagte Långuides har indklagede den 4. juli 2016 oplyst følgende:
”Ifm. min gennemgang af sagen har jeg afdækket, at lånetilbud udstedt i perioden fra 20. november 2015 til den 19. april 2016 – af IT-tekniske årsager – har været vedlagt en Långuide (og dermed Almindelige Forretningsbestemmelser for Realkreditudlån) med en anden formulering af afsnittene vedrørende bidrag og ændring af bidrag end formuleringerne i Långuide dateret 6. november 2015, som samme dato blev lagt på …(indklagedes hjemmeside)…,hvor den også var tilgængelig på tidspunktet for varsling af forhøjelse af …(indklagedes)… bidragssatser.”
ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:
Klageren anfægter indklagedes bidragsforhøjelser med henvisning til, at det ikke kan ske med den begrundelse, at kapitalkravet til indklagede er steget siden klagerens låneoptagelse.
Nævnet finder ikke grundlag for at kræve, at indklagede ud fra de angivne begrundelser for bidragsforhøjelserne fører et særligt bevis for grundlaget for disse. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der hen over de seneste år er kommet en række nye kapitalkrav, som hele realkreditsektoren har måttet indrette sig på, herunder med stigende bidragssatser til følge. Nævnet kan endvidere ikke kritisere, at indklagede ikke tager afsæt i den enkelte kundes forhold, men gennemfører bidragsforhøjelser af generel karakter, som det er muligt efter aftalegrundlaget.
Selv om der kun gik godt 1,5 måned imellem klagerens seneste låneoptagelse og varslingen af bidragsforhøjelsen, finder Nævnet, at der ikke kan rejses kritik af indklagedes fremgangsmåde. Nævnet henviser herved til, at indklagede af blandt andet konkurrence- og fondsbørsmæssige årsager må være berettiget og forpligtet til ikke at oplyse om interne overvejelser om prisændringer. Dertil kommer, at der, uanset hvornår en prisændring offentliggøres og gennemføres, altid vil være kunder, som har disponeret kort tid før.
Klageren anfægter derudover, at en del af stigningen skal bruges til at betale de pengeinstitutter, som har aftale med indklagede/det koncernforbundne realkreditinstitut, idet klageren finder, at det er i strid med den aftale, som han har indgået med indklagede.
Nævnet finder, at det står indklagede frit for at tilrettelægge sin forretning, herunder distributions- og ekspeditionsopgaver, som indklagede finder mest hensigtsmæssig. Fordelingen af bidragsindtægterne er endvidere et anliggende mellem indklagede og de låneformidlende institutter, som er lånekunderne uvedkommende. I den forbindelse skal Nævnet bemærke, at de låneformidlende institutter stiller garanti for den rangyderste del af belåningen og foretager en del af administrationen på indklagedes vegne.
Da der er hjemmel til bidragsforhøjelsen i aftalegrundlaget, herunder i såvel den af indklagede fremlagte som den til klageren udleverede Långuide, og da bidragssatsen ikke er åbenbart urimelig i sammenligning med niveauet i branchen for tilsvarende lån og ej heller kan anses for vilkårlig, kan Nævnet ikke give klageren medhold i klagen.
Som følge af det anførte
b e s t e m m e s
Indklagede, Totalkredit A/S, frifindes.
Henrik Waaben / Susanne Nielsen