Afgørelse

Rådgivning om beskatning i forbindelse med køb af investeringsbeviser med midler omfattet af virksomhedsordning.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar ved at anbefale klageren at købe investeringsbeviser fremfor obligationer uden samtidig at oplyse om de skattemæssige konsekvenser ved køb af investeringsbeviser med midler omfattet af en virksomhedsordning.

Sagens omstændigheder.

I oktober 2001 rettede klageren telefonisk henvendelse til indklagede med anmodning om køb af for ca. 130.000 kr. 30-årige obligationer i Realkredit Danmark. Indklagede anbefalede klageren i stedet at købe investeringsbeviser, hvilket klageren accepterede.

Den 26. oktober 2001 gennemførte indklagede klagerens køb af 1.200 stk. investeringsbeviser i BankInvest Lange Danske Obligationer til en kursværdi på 135.048 kr.

Cirka ½ år efter handlen rettede klageren henvendelse til indklagede, idet han nu havde konstateret, at han som følge af købet af investeringsbeviserne frem for obligationer var blevet pålagt en skattebetaling på 49.000 kr. Årsagen hertil var, at købet af investeringsbeviserne var sket med midler, der var omfattet af virksomhedsordningen og derfor ikke måtte placeres i investeringsbeviser, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2. Investeringen blev sidestillet med investering i aktier med den konsekvens, at midlerne overgik til personlig beskatning.

Indklagede afviste et krav fra klageren om erstatning.

Parternes påstande.

Den 3. juli 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 49.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ved henvendelsen til indklagede om køb af obligationer meddelte, at han var særligt interesseret i to nærmere angivne serier, som hans revisor havde rådet ham til at købe.

Indklagede gjorde opmærksom på udtrækningsrisikoen og anbefalede i stedet investeringsbeviser. Ifølge indklagede var investeringsbeviserne "lige så gode", og i tillid hertil accepterede han forslaget.

Indklagede burde have gjort ham opmærksom på, at investeringsbeviserne skattemæssigt adskilte sig fra de obligationer, som han efter råd fra revisoren ønskede at købe. Indklagedes oplysning om, at investeringsbeviser "er lige så gode", burde således have været suppleret med, "hvis det drejer sig om din private økonomi, men ikke hvis der er tale om en virksomhed".

Revisoren kunne ikke forudse, at indklagede ville rådgive ham til at købe investeringsbeviser og advarede ham derfor ikke herom.

Som følge af indklagedes mangelfulde rådgivning er han blev påført et tab. Han havde planlagt, at opsparingen skulle blive stående, til han om 15 år fylder 70. Ifølge en beregning udarbejdet af hans nye pengeinstitut, overstiger tabet reelt 49.000 kr. Indklagede har fået tilsendt hans revisorudarbejdede selvangivelse som dokumentation.

Indklagede har anført, at klageren blev kunde i 1998, i hvilken forbindelse han oplyste, at han var underviser og forsker ved Århus Universitet. Klagerens engagement har gennem hele perioden været ført og betragtet som et almindeligt privatkundeforhold. Man har på intet tidspunkt haft kendskab til klagerens virksomhedsordning og har aldrig modtaget informationer, der gav anledning til at overveje den mulige eksistens af en virksomhedsordning. Der var således ikke anledning til at inddrage spørgsmål om virksomhedsbeskatning i forbindelse med handlen i oktober 2001.

Det havde derimod været naturligt for revisoren at oplyse om beskatningsreglerne i forbindelse med sit råd til klageren om at købe obligationer, ligesom klageren kunne have drøftet indklagedes investeringsforslag med revisoren, inden den endelige beslutning blev truffet.

Det erindres ikke nu, om klageren nævnte sin revisor i forbindelse med samtalen. I givet fald ville dette ikke have ændret handlemåden eller anbefalingen - netop fordi det anbefalede køb under normale omstændigheder er en hensigtsmæssig disposition for private kunder.

Klagerens tabsopgørelse bestrides som udokumenteret.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at indklagedes medarbejder i oktober 2001, da klageren rettede henvendelse vedrørende køb af for ca. 130.000 kr. obligationer, hverken var eller burde have været klar over, at klageren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, og at der derfor kunne være tale om en investering med midler omfattet af virksomhedsordningen. Medarbejderen kan herefter ikke anses at have begået en ansvarspådragende fejl ved at anbefale klageren i stedet at købe investeringsbeviser baseret på obligationer. Ankenævnet finder således, at klageren selv burde have oplyst medarbejderen om, at investeringen skulle foretages med midler omfattet af virksomhedsordningen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.