Overførsel af forsikringsordninger. Investering af pensionsmidler.
| Sagsnummer: | 234/2005 |
| Dato: | 11-04-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Lotte Aakjær Jensen, Ole Simonsen, Astrid Thomas, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Pensionskonti - øvrige spørgsmål
Rådgivning - pensionsforhold |
| Ledetekst: | Overførsel af forsikringsordninger. Investering af pensionsmidler. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med sin rådgivning af klageren om placering af dennes pensionsmidler, der blev overført fra et forsikringsselskab.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1934, havde en kapitalpensionsordning og to ratepensionsordninger i Danica, der er koncernforbundet med indklagede.
Den 28. september 2000 blev der mellem klageren og indklagede afholdt et møde, hvor pensionsordningerne i Danica blev gennemgået og sammenlignet med de ordninger, indklagede kunne tilbyde. Klageren har anført, at indklagede oplyste, at forsikringsordningerne blev forrentet med 2 %, og at indklagede kunne tilbyde et væsentligt højere afkast. Der blev ikke talt om en deraf følgende større risiko. Fordelene ved at beholde ordningerne i Danica blev heller ikke omtalt. Han havde ikke noget ønske om hverken større risikovillighed eller større indflydelse på sine investeringer. Han gav heller ikke udtryk for utilfredshed med de eksisterende ordninger. Indklagede har anført, at man gennemgik fordele og ulemper ved den mere stabile forrentning i Danica i forhold til markedsrelaterede afkast, som en individuel investering via indklagede ville indebære. Det bestrides, at man på noget tidspunkt har givet udtryk for, at det fremtidige afkast i Danica kun ville være 2 % p.a. Det må bero på en misforståelse, at klageren tilsyneladende har fået denne opfattelse. Klageren ønskede mere indflydelse på den fremtidige forrentning gennem valg af værdipapirer og ønskede derfor ordningerne overført fra Danica til indklagede.
Under et nyt møde den 23. oktober 2000 blev klagerens investeringsprofil og strategi fastlagt. Klageren havde et frit depot til en værdi på ca. 4,2 mio. kr., som skulle anvendes til løbende forbrug. Kapitalpensionen skulle derfor først udbetales, når klageren i 2004 fyldte 70 og ratepensionen nogle år senere. På grundlag af denne investeringshorisont var indklagedes generelle anbefaling en placering med 60 % i obligationer og 40 % i aktier. Efter en nærmere drøftelse af den overordnede fordeling mellem obligationer og aktier blev det besluttet, at kapitalpensionsmidlerne skulle fordeles med 80 % i obligationer og 20 % i aktier, mens ratepensionen skulle fordeles med 75 % i obligationer og 25 % i aktier.
Pensionsordningerne blev overført til indklagede den 23. november 2000. Kapitalpensionsordningen havde en værdi på 2.485.848 kr. og ratepensionsordningerne en samlet værdi på 2.276.500 kr. For pensionsmidlerne blev der købt obligationsbaserede og aktiebaserede investeringsbeviser i Danske Invest, der samarbejder med indklagede.
I 2002 blev ca. ¼ af midlerne placeret i obligationer (4 % Nykredit ink. st. lån 2003).
Ved udgangen af 2002 var klagerens frie midler opbrugt.
I begyndelsen af 2003 rettede klageren henvendelse til indklagede om resultatet af investeringerne, som havde udviklet sig negativt.
Ved skrivelse af 28. januar 2003 afviste indklagede, at man havde ydet klageren dårlig rådgivning. Indklagede anførte, at kursværdien af klagerens kapital- og ratepension samlet var blevet forringet med 77.774 kr. siden overførslen i 2000, idet kursværdien var faldet fra 4.762.348 kr. til 4.684.574 kr. pr. den 14. januar 2003. Faldet i kursværdien skyldtes kurstab på aktiebeholdningen på knap 500.000 kr. Kurstabet blev næsten opvejet af kursstigninger, udtrækninger og renteafkast på obligationsdelen. Efter indklagedes skøn ville klageren i perioden have opnået en forretning på ca. 840.000 kr., hvis forsikringsordningerne var forblevet i Danica. Det mindre afkast, som klageren faktisk havde opnået, skyldtes tilbageslaget i de internationale konjunkturer siden efteråret 2000, som havde påvirket aktiemarkederne negativt. Ved rådgivningen i efteråret 2000 havde indklagede alene kunnet forholde sig til de historiske afkast og ikke de fremtidige afkast.
Den 5. februar 2003 blev klagerens kapitalpension opgjort. Værdien af depotet var da på 2.486.294 kr.
Pr. den 31. december 2004 var værdien af ratepensionsdepotet på 2.488.503 kr.
Ifølge klagerens beregninger ville kapitalpensionen pr. den 31. december 2002 have haft en værdi på 2.832.000 kr., hvis den var forblevet i Danica. På baggrund heraf har klageren opgjort sit tab til 345.706 kr. (2.832.000 ÷ 2.486.294 kr.).
På tilsvarende måde har klageren opgjort sit tab på ratepensionen til 343.500 kr. (2.832.000 ÷ 2.488.500 kr.).
Parternes påstande.
Den 1. september 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale en erstatning på minimum 689.206 kr. (345.706 + 343.500 kr.).
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at overførslen af pensionsordningerne fra Danica til indklagede skete på grundlag af indklagedes rådgivning, som var mangelfuld og fejlagtig.
Indklagede vildledte om renteafkastet i Danica, som viste sig at være væsentligt højere end de 2 %, som indklagede oplyste. Da Danica er ejet af indklagede, kunne han berettiget lægge til grund, at indklagede var velinformeret om afkastet på forsikringsordningerne.
Som investor har han altid været forsigtig. Hans portefølje blev via en porteføljeplejeaftale løbende investeret i obligationer med en varighed på 2-4 år.
Han havde ikke noget ønske om at ændre på hverken risikovilligheden eller sin indflydelse på investeringerne. Han ønskede som hidtil en sikker investering uden nævneværdig indblanding fra hans side.
Netop derfor valgte også en mindre risikobetonet investering, end indklagede foreslog. Tabet ville have været endnu større, hvis han havde fulgt indklagedes anbefaling om en større aktieandel.
Indklagede varetog primært sin egen interesse i indtjening på køb og salg af værdipapirer.
Indklagede har anført, at klageren blev orienteret om, at investeringer via eget depot medførte et markedsafkast, og at det var umuligt at sige noget mere konkret om det fremtidige afkast. Det bestrides, at man skulle have givet udtryk for, at det fremtidige afkast i Danica ville være 2 % p.a.
Klageren ønskede en mindre aktieandel end indklagedes anbefaling ud fra den valgte investeringshorisont. Den fordeling, som klageren valgte, betragtede man på daværende tidspunkt som en forsigtig strategi, hvilket klageren blev informeret om under drøftelserne på mødet den 23. oktober 2000. Klagerens valg af en anden fordeling end den anbefalede viser, at klageren vidste, at han selv skulle tage stilling til sin investeringsprofil.
Der er ikke begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar. Klageren traf selv beslutning om overførslen af pensionsmidlerne og investeringerne. Klageren måtte indse, at indklagede ikke kunne tage ansvar for, hvordan værdipapirkurserne bevægede sig.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet bemærker indledningsvis, at de givne råd må ses på baggrund af bl.a., at klageren på rådgivningstidspunktet var 66 år, og at der også efter de dagældende retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning fandtes bestemmelser om skriftlighed, jf. retningslinjernes pkt. 11.
Ankenævnet finder det imidlertid ikke godtgjort, at indklagede ved sin rådgivning af klageren i efteråret 2000 gav vildledende oplysninger om afkastet på forsikringsordningerne, eller at indklagede i øvrigt som følge af fejl eller forsømmelser har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.
Overførslen af klagerens pensionsordninger i Danica blev drøftet på to møder henholdsvis den 28. september og 23. oktober 2000, og ordningerne blev overført den 23. november 2000. Det må derfor antages, at fordele og ulemper ved at overføre ordningerne blev gennemgået på en tilfredsstillende måde. Klagerens investeringshorisont og risikovillighed fastlagt, og investeringerne blev efterfølgende gennemført i overensstemmelse hermed.
Klageren blev ikke tilsikret et bestemt resultat af investeringerne, og klageren måtte indse, at indklagedes forventninger til udviklingen i investeringerne kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte bære risikoen herfor.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.