Pantebrevslån, særlige indfrielsesklausul. Rådgivningsansvar i forbindelse med køb af investeringsbeviser m.v.
| Sagsnummer: | 618/1993 |
| Dato: | 29-06-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Inge Frølich, Gert Bo Gram, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Rådgivning - lån med særlige indfrielsesvilkår
Udlån - særlige indfrielsesvilkår |
| Ledetekst: | Pantebrevslån, særlige indfrielsesklausul. Rådgivningsansvar i forbindelse med køb af investeringsbeviser m.v. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I oktober 1985 ydede indklagede klageren et pantebrevslån på 298.000 kr., som skulle afvikles med en årlig ydelse på 15,4%. Lånet forrentedes med 14,5% p.a. På pantebrevets side 2 er under særlige bestemmelser anført:
"Ved enhver indfrielse af lånet, skal dette tilbagebetales med den kapitaliserede værdi af de resterende terminsydelser beregnet på grundlag af den effektive rente, der kan opnås ved køb af enhedsprioritetsobligationer med samme restløbetid."
Lånets provenu på ca. 292.000 kr. indsattes på en indlånskonto, som forrentedes med 13,5% p.a.
Klageren har oplyst, at baggrunden for lånet var, at hun ønskede at låne ca. 70.000 kr. til istandsættelse af sin ejerlejlighed, men indklagedes medarbejder anbefalede hende at optage et større lån, idet han oplyste, at der var risiko for et politisk indgreb mod belåning af fast ejendom til finansiering af privatforbrug. Hun blev ikke gjort opmærksom på den særlige indfrielsesklausul. Ifølge indklagede blev låneformålet ikke oplyst, og indklagede har henvist til låneindstillingen, hvoraf låneformålet ikke fremgår; klageren blev gjort opmærksom på lånets indfrielsesklausul.
I maj 1986 blev indlånskontoen, hvortil låneprovenuet var overført, opgjort, og 210.000 kr. anvendtes til køb af investeringsforeningsbeviser i indklagedes aktiebaserede investeringsforening.
I maj 1992 rettede klageren henvendelse til indklagede og oplyste, at hun havde svært ved at overholde afviklingen af lånet. Indklagede foreslog klageren som en mulighed at afhænde en del af værdipapirerne og anvende provenuet til et ekstraordinært afdrag på lånet, således at de fremtidige ydelser blev reduceret; endvidere gjorde man opmærksom på muligheden for at foretage en omprioritering af ejendommen. Klageren valgte herefter at afhænde en del af værdipapirerne, og provenuet, ca. 93.000 kr., blev indsat på en konto for klageren.
Efter at klageren i juni 1992 havde anmodet om et møde, blev afdelingen opmærksom på lånets særlige indfrielsesklausul. Den aktuelle indfrielseskurs blev beregnet til 125,60, og efter en drøftelse med klageren, hvor klageren tilkendegav sin utilfredshed med, at indfrielsen skulle ske til overkurs, tilbød indklagede at tilbageføre salget af værdipapirerne uden omkostninger for klageren.
I november 1992 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre købet af investeringsbeviser for 210.000 kr. i maj 1986, således at beløbet indsættes på klagerens indlånskonto og forrentes med 13,5% p.a.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har dog tilkendegivet, at tilbudet om at tilbageføre klagerens salg af investeringsbeviser i maj 1992 fortsat står ved magt.
Klageren har anført, at indklagede tilskyndede hende til at optage et større lån, end hun aktuelt havde behov for og placere det overskydende provenu på en højt forrentet indlånskonto. I maj 1986 overtalte man hende til at foretage investering i investeringsforeningsbeviserne. Indklagede angav, at en sådan omlægning var fordelagtig, bl.a. af skattemæssige grunde. Indklagedes råd om i maj 1992 at afhænde en del af investeringsbeviserne gjorde kun hendes situation værre, uanset om beløbet anvendtes til ekstraordinært afdrag. Hun bestrider, at hun selv har stået for de pågældende investeringer. Dette er ikke tilfældet, idet omlægningerne er foretaget efter indklagedes anbefaling. Hun havde ikke kendskab til de pågældende investeringsbeviser, men havde tillid til, at indklagedes medarbejder, som også havde anbefalet hende låneoptagelsen, foreslog den bedste løsning for hende.
Indklagede har anført, at lån af den omhandlede type på daværende tidspunkt blev ydet på baggrund af en vurdering af den pantsatte ejendom. Oplysning om låneformål var derfor ikke påkrævet. Indklagede bestrider, at låneoptagelsen skete efter indklagedes tilskyndelse. Forrentningen af den konto, hvortil låneprovenuet blev overført, blev fastsat ud fra en konkurrencemæssig betragtning med henblik på at sikre klageren en rentesats omtrent svarende til forrentningen af aftaleindskud, indtil klageren skulle bruge provenuet; man forudsatte således, at provenuet ikke skulle indestå på kontoen i længere tid. Indklagede bestrider, at man tilskyndede klageren til at foretage investeringen i investeringsforeningsbeviserne; beslutningen herom var alene klagerens. Beslutningen om det senere salg af beviserne var ligeledes alene klagerens. Indklagede fremsatte ikke noget krav herom, idet lånet på intet tidspunkt havde været i restance. Det bestrides, at indklagede har handlet ansvarspådragende vedrørende de af klageren anførte forhold.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har selv truffet beslutning om at optage det omhandlede pantebrevslån på 298.000 kr. i oktober 1985 og om at investere 210.000 kr. af låneprovenuet i investeringsbeviser i maj 1986, og Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder har rådgivet klageren på ansvarspådragende måde i forbindelse med disse dispositioner. Der findes heller ikke at være grundlag for at fastslå, at klageren ikke er bundet af det særlige indfrielsesvilkår, der er indeholdt i det af klageren underskrevne pantebrev.
I forbindelse med rådgivningen om salg af en del af investeringsbeviserne i maj 1992 med henblik på anvendelse af provenuet på ca. 93.000 kr. til betaling af et ekstraordinært afdrag på pantebrevet synes indklagedes medarbejder oprindelig at have overset, at betaling af et sådant ekstraordinært afdrag som følge af den særlige indfrielsesklausul kun kan ske til overkurs. Indklagede har imidlertid under klagesagen vedstået sit tilbud om at tilbageføre salget af investeringsbeviserne, og Ankenævnet finder ikke, at forholdet kan begrunde videregående krav.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.